Kulturanbefalinger

Udstilling

Primatgenkendelse

Det hedder nu Statens Naturhistoriske Museum, men det er svært ikke stadigvæk at tænke på det som Geologisk Museum, og heldigvis er der ikke ændret en tøddel ved old school-montrerne på første sal med sten og sten og atter sten, ædle og ikke. Lige meget hvor up to date-digital den nye, ustenede, fornemt formidlende udstilling nedenunder, Aber – vores vilde familie, end er. Og den er heldigvis kun en tredjedel digital, med nogle lidt klodsede skærme, hvor man skal flytte rundt på billeder og tekst, som fuldstændig blegner over for den store flok af ægte udstoppede primater af alle størrelser, fra en kæmpe gorilla til en lille følsom spøgelsesabe, som heldigvis ikke giver forældre alt for mange forklaringsproblemer, fordi »alle de udstoppede dyr er indsamlet over en tiårig periode af National Museum Scotland. De er døde af naturlige årsager, og ingen har lidt overlast eller været udsat for jagt«. Måske er det derfor, de betragter os så værdigt og forbandet menneskeligt inde bag montrerne. Og så er der også masser af plancher, der optæller så mange arter som muligt og nøgternt oplyser, præcis hvor truet den enkelte art er. I et helt udigitalt værksted kan børnene helt vildt meningsfuldt farvelægge masker, så de kan ligne de kulørte aber, de til overflod er.

Aber – vores vilde familie, Statens Naturhistoriske Museum.

Koncert

Opvarmningstoner

Det var Oasis og Blur, der konkurrerede i 90ernes britpopæra, og så blev Blur for excentriske til at gide konkurrencen, som de derfor vandt på den lange bane, hvor Oasis hurtigt tabte pusten. Min egen favorit var og er den (gerne humoristiske) sorte hest Pulp, med Blur på en stærk andenplads. Både Pulp og Blur er turnerende denne sommer, men desværre optræder kun Blur i Danmark, på Roskilde Festival, og endnu mere desværre er det kun Blur, der turnerer med en ny plade i ryggen, The Ballad of Darren, der udkommer inden længe, og hvis første single, »The Narcissist«, jeg har hørt i febril rotation de seneste to uger; så afhængighedsskabende sødmefuldt melankolsk er den. I mangel på en ny Pulp-sang og -plade kan man blive nødt til at finde en af de mange bootlegvideoer på YouTube fra turneen, for eksempel fra St. Anne Park i Dublin 9. juni, selvfølgelig med tophittet – og muligvis verdens bedste sang (og korteste koncentrat af Glenn Bechs Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet) – »Common People«, hvor sangskriver og forsanger Jarvis Cocker eftertrykkeligt bebrillet i elegant violet fløjl hopper og springer så agilt som nogensinde på scenen, dirigerende publikum til at synge med på den fuldt patetisk sarkastiske tekst om ualmindelige mennesker, der mener, at »fattigt er cool«.

»Common People«, Pulp, Dublin, YouTube.

Standup

Overspringshumor

Det er let nok at finde ud af, om en standup-special er sjov, virkelig sjov, sjov nok: Tænd for den, når De faktisk ikke har tid, når en eller flere deadlines står og tikker og pirker, og hvis det så er let nok at slukke igen og få tingene gjort, er den ikke sjov, virkelig sjov, sjov nok. Hvis det er umuligt at slukke igen, og De fuldstændig ansvarsløst ser videre og videre, også selvom samtlige forbivandrende i kontorlandskabet, inklusive chefer, bemærker, at De antiarbejdende bare sidder og morer dem groft, er det den ægte vare. Jeg har netop udsat Amy Schumers nye special på Netflix, Emergency Contact, for denne distraktionsprøve, og hun dumpede efter en 10-12 minutters gemytlig snak om skønhedsoperationer – så orkede jeg virkelig ikke at lade mig distrahere længere. Helt uovervindelig er til gengæld John Mulaneys Baby J, hvor han leverer det sjoveste bekendelsesdigt om at blive afvænnet fra et kokainmisbrug; allersjovest er telefonsamtalen med hans pusher, som han, Mulaney, åbenbart har drevet til at handle med hårde stoffer, hårdt nok!

Baby J, John Mulaney, Netflix.

Udstilling

Murermesterkunst

Åh, man skulle have været der, da fire murere stod i Galleri Susanne Ottesen og efter alle håndværkerkunstens regler murede to murstensskulpturer af Per Kirkeby, den helt flade firkant Leeuwarden (Dobben VI) fra 1989 og den anderledes bølgende Edinburgh fra 1985; en bror, så vidt jeg kan se, til den ene af skulpturerne, fra 1987, bagved Gentofte Hovedbibliotek (der var nabo til Kirkebys hjem), som er de to »store« skulpturer på murstensudstillingen, der har fået titlen Isolation of the Parts. »Store« i gåseøjne, fordi så mange bedragerisk bygningsimiterende murstensskulpturer er så meget større. Yderligere præsenterer udstillingen nemlig en sensationelt GUL, tidlig, »halvstor« skulptur, Luzern II (Angle), en trappe sammenmuret med en mur, fra 1976 og fem (reelt) små frække sokler, München I-V, der er lige til at stille sig ovenpå og holde en tale om, hvor sært åndfuldt cool de skulpturer er. Regelret unyttighed! Perfekt selskab for murstenene er Marie Søndergaard Lolks udstilling Brug mig inderst i galleriet med sit næsten polemisk rodede og fabulerende udtryk; til det såkaldte diorama Berry er til eksempel anvendt »masonit, træ, MDF, pladevat, akrylmaling, lys, blandede materialer«. Hvor Kirkeby nøjes med mursten – og murere!

Isolation of the Parts, Per Kirkeby, Galleri Susanne Ottesen.

Legeland

Børnehøjde

Et heftigt fravær, som man lige skal få øje på, i Dinos Legeland Ørestad, lige ved siden af Vestamager Metrostation, er skærme. Der er i cafeteriet en lang disk med alt det værste kulørte slik, men der er ingen skærme, små eller store, af nogen slags. En multitude af børn morer sig optimalt ved at være i konstant bevægelse med deres kroppe rundt i legelandets alt andet lige (der er nogle radiobiler med møntindkast, men det er så også det) selvdrevne forlystelser. Mest ekstensivt er oppe i højden et klatrelandskab, der breder sig med tunneler, rutsjebaner, trampoliner, forhindringer uoverskueligt til alle sider, og hvor der kun lige akkurat er plads til en fremadsmygende og -væltende bønnestage af en voksen. Af mere fokuserede, enkeltstående forlystelser vil jeg (og mine børn på tre og fem) fremhæve kælkebanen, som der er kontrolleret, højt sus på, og så kamppladsen, hvor man fra små tårnes skydeskår bombarderer hinanden (og hinandens forældre) med bløde plasticbolde. Og sikke Per Kirkeby ville have beundret de vildt gigantiske vægmalerier af dinosaurer!

Dinos Legeland, Ørestad, København.