Bøger | 2004

Andprisning: H.C. Svanesen. Weekendavisens litteraturpris går til Jens Andersen for hans H.C. Andersen -biografi.

Af Niels Barfoed

H.C. Svanesen

Det blev dig, Jens Andersen . Således vil- le læserne det, og således bliver det. Derfor skal der ikke lyde nogen begrundelse herfra, det ville være det rene formynderi, men derimod et til lykke i dagens anledning.

Helt ud i det blå, er det selvfølgelig ikke, at det blev dine to bind Andersen , der fik de fleste stemmer. Avisen havde gjort et forarbejde. Din bog om H.C. Andersen blev ikke bare anmeldt godt, men også langt, sådan som det kun er muligt her i sprøjten.

Det kom heller ikke som et lyn fra en klar himmel. Bogen har jo fra dag 1 været meget synlig, både i avisspalterne og på husgavlene. Og med rette. Jeg har for mit vedkommende undt den al opmærksomheden.

Af én bestemt grund.

Lad mig bare brænde min pointe af med det samme: Fordi din bog gør H.C. Andersen endnu større, end han var, ikke som et monument, men... ja det er i al enkelhed dét, jeg vil prøve at gøre en smule rede for.

Der er en del forventninger, som din Andersen med mere eller mindre ret skuffer. Det skal siges. Men ét er man mere overbevist om end nogensinde: At det menneske, den mand, den digter – den historie! – er og bliver i en klasse for sig og har et format hinsides alle andre. Det er bogens betydning, at den gør H.C. Andersen dybt interessant igen og igen og ad nye veje.

Man kan få den flyvetanke, når man har læst din bog, at der er to digterskikkelser i dansk litteratur, som er absolut unikke: Ludvig Holberg og H.C. Andersen . En flyvetanke, der næres af nogle underkendte ligheder.

De var begge pebersvende og har dog – dog? – stor og varm forstand, måske ligefrem en særlig udviklet forstand, på det modsatte køn – i modsætning til Kierkegaard, der ganske vist var pebersvend, men ikke digter, og til ære for faderens idé fortrængte moderen og kaldte hende for »soen«. Det har mange kloge mænd brugt meget tid på at sige, i virkeligheden betyder noget andet. Men »Historien om en Moder« betyder det, den siger. Og det gør »Barselstuen« også.

De var humorister i samme ende af skalaen. Den ikke-hovne. Når Bogholderen i »Den Stundesløse« under frieriet spørger den giftelystne Magdelone: »Om Forladelse, min hierte Jomfru, maa jeg tage paa hendes Bryst?«, og Magdelone svarer: »Jeg siger tusind Tak,« så kunne det være H.C. Andersen . I hvert fald i ånden. Ren Andersen er det, når Magdelone kort efter siger: »Der er nogle onde Mennesker som har udspredet at jeg var 40, men jeg har min tro ikke mere end 30 år.«

De har begge en usædvanlig tydelig profil. Der er intet udflydende over dem. De kommer begge højt på strå, men stråene er naturligvis forskellige. Holbergs er institutionerne, hvor han gør tjeneste, men som han formår at forandre og at forblive sig selv i. H.C. Andersen hengav sig til institutionerne, ja undergav sig dem, men forblev hårdnakket sig selv alle falbelader til trods.

Begge besad de ikke mindst en dyb fortrolighed med folk, som de er flest. Det gør kun en tredje pebersvend dem efter siden: Herman Bang.

De blev begge elsket og kendt vidt og bredt for en lille afgrænset del af deres forfatterskab: komedierne og eventyrene. Og hvad Holberg endelig var for fornuften og det menneskelige hensyns dannelse, var H.C. Andersen for følelsen og medfølelsens.

Med alt dette mener jeg naturligvis, at hvis du har en ledig stund og ikke ved, hvad du skal få tiden til at gå med, Jens – udover at modtage flere priser – så kan du jo altid gå godt og vel et århundrede bagud, til Fader Holberg, ligesom du er gået godt et århundrede bagud til H.C. Andersen fra Tom Kristensen.

Når man står med en biografi i hånden, vil der altid være to instanser – to bevidstheder, ville nogen sige i dag – man skal leve med som læser: Den biograferende og den biograferede. Det er meget enkelt, men det er deres indbyrdes forhold ikke. Her kan balancen nemt tippe.

Georg Brandes skrev mange fremragende biografier, men det sker, man kommer i tvivl om, hvorvidt det for eksempel er Shakespeares underkendelse i samtiden, han udbreder sig så medrivende om, eller sit eget martyrium i Danmark.

Den fare løber man ikke med Jens Andersens bog. Og det er en af dens mere skjulte, men meget virksomme dyder. Det ego, Jens Andersen forhåbentlig har, stiller sig ikke i vejen for H.C. Andersen , eller anderledes sagt: Han spænder ikke et øjeblik H.C. Andersen for sin vogn. Mennesket, manden, digteren får lov til at udfolde sig mellem hænderne på ham, i og med at han modellerer portrættet af den sære skikkelse frem.

