A la carte. Poul Gernes får som visuel regent kamp til stregen af kunstnergruppen Superflex' angiveligt helende kæmpefrugter og -grøntsager på Herlev Hospital. Denne uges anbefaler er Lars Bukdahl.
Kulturanbefalinger
Skulptur
Kæmpegulerod
Alt for ofte er jeg gæst på Herlev Hospital, fordi det ene af mine to små børn lider af livstruende fødevareallergi og derfor jævnligt skal gå til kontrol og udsættes for såkaldte provokationer for at tjekke, om der er allergier, som heraf svækkes eller forsvinder. Den visuelle konge af Herlev er jo Poul Gernes, der spektakulært og minutiøst har farvelagt hele den gamle bygning, helt ned til den mindste, lyserøde stikkontakt.
Men rundt om og inden i de splinternye, runde tilbygninger har kunstnergruppen Superflex taget konkurrencen op med en ret skøn skulpturgruppe, de kalder All That We Know, og som består af seks kæmpestore kridhvide kløvede skulpturer forestillende seks frugter og grøntsager med angiveligt helende evner; et jordbær, en broccoli, en pære (»Hvis du har hovedpine, læg en tør pære, delt i to, bag dine ører,« som gruppen blandt andet skriver om remedierne), en kartoffel, et løg og kæmpestørst, lige ud for hovedindgangen, en gulerod.

Vi har stirret mest på jordbærret, opstillet i en jungleagtig have med AstroTurf-bakker nær børnemodtagelsen, og har stadig både broccolien, pæren og kartoflen til gode, men vi har tænkt os at gå på jagt snarligst, måske faktisk en dag, hvor ingen andre end os selv har indkaldt os.
All That We Know, Herlev Hospital.
Musik
Idiotihommage
Det er ikke Iggy Pops mesterlige David Bowie-producerede plade The Idiot (1977), der er indspillet i Hansa-studierne i Berlin; den er indspillet i Chateau d'Hérouville i Frankrig. Det er den ligeledes mesterlige og ligeledes Bowie-producerede Lust for Life fra samme år, der er indspillet i Hansa-studierne i Berlin ligesom Bowies to mesterlige søsterplader Low (delvis indspillet på chateauet) og Heroes (begge fra 1977). Det er derfor lidt af en tilsnigelse, men også kun lidt, når Lloyd Cole opkalder sin fine, fine sang »The Idiot« på sin fine nye plade On Pain, som uden navns nævnelse handler om Iggy og Bowies sagnomspundne, helsebringende ophold i Berlin – efter førstnævntes plade.
Coles sang er upbeat melankolsk, et smittende, smilende stykke tristesse, fordi den handler om at være helt nede og så arbejde sig op igen – jeg fordansker: »Vi flytter til Berlin/ Stopper med at være narkomaner/ Vi cykler og svømmer/ Stopper med at være narkomaner/ Vi lejer en lejlighed/ Du holder dig seriøs/ Jeg er idioten/ Vi cykler til studiet/ I vores jeans og benvarmere/ Vi cykler til diskoteket/ Så cykler vi hjem/ LA er så 1975/ Vi må væk – hvordan er vi stadig i live?/ Ikke flere limousiner/ Ikke flere endeløse hvide nætter.« Længe leve overlevelsens idioti!
On Pain, Edel Music/Earmusic.
Skulptur
Moderfølelse
Det giver et voldsomt sæt, når man vandrende gennem sjælløse Hvidovre fra hospitalet til stationen får øje på skulpturen på venstre hånd. Titlen er En moder, og motivet er hardcore-melodramatisk en mor, der med hænderne rettet bagud fattet og viljestærkt skærmer sine tre børn mod en fremstormende fare eller fjende, i hvis sted vi, beskuerne, bestyrtede står.
Skulptøren er H.P. Pedersen-Dan (1859-1939), mest kendt for Den lille hornblæser ved Rådhuspladsen, og skulpturen er – af Forstadsmuseet i 2005 – placeret lige ved siden af det kunstnerhjem situeret i en gammel rytterskole, som H.P. delte gennem 20 år med sin kone, Johanne, der også var skulptør.
Endnu mere melodramatisk bliver skulpturen af virkelighedsbaggrunden: Efter ti års barnløst ægteskab adopterede H.P. og Johanne en pige, Rigmor, fra en fattig kvinde, hvis navn kilderne ikke nævner, der i sin tid med tre af sine fire børn (minus eller inklusive Rigmor?) havde stået model til En moder. Er det faktisk skulptøren, skulpturen helt metasvimmelt vægrer sig imod?
En moder, Hvidovre Kirkeplads 1.
Musik
Bitterhedsblues
Mine høretelefoner ligger på avisen, og det er alt for sent i skrivende nu, hvor resten af familien sover sødt, til, at jeg på selv mindste volumen kan afspille Love Shops nye single med den lovende titel »Synd og skam«, men jeg tillader mig at forestille mig, at vi ikke har at gøre med en inderlig, selvtugtende sang, men en yderlig, pågående, ligefrem aggressiv sang i stil med evigt aktuelle »Kræmmersjæl« (»Kræmmersjæl – min bedste ven/ Du sælger ud og der er intet men/ Kræmmersjæl – mit x-idol/ Så omsorgsfuld som en elektrisk stol/ Kræmmersjæl – hvor vil du hen?/ Du tager mig ned og jeg er væk igen«), således at der altså er andre end sangskriver Jens Unmack, der ifølge sangen har grund til at føle synd og skam.

Tracklisten til den nye plade, Blues Europa, er i sig selv en bittersød sangtekst – »Vågner op en morgen og har lyst at gå«, »Studentervognen kører«, »For blinde børn«, »Jeg tilhører mange steder«, »Alt jeg nogensinde ville have«, »Synd og skam«, »Uden ceremoni«, »Tilbage til Viborg«, »Fem minutter til«, »Hvide skibe kom«.
Synd og skam, Risiko Records.
Skitser
Stregkonstruktioner
Engang kommer jeg vel forbi Faaborg – det vil være for trist at regne med, at jeg ikke engang kommer til Faaborg, engang kommer vi vel alle til Faaborg, det vil være for trist at regne med, at vi ikke alle engang kommer til Faaborg – og besøger på byens torv Skitsehandlen, »Udstillingssted og galleri for kunst på papir«. Men indtil da, indtil alle I andre og jeg kommer til Faaborg, må vi nøjes med at kigge på de udstillede papirarbejder på nettet.
Og lige nu åbner en ny, fornem udstilling, Franciska Clausens skitser fra 1920'erne. Clausen (1899-1986) var helt anderledes moderne end H.P. Pedersen-Dan i forrige anbefaling (der ligefrem har danskheden indgraveret i sit navn, mens franskheden bebor Franciska), men fordi hun både var moderne og kvinde og i sine unge, inspirerede år boede i Paris, var hun i et halvt århundrede en langt mindre tydelig kunstner, uretfærdigt nok.
Den uretfærdighed kender vi til døde, men det gør den ikke mindre forbandet, når man dér på hjemmesiden øjner de fremragende friske skitser: En edderkompleks konstruktivistisk abstraktion hænger side om side med en elegant gengivet, simpel, ufunktionalistisk stol og udstråler nøjagtig samme utvungent dygtige papir- og penentusiasme.
Franciska Clausens skitser fra 1920'erne, Skitsehandlen, Torvet 3, Faaborg.
Del:
