Samfund uge 5 | 2013

Kim Leine. »Jeg er materialist, jeg elsker at genskabe verden, mens jeg skriver. Det kommer af sig selv, det er ikke noget, der skal trykkes ud af en tube!« Interview med vinderen af Weekendavisens Litteraturpris 2012.

Af Synne Rifbjerg

Det kolde øje

De mange, der efterhånden har læst sig igennem Kim Leines på alle måder store roman Profeterne fra Evighedsfjorden, vil sikkert nikke genkendende til følelsen af, at når man lukker bogen, tager det lidt tid, før man lander i verden igen. Det er ikke bare København i 1700–tallet, der har rejst sig for ens indre blik og tilmed er brændt ned igen. Det er også Grønland, Norge, havet, hvalerne, det er alle tænkelige kropsvæskers vandring gennem systemet, foruden de åndelige rørelser, tvivl, vanvid, sygdom og død. Samt en syndflod af sex, liderlighed, druk og en livlig variation af lastefuld optræden blandt missionærer, indfødte, blandingsracer, kvinder og mænd, mænd og mænd og tilmed som prikken over i’et: en tvetulle.

Kim Leine, der er nordmand med et forlænget ophold i Grønland, hvor han arbejdede femten år som sygeplejerske, kender geografien godt. Både den topografiske og den menneskelige. Han debuterede med historien om sig selv i Grønland – romanen Kalak – der beskriver det misbrug, der førte til sygeplejerske Leines fald. Men efterfølgende til et forfatterskab, der foruden de allerede nævnte bøger også rummer de anmelderroste Valdemarsdag og Tunu.

Kim Leine har altid gerne villet være forfatter og elsker at være det. Ikke fordi det ikke kan være besværligt eller smerteligt eller anstrengende, det er bare det, at han har været sygeplejerske, så han er klar over, hvor godt han har det ved tasterne. Fra sin sygeplejertid har han til gengæld det, han kalder sit »kolde øje«. At kunne se og beskrive ubehagelige ting er en del af hans stil. Det siger han smilende over en kop kaffe med sin sprogligt set særegne, lidt staccato blandingsmelodi: flydende dansk med norsk klangbund og grønlandsk accent. Her er en mand, der har det modsatte af skriveblokering, nærmest skrivekløe – »måske fordi jeg debuterede så sent.« Derfor er Profeterne fra Evighedsfjorden en kort roman, trods de mere end 500 sider. Og i øvrigt nummer et i en triologi.

– Kæmpe læseoplevelse! Kæmpe stof. Page turner og samtidig noget til hjernevindingerne. Hvordan håndterer man sådan en stor mundfuld?

»Inspirationen stammer fra Mads Lidegaards 70 sider lange artikel om profeterne i Evighedsfjorden – et par som jo er virkelige personer. Den læste jeg for længe siden, da jeg var narkoman og for vind og skæv til andet end at klimpre på en guitar og kigge lidt i bøger.

Da jeg tog fat på romanprojektet, læste jeg Politikens Verdenshistorie bind 11 – Leine ler over det meget specifikt udvalgte bind – og fik en større tidslinje. Så anbragte jeg den lille tidslinje i den store og lavede en tidslinje over min egen fiktion og fik det til at passe nogenlunde. Jeg har i årenes løb læst en masse Grønlandshistorie, blandt andet en række mini-biografier skrevet af en præst. De handler om nordmænd i Grønland fra 1721 til 1814. Det var svært at få arbejde som præst dengang, og de fleste af dem, han skriver om, er præster. Når man fik mulighed for et kald i Grønland, sagde de fleste ja. I de biografier var der mange nyttige oplysninger om datidens vilkår for udsendte præster, deres uddannelsesmæssige baggrund, sygdomme, hvad de døde af og den slags.«

– Der er ti kapitler med overskrifter fra De ti Bud. Hvor bibelstærk er du?

»Jeg er jo opdraget som Jehovas Vidne, og vi fik læst Bibelen op fra en ende af, jeg ved ikke, hvor mange gange – måske tre gange. Jeg deltog også selv som oplæser, så jeg har været igennem det hele, men ikke læst indenad, mere som en opremsning. Nu skulle jeg holde en prædiken forleden dag i en kirke. Over lignelsen om hvedekornet. Det er fra Johannes Evangeliet. Det tændte et eller andet, jeg kunne mærke, der lå en gammel boble inden i mig. Det var en litterær glæde, for jeg synes, der er meget god litteratur i Bibelen. Men også et irritationsmoment fordi jeg på mange måder har lagt den gamle religion bag mig. Jeg ved godt, jeg ikke følelsesmæssigt har brudt med min fortid som Jehovas Vidne, selv om jeg har gjort det rent praktisk.«

– Når du så står der og skal prædike, kan du så lade være med at missionere?

