Bøger | 1998

Uro og vibreren. Tale til Knud Sørensen i anledning af tildelingen af Weekendavisens Litteraturpris 1997.

Af Lars Bukdahl

Den alvidende andelsforening

De første tolv linier af Knud Sørensens roman »En tid «, som Weekendavisens læsere med god grund har valgt som vinder af avisens litteraturpris, præsenterer i koncentrat bogens særegne og selvfølgelige metode, stemme og univers, de lyder sådan her: »Det var dén morgen, den, som senere blev husket af alle os, der oplevede den, selv om den ikke overalt brød frem med samme voldsomhed. På stedet her - ude i klitten - fornemmedes det særlige derved, at det første lys omkring rullegardinets kanter var blevet blandet med fjerne lyde, der mere kunne registreres som en vibreren end som egentlig lyd, og som derfor vakte en ubestemt uro i de kroppe, som ellers skulle være på en langsom vej fra nattens søvn til en normal dagsrytme. »Mærkeligt«, tænkte folk, og nogle sagde det. Det er temmelig sikkert, at Oline sagde det.«

»Dén morgen«, af alle husket, af en vis voldsomhed, med fjerne lyde, er naturligvis morgenen den niende april 1940, men først fire sider senere får læseren og Olines bror Thomas hos købmanden vished for, at det der er sket, er, at tyskerne har invaderet Danmark. Der skal med vold og magt listes fuldt omstændeligt om den varme grød, eller med tekstens eget fint-mærkende og -lyttende billede, i én uendelighed skal morgenlyset blandes med en vibreren, for at en ubestemt uro kan afgives. I dette tilfælde angribes grøden omsider, vibreringen identificeres: andre steder i bogen sker det igen og igen lige præcis ikke, der listes og listes, vibreres og vibreres helt tæt på, både læser, fortæller (eller rettere fortællere) og personer når i forskellig grad i øjenhøjde med de fulde sandheder, som imidlertid bare ikke kan eller må benævnes, de er pinedød tvunget til at tale udenom og se den anden vej (samtidig med at der underhånden tales og især ses lige på med den største lidenskab), underforstå og indforstå. Og på den måde handler romanen lige så meget eller faktisk endnu mere om listegangen og vibreringen, fornemmelsen og underforståelsen af, og indforståetheden med de fulde sandheder, end de fulde sandheder selv og deres fulde afsløring. Typisk er f.eks. den nonchalante måde, hvorpå fortællerne henimod slutningen løfter sløret identiteten på den fremmede mand, som Oline og Thomas har holdt skjult på gården; deres søn Jakob og hans ven Niels har lystigt gættet løs på frihedskæmper og engelsk faldskærmssoldat, og så kommer det næsten i en bisætning, nå ja, han var deserteret fra Frikorps Danmark; for det var ikke det, der var vigtigt. Det er 9. april-vibreringen i langformat. De centrale, dybt ulmende, unævnelige sandheder er søskendeparret Oline og Thomas' kærlighed til hinanden og forældreskab til Jakob, Olines affære med den fremmede mand og Thomas' voldsomme jalousi, ikke ét eneste sted nævnes nogen af disse forhold direkte: Klassisk, ja græsk klassisk melodrama på højeste blus, af alle medvirkende tysset ned til det næsten umærkelige, og måske netop derfor uden nogen af melodramaets og tragediens sædvanlige dramatiske konsekvenser henad drab og selvmord og selvmutilation og landsforvisning og hvad har man, Jakob gør store øjne, men han stikker dem ikke ud. I essayet »Hvor bor kulturen« når Knud Sørensen frem til svaret: »Graden af kulturel samhørighed eller måske rettere: Graden af kulturel samhørighed kan måles på hvor lidt det er nødvendigt at formulere i ord for at blive forstået i forhold, der har med dagliglivet at gøre. Eller: Det er i det fælles underforståede, den egentlige kultur bor«. Her taler Knud Sørensen fra og om sit eget kulturelle udgangspunkt, bondekulturen, og fra min anden side af kulturkløften, det Sørensen ville kalde industrikulturen, Den Kolde Metropol, vil jeg erklære mig enig, med den tilføjelse til citatets første del, at der da kan være lige så meget kulturel indforståethed i braldrende højrøstethed som i al mulig mørk jysk fåmælthed, jvfr. Dan Turéll og sølvdrengen Jan Sonnergaard, de hører da lige præcis til, med en hjemstavns klare vibreren dér dybt inde i orkanens øje. nÅ, det var et sidespring, tilbage til Jylland og dagens roman, for i vores litterære sammenhæng er det spændende jo den måde, hvorpå Sørensen gør en æstetisk dyd ud af stedets og menneskenes naturnødvendige indforståethed, og hvordan den indforståethed jo ikke bare gælder det dagligdags, men også det højt dramatiske og dybt passionerede, for netop at gøre det muligt for det dagligdags at fungere og overleve, og ikke bare det: fordi det højt dramatiske og dybt passionerede får lov (eller tvinges til) at gennemsyre det dagligdags, fremfor bare at sønderknuse det, kan også en anderledes tyngde og dybde i dagligdagene opnåes. Samtidig med man med god ret kan tale om gruppepres og nyfigenhed og dobbeltmoral og alt muligt andet skidt, mønten har to sider. Vi er her i nærheden af noget, man nærmest kan kalde etik, enkeltmennesker imellem, Jakob vs. hans forældre, Oline vs. Thomas, og medlemmerne af et lokalsamfund imellem, de øvrige beboere vs. Thomas og Oline (og Jakob). Man kan ihukomme et par andre nylige Knud Sørensen -titler: »Naboskab og »Samhørighed«. For Thomas og Olines kærlighed accepteres jo, i al indforståethed, hvis de altså bare sørger for selv at holde den indforstået, der gloes og snakkes i kroge, men respekten opreholdes. Som Knud Sørensen og hans personer flere steder bemærker: Der er ikke noget galt med hemmeligheder bare man kender dem. En grænse nåes ved Olines forhold med den fremmede, og ikke så meget på grund af forargelse, som på grund af den forstyrrelse, det påfører Thomas og Olines og dermed også resten af landsbyens liv, deres Dagligliv. Sådan her formulerer romanen det: »Lars Olsen kunne smile på en særlig bister måde. »Nåja,« sagde han så, »den ene eller den anden, det kan vel komme ud på ét, når det er hende.