Bøger | 2001

Weekendavisens litteraturpris. Læserne valgte at præmiere Joakim Garff med 50.000 kr. for hans store Søren Kierkegaard-biografi SAK . Her er de ord, der ledsagede vinderen ved prisuddelingsmiddagen i aftes.

Af Poul Berendt

Ikke et ord om Regine

Da Jens Christian Grøndahl for et par år siden modtog boghandlernes Gyldne Laurbær for romanen Lucca, forestillede han sig i sin takketale, at han blev opsøgt af sig selv som ungt menneske. Det var ikke noget behageligt møde. Unge Grøndahl havde ikke ringeste respekt for, at ældre Grøndahl var blevet hædret med landets største branchepris for at have skrevet noget så mainstream som en lægeroman. I anledning af at Joakim Garff i en alder af 40 nu modtager landets største læserpris for at have skrevet en biografi om Søren Kierkegaard, hvori den berømte forlovelseshistorie endnu en gang står i fokus, kunne man godt forestille sig, at unge Garff ville have et par ord at sige i den anledning.

Det ville i hvert fald være helt i Joakim Garffs ånd. Sammen med Poul-Erik Tøjner leverede han for otte år siden, nytårsaften 1992, lidt af en pressehistorisk begivenhed med global eneret for Weekendavisens spalter. I form nemlig af et helsides interview med ingen ringere end Søren Aabye Kierkegaard. Af en overbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek ved navn Brøchner var de to Kierkegaardforskere nede i en af Slotsholmens kældre blevet præsenteret for en kardusæske fuld af løse dagbogsblade. Heraf fremgik det, at en nu afdød københavnsk læge og teolog helt op til slutningen af 1950erne havde haft jævnlig omgang med det danske geni, der altså endnu en gang havde vist sig som En endnu Levende... En af dagbogsoptegnelserne må også have rummet en angivelse af den levedygtige peripatikers adresse her i byen. For pludselig befandt læseren sig ansigt til ansigt med SAK himself, i fuld vigør, parat til at foredrage sin udødelige livsvisdom for sine to unge adepter. Men - og her er det, at unge Garff kommer ind i billedet - inden de to overhovedet havde nået at stille deres første spørgsmål, blev de afbrudt af et afværgende nødråb fra den interviewede: »Ikke et ord om Regine,« råbte han. »Ikke et ord om Regine!«

Interviewet blev bragt samme år, som den ene af de to journalister havde erhvervet ph.d.-graden for en murstenstyk afhandling om deres fælles helt, med den paradoksale titel: Heltenes tid er forbi, forfattet af Johannes de Constructione. Året før havde den anden erhvervet samme grad for den første version af den bog, som udkom fire år senere: Den Søvnløse. Kierkegaard læst æstetisk/biografisk. Dog sådan, at det sidste ord i undertitlen i 1991 stadig meget distant var udstyret med en af de mange bindestreger, som cerutgenerationens førende skriftteoretikere dengang excellerede i: bio-grafisk. Således altså, at undertitlens sidste 20 tegn lange ord lød: æstetisk-skråstreg-bio-tankestreg-grafisk. Man aner sporene efter den helt unge Garff , hvorom hans specialevejleder i sin tid, Paul Müller, i sin bedømmelse skrev: »Man får indtryk af, at kandidaten under afhandlingens udarbejdelse har gjort flittig brug af en omvendt fremmedordbog...« Mens det var lykkedes Tøjner at skrive ikke færre end 600 sider uden et eneste sted at nævne navnet Regine, skulle det lykkes Garff at gennemgå hele Kierkegaards brevveksling fra det første Berlinophold - hvori Søren Kierkegaard beordrer studiekammeraten Fritz Boesen til på alle tænkelige måder at udspionere og vildlede den fhv. forlovede - uden at Regine selv nogetsteds figurerede i fremstillingen. Når den overbibliotekar, der mellem jul og nytår 1992 havde ledt de to unge doctores frem til målet, hed Brøchner, skyldtes det nok også navneligheden med Søren Kierkegaards nærmeste bekendt sent i livet, professor Brøchner. Han havde allerede i 1856 givet den hvassest tænkelige karakteristik af ethvert forsøg på at skrive Kierkegaards biografi. »Om hans Liv er der jo overhovedet saa Lidt at sige, naar man vil holde sig til ydre Begivenheder. At han er født den 5te Mai 1813, at han blev Student 1830, Candidat 1840, Magister 1841 og døde 1855, det er jo omtrent hvad der kan angives af ydre biographiske Data, og det er ikke interessant. Desto rigere er vel hans indre Liv, hans personlige Udvikling, men det har fundet sit Afpræg i hans Skrifter og dets bedste Indhold er vel nedlagt i disse.« Det var da også Brøchners synspunkter unge Garff førte i marken, da han et halvt år før udgivelsen af Den Søvnløse i Weekendavisens spalter leverede alle de tørre tæsk til Peter Thielst, som forfatteren af succesbiografien Livet forstås baglæns, men må leves forlæns selv ganske forlæns havde udbedt sig fra Søren Kierkegaard Forskningscentrets side. Her fik ikke bare Peter Thielst, men til en vis grad også Georg Brandes og Johannes Hohlenberg baglæns læst og påskrevet. »Dels er Kierkegaards historie for en umiddelbar betragtning lige så mager, som Kierkegaard selv var det i virkeligheden,« fastslog Garff i Brøchners ånd. »Dels og især har Kierkegaard såvel personligt som pseudonymt frabedt sig at blive kigget i kortene.« Hvorpå han sluttede med et anti-biografisk konkluderende: »Basta!«

