Bøger uge 4 | 2010

Weekendavisens Litteraturpris 2009 og 100.000 kroner går til Anne Lise Marstrand-Jørgensen for hendes roman Hildegard. Vi bringer her pristalen.

Af Leonora Christina Skov

Hildegards talerør

Som de fleste, der læser megen skønlitteratur, vil vide, kan man lynhurtigt fornemme, om en roman har et særligt potentiale eller ej. Efter få linjer står det klart, om forfatteren har sans for rytme og klang, og efter få sider er man sjældent, for ikke at sige aldrig, i tvivl om graden af nødvendighed. Og graden af autonomi og originalitet. Den kendsgerning burde jo afskrække enhver fra overhovedet at publicere romaner, men heldigvis afskrækkede den ikke dig, Anne Lise. At dømme efter din roman om middelalderens ubestrideligt mægtigste kvinde: komponisten, forfatteren, klostergrundlæggeren og mystikeren Hildegard af Bingen, har intet i verden kunnet afholde dig fra skriften. Så megen saft og kraft er der i dit sprog, og så megen fortælleglæde stråler der fra dine sider. Af samme grund sad jeg, allerede få sider inde i din roman, og blev helt stresset over alle de eksemplarer, jeg ville blive nødt til at investere i, så alle fra min 95-årige mormor til min gamle kæreste kunne læse med. Nu kender du jo hverken min mormor, min gamle kæreste eller mig, for den sags skyld. I så fald ville jeg selvsagt ikke have anmeldt din roman. Men det siger alt om, hvor klokkeklart og bredt, din roman rammer, at man uden problemer kan komme på de første tyve vidt forskellige mennesker af alle køn, der ville elske at læse med.

Da jeg havde vendt sidste side, var jeg ikke i tvivl om, at jeg sad med en indlysende kandidat til Weekendavisens Litteraturpris i hænderne. En af de mest indlysende i mange år. Til gengæld kunne jeg slet ikke forudse, hvilken af årets ti stærke kandidater, vores ærede og engagerede læsere ville vælge. Dels er feltet efter min bedste overbevisning uhørt stærkt og varieret i år, dels er jeg grundlæggende mystificeret over hele sværmeriet for mænd, der skriver bekendelseslitteratur om deres ulykkelige barndom, dansk provinsprosa, såkaldt vægtig krigslitteratur og alenlange biografi er over døde mænd. Al ære og respekt for disse litterære manifestationer og vore læseres dømmekraft, i øvrigt. Litterær smag er jo netop ingen objektiv videnskab. Heldigvis for det. Det har aldrig været i den litterære surround sound, men i uenigheden om, hvad der er god og dårlig litteratur, at man rent faktisk bliver klogere. Både på sig selv og på kunsten.

Og en ting kan der i hvert fald ikke herske tvivl om: At blive udråbt til Weekendavisens læseres vinder er i den grad en ære. Oven i købet en ære, der ikke er tilfaldet en kvinde siden 1998. Jeg havde allerede problemer med at få armene ned, da Hildegard endte på indstillingslisten, og jeg er bange for, at avisen må bekoste en armforkortende operation nu, hvor du rent faktisk har vundet, Anne Lise. Jeg synes bare, at det er så velfortjent, at Weekendavisens Litteraturpris nu tilfalder dig og forhåbentlig kaster endnu mere lys over dit fl otte og stærkt varierede forfatterskab. Jeg synes også, at det er så meget på sin plads, at du modtager din pris her en lille måned inde i det nye årti. Vær kun rolige, alle sammen. Jeg vil lade Institut for Fremtidsforskning og Information om at ævlebævle rundt i de kommende års mulige litterære tendenser. Det eneste, jeg vil sige, er, at Hildegard, for mig at se, markerer et åbenlyst litterært nybrud, og intet i verden klæder et åbenlyst litterært nybrud som et nyt og friskt årti.

Dét at puste liv i en af fortidens store kvinde- eller mandeskikkelser har vi jo i udgangspunktet set mange gange før. Både i dansk og udenlandsk litteratur. Tænk bare på Hilary Mantels Bookerpris-vinder, Wolf Hall, der udspiller sig ved Henrik VIII’s hof og levendegør den legendariske statsmand Thomas Cromwell. Som regel går denne type litteratur under betegnelsen »historiske romaner«, og det forestiller jeg mig, at rigtig mange af de danske forfattere, med rette, er pænt trætte af. For herhjemme bliver historiske romaner – i øvrigt i lighed med kriminallitteratur – regnet for såkaldt genrelitteratur, og genrelitteratur er pr. automatik underlødig og dermed ikke kunst. Måske fordi den tillader sig den frækhed at underholde sin læser. Det, der undrer mig, er, at ingen ser ud til at overveje, hvornår de sidst har læst en roman, der ikke var en del af en litterær tradition med særlige kunstkriterier. Hvornår de, med andre ord, sidst har læst en roman, der ikke skrev sig ind i en genre. Jeg spørger, fordi jeg nu har tænkt mig at kalde Hildegard for en nybrydende historisk roman og mener det som en stor kompliment. For om noget er Hildegard en roman, der gør noget helt nyt med det velkendte, historiske stof. Endog på en helt igennem underholdende måde.

