Bøger | 1995

Weekendavisens Litteraturpris. Ved en festlig sammenkomst i går fik Pia Tafdrup overrakt Weekendavisens Litteraturpris på 25.000 kroner for digtsamlingen »Territorialsang « som læserne stemte ind på en førsteplads. Her bringes Ulrik Høys pristale.

Af Ulrik Høy

Eksil

Allerede i optakten til Pia Tafdrups store digtkreds, som Weekendavisens læsere nu har belønnet med bladets litteraturpris, møder vi to former for eksil - sjæle i eksil og mennesker i eksil. Det første eksil kender vi alle, om ikke andet så fra den hjemlige folklore, hvor jyske emigranter henslæber livet i det københavnske. Det andet eksil er unægtelig mere alvorligt. Vé de landflygtige, for hvem tager sig af dem, hvem huser de ulykkelige, der må forlade hus og hjem? Begge former for eksil er indeholdt i Pia Tafdrups prisbelønnede værk. Det første, mere uskyldige eksil, er temaet i Erik Aalbæk Jensens nominerede roman, »Særlige vilkår«, der handler om Danmark i 50'erne, og det opbrud, der blev følgen af øget velstand - og med det - øget mobilitet. Meget dansk er det, meget vesteuropæisk og amerikansk, og prisen for dette eksil betaler vi i disse år. Et enkelt eksempel: Familien Danmark fik bil efter krigen, og familien satte straks kurs mod nærmeste familie. Fint nok, naturligt nok. Siden kørte børnene længere væk, til fjernere skoler, virksomheder og uddannelsessteder, og så var der pludselig langt hjem til jul og højtider. Og begravelser og plejehjem og institutioner. Dags dato sidder de fleste af os og ringer hjem til vor gamle mor og far - hvis de lever endnu - for at høre, hvordan det går, og vi telefonerer på kryds og tværs, søskende og søskende imellem for at konsultere hverandre om, hvordan vi skal klare de gamle.

Vi er sjæle i eksil. Vi er rejst hjemmefra, vi er eksperter og kan passe på det halve Afrika, vores far og mor kan vi ikke passe, det må plejehjemmet klare, og sådan betales der en pris, i smerte, i dårlig samvittighed, i slet fortrængning af ansvaret. Jo, vi er sjæle i eksil, så det er let at stille ind på Pia Tafdrups lyriske bølgelængde. Til mobiliteten og den ustandselige køren frem og tilbage i Danmark, føjer sig turismens omkringflyvende virksomhed. Vi er turister, indenfor rigets grænser, rundt omkring på kloden, over det hele, inklusive i Israel, som de fleste danskere har besøgt. Danske turister kan med fordel lægge Pia Tafdrups digte i bagagen, de er en fornem guide, til dybderne i landet, til dybderne i sindet, til historien, bibelhistorien, og det andet eksil - det jødiske - er til stede som en urovækkende tone i digtene. En undergrund, som den almindelige dansker sjældent har grund til at betvivle tilstedeværelsen af, men som danskere af jødisk herkomst véd er en illusion. Dette dobbeltgreb, de to eksiler, forlener Pia Tafdrups digte med en alvor, som læseren/ turisten er vel tjent med at drage med ind. (Her mangler et afsnit af artiklen, som må findes i avisen). »Jeg har ønsket mig tidens og stedets og handlingens enhed og er lykkelig her mellem vågne bjerge og fugle fra ørknen..« hedder det f.eks., og det er jo fromt og smukt - helt i dansk ønskemåde. Som reaktion får digteren en spytklat lige i synet, en såre bogstavelig spytklat, for hun har uafvidende besmudset de hellige steder, og så sidder harkeren der, skummende hvid og kolerisk, fyldt til randen med krænkelse og fundamentalistisk rethaveri. En styg oplevelse, der baner sig vej i drømmen, men sandelig også får poeten til at formulere sig i martialsk-matematisk korthed:

Hvad ånden beundrer i Biblens by skal divideres med et nutidigt hads fulde register der atter multipliceres med alle tænkelige tegn på religiøse vildfarelser Til slut fratrækkes et eventuelt identitetsproblem. Det fører mig til afslutningen på denne pristale - og til en kort overvejelse over dansk og israelsk. En israelsk forfatter bemærkede efter besøg i Danmark, efter mødet med idyl og fredsommelighed, at »Danmark er som et kys uden læber«. Det er rå snak, tæt på en åndelig harker lige i snotten. I modsætning til det må Israel være et kys med læber, og mange danskere har oplevet dette kys, om ikke andet så i kortere tid, og været lettede over, når de atter kunne absentere sig fra denne byrde af lidenskabelighed. Og mange danske af jødisk herkomst har forsøgt sig med dette kys, der både åndeligt og bogstaveligt fik dem til at tabe vejret, så de skyndte sig hjem igen. Til mere tempereret kysseri. Om Pia Tafdrup kan kysse, det må andre afgøre, at hendes poesi kan kysse, MED læber, det finder jeg over al måde demonstreret. Israel har fået det bedste ud af hende, Jerusalem har afkrævet hende det fineste i talentet, hun dejsede omkuld, kom på benene igen, så smukt og betagende, at Weekendavisens læsere ikke var i tvivl. Nu bør nogen oversætte »Territorialsang « til hebraisk, så man også kan læse digtene fra højre mod venstre. Og kysse dem den vej. Det fortjener hendes israelske læsere, det fortjener landet, stederne og byen Jerusalem, der med dette værk har fået en gave, der ikke gør spor ondt. I modsætning til de gaver, de smertegaver, byen velsigner sine børn med. Hjertelig til lykke!

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533