Bøger | 2002

Og vinderen er! Læserne har kåret Kristian Ditlev Jensen til en suveræn vinder af Weekendavisens litteraturpris. De 50.000 kr. blev overrakt ved en middagsceremoni i aftes. Her bringer vi Liselotte Wiemers pristale.

Af Liselotte Wiemer

Mellem påfuglens hoved og hale

Der har som bekendt været en smule debat, da Weekendavisens nominering til årets litteraturpris blev offentliggjort. Kristian Ditlev Jensen burde nemlig slet ikke have været med! Og nu har han vundet. Hæ, hæ! Men i den forbindelse har årets prisvinder selv indført det udmærkede begreb Kaglingpris. Derfor må det være mig tilladt at starte om ikke i hønsegården, så lige ved siden af. På det sted på landet, hvor jeg bor, har vi i nogle år haft påfugle. En flot fjerprydet han og to hunner. Hvad jeg ikke vidste, før jeg fik nærkontakt med dyret, var, at hannerne ligesom træernes blade taber hele deres halepragt om efteråret - det sker næsten over night - og at de om foråret lige så pludseligt vokser ud igen. En varm septemberdag opdagede jeg, at hannen var kommet i utidig kuller. Han foldede halen ud, og med sine karakteristiske rystebevægelser prøvede han at trænge hunnen op i en krog. Problemet var bare, at halen på det tidspunkt stort set var faldet af. Kun to forkølede fjer yderst på hver side stod tilbage - resten var...tomrum! Det vidste hunnen, der følgelig så ganske uimponeret ud - og det vidste jeg, der stod som den ubarmhjertige betragter. Men det kunne hannen selvfølgelig ikke selv se. Han stod insisterende og pustede sig op, med hovedet fyldt af forestillingen om egen sexet farlighed. Selvfølgelig mislykkedes foretagendet, og snart faldt da også de sidste fjer - kun tomrummet var tilbage.

Bare rolig! Dette er ikke en beskrivelse af mænd i al almindelighed. Eller for den sags skyld af særligt påtrængende læserbrevsskribenter! Det er derimod en helt seriøs overvejelse over, hvor den litteratur, som en forfatter som Kristian Ditlev Jensen skriver, egentlig befinder sig. Eller rettere: den særlige form for sandhed, Kristian Ditlev Jensen opererer med i sin bog. For jeg må jo indrømme, at jeg første gang jeg stod med bogen i hånden, følte mig underligt på vagt. Var det bluf? Skulle vi manipuleres alle på stribe, eller hvad havde han gang i? Forfatteren stillede sig til rådighed for interviews og kommentarer. Han var jo en rimelig kendt journalist. Han kendte spillet og brugte det . Eller gjorde han? NÅR man har læst bogen, er man ikke længere i tvivl. Den er i høj grad ægte. Ligesom den række af overgreb, der beskrives fra barndommen. Selv om man ville ønske, de var løgn. Men det er også helt tydeligt, at styrken i bogen i grunden ligger et andet sted. For nu at bruge billedet fra før: et sted mellem påfuglens hoved og hale. Mellem virkelighedens frygtelige sandhed - som vi til en vis grad tør kalde objektiv, hvis det ord overhovedet kan bruges i denne her sammenhæng - og så den subjektive ide eller forestilling om verden, vi alle sammen bærer inden i os. Litterær non-fiktion kalder Kristian Ditlev Jensen det selv. Og dermed gør han opmærksom på sin egen helt bevidste brug af litterære virkemidler. Af den iscenesættelse, af den styring og beskæring, der præger hans bog. Det er derfor, man bliver klogere af at læse den. Ikke fordi man får noget afslørende nyt at vide, selv om det gør man selvfølgelig. Men fordi man får det at vide på en ny måde. Det er den samme dobbelthed, der ligger i bogens efter min mening temmelig geniale titel: Det bliver sagt . Det er jo sådan en rigtig børnesætning. Mon ikke vi alle sammen kan huske de gange i vores barndom, hvor legens trylledej med ét klaskede sammen, fordi en eller anden uskreven lov om kammeratskab, anstændighed og retfærdighed var blevet fundamentalt overtrådt. Og hvor vi derfor - som et sidste es på hånden - selv måtte ty til en overskridelse af en anden uskreven lov: nemlig at sladre. Mantraet var lige så truende, som det var foragteligt. Lige så triumferende, som det var afmægtigt. Lige så angrebslystent som det var udtryk for den totale kapitulation: Det bliver sagt . Ja, det gør. Det bliver sagt ! Og de fraværende voksne, som det jo bliver sagt til, træder ind i børnenes univers som en hånd, der rækkes frem fra det skjulte. Som en garant for, at det knuste bliver helt igen. At verden stadig hænger sammen. At alt er godt. Næsten ligesom Gud greb ind, da Job udstod sine prøvelser - greb ind og gav det tabte tilbage, ja fuldt ud genoprettede den brudte verdensorden. Sådan er forældre - imagoet - for nu at snakke jungiansk. Men også det er jo i virkeligheden ofte en illusion, en forestilling i vores små, virrende barnehoveder. Halefjerene er jo tabt. Man er blottet. Og kun ordenes underlige magt og afmagt står tilbage i midten: Det bliver sagt ! Kristian Ditlev Jensen har i hvert fald ikke den garant i sin bog. Først bliver det slet ikke sagt . Fordi situationen er for uigennemsigtig, sandheden om verdens gode orden for umulig at gennemskue. Grænserne flyder ud, farligt og indsmigrende, som de altid vil gøre i mødet med en psykopat. Og sammenbruddet camoufleres derfor behændigt af illusionernes sukkerstads: fransk elegance og klasse, lækre middage, udelt opmærksomhed. Det , der minder om kærlighed. Så først bliver det slet ikke sagt , fordi ordene ikke kan finde vej fra den lille ungkarlehybel i storbyen, gennem togets bumlelyde frem og tilbage, rundt og rundt, station efter station, weekend efter weekend og til dagligstuen i arbejderhjemmet i Holbæk, med fjernsynet kørende og kaffe på kanden.

