Bøger uge 5 | 2014

Prisvinderen. »Altså selvfølgelig blev jeg glad, da jeg skulle udgives. Det gør alle vel, men der er sket meget siden.« Interview med Yahya Hassan.

Af Johanne Mygind

Der findes ikke anerkendelse. Der findes kun iscenesættelse

– Hvad læser du for tiden?

»Jeg læser ikke noget.«

– Du læser ikke noget?

»Jeg har ikke lyst. Nogle gange gider man læse, og nogle gange gider man ikke.«

Yahya Hassan får mig til at føle mig som en socialpædagog. En, som sidder med en særlig vrangvillig ungdomskriminel. En ungdomskriminel, som ikke har fattet, at jeg vil ham det godt. At jeg bare skal nå ind til ham og forstå ham, og at han så kan undgå andre og værre former for forhør.

Eller sådan forestiller jeg mig, at socialpædagogen må have det. I virkeligheden aner jeg det ikke. Jeg har aldrig deltaget i et forhør. Det har Yahya Hassan. I modsætning til mig mestrer han den genre til fulde. Ikke et ord eller en sætning kan jeg få ud af ham. Han har slået hætten helt op over hovedet og drikker min pulverkaffe med en slubren.

»Jeg gider heller ikke snakke om litteratur. Det giver ikke mening. Hvem får noget ud af at høre, hvad jeg har læst, og hvad jeg gider kloge mig på?«

– Det ved jeg ikke...

»Det ved jeg heller ikke.«

– Jeg tror, at alle folk har sådan en nysgerrighed på dig.

»Ja, det er derfor, at man ikke skal sige for meget.«

Vi sidder i mit rækkehus. Det var pressedamen på Gyldendals idé. Det er ikke sådan at finde et sted, hvor man kan interviewe Yahya Hassan. Man må ikke komme hjem til ham. Det vil han ikke have. Man kan ikke mødes på en café. Han er alt for kendt til, at vi kan sidde uforstyrret. Hverken han selv eller PET-agenterne bryder sig om interviews i det fri, og jeg ville ikke sidde i forlagets officielle presselokale og drikke kaffe af hvide porcelænskopper med lige netop Yahya Hassan.

– Blev du glad for prisen?

»Næh.«

– Nej?

»Jeg er da glad for, at nogle har stemt på min bog, men ellers er jeg ligeglad.«

Det var først, da jeg havde skrevet to mails og hevet i pressedamen tre gange, at Yahya Hassan ringede mig op. Han forlangte, at interviewet skulle finde sted med det samme. Inden for et kvarter. Men jeg stod nede i dagplejen og skulle videre til børnehaven, og der måtte være grænser for, hvor meget jeg ville hoppe og danse for en prismodtager.

»Kan du ikke bare komme hjem til mig i morgen?« spurgte jeg.

»Så skal jeg også se dit sovekammer,« svarede han, mens en pige fnes i baggrunden. Jeg tror, at det var hende, som skrev min adresse ned.

– Har du været ligeglad med alle de priser, som du har fået, eller blev du glad for nogle af dem?

»Jeg ved ikke, hvorfor de skulle gøre mig glad.«

– Anerkendelsen?

»Der findes ikke anerkendelse, der findes kun iscenesættelser.«

– Er der slet ikke nogen reaktioner, som har betydet noget for dig?

»Så ville jeg vel kunne huske det. Altså selvfølgelig blev jeg glad, da jeg skulle udgives. Det gør alle vel, men der er sket meget siden.«

Yahya Hassan ringer på døren fem minutter, før vi har aftalt. Han står sammen med en PET-agent, som skal høre, om der er andre end mig i huset. Det er der ikke, og PET-agenten vil vente i bilen. »Så kan I to snakke fortroligt,« siger han, mens Yahya Hassan kigger ned i gulvet. Jeg sætter vand over og ved allerede, at det her interview aldrig bliver godt.

– Hvordan er din hverdag nu?

»Det ved jeg ikke, der er ikke noget, som hedder hverdag. Hverdag lyder rutineret.«

– Og der er ingen rutiner i dit liv?

»Jeg skal mange ting, og jeg har venner lidt rundt omkring i landet, jeg læser op, jeg har en lejlighed et sted.«

– Du sagde på et tidspunkt, at du ikke gad skrive til Politikens læsere, men ville ud til ghettoen?

»Jeg skriver ikke til nogen. Jeg skriver ikke til nogen bestemt. Jeg prøver bare at komme omkring.«

– Men synes du, at du er blevet misforstået?

