Bøger uge 4 | 2011

Weekendavisens Litteraturpris 2010 og 100.000 kroner går til Birgithe Kosovic for hendes roman Det dobbelte land. Vi bringer her pristalen.

Af Lars Bukdahl

Det dobbelte land

Lad mig starte med at slå to paradoksale fakta-komplekser fast: For det første: Jeg er ikke, lige meget hvor stærkt jeg måtte ønske det, Lars Bonnevie, der tilbage i april begejstret anmeldte Det dobbelte land i Weekendavisen Bøger under overskriften »Jugoslavien - en sindstilstand« og med underrubrikken »Birgithe Kosovic har skrevet en fremragende slægtsroman om Jugoslaviens sammenbrud«, og som derfor burde have stået her og holdt pristalen. Og det er ikke, fordi han ikke vil, men fordi han ikke kan. Og grunden til, at det i stedet er mig, der står her, er den simple, at jeg kom til at fortælle min redaktør, at jeg synes, romanen er virkelig god, og den slags bemærkninger skal man være varsom med som kritiker: Ros forpligter! Heldigvis! For det andet: Det dobbelte land er en aldeles udansk roman, der på ingen måde handler om Danmark og godt nok er skrevet på dansk, men et stærkt udansk dansk, hvilket er det modsatte af et dårligt og sjusket dansk, et ekstraordinært tæt og dramatisk dansk nemlig - og alligevel er romanen kommet i tre oplag, er blevet præmieret af Statens Kunstfond og indstillet til Radioens Romanpris og har vundet læserafstemningen om Weekendavisens Litteraturpris.

Det er et hos både læsere og kritikere populært værk, der stædigt nægter at indynde sig hos hverken eller. Som udgangspunkt kan det i hvert fald svært blive trælsere: En mørk, eksistentiel roman om svigt og troskab under en blodig, men lykkeligt fortrængt »regional konflikt« en charterflyrejse herfra. Men også kompromisløshed har sin charme. Heldigvis! Jeg læste romanen i min juleferie, indesneet i Nordjylland og, så vidt jeg husker, i ét hug midt mellem frokost og middagsmad, og det var sgu ikke nemt for min mørbankede bevidsthed at vende tilbage til flæskestegen og kravlenisserne efter at have været i fiktionens nådeløse vold en fire timers tid.

Cirka halvvejs inde opdagede jeg, at jeg havde glemt at tage stilling til, hvorvidt det egentlig var en god roman, jeg sad og læste, og modvilligt kravlede jeg op i et anmelderdistanceret fugleperspektiv, hvorfra jeg godt kunne se potentialet for al mulig skepsis: Bliver der ikke fortalt mistænkeligt traditionelt, med flagrende rammefortælling og pænt afrundede og trygt synsvinklede flashbacks? Og til den anden side: Nærmede billedsproget og det dybsindige bon mot'eri sig ikke her og der det lettere floromvundne for ikke at sige, med et fyord Birgithe Kosovic selv besværger, patetiske? Tjo og tja, nåede jeg at svare, inden jeg lod mig suge ned i skriften igen, og dette heftige sug ned i og igennem Det dobbelte land, er, synes jeg, det bedste argument imod den litteraturpolitiske og finsmagende skepsis: Romanen virker! Ad helvede til hypnotisk! Ikke mindst ved den intense, nærmest passionerede klarhed i de enkelte situationer eller scener eller øjeblikke; det er øjeblikkene og deres løftede gennemlysthed, der er og gør romanen, meget ligesom i en af de andre nominerede bøger til Weekendavisens Litteraturpris, Inge Pedersens hyper-danske erindringsroman Til Amerika, der til gengæld helt holder sig fra mellemregninger og rammefortælling.

