Bøger

Pristale. Weekendavisens Litteraturpris 2016 går til Flemming Rose for De besatte.

Søren K. Villemoes

En irriterende mand

Jeg var med den 23. september 2015, da Jyllands-Posten overrakte avisens ytringsfrihedspris til direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama. Det var en festlig, omend lille og kort begivenhed. Og jeg kan huske, at jeg undrede mig over, hvor Flemming Rose var. Han burde da om nogen være med til denne begivenhed.

Men han dukkede aldrig op.

Først senere lærte jeg sammen med den øvrige offentlighed, hvorfor han ikke var til stede. Kort inden receptionen havde formanden for Jyllands-Postens Fond, Jørgen Ejbøl, brudt samtlige led i styrekæden (muligvis også medieansvarsloven) og skummende af vrede dirigeret Flemming Rose ind i et kontor med sin pegefinger. Her nedsmeltede formanden i ukontrolleret hysteri. Rose havde sendt deltagerlisten over dagens arrangement til PET. Det fik af uransagelige årsager Ejbøl til at gå amok. Han forsøgte at smide Roses livvagter ud af bygningen, og da han også stødte på Naser Khaders, fik de samme behandling.

Det var begyndelsen til enden på Roses tid på Jyllands-Posten.

Læser man Roses seneste bog, De besatte, er det let at forstå, hvordan han har kunnet få Jørgen Ejbøl til at miste fatningen og nærmest eksplodere. For ærlig talt, Flemming Rose er irriterende. Virkelig irriterende.

Han piller andres argumenter fra hinanden som en tålmodig kirurg med skalpel. Det er tortur. Rose husker alt, hvad man har sagt.

Hvert et ord. Kaldte du ham fanatisk? Han slår det op i en ordbog. Han læser lange essays om emnet. Han udstiller dit pinlige vrøvl med en pincet. Har du engang svunget dig op på moralens og princippernes høje hest? Han minder dig om det og bringer de mest uheldige udtalelser frem fra fortiden, når de er allermest ubelejlige og ubekvemme for dig.

Han har styr på samtlige aftaler, I har indgået.

Og han kan til mindste detalje redegøre for, hvordan han har overholdt dem - og hvordan du har brudt dem.

Det er det stof, skilsmisser er gjort af.

Parforhold i stimevis er gået til grunde på blot en mikrodosis af denne medicin. Var Ejbøl og Rose et ægtepar, ville man måske ikke bifalde, men utvivlsomt forstå, hvis ægteskabet var både voldeligt og kort.

Men det absolut mest irriterende og øretæveindbydende ved Flemming Rose er, at han har ret. Det er svært at komme udenom. Det har mange måttet sande i de 11 år, der er gået siden Muhammedkrisen.

Det ved Weekendavisens læsere. De har stemt om, hvem der skal have Weekendavisens Litteraturpris 2016. Ud af et virkelig stærkt felt af de bedste danske værker, vores anmeldere har bedømt i det forgangne år, har læserne valgt at give prisen til Flemming Rose for hans bog De besatte.

LÆSERNE har valgt at belønne en inspirerende og beundringsværdig intellektuel bedrift i en tid, der er svær at være publicist i.

Valget af netop Roses bog er ikke en belønning af enøjet, fanatisk principrytteri, som nogle måske fordomsfuldt vil antage. Det er ikke en belønning for hån og spot. For principper over menneskeliv. For ytringspligt eller andet pjat. Flemming Roses bog er ikke det, der så hånligt er blevet kaldt ytringsfrihedsfundamentalisme.

Roses bog er derimod en beskrivelse af, hvad der sker med mennesker, med venskaber og især, hvad der sker med publicistiske virksomheder, når de udsættes for livsfare, for dødstrusler, nærmere bestemt, hvad frygten for terror gør ved en avis.

I De besatte beskriver Rose et bladhus, der udadtil hylder og forsvarer ytringsfriheden med priser og taler og store ord, men som indadtil langsomt, men sikkert bevæger sig i den diametralt modsatte retning.

Rose anerkender, at sikkerhedshensyn er en nødvendighed, når man som JP/Politikens Hus er et af de mest truede bladhuse i verden. Det er fuldt forståeligt, at Jyllands-Posten er holdt op med at bringe tegninger af Muhammed. For der er ingen lette svar i en verden, hvor 12 tegninger og en lille tekst på side 3 i et kulturtillæg på en fredag kan sende Danmark ud i det, der er blevet kaldt den værste udenrigspolitiske krise siden Besættelsen. Det forstår Flemming Rose.

Med valget af Roses bog sender Weekendavisens læsere et signal: At ytringsfriheden er en grundlæggende værdi i vores samfund og i enhver publicistisk virksomhed.

En værdi man kun skal vige fra, hvis der er rigtig gode grunde til det, hvis truslen er af en meget alvorlig karakter, og hvis man er fuldt bevidst om, at det, man foretager sig, er et kompromis - ikke et mål i sig selv.