Det lyder godt og jævnt, men er ret beset en udflugt, når Jens Andersen i sin indledning formulerer sit mål med bogen med ordene: at vise Andersen »som han var«. Folk er aldrig, som de er i bøgerne. No way. Men bøger om folk kan sige noget, der forekommer nogen mere eller mindre rigtigt. Og to bøger om det samme menneske, som hver for sig siger noget rigtigt, kan meget vel være indbyrdes uenige.

Jens Andersen siger meget og ikke så lidt nyt om et emne, alle har talt om, og som forekommer slående rigtigt. Det er der forklaringer på.

Han har søgt i det gamle for længst gennemtrawlede forfatterskab, også ud i flere hidtil uoplyste hjørner, for at finde vel at mærke, ikke for at få bekræftet. Han kommer ikke anstigende med et skema til udfyldning under armen, men rekognoscerer sig frem, tit helt nede i skovbunden, får færten, og så forlader han sig ellers på sin følsomhed, nysgerrighed, menneskeforstand og lyst til at få materialets egne indbyggede kabaler til at gå op. Det er denne forening, der har ført pennen. Metoden udmærker sig ikke ved målretttehed, men ved sin modtagelighed og i Jens Andersens tilfælde det sikre gehør for det individuelt særlige og vigtige.

Hvad der for alvor kan bruges til noget, bliver brugt helt ud. Sådan er udvælgelsesprocessen i Andersen , og den kan være provokerende.

Omstændighederne, hvorunder »I Danmark er jeg født« blev til, giver eksempelvis stof til et mesterligt psykologisk essay om kunst og krig og kønne rekrutter set fra en stille afsides herregård. Omvendt er det påfaldende, at ikke et ærligt eventyr gås grundigt efter i sømmene. Andersen er ikke konfektionssyet litteraturhistorie. Snart strammer den, snart poser den om modellen. Med stigende interesse følger man for eksempel den ekspanderende historie om H.C. Andersens fascination af Weimar, som han ikke opsøgte for Goethes blå øjnes skyld, men som entusiastisk medlem af den yderst følsomme vennekreds omkring arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar-Eisenach.

Hvis en biografi er det, der står i leksi- konnet, nemlig en kronologisk fremstilling af et liv fra vugge til grav, så er Jens Andersens bog vel ikke en biografi. Det får være, for en levnedsskildring er den. Hvad andre måske får med og oven i købet i faktorernes orden, kompenseres der for hos Jens Andersen i den allestedsnærværende sans for emnets næsten gådefulde sammensætning af troskyldighed og gennemskuende blik på verden, hans varme og kulde, empati og apati, men især hans aldrig svigtende væren-sig-selv. En sans, Jens Andersen mobiliserer lige så sikkert over for kilderne til digterens inspiration: barndom, fattigdom, venskab, natur, nation, Syden, Gud – for ikke at tale om livet i en vanddråbe.

Bogens adelsmærke er m.a.o. dens fordomsfrihed. Med den bliver det plausibelt, at et menneske, skønt dets adfærd i den grad er styret af higen efter anerkendelse, kan udrette mirakler, det vil sige digtning til en hel verdens gavn og fornøjelse. Hvilket er uretfærdigt, men sandt.

Jens Andersen er blevet bebrejdet, at han kalder H.C. Andersen »til tider beregnende«. Var han da ikke det? Og hvorfor ikke? Den bevægelse, han havde sat sig for at gennemføre fra Odense Å til Kongens København og Fyrsternes Europa, er ikke kun mulig ved Vorherres hjælp – men sådan skulle det fremstå. Og på den illusion – paradokset igen! – er verdens berømteste eventyr baseret, »Den grimme Ælling«. Men intet liv er levet uden beregning. Jens Andersen ved det heldigvis. Han ved også, at når H.C. Andersen tilgav Carsten Hauch, der havde gjort frygteligt nar af ham og hans snobberi, så var dét ikke beregning. Det gjorde han af et ærligt og bevægeligt hjerte. H.C. Andersen kendte godt sig selv, og hvor møgirriterende han kunne være. Det gjorde Hauch ikke.

Jeg vil gerne slutte med en specifik tak til prisvinderen for hans fremdragelse af ét enkelt ord fra dagbøgernes myriader af ord, som det ellers ville være forsvundet i. Det kan forekomme lovlig minimalistisk, men her har man prisvinderens sikre blik for originaliteten i sit stof. Jeg tænker på det sted i dagbogen, hvor H.C. Andersen noterer, at han må søge doktor for – og nu kommer det – »nerveus Dinglebenethed«. Det geniale ved formuleringen af denne diagnose er ikke kun ordet i sig selv, men også at det ikke er ment morsomt, men alvorligt og sagligt. Han led, og han skulle til lægen. Enhver anden, og jeg mener absolut enhver anden, der havde fundet på det, havde hurtigt promeneret det ude i byen med selvbehag og velbehag. Men H.C. Andersen er ét med ordet. Uden afstand. Og uden skelen til publikum.

Det er det store, hvor enkelt det end lyder. Dinglebenet eller ej, den ægte fri bevægelighed i udtrykket, den uforlignelige umiddelbare adgang til selvet med alle dets energier på ondt og godt, på sygt og sundt, har Jens Andersen sørget for, at vi møder i stort og småt, når vi møder hans H.C. Andersen .

Jeg siger tusind tak! Og tillykke endnu en gang!

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533