Men pointen ved rammefortællingen i Det dobbelte land, hvor hovedpersonen, den tidligere partisekretær og nuværende restaurationsforeningsdirektør Milovan, på flugt fra krigen i ( eks) Jugoslavien tænker tilbage på sit koksede liv, er jo lige præcis, at livsregnskabet hele tiden kommer til kort over for de enkelte, suveræne - også i betydningen kunstnerisk suveræne - øjeblikke, der nægter at hænge sammen som den stork, der tegnes af en mands samlede, forvirrede rejse, i Karen Blixens fabel. Modsat Birgithe Kosovics første to bøger, de så temmelig Blixen-inspirerede romanetter Legenden om Villa Valmarana og Om natten i Jerusalem, der med stor iver slog deres forstorkede skæbne-sløjfer. Men ligesom Jugoslavien til gengæld, der nægter at hænge sammen som en Solsorteslette eller noget som helst andet bevinget.

Øjeblikkene i Det dobbelte land kan organiseres i fire-fem grupper, hvor skæbnestund krydser livsfase. For det første barndommens øjeblikke, hvor Milovan oplever sin partisanhelt af en far opføre sig som en grusom og morderisk sjuft, plus teenage-øjeblikket ved farens ynkelige dødsleje, for det andet ungdommens øjeblikke, de eneste fuldt ud lykkelige øjeblikke, hvor Milovan møder sin kommende hustru Frane og sin kommende bedste ven Nebojsa, der foranlediger hans indmeldelse i kommunistpartiet. For det tredje karrierens øjeblikke, hvor Milovan presser Frane ind i partiet, men nægter at hjælpe sin søn, da han har brug for et job, og da han skal i fængsel. For det fjerde midtvejskrisens øjeblikke, der alle foregår inden for de samme få måneder i 1971, da Milovan siger nej til kroatiske nationalisters afpresning, passivt lader sig fyre som partisekretær og indleder en affære med sin dødssyge ven og næstkommanderende Nebojsas gravide kone, Lidija, hvilket overhovedet ikke hænger sammen! Endelig og for det femte, efter tyve års eksistentiel henslumren, borgerkrigens øjeblikke, da Milovan afviser sin gamle elskerindes bøn om hjælp og forlader sin kone i lejligheden i Dubrovnik for at skjule sig i sin farfars bjerghytte.

Hvortil, som en art bonus, kommer mytens øjeblikke, alle de muntre og grumme skrøner om Milovans forfædre.

Og undskyld, at jeg sådan specialeskriver på jer! Men det kan være en nødvendig omvej, når man kæmper sig ud af en fiktions-hypnoses jerngreb..

For yderligere at sløre og undergrave skæbnemønsteret ankommer sværmen af øjeblikke ikke i kronologisk rækkefølge, men som de melder sig i Milovans på kryds og tværs tilbagespolende hjernekiste. Nogle øjeblikke vender han tilbage til igen og igen, andre flyder bare, knivskarpt, forbi. Men ingen af dem forklarer hinanden og da slet ikke ham, hvilket måske er årsagen til den vældige, konkrete og autonome kraft, de farer frem med: Man finder i Det dobbelte land nogle af de mest ondsindet brutale prosa-passager i nyere dansk litteratur og nogle af de mest saftigt erotiske; her er i den mindre eksplicitte afdeling Birgithe Kosovics formatering af en sand klassiker, bestirring-af-pige-der-forsøger-at-nåøverste-hylde, go home til Århus Cykelbane, Jørgen Leth!: »En af dagene kom han ud i tekøkkenet, mens hun ledte efter noget på en af de øverste hylder i skabet over håndvasken. Hun havde ikke hørt ham komme, og da han fik øje på hende standsede han op og så til - så hvordan hun stod på tæer, mens hun rakte op og søgte som i blinde på hylden over sig: den lange kurvede linje fra den strakte arm og ned til hendes tåspids; læggens bue, baldernes runding, taljen der var vokset med hendes graviditet, og den ranke ryg med det lange hår, som var samlet i en hestehale højt over den blottede nakke. Åbenbart havde hun ikke hørt ham komme, og med blikket fulgte han alvorligt hendes hånd, der hjælpeløst famlede efter æsken deroppe, som blev puffet omkring af hendes fingerspidser./Med et suk sank hun ned på foden, vendte sig og fik øje på ham.« Det er problemet og udfordringen ved øjeblikke: Man ikke bare ser, med eget øje og eget blik, man risikerer også at blive set, med andre øjne og andres blikke, herunder ikke mindst sin ægtefælles, husk det! Lars Bonnevie har ret, når han i sin underrubrik proklamerer, at det er en roman »om Jugoslaviens sammenbrud«, men måske det ville være mere præcist at sige, at det er en roman fra Jugoslaviens sammenbrud eller en roman stedt i Jugoslaviens sammenbrud, så sandt som at læseren ikke får serveret noget forkromet, panoramisk overblik over Jugoslaviens historie de sidste 50 og 1000 år, sådan et, 18 sider langt, kan downloades og udprintes inde på romanens hjemmeside, detdobbelteland. dk.