Er der et sted i Kristian Ditlev Jensens historie, hvor man stadig efter endt læsning næsten ikke kan tro, det er sandt, så er det i barndomshjemmets evne til at ignorere virkeligheden. Og er der et enkelt sted, hvor Kristian Ditlev Jensen også selv har svært ved at beholde sit ikke-fiktive litterære fokus, er det i beskrivelsen af hjemmet. Da han efter tre års tavshed benytter ordene med den hemmelige kraft og faktisk siger det til forældrene - en nattetime over voksdugen i køkkenet - bliver troen på verdens gode orden endeligt punkteret. For der træder ingen hjælpende instans ind. Her er ingen forløsning og slet ingen genoprettelse. Der er bare tavshed og fortielse. Anden gang, det bliver sagt , er flere år senere. Kristian melder Gustav - sådan hedder han i bogen - til politiet. Gustav idømmes to års betinget fængsel og går frit om på gaden næste dag. Og fortsætter for øvrigt ufortrødent sit misbrug af børn. Så også denne gang bliver ordene sagt ind i en mur af ignorans.

Nu har Kristian Ditlev Jensen så fortalt sin historie for tredje gang. Fortalt den på en ny måde, med tidens lille lag af afstand og forståelse lagt ind mellem linjerne. Og bogen er blevet hørt og solgt og læst og nu beprist!!! TO gange tidligere inden for de seneste ti år har der mig bekendt været skrevet vægtige bøger om misbrug af børn. Synnøve Søe skrev i 1992 Orm og Ar, en aldeles hudløs bog i fiktionenes form. Tine Bryld skrev i 1997 dokumentarromanen Ikke en engel - der delvis er udskrifter af en række båndede P4 samtaler med en pige, hvis far havde misbrugt hende igennem mange år. Bryld vælger at tilbageholde faderens navn og dermed fastholde sin tavshedspligt. Ligesom Kristian Ditlev Jensen vælger at give manden det fiktive navn Gustav. Men selv om jeg har læst i et interview for nylig, at Kristian Ditlev Jensen selv er skuffet over den manglende politiske effekt, hans bog har fået, så tror jeg alligevel, at netop hans drejning af historien, dette tredje sted mellem fiktion og sandhed, måske er den form, der på lang sigt kan have den største også konkrete gennemslagskraft. Kan få den holdningsmæssige konsekvens, som han efterlyser. Fordi formens let camouflerende lag er i stand til at almengøre sandheden, uden at digte den om. Dermed sker der to ting: synet på virkeligheden skærpes, idet vi hæves op over de faktiske begivenheder. Og vores forståelse udvides. Derfor er det for så vidt ikke afgørende, om Gustav bliver afsløret eller ej. Eller det er i hvert fald en helt anden historie. Det afgørende er, at den ryster vores fundament. At den viser, at den slags overgreb ikke bare er en forbrydelse mod et enkelt barn, men mod denne verdens etiske orden. Er et sammenbrud i gammeltestamentlig forstand. Og at genoprettelsen ikke alene er et spørgsmål om jura og politik, men kun sker i kraft af en fællesmenneskelig godhed og moralsk orden, vi er nødt til at tro eksisterer. En sandhed, i os og imellem os. En etisk garant. Som forældrene burde have været det , men ikke magtede. Som vi alle sammen bør være det . Og bør magte. Det er i grunden en slags mytologisk sandhed, vi her taler om. En katolsk præst sagde engang til mig - i forbindelse med den ældgamle diskussion om skabelsesberetningen contra big bang - at selvfølgelig var fortællingen om Adam og Eva myte, men den var også sand. For en myte er ikke noget, der står i modsætning til sandheden; men noget, der er sandt til alle tider.

