Bøger | 2000

Weekendavisens Litteraturpris. Læserne valgte med stort flertal Hans Edvard Nørregård-Nielsens erindringer fra barndommens land, »Mands minde«. Forfatteren fik ved en festmiddag i aftes overrakt prisen og de 50.000 kr. med disse ord.

Af Ulrik Høy

En verden til forskel

Det blæser ude vestpå, det ved vi, og på bogens omslag ser man hvordan. Som læhegn får man blæst i håret, frisuren sidder som den skal på de kanter, og det ser ud, som om himlens skyer har fået en knytnæve i mellemgulvet. Mennesker er der ingen af, heller ikke på værkets øvrige fotografier, bortset fra en enkelt jollefisker på Sallingsund. Kirsten Klein har et særegent blik for det danske landskab - det tomme, det øde, det forladte land - og derfor kan hun også få betragteren til at føle sig øde og forladt til mode. Det er ingen lykkefølelse, når man er ung, men det kommer med alderen. Det er en stille glæde og en med årene stigende god fornemmelse at træde ind i det øde og forladte, for det er alligevel så befolket. Steen Steensen Blicher har været der. Jeppe Aakjær har været der. H.C. Andersen har været der. De store hedemalere har været der og gennemvandret de store vidder, før de afleverede deres syn på lærredet, der sidder i mange af os som en art genétisk fingeraftryk.