I stedet præsenteres vi for Jugoslaviens sammenbrud, som det ses gennem sprækkerne i den særlige, sammenbrudte, individuelle skæbne, der er Milovans: Serbisk partisansøn og Tito-loyal og senere desillusioneret partifunktionær i Dubrovnik. Som rigtignok ikke er nogen videre grusom skæbne - farmonstret er først og fremmest fraværende - men det er en skæbne, der skævt og direkte reflekterer grusomhederne: Fx er en ond, ond scene, hvor Milovans banemand i partiet tortureres af serbiske militsfolk, en ren hævnfantasi, der i Milovans hoved glimter sig lige så virkelig som de øvrige øjeblikke.

At bogen skulle være Serbien-apologi, som antydet i en enkelt anmeldelse, er det rene vrøvl; lige så lidt som farens grusomhed er en forklaring på Milovans skæbne, er de kroatiske grusomheder under Anden Verdenskrig en forklaring på Serbiens invasion, som i romanens spejlkabinet - NB! - kun bringer ulykke.

Sigende nok er det den mindst Jugoslavienspecifikke begivenhed, det forbudte forhold til Lidija, der skildres sidst og fylder mest: Det største svigt og den dybeste fryd er en rent privat affære, der lige så godt kunne være foregået i Holte eller Esbjerg - bortset fra at det kunne det ikke, ikke med den melankoli og den sanselighed. Eller jo, i virkelighedens Holte eller Esbjerg kunne det vel godt, men sågu ikke i skønlitteraturens Holte eller Esbjerg.

Den inderste styrke i Det dobbelte land ligger måske i det faktum, at der er tale om en såkaldt »autofiktion«, en diskret og forskudt autofiktion vel at mærke. Dobbeltkontrakten indgås allernederst på side 111 med et eneste ord: »De vandrede mod Hercegovina, som på det tidspunkt, omkring 1880, netop var overgået til østrigsk-ungarsk herredømme, og efter par dage nåede de frem til Popovo-dalen, hvis tørre jord var en velsignelse af rigdom i forhold til Montenegros golde egne, og de bosatte sig i Dracevo under navnet Kosovic.« Ergo er hovedpersonens fulde navn Milovan Kosovic, men da Milovan kun har en søn, er han vel ikke forfatterens far, og til sidst får »min onkel, Risto« en særlig tak; resten af detektivarbejdet overlader jeg til Poul Behrendt, men det er værd at bemærke og fremhæve, at dette er en uselvisk autofiktion - modsat alle de andre, tiden flyder over med, fra Knausgård til Romer. Denne ublændede distance i intimiteten både ædrueliggør og elektrificerer; onkel-fiktion vil jeg foreslå, at genren skal døbes, og opfordre til snarlig efterfølgelse, næste bud bør leveres af Klaus Rifbjerg, med Das Beckwerk lige i hælene.

Vel er jeg ikke Lars Bonnevie, men alligevel siger jeg: Læserne har talt! Birgithe Kosovic får Weekendavisens Litteraturpris og 100.000 danske kroner for sin stolt forviklede og umanerligt udanske onkel-fiktion Det dobbelte land. Tillykke til dig og Danmark og din fiktive onkel!.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533