I 70ernes bekendelseslitteratur var mantraet at offentliggøre det private. At fortælle sandheden, hvor pinlig eller ekstrem den end måtte være. Når noget var sandt, skulle det fortælles - ikke nødvendigvis af kunstneriske grunde; men ganske enkelt fordi det jo var sandt! Det er ikke den sandhed, Kristian Ditlev Jensen udfolder. Snarere skærer han i sin bog sandheden til, som glasset på en linse, så hele lyskeglen er rettet direkte mod det punkt, der skal afdækkes. Al udenomssnak, al hverdagens hø og hakkelse er derfor i vidt omfang skåret væk. Kun det nødvendige, kun det , der kan skærpe sandheden, er med. Som et af de pressefotos, der ligesom i ét eneste billede og i den rigtige beskæring kan fastholde en hel situation, hele et menneskes historie. Og det mærkelige er, at hvor grusom den sandhed så end er, opstår der altså en slags skønhed ved netop denne brug af fokus. En sandhedens æstetik, så at sige. En historie, der kan være sand til alle tider. En historie om identitetstab og overgreb. Uanset om han hedder Gustav eller ej. Den samme mærkelige form for æstetik oplevede jeg, da jeg i 1996 fulgte sandhedskommissionen i Sydafrika. Her stod det ene menneske frem efter det andet, ofte fattige sorte i laset tøj fra de omkringliggende townships, og fortalte om de overgreb, de havde været ude for. Afhøringerne varede i mere end to år. Tusinder blev hørt. Hele landet skulle lytte med. Fordi også det måtte siges i samme øjeblik, samfundet igen kunne være en slags moralsk garant. Og langsomt forvandlede deres historier sig til en fælles myte. En lang sang om lidelse og undertrykkelse. Med sætninger skåret ud som af tyndt glas. Virkeligheden kan være ubønhørligt barsk. Men skønheden og intensiteten har mange veje.

Jeg ved ikke, om alle her har læst Kristian Ditlev Jensens bog. Det har I jo nok ikke. Og der er sikkert mange af jer, der sidder og tænker - puha, det er alt for tæt på. Alt for privat. Alt for afslørende. Men jeg tror også, at enhver, der har læst de 266 sider, vil give mig ret i, at man næsten er flov over, hvor opslugt man bliver . Bogen er ganske enkelt dybt medrivende, jeg er lige ved at sige spændende. Netop fordi den så bevidst læner sig op ad en række litterære skabeloner, som den postmoderne og edderkoppeagtigt spinder sig ind og ud af. Det er kriminal og journalistisk afsløring, selv om vi ikke får de afgørende navne (og godt for det ). Det er en personlig udviklingshistorie, det er gammeltestamentligt véråb, det er doku-drama, bekendelse, djævleuddrivelse og terapi. Det er social anklage, og det er retspolitisk manifest. Vi, der har læst bogen, ved, at det er for disse jonglerende egenskaber, skrevet med suverænt overblik og sproglig pondus, at du i dag får prisen. Det er ikke en politisk korrekt pris, fordi emnet pædofili er så fint og kontroversielt at tage hul på. Det er heller ikke en pris for heltemod og personlig courage. Det er en litterær pris. En pris for måden, du har trimmet og tæmmet og tacklet og tolket din egen livshistorie på. Ganske vist skriver du selv i forordet, at bogen »er tænkt etisk snarere end æstetisk. Det er meningen, at den skal være sand, snarere end smuk.« Men dér må jeg skuffe dig! Det er også, på sin egen grusomme måde, en smuk bog, du har skrevet. Sandhed og forsoning hænger sammen. Det var budskabet i Sydafrika. Jeg ved ikke, om denne bog er et udtryk for en forsoning med fortiden. Jeg ved heller ikke, om hele landet har lyttet med. Men de fleste ved, at bogen er skrevet. Og har forhåbentlig endnu en gang fået skærpet deres etiske opmærksomhed. Det bliver sagt er ikke en billig Irma-æske, med en spændende overflade, som den, der pryder bogens forside. Der er noget indeni. En sandhed - et sted mellem påfuglens hoved og hale. Tillykke med prisen!

Billedtekst: Snarere skærer han i sin bog sandheden til. Som et af de pressefotos, der ligesom i ét eneste billede og i den rigtige beskæring kan fastholde en hel situation, hele et menneskes historie.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533