Nu har Hans Edvard Nørregård -Nielsen også været der. »Mands minde« er en lyrisk sindet lystvandring i det gamle land, det er en lærd forskers besyngelse af det Vestjylland, han lærte at se med malernes og digternes øjne, så der er også taknemmelighedsgæld og afbetaling af gæld i dette tidsbillede. »Virkeligheden bag litteraturens oplevelsesfylde optog mig, det frydede mig at gense, hvad jeg havde lært at se gennem andres øjne, fra det som hos Blicher er koldt herude, til man om sommeren selv lå ved storrugens rod og blev så lille bitte i lyden af den vindrørte fjord,« hedder det, og sådan træder man ind i traditionen og rækker den videre. Må jeg for egen regning føje musikken til. Vel er der musik i trækfuglenes flugt over himlen, vel efterlader digternes ord et stort rum af følelsesmæssig resonnans. Komponisten Thomas Laub giver det en melankolsk fylde, Thorvald Aagaard gør os til ét med spurven, der sidder stum bag kvist, og samme Aagaard hanker op i drengesindet og den blanke, turbulente fryd ved at stå på kælk ned ad bakken, når sneflokke kommer vrimlende, og J.P.E. Hartmann giver det sin tone af skrøbeligt, tyst og kostbart liv gennem tonsætningen af Ingemanns »I sne står urt og busk i skjul.« Vi føler os hjemme dér, og der er flere lag i denne hjemfølelse. Der er sproglige, visuelle og musikalske lag, der konstituerer gemyttet, og der er pensum i det. Et lag skolegang så det klodser. Kald det lidelsens sekundær-gevinst, når vi siden lærte at sætte pris på det, for husker jeg ret, var vi ikke lige motiverede, når den uvisnelige tradition blev udøst over vore plyssede hoveder. Samfunds-relevant i den forstand var det jo ikke. Effektivt, dynamisk og målrettet ej heller, og var jeg som 10-årig blevet udnævnt til direktør i folkeskolens pensum-udvalg, så var den stumme spurv på kvisten skudt ned af både langbold, rundbold og fodbold. Og dog. Der var en modtagelighed hos den tids skolebørn, og Hans Edvard Nørregård -Nielsen er sig såre bevidst, at det var der, fordi der ikke var så meget andet at tage imod. Det var så tidsbundet dette pensum, det var så helt og aldeles knyttet til fraværet af det moderne velfærdssamfund, der ventede lige om hjørnet. Vi skriver 1950, 1955, 1960, siden da har vi levet i en eksplosion af fornyelse, der med et udtryk, jeg aldrig bliver træt af, også rummede »det likvidatoriske fremskridt.« En engleblid, demokratisk selvfølge, der gav alt, hvad der hed tradition, pensum og overleverede værdier et veritabelt nakkeskud. I den forstand er »Mands minde« et monument over verden af i går, og den verden findes ikke mere. Den gik neden om og hjem, den forsvandt fra Jordens overflade, og er der sten på sten tilbage - i Sdr. Nissum, Staby og Humlum - så ligger de under asfalten eller fjæler sig under plasticmalingen i de balsamerede huse i de balsamerede landsbyer. »Mands minde« findes et eneste sted, i Blichers noveller, i Jeppe Aakjærs digte, i Hans Smidths hedemalerier, i Thorvald Aagaards melodier, i Hartmanns melankolske tonsætning og - i Hans Edvard Nørregård-Nielsens erindringsværk. Her er mindet forseglet. Her lever den tabte verden endnu, og det gør værker af denne kaliber så ubegribelig nødvendige. Det er kunstens nødvendighed og især, uundværlighed. Men: Det var ikke krigen, der udslettede denne landsbyverden. Det var ikke bomber og granater, der regnede ned over Staby og Humlum, ikke afsindig brutalitet og forfølgelse med etniske udrensninger. Det var freden, som udslettede den. Det var den uundgåelige udvikling, de glade 60'ere og den lyksalige fremskridtstro - gør gode tider bedre! - som gjorde det af med denne verden, og så er der ingen appelinstans, ingen at klage til. Hvem skulle det i givet fald være? Vorherre? Socialdemokratiet? Teknisk forvaltning? Det tog 30 år at fjerne denne landsbykultur fra Jordens overflade, så var den klaret. Derfor er »Mands minde« også skrevet på baggrund af den fuldbyrdede undergang, og derfor kunne forfatteren lægge en voldsom protest ind i sit værk. Han kunne fylde godt med sortsyn på historien. Han kunne potensere den Jeronimus, der bor i enhver mo- ralsk sindet person. Nørregård -Nielsen kunne bryde ud i høje jammerklager af typen, »Fordum var der fred på gaden,« og han kunne svinge krabasken over den nærmest systematiske tarveliggørelse af jyske provinsbyer med deres gågader, endeløse tøjstativer og åndløse forbrugskatedraler til ære for ethvert tænkeligt og især utænkeligt behov. Vel så. Der kommer et og andet ud mellem sidebenene, godt nok, men værket bæres af noget andet, selvom det unægtelig undrer forfatteren, at dengang de fleste ikke ejede ret meget, mange slet ingenting, da var det ikke synd for nogen, fordi man delte vilkår, og de vilkår var uflyttelige. Til forskel fra i dag, hvor de fleste har alt, mange alt for meget, og det derfor er synd for os alle sammen. Det er vilkårene i dag, mulighederne er endeløse, muligheden for at gå glip af noget tilsvarende endeløs. Lad det ligge. Det er ikke den linie, forfatteren følger, selvom det står der, noteret, som en sagtmodig revselse af nutiden. Der er sket noget med mentaliteten, ikke altid til det bedre, det ligger mellem linierne. Det står på papiret. Værket bæres af noget andet. Det lyriske sind. Forfatteren har sanseligt gehør. Hvad naturen angår - den vestjyske natur - er forfatteren en naturbegavelse, og den slags bestemmer man jo ikke selv. Det er der, det er der ikke, som en nådegave eller fravær af samme. Det er denne nådegave, der gør forfatteren til en langsom betragter, nærmest meditativ iagttager, det har børn jo i sig, men ikke alle børn, og de færreste børn kan fastholde deres iagttagelser på skift. Det fordufter. Det fortoner