Men som allerede den unge Wittgenstein måtte sande - det hvorom der ikke kan tales, om det kan der under ingen omstændigheder ties. Allerede i Den Søvnløses behandling af Gjentagelsen tvang Regine sig igennem, fordi sammenbruddet i romanens komposition ikke var til at forklare uden. Meddelelsen om hendes forlovelse med Fritz Schlegel nåede frem, netop som Kierkegaard troede at kende sin bogs udgang, og ødelagde dens mening. Der er, så vidt jeg ved, kun en eneste, som har forsøgt at læse Gjentagelsen på strengt nykritiske præmisser, nemlig forfatteren til disputatsen om Kierkegaards romaner fra 1954, Aage Henriksen. Hvad der med ti års forsinkelse fik doktoranden til at bekende den paradoksale gæld, hvori han stod til nykritikken - nemlig, at den ny kritik havde isoleret personligheden så grundigt fra dens bånd til litteraturen, at den derved endelig igen var blevet synlig. Den størrelse, der i mange år havde fulgt nykritikken som en uafrystelig skygge, var forfatterbiografien. Nogenlunde ligesådan synes det at være gået for Joakim Garff med Regine Schlegel, som er meget tæt på at være den virkelige hovedperson i den bog, Garff i dag modtager Weekendavisens Litteraturpris for. Når forlovelseshistorien, der dog er fortalt så mange gange før, springer næsten magisk ny frem i SAK , tror jeg det skyldes, at læseren, fra før det øjeblik Søren Kierkegaard kaster sig ud i sit voldsomme frieri, har fået færten af, at det vi nu skal opleve, ikke bare er en solipsistisk bestøvning af en vågnende skrivedrift, som den allerede kendes fra fx den unge Brandes' fremstilling, eller fra den penneskafttynde formel, hvori den yngre Garff har overlevet den ældre: fra drift til skrift. Der noget andet, meget vældigere og meget mere uanseligt på færde. Fordi vi allerede før begyndelsen, i ejendommen på hjørnet af Nørrebrogade og Sortedam Dossering, har truffet den 74-årige enkefrue Schlegel mellem hendes mands 7000 efterladte bøger - så hvidhåret, så venlig, så parat til svar, der intet meddeler, føler vi os sporet ind. Sporet ind på en tragisk, en komisk, en skæv, men også virkelig historie, der giver sine ejendommeligste svar, hvor der slet intet siges. Den unge Garff havde jo den gode grund til at sky navnet Regine, at Søren Kierkegaard selv skyede det. Man finder det så at sige ikke i hans efterladte papirer. Hun hedder hun. Hun hedder hende. Og når det går højt, hedder hun hiint Faktum, hvad der for en postmoderne tid allerede skulle være temmelig overvældende. Men hun hedder aldrig Regine. Og selv om Joakim Garff må have givet køb på det princip flere hundrede gange i sin tykSAK, så fremskriver han umærkeligt et andet, i sin tavshed lige så sigende princip, efter at bruddet mellem de to er ført igennem. Mest fatalt, tragisk og komisk efter hjemkomsten fra Berlin, påskedag 1843, hvor hun midt under biskop Mynsters prædiken vendte sig om og løftede sit lysende blik og lod det lyse på Søren Kierkegaards åsyn, mens hun nikkede til ham. Først én gang, så én gang til, mens Kierkegaard rystede på hovedet for ikke at indgyde hende et falsk håb. Så nikkede hun endnu en gang, hvorpå han nikkede tilbage, så venligt han overhovedet kunne, for ligesom at tilkendegive: »Min kærlighed beholder du!« Men da de bagefter mødtes ude på gaden, og hun hilste aldeles venligt og imødekommende, forstod Kierkegaard ikke et ord. Stirrede blot undrende på hende og rystede endnu en gang på hovedet, uden et ord. Det er hos Garff en mageløst fremstillet scene, som straks på stedet får sit efterspil. Først flere år senere, da Kierkegaard var kommet sig over raseriet, skuffelsen, forvirringen og den standhaftigt forbitrede accept ved meddelelsen om Regines forlovelse tre måneder efter hin påskedag i Frue Kirke, forstod han, at hun havde tydet hans nik under Mynsters prædiken ganske modsat Kierkegaard selv. Nemlig som en velsignelse af det genoptagne forhold til hendes gamle huslærer og kommende ægtemand, Fritz Schlegel, som hun havde troet, at Kierkegaard allerede kendte til. Ikke et ord til Regine, det bliver den usagte formel, hvorunder Kierkegaard hos Garff afvikler alle de mange efterfølgende møder og sugende blikke, hvergang de to så helt tilfældigt passerede hinanden på deres faste vej i Københavns gader og stræder, hver mandag mellem kl. 9 og 10. Og hvem kan vel oven på læsningen af Garff nogen sinde mere se på Købkes billede af Sortedam Dosseringen uden at tænke på, hvis rute den smalle sorte skikkelse på stien netop har skåret eller om lidt måske vil skære?

Det er på sådanne steder, Joakim Garffs fremstilling spiller og lever. Når en sandhed viser sig som illusion, og der bag illusionen dukker en anden sandhed frem, som ikke er til at gribe. Som fx når Kierkegaard kun tre år efter bruddet med Regine i Skyldig?-Ikke Skyldig? vælger at aftrykke det brev, hvori han brød med hende. Mens brevet selv gik tabt. Så at forskningen i dag ikke har andet at holde sig til end gengivelsen af et romancitat, der højst risikabelt nu indgår blandt de historiske kilder i Breve og Aktstykker. Det er et spil, som man kan følge helt tilbage til Garffs første debut som Kierkegaardforsker i tidsskriftet Kredsen, som han sammen med Poul Erik Tøjner redigerede hele vejen op igennem midt-firserne. Her finder man bag den unge Kierkegaardforsker den Nietzsche-inspiration, der er den usynlige spire også til SAK . I Nietzsches essay »Om Sandhed og løgn i amoralsk forstand«, som de to dioskurer sammen oversatte i 1987, havde Joachim Garff fundet sin egen vej til en bestemmelse af den kierkegaardske ironi, der samtidig gjorde det muligt for ham at bestemme sin egen væsenforskellige ironi. Fælles for Nietzsches og Garffs ironi er, at den ikke - som den kierkegaardske - er negativt bestemt, nemlig ved at det absolutte krav om sandhed og konsistens. I modsætning til Kierkegaard sætter Garffs ironi ikke intetheden, men åbner for en uafgrænselig horisont. I den unge Garffs ledsagende afhandling om ironi kan man møde samtlige de grundbestemmelser, der også har struktureret den ældre Garffs fremstilling af Søren Kierkegaards biografi. Det gælder både den blidt ironiske mistænkeliggørelse af den inderlighed, der i forfatterskabets første del opbygges bag pseudonymernes syv slør. Og den knap så blide mistænkeliggørelse af inderlighedens afvikling i forfatterskabets sidste del, med henblik på det Indres fuldstændige synliggørelse i det Ydre, som til sidst skete i Øjeblikkets teatralsk konsistente kirkekamp. Denne kompakte historie, som ved sin første fremkomst fyldte tyve sider, er i mellemtiden vokset til næsten tusind. Uden at den ældre Garff har sat en tøddel til af kernen i den yngre. Tværtimod har han først derved vundet Regine. Også i SAK vil læseren forgæves lede efter målestokkene sandhed og konsistens. Der er ikke én Kierkegaard. Der er mange Kierkegaarde. Delvis skabt af 150 års forskning. Delvis mangfoldiggjort af Garff . Og det vil ikke være muligt for læseren at harmonisere hovedpersonens mange skjulte brudflader og forskellige individualiteter. Ikke uden grund har Garff på den ene af bogomslagets klapper bragt det i dobbelt forstand selvbevidste og frækt profetiske citat af Søren Kierkegaard: »Netop for Erindringen, for den poetiske Erindring tager min Produktivitet sig ud. Og der vil nok komme den tid, da Pigerne skulle rødme af Begeistring, naar en Digter vil fortælle hele mit Existents-Anlæg.«

Kære Joakim Garff , nu har vi så denne digter iblandt os. Du har ikke bare fået læsernes pris for en bog, der har bevaret alt, hvad der var af virkelig værdi i den unge Garff (flere steder endda ordret gengivet...). Du er også, det ved vi nu alle sammen, blevet tildelt kritikerlaugets egen eksklusive formskærerpris, Georg Brandes Prisen. Men inden du får overrakt prisbelønningen i vedlagte kuvert, vil jeg fortælle dig to opbyggelige anekdoter. Jeg går ud fra, at du for længst er indlemmet i ARTE's faste stjernestald af foredragsholdere. Og at du allerede rundt omkring på landets højskoler og biblioteker har fået de kvindelige tilhørere til at rødme af begejstring under oplæsning af udvalgte passager fra dine kapitler om Søren og Regine. Du rejser med tog. Du overnatter på hotel. Det gjorde jeg i hvert fald selv i sin tid, kan jeg huske. Inden jeg begyndte at rejse, kaldte Klaus Rifbjerg mig ind på sit direktørkontor på Gyldendal og sagde til mig: »Du skal sørge for at tage det ordentligt betalt!« Hvorpå han nævnte et for mig ganske uvant salær. På en af mine første rejser i 1985 løb jeg en dag i toget ind i Ejvind Larsen, som stadig red på den sidste bølge efter sin store bog om Grundtvig og noget om Marx. Dagen før var det hændt ham, at en hel højskole havde siddet og ventet forgæves på hans ankomst, fordi han havde glemt deres aftale. Nu sad han dystert over for mig i kupeens andet hjørne og udtalte sin blanding af profeti og bitter erfaring. »Den, Gud vil forbande,« sagde han, »giver han en succes!« Jeg ved, det ikke vil gøre indtryk på dig. Du har jo i din bog afvist den 10-årige Michael Kierkegaards forbandelse af Gud ude på heden i 1765 som en sentimental fortælling, der intet bidrager til løsning af Søren Kierkegaards gåde, endsige hans mange arvede penge. Jeg vil så i stedet indskrænke mig til at citere Thorkild Hansen, som oven på Det lykkelige Arabien sagde: »Der skal stærke ben til at bære gode dage!« Sådanne ben tror jeg jo, du har. Også selv om jeg nu overrækker dig en konvolut, hvis værdi inden for det sidste år, lidt ligesom den gamle Kierkegaards formue efter landets bankerot i 1813, er blevet fordoblet. Du kan selv bestemme. Vil du bruge den, som Søren Kierkegaard, på fodsåler af kork, så han kunne liste ubemærket rundt i byen? Eller vil du bruge den som hans bror, der forærede pengene til ubemidlede hyrdedrenge på heden?

Billedtekst: Den unge Garff og Tøjner fik med eneret for Weekendavisen et interview med Søren Kierkegaard i 1992. Palle Pio forevigede det historiske topmøde.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533