Jeg stiger på toget ved Porta Nuova i Verona – nøjagtigt samme sted, som jeg stod af for 23 år siden. Min bror havde lånt mig penge, så jeg kunne købe en billet og rejse til Italien for at se verdensmesterskaberne i landevejscykling. Jeg havde aldrig været i landet før, men nu havde jeg en uge helt for mig selv og en tyk kuvert med lire, som jeg kunne hive sedler op af, mens jeg sagde »grazie« til det hele.
Det var oktober, men stadigvæk varmt, da jeg trak min skramlede kuffert hen til hotellet, hvor jeg havde booket et værelse med en fax fra universitetet. Det værelse kendte de ikke noget til i receptionen, men efter nogle timer havde de tryllet et andet frem på nabohotellet med en stor balkon ud til opløbet. Jeg kunne se helt ned til målstregen foran den gamle arena. Der sad jeg en uge og så cykelløb, mens jeg drak campari med store isterninger og begsort kaffe fra små, skoldhede kopper. Italien var et drømmeland for mine øjne. De smukke, velholdte bygninger langs Adige-floden med deres blomsterkrukker hængende fra altanerne og Torricelle-bjerget tronende ovenover med cyprestræerne som spidse skikkelser i aftenlyset.
Alt smagte bedre og af noget helt andet end den slaskede lasagne i kantinen på Matematisk Institut i Aarhus eller den beske kaffe i Stakladen. Jeg blev forelsket. Ikke i et andet menneske, men i landet. I toget hjem gennem dalene og vinmarkerne til Brennerpasset og videre op gennem Tyskland, kunne jeg ikke samle tankerne om andet end den følelse. Toget kørte den forkerte vej. Bøgerne, jeg skulle have læst for ikke at komme endnu mere bagud med mit speciale, blev slet ikke åbnet.
To år senere flyttede jeg til Italien og brugte de næste 15 på at være til cykelløb mere eller mindre uafbrudt fra februar til oktober. De af dem, jeg holdt mest af, var i Italien. Fra de tidlige forårsløb i Ligurien til de gyldne blade langs Como-søen i efteråret. Og i midten af kalenderen Giro d’Italia i maj. Hver etape rundt i landet var en fortælling om steder, jeg endnu ikke havde set. Fra syd til nord, omvendt og på kryds og tværs. Jeg har besøgt alle landets 20 regioner, men selv de steder, jeg har været flest gange, har altid åbnet en dør på klem til noget andet, jeg skulle se. Giro d’Italia har givet mig et endeløst, detaljeret kort over det land, jeg elsker mere end noget andet sted.
Mit tog ankommer i Bologna, og om lidt skal jeg skifte i Firenze. Jeg bladrer i den lyserøde avis, der bugner med fortællinger og billeder fra Giro’en, der sluttede i går. Jeg har altid haft et hul i maven, når et stort cykelløb er forbi. Selv de tusindvis af kilometer, hoteller og irriterende kufferter op og ned ad trapper, deadlines, gensyn og afsked fortoner sig som et smukt minde, næsten inden det er forbi. Tidligere fyldte jeg hullet ud med at feste, sove og langsomt begynde at arbejde igen, før Tour de France løftede sig faretruende op i horisonten med mere af det samme. Nu sidder jeg i toget ud mod den toskanske kyst gennem Arno-dalen, og hullet er forsvundet. Jeg er lige så glad for at rejse ud, som jeg er for at komme hjem. Cykelløbet er forbi, men den her gang er det uden et behov for andet end at rejse langsomt hjem til min familie. Giro’en er et dejligt, afrundet kapitel. Det har fortalt sin historie og vækket mig med billeder hver dag. Trukket mig væk fra virkeligheden og tilbage igen.
Jeg kan ikke adskille cykelløbet fra turen rundt med det. Jeg kan ikke svinge mig op til at sige, at det var kedeligt, når det har underholdt mig hver dag, mens jeg har været inde i det og dækket det med en god ven de sidste uger. På podiet i går sagde den unge australske vinder, at han ikke havde set sine forældre i to et halvt år på grund af den hårde lockdown i hans del af landet nedenunder, men at det var lykkedes for dem at komme til Verona for at se ham vinde. Jeg fik en klump i halsen, da han sagde det. Sportspræstationer er ikke bare tal og resultater, penge og præstationer, men en måde, vi bliver vidner til andre folks skæbner på.
Vidner på godt og ondt, men med en flig af deres følelser i hjertet, når vi kommer tæt nok på. Måske er det et tab af objektivitet, at jeg ikke kan skille mit eget liv fra cykelløbet og lysten til at dække det helt ind i fibrene på den lyserøde trøje, Hindley fik i går. Jeg tænker på, hvad det kommer til at betyde for ham som menneske. Eller måske er det i virkeligheden det modsatte. Måske er det netop objektivt, fordi jeg forstår det og deler det med andre, hvor svævende eller udflydende grænserne mellem det, jeg ser, og det, jeg skriver, end måtte være. Jeg kender min plads i det, og der ville være et hul, hvis jeg ikke var en del af det. Jeg er nødt til at vende tilbage. Først hjem, så jeg kan komme afsted igen. Udlængsel og hjemve flugter hinandens grænser. Ikke som modsætninger, men med et levet liv midtimellem. Giro’en er forbi, men jeg savner den ikke lige så meget, som jeg glæder mig til næste gang. Toget er fremme om lidt.
De kan læse meget mere om dette års Giro d’Italia i Weekendavisen på fredag.
Læs tidligere udgaver af nyhedsbrevet Hjertets Bjerge her. Og følg Brian Nygaard på Instagram-kontoen Hjertets Bjerge.
