Bøger | 2008

Der er så skønlitterært ude på landet. Årets vinder af Weekendavisens Litteraturpris på 100.000 kr. blev Jens Smærup Sørensen NEMLIG!

Af Lars Bukdahl

Fiktionen overgår Limfjorden

Kære vinder, kære tabere, kære kolleger, kære chefer, kære forlagsfolk og for fanden kære LÆSERE! Jens Smærup Sørensen har vundet Weekendavisens Litteraturpris for sin roman Mærkedage , og det er i min reolnedtyngede verden langt vildere og vigtigere end håndboldherrernes EM-sejr i søndags, bare så I ved det.

Jeg har været stadig mere nervøs for at det skulle gå mig ligesom romanens Orla Jensen, som, da han ved sit sølvbryllup omsider er parat til at holde den forbandede tale, nænsomt bliver skubbet ned i stolen af hustruen Emma, der i tidens ånd har valgt at tage ordet selv. Jeg så det ligefrem for mig: nænsomt eller knap så nænsomt ville min chefredaktør skubbe mig ned i stolen og proklamere, at det ifølge en allersidste fintælling i stedet var en sand bog om mødom eller Løgstrup eller Christian den 10. eller Blekingegadebanden eller Grønland eller den store fædrelandskrig eller Morten Sabroes mor, der havde vundet, IGEN!

Men intet er sket, jeg står her endnu og taler for min kærnesunde moster, ergo må det virkelig være sandt: for første gang i 10 år vinder et stykke genuin skønlitteratur Weekendavisens Litteraturpris, og for kun anden gang vinder et ubetvivleligt hovedværk i dansk litteratur prisen (første hovedværk? Peter Seebergs novellesamling Rejsen til Ribe for atten år siden). Og dermed er den kommentar helt og aldeles gjort til skamme, som litteraturredaktøren skrev i 2007's sidste bogtillæg, og som jeg naturligvis ikke vil undlade at pege fingre ad her, bristefærdig med hybris som den er:

»Tillægger vi de valg, som Weekendavisens læsere træffer, kvalitativ værdi, er det inden for faglitteraturen, at der år efter år skrives de bedste bøger (...) Med Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden, Morten Sabroes Du som er i himlen og Kim Leines Kalak, er det tvivlsomt, om den tendens bliver brudt i år.«

Og jeg indrømmer gerne, at også jeg tvivlede, men sikke jeg tillige håbede, og håbet forblev lysegrønt, indtil det for halvanden uge siden, i ét brat kornmod, omsider indløstes. Men det er jo ikke kun Weekendavisens læsere, der er glade for bogen, ifølge Gyldendals farveannoncer, som ellers ikke hører til min yndlingslæsning, er bogen nu trykt i 54.000 eksemplarer, og på Københavns hårdt plagede såkaldte Hovedbibliotek skal man vente i 17-18 måneder for at få lov til at låne den med hjem; det er jeg ikke sikker på, Mary Lundbæk, romanens ubændige læsehest, ville have tålmodighed til, men i mellemtiden kan hun og de øvrige gangere jo søge ned i de dunkle magasiner og ae bogrygge (åh, at ae bogrygge, den primære bibliotekssansning et øjeblik endnu) frem til tyk-smalle Smærup -værker som Byggeri og Mit danske kød og Katastrofe.

Også forfatteren selv har både tvivlet og håbet, som det fremgår af følgende passage fra essayet »Uden om forfatterskabet« i tidsskriftet Spring, nr. 23, 2005:

»Bogen skal jo også [udover at få gode anmeldelser LB], og fremfor alt, lugte rigtigt i en mere diffus offentlighed (boghandler, biblioteker, læserkredse, skoler osv.), den skal med andre ord have den korrekte vinkel på tidsånden. Det totale sammenfald ville næppe afsætte en bestseller. Der skal en afvigelse til på én eller to millimeter, men så heller ikke meget mere. Ingen bog bliver nemlig en bestseller hvis den divergerer mere end lige præcis en lille bitte smule fra sin tids mentale skabeloner. Det er min (skånsomste) forklaring på mit største forfatterskabsproblem: at jeg (endnu) aldrig har fået ret mange læsere. En forklaring som selvfølgelig blot råber på forklaringer, men dels véd jeg det ikke, dels ville de føre for vidt. Og der er alligevel ikke noget at gøre ved det, og det kan jo fra tid til anden kaste en tvivlrådig skygge over mit udmærkede humør. Skønt det da samtidig kan gøre mig evigt håbefuld, det kunne om et øjeblik blive anderledes, tiden kunne ændre sig, du kunne forandre dig, eller jeg kunne selv!«

