Meningers mod

»Hvad er egentlig dine kvalifikationer for at anmelde?« spurgte en dygtig forlægger mig for nylig, da jeg ellers forsøgte at gøre mig usynlig på dette års Louisiana Literature. Spørgsmålet rummede ingen bitre undertoner, men blot en åben, konverserende nysgerrighed. Alligevel hørte jeg mig selv svare febrilsk, at jeg har studeret litteraturvidenskab (godt nok kun to år), at jeg selv har arbejdet som forlægger (godt nok kun to år og godt nok først efter, at jeg allerede var anmelder), og at jeg i øvrigt har skrevet bøger (selvom hvorfor skulle det egentlig være særligt kvalificerende?).

Spørgeren havde måske ladet sig nøje med mit svar, hvis jeg ikke i min talestrøm også havde afsløret, at jeg anmelder teater, hvor mine formelle kvalifikationer er endnu mere diminutive – de kan opsummeres til, at jeg tit går i teatret og tit har mange følelser.

Til sidst fik jeg dog råbt højt (som en idiot): »Jeg har jo først og fremmest mine meningers mod!«

Min bordherre svarede i et mildt tonefald: »Det er dog også noget.«

Jeg forlod samtalen mellemfornøjet med mit svar og har tænkt på det siden. For man skylder vel både læsere og anmeldte at kunne besvare spørgsmålet med klar stemme og uden omsvøb?

At have sine meningers mod er én del af det at anmelde, for det starter og slutter med, at man synes, man har noget at sige, som de andre ikke får sagt. Da jeg lige var begyndt at anmelde, spurgte jeg en anmelder på nærværende avis, hvad der gav vedkommende selvtilliden til at sætte sin mening over andres, hvortil personen svarede: »Jeg har altid haft en trang til at sige det, der skal siges,« og det er nok sandt for flere af os. Jeg har i hvert fald altid været åbenmundet, diskussionslysten og inderligt optaget af at få ret – mere end én lærer har gennem min skoletid sendt mig uden for døren, fordi jeg var ustoppelig i min bedrevidenhed.

Bedrevidenhed er i den her sammenhæng blot et andet ord for smag. For, naturligvis, må man tro på, at man har en god smag – en bedre smag end de fleste – hvis man vil anmelde. Dette er og bliver et trosspørgsmål, for ligesom man kan tro på, at noget virkelig er bedre end andet, så kan man også tro på, at alt har et publikum. Det synspunkt findes også, selvom jeg synes, at det er uforståeligt og respektløst synspunkt, der muligvis tilgodeser kunstneren, men ikke kunsten – men dem om det. At være begavet med flere holdninger, end godt er, er muligvis også at være blevet begavet med en indre stemme, der altid er klar til at sige: »Men jeg ved jo bedst.«

EN ANDEN – og nært beslægtet – del af det at anmelde handler om følelser. I et ganske vidunderligt interview i programmet Fresh Air fortæller den nu afdøde forlægger Robert Gottlieb, at det, der gjorde ham til en god forlægger, var, at han responderede på det, han læste. Han følte noget og troede på, at hvis han følte noget, så ville andre også føle noget.

Noget lignende gør sig gældende for anmelderi. For mig handler anmelderi om kvalificerede følelser: Jeg vil så gerne henføres, forføres, mærke noget i det hele taget, og måske, blandt andet fordi jeg var et irriterende og bedrevidende barn, har jeg, siden jeg var ganske ung, følt ting by proxy: gennem bøger, via film, fra publikumsrækkerne. Og hvis det bliver ens måde at føle på længe nok, tror jeg også, man udvikler en særlig sensibilitet, en særlig kræsenhed, en bestemt smag.

Jeg kunne bruge mange analogier om det at udøve kritik, men jeg foretrækker at forestille mig, at jeg træder ind i en samtale med et værk med alle mine følelser uden på kroppen og hænderne knyttet op foran mig. Med andre ord er jeg klar til at føle en masse og klar til at blive vred, hvis jeg ikke gør. Når jeg bliver vred, er det ikke blot et udslag af min personlighedsstruktur, men faktisk fordi jeg synes, det er vigtigt, og at man kan vise både bøger og teaterstykker respekt ved at tage dem alvorligt – på samme måde, som man kan vise dem respektløshed ved at synes, at det hele da var meget godt gået, wow, hvor de kan, tak for at lege med, medaljer til alle!

Og på trods af, at jeg indimellem møder den fordom, at anmeldere er anmeldere, fordi de er sure og måske bitre – og jeg er virkelig også ofte sur og nogle gange bitter – så tror jeg egentlig, at de fleste anmeldere bedriver denne udskældte disciplin, fordi vi et blødsødent sted i os selv drømmer om opturen. Jeg sætter mig ikke ind i en teatersal, og jeg åbner ikke en bog uden at mærke det lille håb, der lader mig tro, at det er nu, der sker noget stormfuldt, noget skelsættende, noget, jeg ikke kunne forestille mig, men som jeg alligevel har længtes efter.