»Man bliver vel altid misforstået. Folk forstår det, som de kan forstå.«

Yahya Hassan er et ben, som alle har gnavet af. De første lunser om forældregenerationens svigt og muslimernes hykleri er for længst tørret ind og både BT og Politiken har endevendt historien om:

»Drengen fra ghettoen, møgungen fra Trillegården, (...) Drengen, som kravlede op af møgbunken og blev lille Danmarks spirende håb«. [BT, 25.1.14]

For at det ikke skal være løgn, har hans lærer udgivet en bog om deres forhold, og lige nu diskuterer alle, om det var kærlighed eller krænkelse. Det er den tredje store værdidebat, som Yahya Hassan har personificeret på et halvt år. Først kom den om den fejlslagne integration, så debatten om truslen mod ytringsfriheden og nu selveste diskussionen om erotikkens magtforhold. I alle debatterne er det underliggende spørgsmål, hvorvidt den unge mand med de mørke krøller og de buskede øjenbryn er et offer og hvem han er et offer for?

Er han et offer for sin far eller en fejlslagen integrationspolitik? Er han et offer for højrefløjens racisme, eller for venstrefløjens manglende anerkendelse? Er han et offer for islamisterne eller socialpædagogerne? Eller er han først og fremmest et offer for medierne, som har hevet en 18-årig ud, hvor han slet ikke kan bunde?

– Havde du troet, at det ville blive sådan, da bogen kom ud?

»Ja.«

– Hvad havde du regnet med, at der ville ske?

»Alle de negative ting. Politibeskyttelse og dødstrusler.«

Yahya Hassan kigger pludselig op fra bordet. Så udsteder han en ordre:

»I det her interview skal du ikke beskrive hverken beklædning eller humør eller noget.«

Jeg smiler. Jeg ved ikke, om han mener det.

– Det bliver svært at finde ud af, hvad jeg så skal skrive.

»Det er bare sådan, kriterierne er. Hverken udseende eller humør eller noget som helst personligt.«

Jeg nikker.

»Du skal heller ikke lave sådan en indledning: ’I går talte jeg i telefon med Yahya og han var glad og helt oppe og køre, og i dag er han helt stille’.«

– Hvad vil du have, at jeg skal skrive?

»Du kan bare skrive, at vi har snakket om nogle ting, og hvis du så bruger din fantasi på en hensigtsmæssig måde, så er jeg sikker på, at det nok skal fungere. Altså du kan bare skrive et stille og roligt interview i en stille og rolig artikel. Jeg ryger lige herude.«

Jeg henter et askebæger til ham. Han vil ryge udenfor på terrassen. Jeg siger, at det er helt i orden, at han ryger i min stue. Når jeg underviser i interviewteknik, plejer jeg at sige, at interviewe er som at danse. Der er så meget, som skal gå op, før det bliver godt. Musikken skal være god. Man skal kunne finde ud af det. Man skal have lyst. Eller rettere sagt begge parter skal have lyst og være dygtige til det. For nogle gange hvirvler man rundt og gør hinanden bedre, smukkere og mere graciøse, og andre gange står man tungt tilbage.

Den slags interviews er de værste, plejer jeg at sige, men det er forkert.

Det værste er det her. Hvor man byder op til dans, men bliver afvist. Hvor man nejer dybere og dybere og tigger mere og mere. Om han ikke nok vil prøve? Hvis man sætter noget andet musik på? Men nej, det vil Yahya Hassan ikke. Ydmygelsen er total, da jeg endnu en gang inklinerer.

– Ser du overhovedet din familie mere?

»Det gider jeg heller ikke snakke om.«

– Ok, ikke familien, ikke integration, ikke islam, ikke litteratur, hvad har vi så tilbage?

»Fremtiden?«

– Nå ja, fremtiden. Hvad har du at sige om den?

»Ikke noget.«

Han kigger på min opslagstavle, som er fyldt med avisudklip, regninger og billeder af mine børn. Et studie i middelklassenormalitet. Den som vi skriver klummer og kommentarer om, at ethvert barn har fortjent. Med en gysen, fordi vi godt ved, at langtfra alle børn får det. Men her i min egen stue er jeg ikke længere sikker på, at det er det, som Yahya Hassan vil have. Tværtimod er det, som om alle mine middelklasseværdier bliver overstrintet af hans pis.

Jeg fortæller ham, at jeg er freelancer og håber på, at han vil forstå det underliggende budskab: At det vil være umuligt for mig at sige til redaktøren, at der ikke er et interview med årets prismodtager.

»Det er jo ikke din skyld, at I skal have sådan et interview.«

– Nej.

»Men hvis du alligevel er freelancer, kan du vel bare skrive et essay om, hvorfor jeg ikke vil sige noget.«

– Ja.

»Du kan jo også bare lade være med at respektere mine kriterier, og skrive om mit humør og mit udseende, men så vender jeg nok tilbage med nogle østeuropæere.«

– Du ved jo, hvor jeg bor.

Han smiler pludselig. Hætten er gledet ned på skuldrene.

»Jeg har ikke nogen stedsans, så det skal du ikke være bange for.«

Vi griner kort.

– De skulle måske have sat Martin Krasnik til at lave interviewet. Er der ikke noget med, at du er blevet venner med ham, efter at han interviewede dig i Deadline?

»Det er også en iscenesættelse.«

– Men alt er vel ikke bare iscenesættelse?