Jeg tror ikke, nogen af parterne har ændret sig; jeg tror, Smærup måske bare har været lumsk, eller er kommet til at være lumsk, ved jo nemlig at maskere romanen som en fagbog, den hedder ikke roman, men »En historie«, en formodentlig virkelig sand én, thi den landsby, romanen turnerer omkring, Staun i Himmerland, er ifølge flappen forfatterens fødested, og inde i romanen taler side op og side ned en alvidende, olympisk nedskulende klogefætter af en fortæller, der synes fuldstændig til at stole på, og som i det kostelige (og givetvis fuldstændig sandfærdige) kapitel om Staun i litteraturhistorien går så langt som til decideret at håne fiktionsvirksomhed:

»Det er sådan noget der af visse æggehoveder benævnes kunst. I åbenlys modstrid med al fornuft postulerer de frækt at denne her slags uvederhæftige gøgl har mere med virkeligheden at gøre, end hvad der skrives endog i de bedste aviser. I kraft af dette fornærmelige nonsens har de så deres fede udkomme. Det er en skandale - løgn skal være sandhed! - som alt for sjældent når ud i offentligheden. Disse mumbojumbosnakkende litterater, hvortil beklageligvis må regnes størsteparten af forfatterne selv, skal nok vide at holde tæt med deres fiduser, og ingen almindelige mennesker kan ret længe holde ud at tænke på dem.«

Mærkedage er med andre ord en limpind, der gemmer en slikkepind. Snydt indenfor i bogen af alle virkeligheds-besværgelserne diverterer forfatteren os med en ubændig overflod af både traditionelle og moderne og postmoderne litterariteter: fra syntaksens smidige klapperslangebevægelser over de skarpt generøse portrætter af hoved- og ikke mindst bipersoner (de summer lige op!) til selve den dristige, men suverænt udførte komposition: 3 x 3 stadig tættere snit af 3 epokers 3 fester ukronologisk afbrudt af en sværm af panoramaer.

Har man vænnet sig af med at læse stor skønlitteratur, eller måske aldrig er kommet i gang, må det klart nok opleves som en Babettesk fest, af og for højnet virkelighed, at læse Mærkedage . Som at sammenligne en suppeopskrift i en skaldet koks bestsellerkogebog med suppebeskrivelsen i kapitlet »Suppe« (set fra bipersonen Knud Terkelsens glubske perspektiv):

»Det er den vældigste suppe. Pakket med fyld, ja, en hel overdådighed af tommetykke porrer og gulerødder i vældige klodser har man fået i sin tallerken; og dertil da de vældige melboller, og nogle ordentlige klunker er det også, og sparet på smørret til dem er der så sandelig slet ikke blevet, og de svære kødboller lader jo umiskendeligt én fornemme det skære, nyslagtede grisekød om gummerne. Ikke for meget vand heller. Der er kommet lige tilpas med vand i den her suppe, og det er mørkt og stærkt af kalveknogler, og fedtperlerne står så tæt og får porrerne til at glinse hvidliggrønt som en forsommerdag, og gulerødderne, hvor skønt og varmt de dog lyser én lige op i ansigtet.«

Måske kan faktisk den gode skønlitteratur, som i DK blomstrer så stærkt som nogensinde, under mottoet »Even Better Than The Real Thing« få sig en velfortjent renæssance, ligesom dengang i den rigtige renæssance, da Rabelais og Dante og Cervantes satte godtroende øjne på stilke.

Så er der dem, der føler sig trygge ved, at Mærkedage er en traditionel roman. Det er den heller ikke! Den benytter sig af gammeldags tricks, som sagt, og ejer gammeldags kvaliteter, men vi er så langt, vi overhovedet kan komme, fra både Generaliseret Kitsch og Ny Dilettantisme. Skriveholdningen og skriveerfaringen er moderne/postmoderne eksperimentel; ligesom de andre store prosaister i Smærups store generation, Henrik Bjelke, Vibeke Grønfeldt, Henning Mortensen, Bent Vinn Nielsen og Kirsten Thorup, er udgangspunktet deep, deep 70'er-avantgarde; og måske sad de virkelig en sen nat, Jens , Bent og Henning, mellem tømte rødvinsflasker på Hald Hovedgaard og aftalte med hinanden, at de til sin tid - når de havde haft deres sjov - ville skrive det 21. århundredes Pelle Erobreren og De Dødes Rige og Jørgen Stein. I hvert fald sad den inkarnerede skriftpoet og gnavpot Henrik Have uden for døren og skumlede, for hør bare, hvordan han skumler videre i et interview i bogen Peter Seeberg & Hald, 2005:

»Og Mortensen og Smærup repræsenterer noget i dansk litteratur, som jeg overhovedet ikke kan acceptere: den fortællende roman. Men de er sjove mennesker og sjove at være uvenner med. De er også sjove at skændes med. Jeg kan for eksempel sige til dem, at jeg overhovedet ikke gider læse normalprosa. Og jeg ved ikke engang, om det er normalprosa, de laver. Men det har jeg jo altid beskyldt dem for. 'I sidder og snyder mig. I prøver at få det til at se ud, som om det er normalprosa'. Og efterhånden som Smærup kommer til at ligne Henrik Pontoppidan og Henning Mortensen kommer til at ligne Andersen Nexø - eller også er det omvendt - så kan jeg ikke med det.«

Altså bliver de, der føler sig trygge ved, at Mærkedage er en eksperimentalroman også (lykkeligt) snydt; Smærup eksperimenterer ikke eksklusivt, han eksperimenterer inklusivt. Andre bedragne er dem, der føler sig trygge ved, at Mærkedage er en nostalgisk roman. Det er den heller ikke! Den er fuld af knitrende og spruttende kærlighed til fortidens virkelighed (herunder fortidens ord), og man finder ingen Johannes V'sk fremtidsbegejstring, men der er langtfra tale om noget requiem over bondesamfundets afvikling, dertil er festerne for lystige og panoramaerne for underfundige; både i 1934 og i 2003 er dæmonien og uligheden med til bords, såvel som glæden og samhørigheden.

Eftersom det er festernes nu, der indrammer panoramaernes langsyn, og bare kvantitativt fylder mest, har de også mest gående for sig, rent sandhedsmæssigt: fest-nuet reflekterer fortid og fremtid, men på festens og nuets betingelser, tumultuøst og spilfærdigt og til tonerne af Alfred Zachariassens djævelske sigøjnerviolin, som end ikke den stoute patriark Søren Godiksen kan stå stille til:

»Ikke mange kunne blive siddende, det sagde sig selv, til de her balstyrige toner, og en mand som Thomas Poulsen var jo uafladelig på gulvet. Han havde puttet butterflyen i lommen og knappet skjorten op og svang kvindfolkene til de svimlede. Og Frederik Halkjær havde endda et øjeblik lagt snadden fra sig og var gået med i seksturen, og hans egen forkarl skulle nu også vise, at han kunne være med. Hans Peter Selvbinder svedte så håret klistrede i øjnene på ham, og efterhånden var det vel ikke mere end lige til at Søren selv kunne holde sig i ro. Hans højre fod vippede lystigt op og ned.«

Med Dylan kunne man sige, at svaret, venner, suser i skørterne!

Jens Smærup Sørensen debuterede selvfølgelig i Hvedekorn, endda i samme nummer som Bent Vinn Nielsen (dengang uden Vinn), nr. 3., 1970, for 38 år siden; jeg vil som afslutning gerne citere fra et senere nummer, nr. 3, 1973, for endnu en gang at understrege, at alt bredt læseværdigt kommer ud af noget radikalt smalt (og derfor ser jeg meget gerne Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris forhøjet fra en pose bøger og skrammel til 1 million kroner, allernådigst!), her altså ung poesi:

»At holde fast engang/ i stormen eller/ i en lammende stilhed/ at huske endnu hvorfor/ vi ikke vil slippe hinandens hænder/ selv om de er bulne/ af frost af brændende væsker:/ Det er at gøre/ dette nu/ uforglemmeligt smukt og ikke/ at blive tilfredse i et Nu/ men at folde det sammen og/ lægge det til side/ som tegningen/ når man begynder at bygge.// Det er hvad jeg ville sige her/ her/ og Tak for dine ord!«

Tak for din virkelige roman, Jens Smærup Sørensen , og tillykke til dig og til Limfjorden, som i dette nu er den tak sandere, med Weekendavisens Litteraturpris og de 100.000 kr.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533