« Det mente den anden nu ikke helt. »Det er nok bedst, det bliver ved det gamle,« sagde han. Det var det vel. Én usædelighed måtte være nok, som Hans engang havde sagt, godt nok i en anden anledning. Og så var det ikke bare dét, der var i vejen. Det var i det hele taget utrygt at have ham her. Og ikke mindst det, at vi ikke vidste noget om ham. Han var alt for fremmed. Det kom nok også til at spille ind.« Den indforståethed, der klinger så livligt og lydhørt op fra disse linier får sit stærkeste udtryk i vi-formen, første person flertal, som vi også mødte i begyndelsesliniernes »husket af alle os«: som det mest eksperimentelle ellers eksotisk træk i en roman, der ellers på fineste traditionelle vis bedriver realisme på en tid og en egn og nogle sind, optræder dette vi, lad os døbe det »pluralis communis«, som et særdeles aktivt fortæller-pronomen: Vi tænker dit, og vi ser dat, og vi må nok heller dut, for vi mener dyt. En nøjagtig afgrænsning af fortæller-vi'et foretages ikke, højst trækkes enkelte individualiteter ud af selvstændige replikafleveringer, i citatet Lars Olesen og Hans, men det rummer vel cirka alle landsbyens voksne beboere af land og by, med en let hældning til den mandlige og mere velbeslåede side, altså (dem der udgør) den almindelige mening. De, altså vi'et', iagttager tidens små og store begivenheder, og bedømmer dem med forsigtighed og snusfornuft, men inderlig danskhed, den frimodige småværnemager er lige meget en outsider som den frihedskæmpende lærer, indtil alt med sikkerhed går den rigtige vej. Man kan mindes Hans Scherfigs bugtalerfortæller i en anden besættelsesramt lille jysk by, »Frydenholm« eller Peer Hultbergs labyrintisk formelle Viborg-fortællerinstans i »Byen og Verden«, men der er alligevel en varme og en accept til forskel i Knud Sørensens fortællende landsby, som opvejer den syrerent svidende satire, en accept af accepten og pragmatikken, uden hvilke et fællesskab, et naboskab og en samhørighed ikke var mulig. i et essay siger Knud Sørensen , at landbo reformernes betydning for landmandens identitet var, at han fra at opfatte sig selv som en del af vi, kom til at føle som et enkelt »jeg«. Det er muligt at læse Knud Sørensens forfatterskab som en undersøgelse af det forsvindende vi's karakter og overlevelsesbetingelser. En tidlig titel som »Forsvar for robotterne« er en ironisk udgave af dette projekt, det robotagtige forstået som det banale og konkrete, vi har til fælles, Knud Sørensen sluttede op om de sene tresseres konkretisketiske kamp mod de litterært opblæste jeg'er med denne særlige kulturpolitiske agenda, der netop altid også var sproglig: hvordan ikke bare tale om, men tale som dette »vi«. Efter halvfjerdsernes lyriske konfrontationer med teknokratsproget, har Knud Sørensen i firserne og halvfemserne fået sit andet gennembrud i prosaen, og i de sidste tre meget fremragende samlinger af rigt traditionelt realistiske noveller, »Historier fra engang«, »Naboskab« og »Rundt omkring« snubler han stadig mere bevidst over den oplagte, bogstavelige udnyttelse af vi'et: simpelthen at lade Os fortælle de gode historier, vi fortæller, på de måder, vi fortæller dem. Med skamløs inddragelse af samtlige beskidte alvidende kneb, forudskikkelse af handlingen, direkte henvendelse til læseren, alt det forbudte, som vi aldrig holder os for gode til i virkeligheden: Den alvidende andelsforening! For til forskel fra det sædvanlige alvidende fortællerspøgelse ved landsbykollektivfortælleren jo rent faktisk alt, hvad der er værd at vide, det har i sandhed et øje på hver finger; en anden ting er så, at det i sine nærgranskninger af Jakobs og Olines og Thomas' intimeste bevidsthedsceller går til yderligheder, det bør litteraturen aldrig holde sig for god eller inderlig eller kompromissøgende til. Til allersidst vil jeg bare fremhæve hele det konkrete mylder af hverdag, hvordan man plukker sortebær f.eks., der fyger så klart igennem romanen og bliver dens krop, den krop som skal sættes i uro af de fremmede lydes vibreren. Så lad mig slutte af med et tillykke, og et digt fra den årgang af Hvedekorn, som Knud Sørensen debuterede i, nemlig 52, med endnu en opvågnen til virkelighedens indforståethed (og dengang var der våde metaforer til):

»Nattens lagner / ligger endnu over huset, / tynde og grå af ælde. / Som en fjern anemone bryder morgenen frem / i vore øjne. // Endnu er vi / tunge af flygtende drømme, / endnu er vi / uden for al virkelighed, / nyfødte, genfødte / med morgenens ynde / i stive knæ. // Endnu ingen virkelighed / ingen angst / ingen lykke / kun et nøgent trin / i det sekund / alting blir til. // Som en fjern anemone i vore øjne.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533