sig, men mange, mange læsere har frydet sig over gensynet med barndommens verden, har frydet sig over genhøret af barndommens lydland, og mange har med største selvfølge taget alt det i besiddelse, som sanserne slap igen, og som hverken hukommmelse eller erindring holdt fast ved. Det er læsefrugterne, Hans Edvard Nørregård -Nielsen rækker videre. En bedårende evne til at skildre barndommens land, som det var. Det er stafetten fra Blicher og Aakjær! Nørregård -Nielsen griber den, og det skal man have sans for. Det er kunstens joker, den ubegribelige faktor X, men der skal jo også en vilje til, måske endda en snaps eller to og et animerende forslag fra en kløgtig forlægger, der kan se forbindelsen. Værket er oplyst af disse lyriske øjeblikke, hvor sind og sans finder sammen og det svundne bliver til i et skriftlig dansk, der godt kan snyde, fordi det er så let at læse. Men læs efter og notér venligst, hvor meget der står, og hvor mange sanser forfatteren aktiverer i det skrevne. Vinden giver sig til kende, fuglene er med, blæstens nuancer, og forfatterens malerøjne ser det, de fleste ser forbi og kun bemærker i forbifarten. Atmosfæren af ro i et landskab er til stede, stemningen i drengens lille-verden er der, og igen og igen får vi prøver på forfatterens store overblik - over tid, mentalitet, udvikling - men krydret med barnets store underblik, alt det der rører sig inden for en radius af én enkelt kvadratmeter og en halv meter op til toppen af øverste strå. Derfor pibler noget af det kosteligste ved barndommen frem i disse skildringer. Evnen til at være til i alt det, som ingenting er, og som ikke fylder noget, og som den moderne, objektive betragter vil kalde lumsk kedeligt. Oh kedsomhed, nutidens forbandelse, moderne mentalitets heftige mareridt. Man møder det ikke hos Hans Edvard Nørregård -Nielsen , for her er konventionel kedsomhed skiftet ud med en intens væren-til-stede. Når bortses fra de mest ørkesløse pligtopgaver med at rense roer i kvikgræs! Langsomheden - den røg ud med udviklingen. Evnen til at fryde sig over ingenting og en humlebi røg samme vej. Glæden ved at gemme sig lidt af vejen og holde øje med verden fra et højt sted i et træ, eller lavt sted i en grøft ved forsamlingshuset, den har også kendt bedre dage. Her er den til stede, genoplivet, gjort levende af en fortæller med sanseapparatet intakt. Midt i denne rigdom er der plantet en fattigdom, der siger spar to til alt, hvad vi kender i dag. Det skal ikke forskønnes, det bliver det heller ikke, men trods alle odds er det en rig bog. Rig på robust overlevelse. Rig på opfindsomhed. Overdådig opfindsom hvad angår evnen til at hitte på spiselige objekter! Hvad man dog spiste og fik spiselige menuer ud af i familiens køkken, og hvad man dog kunne drømme om at sætte til livs, hvis lykken stod den kække bi. Man tror det er løgn, men vi befinder os i et knapheds-samfund, der endegyldigt har holdt flyttedag til den tredje verden. Sært, at det kun er et øjeblik siden i nationens historie, at mennesker voksede op på så skrabede vilkår. Det sociale spøgelse er derfor en trofast følgesvend. »Vi var landsbyens bærme,« bemærkede forfatteren i et interview, og så er vi nede i den nederdrægtige afdeling af standsforskelle i det danske land. Vi er også inde i det drama, der ligger som en stille forbandelse over familielivet, med mor der driver værket og far, der driver den af som projektmager og producent af luftkasteller. Der er regnestykker, der ikke går op! Der er relationer, der går til grunde, og sådan er det. I det virkelige liv, dengang som nu. I kreds om traurigheden er der kammerater, slægt og venner og slægters slægt og venners venner, og dette mylder skaber liv og mulighed, og det skildres med en ynde og sans for mennesker, så man bliver ganske indtaget i dem. Sådan var mennesker før velfærdssamfundet greb afrettende ind og tildelte os en studentereksamen med adgang til alle konformiteter. Svend, Knud og Arne, mere forskellige brødre fandtes ikke under solen. Man ser dem for sig. Svend med civilcourage og tindrende vrede over det gryende System-Danmarks luskenumre. Arne i gummisko og verdens tyndeste jakke undervejs på verdens elendigste damecykel og fader Knud, hin håbløst umulige projektmager, der omsider, endelig og langt om længe drager bort. I centrum moderen og de kære søstre som vestjyske indenrigsflygtninge på vej mod nye bosteder og lidt mere håb for morgendagen. I centrum af centret den opvakte knægt Hans Edvard , væbner og beskytter, stik-i-rend-dreng i alle retninger, flaskesamler af guds nåde, tuskhandler og kantareljæger med talent, andægtig og dybt indlevet lytter af Danmarks Radios fineste og mest kulturelle udsendelse - det var dengang - lærenem elev i skolen og glad modtager af de gode gamle degnes fortællinger om biwelshistorie og drabelige nationale heltegerninger, pigernes opmærksomme omendskønt forsagte ven, sidst men ikke mindst den lykkelige indehaver af stafetten fra Blicher, Aakjær og hedemalerne. En from dreng tillige. Med Brorson, vandringen til Emmaus i bagagen og danske landsbykirker på nethinden. Til lykke med det, til lykke med prisen og tak for dit bidrag til bevarelse af erindringen om det, der er væk!

Billedtekst: ,»Oh kedsomhed, nutidens forbandelse, moderne mentalitets heftige mareridt. Man møder det ikke hos Hans Edvard Nørregård -Nielsen , for her er konventionel kedsomhed skiftet ud med en intens væren-til-stede.« ;,»Det blæser ude vestpå, det ved vi, og på bogens omslag ser man hvordan. Som læhegn får man blæst i håret, frisuren sidder som den skal på de kanter...« Foto af Kirsten Klein fra bogens forside.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533