Bøger | 1997

Portræt. Bettina Heltberg har ikke bare vundet en pris, fordi hun har gjort en mands historie til sin egen. Men fordi hun er sin egen. Weekendavisen bringer her festtalen til hende. Bettina Heltberg blev suveræn vinder i læserafstemningen om Weekendavisens litteraturpris 1996. Lige fra starten lå hendes »Hvor der handles . Erindringsbilleder« i spidsen fulgt af Dorrit Willumsens roman om Herman Bang. På tredje- og fjerdepladsen lå Carsten Jensen og Peter Laugesen og udkæmpede en lige kamp. Vi takker læserne for deres store idealistiske interesse - vi er stadig imponerede af, at så mange udfylder en kupon og sender den uden at kunne vinde »andet« end at se deres kandidat vinde. Bettina Heltberg fik prisen og de 25.000 kroner ved en festlig sammenkomst i går aftes, hvor de indstillede forfattere, deres forlæggere og Weekendavisens anmeldere havde sat hinanden stævne. Vi bringer her Poul Behrendts tale til prisvinderen.

Af Poul Berendt

Helt ærligt

En gang før i mit liv er det hændt mig at få Bettina Heltberg til bords. Det er snart en menneskealder siden, ude i det aukenske forældrehjem på Frederiksberg, der efterhånden må være lige så berømt som de Rahbekske mindestuer. Jeg husker det udmærket. Og måske derfor er der en enkelt sætning i hendes nu prisbelønnede bog, som er blevet hængende lidt længere i øret på mig, end på dem, der ikke kendte hende dengang. »Jeg havde som ung ingen store planer med mit liv,« lyder sætningen. Det var ikke lige det indtryk, hun gav os andre. Da hun hin aften for tredive år siden satte sig til højre for mig, følte jeg det i hvert fald lidt, som om det store sus havde slået sig ned. På et tidspunkt, hvor Svend Auken højst havde drevet det til at få en kronik retur fra Information, havde Bettina Heltberg allerede været genstand for fuld medieomtale ved mindst tre forskellige lejligheder.

Første gang i 1961, da Allé-Scenen, som i dag hedder Betty Nansen Teatret, blev lukket. Det udløste en dramatisk nyhed med tilhørende Rie Nissen-foto, at den 19-årige Bettina Heltberg i egenskab af elev ved Privatteatrenes Teaterskole hermed var blevet forhindret i at bære flere breve ind på scenen. Anden gang var to år senere, da den 21-årige nyuddannede skuespillerinde debuterede som forfatter med en roman om en 21-årig nyuddannet skuespillerinde. Der var flere interviews, og en enkelt anmelder sammenlignede debutanten med Françoise Sagan. Andre var måske mere tilbageholdende. Tredje gang var lykkens gang. Det var i 1965, da Bettina Heltberg som studerende ved statskundskab væltede daværende rektor Bernhard Baunsgaard af pinden som ledende senior for Studenterforeningen i Århus. Han var ellers designeret til rollen af sin forgænger, Laust Jensen. Det var første gang nogen sinde, at en student - endda kun en andetårs studerende - satte sig op imod de gamle mænds regime i byen og på bjerget. Bernhard Baunsgaard beskyldte sine modstandere for at være venstreorienterede og skrev i sin programerklæring: »Derfor er foreningen forpligtet til at være et åbent forum for debat. Den må ikke være domineret af en bestemt politisk holdning«. Hans modpart lod erklæringen omdele som løbeseddel, og tilføjede bare nedenunder navnet Bernhard Baunsgaard, som sandt var: »Folketingskandidat for Det Radikale Venstre«. Det var i Brigitte Bardots store dage. Så da Bernhard Baunsgaard på foreningens generalforsamling gjorde et sidste forsøg på at feje Bettina Heltberg af banen ved at lave en joke ud af forbogstaverne i hendes navn, fik han en hård flugtning retur fra sin 23-årige modkandidat, der gjorde opmærksom på, hvem han selv delte initialer med. Valget til ledende senior i Århus udløste helsides interviews i så forskellige aviser som B.T. og Information, og et højdepunkt var nået, da det lykkedes at få datidens hotteste film-auteur, selveste François Truffaut, til at komme og modtage prisen som årets æreskunstner. Jeg citerer endnu en gang fra dagens prisbelønnede bog: »Jeg havde som ung ingen store planer med mit liv. Men Svend havde«. Citat slut. Altså, Bettina , helt ærligt!