Hvad læserne også har valgt at belønne, er en fremragende journalistisk skildring af, hvad der foregår inde i en truet medievirksomhed.

De besatte er fuld af scener fra lokalerne på Jyllands-Posten, og ingen spiller her en større rolle end Jørgen Ejbøl.

Det er en tragisk skikkelse, der optræder.

I bogen møder vi en ambitiøs publicist, der langsomt bukker under for truslerne, der nægter at forsvinde. Terroren overtager Ejbøls sind, som var han besat af en fremmed magt.

Og langsomt konverteres frygt og kompromiser til nye principper og nye publicistiske linjer. Men kun indadtil. Udadtil forsvares helt andre principper og helt andre publicistiske hensyn. Det ender som et nederlag til hykleriet med frygten som motorolie.

I SINE sidste år på Jyllands-Posten var Flemming Rose underlagt det, der kun kan beskrives som censur. Han måtte ikke udtale sig om Muhammed-tegningerne. Det var måske forståeligt, situationen taget i betragtning.

Men for Ejbøl var det ikke nok. Nye forbud måtte til. Rose måtte slet ikke skrive om religion. Han måtte ikke optræde i radio-eller tv-programmer, hverken nationalt eller internationalt.

Selv et foredrag i en pensionistforening i Vester Hæsinge ville være udelukket.

Hvorfor? Jo, fordi »menneskeliv er vigtigere end principper«. Sådan lød Ejbøls begrundelse for censuren. Et besynderligt argument, der måske ved første øjekast giver mening, men ved nærmere granskning viser sig at legitimere ethvert vilkårligt indgreb i en hvilken som helst frihedsrettighed.

Det paradoksale er, at mens den danske befolkning i årene efter Muhammed-krisen har fået mere og mere forståelse for, hvorfor Jyllands-Posten valgte at bringe tegningerne, så har ledelsen i JP/Politikens Hus fået mindre og mindre. Hvordan skete det? Man siger, at folks sande natur afsløres i krisesituationer. Holder man hovedet koldt eller går man i panik? Vælger man at redde sit eget skind eller andres? Følger man Roses beskrivelse, viste Jørgen Ejbøl sin sande natur. Her ser vi en mand, der er vant til at have kontrol og kunne styre tingenes retning. Men med terrortruslen mødte han sin overmand. Nu var Ejbøl magtesløs. For ingen kan styre terroristernes vrede - heller ikke en pansergeneral.

I De besatte ser man, hvordan Ejbøl ikke kan anerkende sin impotens, men i stedet tror, at han kan beherske situationen. Hvis bare han kan kontrollere den irriterende Flemming Rose, kan han mindske truslen fra terroristerne.

Dermed begår han en fejlslutning, der minder slående om den, Jyllands-Posten i årevis har forsøgt at bekæmpe: Den efterhånden døende idé om, at man ved at skrive lidt anderledes, ved at sige tingene på en lidt anden måde, kan undgå islamisternes terror. Det er den rene ønsketænkning. De forsvinder ikke, hvis blot vi skifter emne og taler om noget andet.

De er her, det vil de blive ved med at være, og de vil forsøge at få deres vilje, om det så koster mange af dem livet. En håndfæstning fra en formand gør næppe fra eller til.

Hvis ens sande natur afsløres i kriser, så er Roses sande natur til gengæld en, der aftvinger respekt. Mens ledelsen i JP/Politikens Hus gik i spåner under presset fra morderiske islamister, mens hans chefer og modstandere i den offentlige debat udviklede stadig mere komplicerede undskyldninger for selvcensur, og mens hans navn i årevis har været højt på jihadisters dødslister, har Rose køligt, tålmodigt og ærligt argumenteret for sin sag. Han er ikke forfaldet til kværulanteri. Han har aldrig mistet fatningen. I stedet har han taget det som en intellektuel udfordring. En udfordring han har bestået til topkarakter. Det er i sandhed en bedrift. Og det har Weekendavisens læsere valgt at belønne ham for.

Vi, der arbejder på avisen, bør ikke ignorere læsernes valg dette år. De har sendt et klart signal om, hvad de forventer af os, der laver den avis, de læser. De stiller høje krav, hvis det er Roses forbillede, vi skal leve op til.

Læser man Roses seneste bog, De besatte, er det let at forstå, hvordan han har kunnet få Jørgen Ejbøl til at miste fatningen og nærmest eksplodere. For ærlig talt, Flemming Rose er irriterende. Virkelig irriterende. Men det absolut mest irriterende og øretæveindbydende ved Flemming Rose er, at han har ret. Med valget af Roses bog sender Weekendavisens læsere et signal: At ytringsfriheden er en grundlæggende værdi i vores samfund og i enhver publicistisk virksomhed.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533