»Haha. Jeg havde da et budskab, men det var ikke religiøst. Det handler om, at man skal gribe dagen og lade være med at blive en sur gammel mand: man skal være til stede i verden og investere sig selv.«

Strøm på sproget

Oprindelig var Morten Falck faktisk to præster: én der repræsenterede det rationalistiske og en, der repræsenterede den mere pietistiske og følsomme kristendom.

»Men så tænkte jeg – mennesket består af modsætninger, så hvorfor ikke slå de to sammen til én.« Leine ler. »Det gjorde også romanen lidt kortere!«

Kim Leines skrivemetode har bestået i først at skrive historien og siden fylde på med fakta og research.

»Jeg skal have etableret det narrative flow først, for hvis man begynder med som forfatter at vide for meget, kan det være svært at få strøm på sproget. Bagefter vendte jeg bunken og skrev historien igennem igen efter at have læst en masse blandt andet om Københavns ildebrand og tiltaleformer i 1700–tallet. Jeg fandt ud af, at folk dengang ikke sagde hverken De eller du til hinanden, man han eller hun eller personens titel. Jeg sad også med detaljerede kort over København fra 1761 og fik skrevet gadenavne ned og lavet vandreruter over Morten Falcks færden i byen.«

– Hvordan får du fat i det sprog, der skal gøre en historisk roman nutidig uden at gøre sproget og historien til kitsch og kliché?

»Det er utrolig svært at ramme tonen. Jeg har læst en række gode forfattere – Joseph O’Connor og Margaret Atwood for eksempel – deres historiske romaner for at se, hvordan de forvalter den sproglige udfordring. Der er rigtig mange, der rammer ved siden af, og det lærer man i øvrigt lige så meget af.

I første omgang havde jeg skrevet et meget korrekt 1700–tals sprog. Hele Falcks dagbog er skrevet i 1700–tals sprog, men jeg blev enig med min redaktør om, at lix-tallet vist var for højt. Så trak jeg sproget op til midten af 1800–tallet, moderniserede det lidt. Jeg tror, det handler om at anbringe enkelte markører hist og her, og så er læserne så flinke, at de leger eller arbejder med. Nogle gange er det nok at sige, at ’vi befinder os i 1784’. Så synes folk, det er et blændende godt tidsbillede!«

Voldtægten

Kim Leines forfattermæssige overskrift er, siger han selv, at han »elsker den materielle verden«.

»Jeg er materialist, jeg elsker at genskabe verden, mens jeg skriver, og jeg skal selvfølgelig passe på, at det ikke bliver for tungt. Men at bringe den fysiske verden fra 1780erne til live, det er meget lystbetonet for mig. Det kommer af sig selv, det er ikke noget, der skal trykkes ud af en tube!«

Det var for eksempel som et led i fascinationen af den materielle verden, at den meget ubehagelige, men samtidig sært sanselige voldtægtsscene i smedjen opstod.

»Jeg ville beskrive, hvordan en kvinde var klædt på dengang, alle de lag tøj. Så fik smeden lov til at tage dem af, lag for lag, så man får det anskueliggjort på den måde.«

– Det skal jeg love for! På den hårde måde.

»Voldtægten var oprindelig skrevet fra smedens synsvinkel, men det blev for underligt.«

– For brutalt måske?

»Ja, for jeg er nødt til at være loyal over for mine personer, jeg kan ikke udstille smeden som et dumt svin, hvis det er ham, der er POV (point of view, red.) Det fungerede bedre at lade fru Kragstedt opleve det.«

– Hvordan er det at vende tilbage til Grønland i historisk tid?

»Fjeldene er jo nogenlunde de samme! Man kan stadigvæk beskrive de samme typer, der går rundt deroppe i dag, og finde ind til en essens af, hvad der er problemet mellem os og grønlænderne. Er det egentlig ikke, fordi vi har besluttet os for at hade hinanden og misforstå hinanden? På forhånd. De scener, møderne mellem menneskene, dem man beskriver, kunne lige så godt være nutidsscener. Tøjet er anderledes, de fysiske omstændigheder er anderledes, men samtalerne, selv mødet, kunne sagtens foregå i det moderne Grønland. Måden danskere og grønlændere misforstår hinanden på er helt nutidssvarende. Man har besluttet sig for på forhånd at misforstå hinanden og være lidt uvenner; det føler man en vis, sær fornøjelse ved.«

– Hvorfor?

»Det er kolonifortiden. Jeg er sikker på, det er det samme for englænderne og inderne. Kombinationen af at have det skyldkompleks, at der bliver spillet på den skyld, det gensidige drilleri. Grønlænderne elsker jo også Danmark. Men de elsker også at terrorisere for eksempel danske embedsmænd i Grønland.«

Der er gang i seksualiteten i Leines roman. Liderligheden er nærmest en hovedperson i sig selv.

»Grønlænderne tog kristendommen til sig meget hurtigt, og den udvirkede mange gode ting, blandt andet at de lærte at skrive og læse hurtigt. Noget af det, grønlænderne ikke tog til sig, var skyldfølelsen i forbindelse med sex. Heldigvis!

Hvis vi ser det ud fra en dansk synsvinkel, så virker de grønlandske kvinder mere maskuline rent seksuelt. De er mere initiativrige, og de føler ikke skyld ved deres egen krop, de synes, den er lækker, de er stolte af den. Derfor er der mange danskere, der føler, de har carte blanche til at opføre sig fuldstændig som de vil, når de kommer derop. Uden at føle skyld. Det er helt misforstået! I grønlandske kvinders egen optik er det naturligvis ikke spor maskulint, at de ikke skammer sig over deres krop, lyst og begær, det er bare sådan, det er.

Når jeg skriver, ser jeg verden gennem mine personers øjne, jeg forsøger ikke at hæve mig op over det. Når man læser min bog, vil man opleve mødet med grønlænderne, som personerne i romanen oplever mødet med dem. Meget sex i romanen er nok forbundet med ambivalens, men desto mere lystbetonet! Enken, som er en blandingsgrønlænder, repræsenterer vildskab og i høj grad den ambivalens. Det er, som om hun gerne vil have kneppet det hvide blod ud af sig ved hjælp af Morten Falck – en hvid mand. Hun vil påføre ham skyld ved selv at synde.

Der var og er den her klasse blandt grønlænderne, der bliver kaldt blandingerne, og alene den peger jo på en høj grad af promiskuitet fra danske mænds side. Den har hersket i alle de perioder, jeg har læst om, og den hersker også i dag. Mange børn har ikke kendt deres fædre, og det skaber en bitterhed: at have noget blod i sig, som man egentlig foragter. Hvis der er nogen, der har et virkeligt problem med danskerne, så er det blandingerne.«

At skrive

Profeterne, Maria Magdalene og Habakuk, prædiker en alternativ kristendom, hvor de tager det bedste fra den lutheranske kristendom og blander det med sammen med pietismen – der er stor i Grønland i 1700–tallet – og deres oprindelige tro.

»Den meget følelsesfulde udgave af kristendommen med salmesang og dødekult er en nyfortolkning af kristendommen, som fungerer for grønlænderne. Kolonimagter tror altid, det gælder om at eksportere egne systemer – religion, undervisning, sundhedsvæsen – uden hensyntagen til lokal viden og tradition. Danskerne opfattede profeterne som oprørere, de skulle rette ind, det skulle ikke være sjovt at gå i kirke.« Leine smiler.

– Morer du dig, når du skriver?

»Ja. Jo mere grumt, desto større grin. Ved at kunne skrive køligt og nøgternt om skrækkelige ting, føler jeg, jeg får kontrol over den ustyrlige verden. Jeg var utrolig genert som barn og ung, faktisk til jeg blev tredive år. Det har været en god forfatterskole at sidde i et hjørne og bare iagttage mennesker og deres måde at tale på. Jeg måtte finde andre at være sammen med, og det blev bøgerne.«

– Er der en særlig bog, der gav dig lyst til at blive forfatter?

»Det må være Greven af Monte Cristo af Alexandre Dumas. Det kæmpestore episke sug, hævnen som motor, ondskaben hos hovedpersonen, som man samtidig sympatiserer med. Tvetydighed. Det, synes jeg, er meget fascinerende.«

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533