Det nye er den exceptionelle grad af indlevelse, som du, Anne Lise, lægger for dagen. Som læser har man faktisk fornemmelsen af, at du helt og fuldt bebor Hildegard af Bingens karakter, endskønt hun levede for tusind år siden. Man forestiller sig egentlig også, at du uden videre vil kunne besvare spørgsmål som »hvad er det, der sker, når Hildegard har de dér religiøse åbenbaringer? Fortæl mig, hvordan de opleves? «

Jeg mindes engang, hvor jeg holdt foredrag om en af mine romaner og nåede til at forklare, hvordan man, efterhånden som skriveprocessen skrider frem, kan høre sin fortællerstemme tydeligere og tydeligere i hovedet. En tilhører rejste sig og sagde, at han fuldkommen forstod, hvad jeg mente. Han hørte også stemmer. Og det slog mig, at ja, forskellen er muligvis mindre, end man selv går rundt og håber. I hvert fald kommer man næppe udenom at føle sig som talerør for en anden, når ens værk for alvor får taget i en.

Hvis Hildegard af Bingen selv havde kunnet vælge sit talerør, er jeg sikker på, at hun ville have valgt en forfatter som dig, Anne Lise. For udover din indlevelse besidder du en kvalitet, der længe har været fuldt synlig i dit forfatterskab: Du skriver djævleblændt godt. På en gang poetisk og nøgternt, og også i Hildegard gør du det med en fornem sans for timing. De lyriske passager får fremdrift af de fortællende passager, og det hele ender som en vaskeægte god historie.

De gode, fuldt udfoldede historier er faktisk dét, jeg har savnet allermest i ny dansk litteratur. Måske har Weekendavisens læsere det på samme måde, siden de har stemt på lige præcis Hildegard. Eller også er afstemningen bare et udtryk for, at medrivende historier aldrig for alvor går af mode. Nu er det ikke, fordi jeg vil hive den godt mølædte traver af stalden og hævde, at forfatterskolefolket og 90er-generationen skriver litteratur, der ikke handler om noget. For det er jo direkte forkert. Men det, jeg savner, er dansk litteratur, der handler om noget andet end os. Vi danskere og vores såre velkendte dagligdag, bøgeskove, hjemstavne og skilsmisser. Jeg savner litteratur, der river os ud af os selv og ind i en langt mindre velkendt verden fyldt med eventyr, nyskabte universer og fjerne tider, der pludselig ikke virker spor fjerne længere. For mig at se er det én af de ting, litteraturen kan, og i Hildegards tilfælde må man tillige sige, at det er én af de ting, litteraturen gør. Vi kender hovedtrækkene i den store nonnes liv. Mange af os har sikkert også lyttet til hendes musik. Men i denne roman kommer Hildegard og hendes samtid til live på den mest selvfølgelige måde; marineret i uvidenhed og overtro på den ene side og informeret af religiøsitet og spiritualitet på den anden.

Netop nu, hvor vores egne biskopper æder og drikker sig i hegnet, imens folkekirken stille og roligt bliver en lejlighedskirke, hvor man kan få døbt sine børn eller begravet sine kære, er det tankevækkende, at lige præcis en roman som Hildegard vinder årets litteraturpris. Først som sidst handler den jo om en dybt religiøs nonne og hendes afskærmede tilværelse i noget så usexet som et tysk kloster for mange menneskealdre siden. Men måske kan litteraturen simpelthen noget, som vores egne biskopper og præster ikke altid formår? Nemlig at tale direkte til os og dermed gøre alt det relevant, der er større end os selv. Alt det, som rigtig mange af os søger mod, men uden længere at have den store idé om, hvad vi håber at finde.

Nu vil jeg bestemt ikke mene, at Hildegard er en religiøs roman i forkyndende forstand. Jeg ved ikke engang, om dagens prismodtager er troende. Men i hvert fald ved jeg, at Hildegard er en roman, der i den grad handler om tro. Den handler om at sætte sig selv til side for det, man tror på, men den handler også om at tro så meget på sig selv, at man tør hævde sin ret. Sidstnævnte er utvivlsomt lettest at forholde sig til for individualister som os, og det er vel også en af grundene til, at Hildegard af Bingen stadig fremstår som en såre moderne kvindeskikkelse. Muligvis den ældste moderne kvindeskikkelse overhovedet.

Når man nævner ordet »kvindeskikkelse «, får man uvægerligt lyst til at tage alverdens forbehold. For alene ordet smager af kvindelitteratur, og det er næsten det værste prædikat, en roman kan få. I Litteratursidens glimrende nye blad Litteratursider henstillede Informations anmelder Lilian Munk Rösing da også for nylig til, at termen »kvindelitteratur« snarest bliver udskiftet med en anden og mere tidssvarende. Menneskelitteratur, mest oplagt. Jeg vil gentage hendes opfordring her. For hvis der er én ting, der simpelthen må få en ende, er det forestillingen om, at mænd, der skriver litteratur om mænds erfaringer, skriver litteratur, mens kvinder, der skriver litteratur om kvinders erfaringer, skriver kvindelitteratur. På den måde bliver mænds erfaringer de almengyldige og kvinders erfaringer de partikulære med pil til dårligere kunst, som kun kan interessere andre kvinder.

Det ville være overordentlig ærgerligt, hvis den ene halvdel af befolkningen på denne måde blev afskåret fra at læse en stor roman som Hildegard. Faktisk ville det være overordentlig ærgerligt, hvis en eneste, ung som gammel, blev afskåret fra at læse den. Der er ingen tvivl om, at dette er en roman om en helt særlig kvindes helt særlige erfaringer, men det er først og fremmest en roman om et menneske, der udrettede det sublime. Tusind tak for at føre hende ind i vores tid, Anne Lise. Og et kæmpe tillykke med Weekendavisens Litteraturpris. Jeg kan vist godt tillade mig at tale på alles vegne, når jeg siger, at vi ser umådelig meget frem til at læse bind to.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533