Heldigvis er det jo sådan, at Bettina Heltberg ikke behøver svare. Er en bog god, er der ingen andre end bogen selv, der kan levere svaret på de spørgsmål, den rejser. Man kan bare notere sig, at hun i sin fremstilling kun indirekte omtaler sin uddannelse til skuespiller. At hendes rolle som romandebutant simpelt hen er udeladt. Og at valget til ledende senior i en parentes afskrives som: »Næppe et valg af betydning«. En forståelse for disse indlysende udeladelser kan man måske skaffe sig, hvis man gør sig klart, at Bettina Heltbergs bog som genre betragtet er uden sidestykke i dansk litteratur. Den er en uhørt krydsning mellem en selvbiografi og en politisk biografi, en litterær analyse, en ægteskabshistorie og et drama. Det eneste, som for forfatteren selv spiller en rolle, er rollen som Cæsars hustru, der jo hos Shakespeare næsten ingen rolle spiller. Før Cæsar dukker op, er der hos Bettina Heltberg ingenting. Og efter mordet på ham er resten, som sædvanlig, tavshed. Det er jo i vore dage en mærkelig, tankevækkende ting, at en kvinde med så selvstændig en karriere, i et personligt tilbageblik vælger helt og holdent at gøre sin mands skæbne til sin. Ved bogens udgivelse undrede jeg mig selv over, at den eneste gang, man hører noget til Bettina Heltbergs topplacering i Politikens Hus, er da hun i egenskab af ægtefælle til hovedpersonen i den socialdemokratiske formandsstrid, tvinges til at udtræde af avisens lederkollegium. Forholder det sig da stadig sådan, som Byron hævdede for snart 200 år siden, at: »Man's love is of man's life a thing apart/'Tis woman's whole existence« - altså, at mandens kærlighed kun er en del af hans liv, men den er kvindens hele tilværelse? Er det også, hvad Bettina Heltberg selv siger, når hun, under omtalen af de faste middagsselskaber sammen med LO's formand Thomas Nielsen og cheføkonomen Holger Jensen med koner, skriver: »Vi var alle inddraget i en socialdemokratisk historie, som var vore mænds, men dermed vores egen«. Sætningen er et meget godt eksempel på den præcision, hvormed Bettina Heltberg udtrykker sig. Man ville have ventet formuleringen: »og dermed vores egen«. Med sit lille »men« får hun sparket en tankevækkende refleksion ind, hvor andre reagerer automatisk, ubevidst. Det lille »men« inkluderer et element af individuelt valg, som alligevel sætter et afgørende skel mellem hende og den traditionelle kvinderolle. DET var godt nok den, jeg følte, jeg fik til bords for tredive år siden. Bettina Heltberg virkede ikke bare som det store sus. Hun virkede også, som om hun tilhørte en helt anden generation. På et tidspunkt, hvor piger i akademiske miljøer var begyndt at bruge så lidt af det som muligt, lagde Bettina Heltberg stadig en stærk make-up. Der var klare frisørhænder i hendes hår, og hendes diktion åndede fjern, uopnåelig overklasse. Siden er det til min overraskelse gået op for mig, at det var mindre end to år, der skilte os, og at hun kun en generation tilbage nedstammer fra en brødkusk og skolelærer. Man kunne måske sige, at uddannelsen til skuespiller var den måde, hvorpå en pige inden for den traditionelle kvinderolle dengang kunne gøre en socialt acceptabel karriere. Det var denne løbebane, som sammen med de to andre karrieremuligheder stoppede efter mødet med Svend Auken. Af romanforfatteren kom der ikke mere end et pornografisk bidrag til 60'ernes frigjorte antologi, »Sengeheste«. Og af den politiske platform, som den statskundskabsstuderende tidligt havde skabt sig i kraft valget til ledende senior, blev der ikke andet en trofast hustru, der stemte dørklokker for sin mand, da han i 1971 stillede op til Folketinget. I sin bog får Bettina Heltberg dog lige sparket ind, at kredsbestyrelsens formand, Thorkild Simonsen, havde fået den »ubegribelige idé«, som hun siger, at foreslå hende, før han foreslog hendes mand. Ingen kan heller være i tvivl om, at hun var blevet valgt, hvis hun havde stillet op. Alligevel skriver hun nu, i samme åndedrag, som hun taler om Svend Aukens store planer og hendes egen mangel på samme - og i en bog, der holder suverænt styr på et ualmindeligt kompliceret politisk karriere- og intrigeforløb: »Jeg kan ved et personligt tilbageblik ikke forstå, hvordan og hvorfor jeg blev gift med Svend. Jeg holdt af blide, stilfærdige mænd med høj moralsk integritet, der lignede min far, og jeg interesserede mig ikke meget for politik. Begge dele er stadig sandt«. Altså, Bettina , helt ærligt!

Men som allerede antydet er den bog, Weekendavisens læsere har tildelt dette års litteraturpris, ikke den eneste, der foreligger fra forfatterens hånd, selv om hun helst undlader at nævne den anden, også i bogens kolofon. Holder man sig alene til den 33 år gamle debutroman, må man give Bettina Heltberg ret. Der var intet i den, som varslede om det politiske handlingsliv, hun de følgende 25 år skulle blive en del af. Den handler, som også titlen »Apéritif« antyder, om nogle unge mennesker, der bare ved at nippe lidt til tilværelsen har vendt sig fra den i lede. Mellem den kvindelige hovedperson og de blide, stilfærdige mænd, der tilbeder hende, er der nære familiemæssige relationer, som gør kærligheden til en lukket affære. Selv stivner hovedpersonen ved den mindste kropslige berøring og oplever verden som en teaterscene. Det er en ualmindelig tidstypisk bog, fra dengang, lige før verden blev moderne - hvor Tivoli var verdens grænse og en kvinde gik i roll-on, og unge mennesker kunne give hinanden kaffe med cognac klokken fem om eftermiddagen. VI har således at gøre med et højst mærkeligt forfatterskab, hvor der ved begyndelsen serveres en apéritif og ved enden en efterret, som man alt efter smag også kunne kalde en sublim standret. Imellem de to bøger ligger så de 32 år, hvor forfatteren spillede sin rolle på denne verdens scene. At rollen var en kønsrolle, fremgår utvetydigt af de foreliggende arkivposer. Det er rollen som sin mands hustru og hans børns mor, Bettina Heltberg spiller, når hun herefter figurerer i medierne. At hun selv har været sig det bevidst undervejs, fremgår af, at forfatteren i midten af 70'erne alligevel lod høre fra sig, omend mere indirekte. Det skete dels i en lille nøgtern skolebog om »Kvindesag«, der mundede ud i et forslag til indførelse af seks timers arbejdsdag for alle voksne uanset køn. Og det hører med til historien, at forfatteren humoristisk kommenterede forslagets mangel på realitet, hvad arbejdsdelingen i hendes ægteskab angik. Desuden forklædte forfatteren sig som oversætter af to børnebøger af Adela Turin, hvoraf den kendteste handler om det nygifte skildpaddepar Arthur og Mathilde, der sammen drømmer om at indtage hele verden. Men det er hvergang Arthur, der tager af sted, og når han kommer hjem til Mathilde, medbringer han hver gang en gave. Hun ønsker sig en fløjte, men får i stedet en grammofon bundet til skjoldet. Hun vil gerne male, og får et billede. Hun vil til Venedig og får en vase derfra. Til sidst er hun belæsset med gaver på højde med et toetagers hus. Så begynder hun at liste lidt ud af skjoldet, og en dag er hun listet helt bort. »Hvis du nogensinde møder en skildpadde uden skjold på ryggen«, lyder de sidste ord fra forfatteren til tilhøreren, »kan du være sikker på, at det er Mathilde«.

En kærlighedserklæring til Svend Auken, er Bettina Heltbergs bog blevet kaldt. Andre har ment, at hvis hun virkelig elskede ham, hvorfor har hun så skrevet den? Hendes eget svar på det spørgsmål finder man måske i en lille opsats om den umulige kærlighed mellem Alfred de Musset og George Sand, som var hendes bidrag til antologien »Den sorte rose« for tretten år siden. De to berømte elskende mødtes og skiltes, og mødtes og skiltes igen. Derefter skrev først han, og efter hans død derefter hun, om deres ulykkelige kærlighed. Om hendes version af historien hedder det til slut: »Han var blevet en del af hendes liv, et vigtigt led i hendes livsfortælling, og hun forlod ham ikke mere, end man forlader de år, man har gennemlevet«. Og efter ny linje og indrykning følger de så sidste ord: »Hun gik, men hun blev«. Om den morale kan der selvfølgelig være delte meninger. Måske det var bedre at gå, når man går. Eller at blive, hvor man er. Bettina Heltberg har valgt den bedre del, og den skal ikke tages fra hende. Nu må hun så erfare, hvor svært det er at forlade en bog, der vil blive stående. Helt ærligt, Bettina - til lykke med prisen!

Billedtekst: Den unge forfatterinde Bettina Heltberg . I sin 33 år gamle debutroman »Apéritif« var der intet, som varslede om det politiske handlingsliv, hun skulle blive en del af. Forfatterinden Bettina Heltberg i dag. Her er tale om et højst mærkeligt forfatterskab, hvor der ved begyndelsen serveres en apéritif og ved enden en efterret, som man alt efter smag også kunne kalde en sublim standret. Imellem de to bøger ligger så de 32 år, hvor forfatteren spillede sin rolle på denne verdens scene.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533