»Jo, alt er iscenesat på en eller anden måde. For eksempel kan jeg gå ind på Politiken og sige til dem, at jeg har et digt, som jeg vil have på forsiden af debatsektionen og så sker det. Og så kan de skrive nogle superlativer: ’Første digt efter overfaldet’ eller ’Bedste digt siden Strunge’ og så kan de stille sådan en situation op.«

– Politiken og du stiller vel situationen op sammen?

»Det er som et glas vand, som jeg sætter på bordet. Det er mig, som henter vandet, men det er dig, som drikker det.«

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår, hvad han mener. Men det føles, som jeg har fået fat i ham. Jeg kan ikke lade være med at ønske, at det er, fordi han kan lide mig. I virkeligheden handler det vel om, at situationen trætter ham, og at den eneste måde, han kan komme ud af den på, er ved at tale.

»Der er iscenesættelser og konstellationer og grupperinger, og de gør ikke indtryk på mig. Grupperinger kan være islamisterne, som truer mig eller Politikens læsere. Men jeg kan godt møde en islamist, som gør indtryk på mig, eller en middelklassekvinde, som gør indtryk på mig.«

– Så hvornår gør et menneske indtryk på dig?

»Det kan man ikke sige. Så bliver det iscenesat igen. Hvis jeg siger, at der skal det og det til, så er det igen en scene, som jeg laver.«

– Men der er også steder i et teater, som ikke er en scene.

»Hvad mener du?«

– Et teater har en scene, men den har jo også et rum bag ved scenetæppet, hvor skuespilleren er sig selv og ikke spiller en rolle. I dit liv er der vel også tidspunkter, hvor du ikke er på scenen?

»Næh, så ligger man bare og knepper kæresten. Det er også en scene, Så sidder man og afrimer rygsøjlen. Det er også en scene.«

– Afrimer rygsøjlen?

»Ja, skider eller hvad man skal sige.«

Jeg nikker, mens Yahya Hassan giver sig til at opridse forskellen på scene, konstellation og gruppering. Måske giver det mening. Måske er det noget sludder. Jeg har mistet evnen til at vurdere hans udsagn, fordi jeg er så taknemmelig over, at han taler til mig. Og jeg ved ikke længere, om jeg danser rundt med et geni eller med en møgunge på 18, som har fået et par nye begreber ovre på Forfatterskolen.

– Alle dine digte har nogle meget stærke scener. Jeg har et tydeligt billede af din far, som slår dig og dine søskende, så I tisser i bukserne. Du laver scener hele tiden?

»Det er jo konkrete episoder. Det er ikke ligesom, når folk kommer over til mig i byen og siger ’Er det ikke Yahya Hassan? Må jeg få et billede af dig?’ Det er ikke det samme som fem børn på række og en far med en kølle. Det er ikke det samme, som når du henter dine børn i børnehaven. Der er forskel på iscenesatte iscenesættelser og så livets konstellation. «

– Men når man skriver, så sætter man vel også sit liv i scene?

»Jeg har bare prøvet at skrive de scener, som de var. Hvis min far bare havde givet mig en flad, og jeg så havde skrevet fem børn på række og en far med en kølle, så ville det blive iscenesat. Men det var sådan, som det var. Det var livets konstellation. Som jeg så iscenesætter litterært ja...«

– Altså jeg henter mine børn i børnehaven hver dag, men i går ringede du pludselig. Og så er det nærliggende at bruge den situation og gøre den til en scene i denne her artikel? Det kender du vel fra dig selv?

»Jo, men hvis du får en opgave, ’beskriv en situation, hvor du henter dine børn’, og så lige vælger dengang, hvor jeg ringede til dig, så laver du en misvisende iscenesættelse.«

– Men den scene, hvor jeg står med mine børn og du så ringer, er måske den som siger mest om, hvordan det er at være journalist og altid skulle være til rådighed?

»Det er også derfor, at jeg siger, at det hele er iscenesat. Kan du forstå det?«

– Du har valgt den scene med fem børn på en række, fordi det var den, som fortalte din historie mest præcist?

»Jo, men det var jo sådan, det foregik. Da jeg skulle skrive om min barndom, så var det, som den var. Digtet hedder jo ikke skideballe eller tortur. Det hedder ’Barndom’ og dermed er det også en iscenesættelse af barndommen. «

– Men en digter har vel blik for, hvor den gode scene er?

»Næ, jeg er jo ikke filmmand. Jeg ved heller ikke, om jeg er digter, bare fordi jeg har skrevet en digtsamling. Måske bliver jeg en pengemand.«

Nu ser han udfordrende på mig. Jeg smiler igen, som jeg tror, at en socialpædagog ville smile.

– Tror du, at du kunne lade være med at skrive?

»Det handler ikke om, hvorvidt man kan lade være. Det handler om, hvorvidt man kan. Jeg ved ikke, om ordene kommer. Om linjerne former sig. Det finder jeg selv ud af.«

Yahya Hassan rejser sig, skodder cigaretten og tager sit overtøj på. Så siger han farvel og går.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533