Kulturanbefalinger

Musik

Fejdeudskiftning

I stedet for endeløst at viderediskutere Beyoncés diskutable fortolkning og omskrivning af Dolly Partons »Jolene« – den allerbedste version er og bliver klart nok, næstefter Dollys egen, selvfølgelig, The White Stripes’ sublimt sorgfulde ulvehyl, der findes som b-side og på en opsamlingsplade, og som jeg overværede live tilbage i 2003 i et stopfuldt Vega – kunne vi diskutere de forskellige udgaver af søstersangen »Ruby Don’t Take Your Love to Town« skrevet af Mel Tillis og første gang indspillet af Waylon Jennings i 1966. Et stort hit blev den temmelig rå sang i Kenny Rogers’ (og hans band The First Edition) temmelig polerede version i 1969. 

I »Ruby« er det ikke som i »Jolene« en hustru, der trygler en mulig rival, men en mand, lammet i »that old crazy asian war«, der trygler sin hustru, Ruby, om ikke at have forhold til andre. 

Genren kunne hedde tryglecountrysange, og den allerbedste version, vil jeg mene, er her ikke The Killers’ knagende pastiche fra for nylig, men Sort Sols på samme tid buldrende mørke og poppet tindrende, vildt selvsikre overtagelse af sangen i 1985, deres første reelle hit (og første reelle forsøg på et hit) og helt fortjent, for har Steen Jørgensen nogensinde sunget mere djævelsk suverænt? »Oooooh Rubyyyy – for God’s sake, turn around!«

»Ruby Don't Take Your Love to Town«, Sort Sol.

Streaming

Retteritual

Pragtfuldt stenet er den ugentlige liste over rettelser kaldet »Corrections«, publiceret som en 10-14 minutter lang monolog kun til at se på nettet, til talkshowet Late Night with Seth Meyers. Listen optages hver torsdag, efter publikummet til det officielle show har forladt studiet, og strukturen er helt enkelt, at Meyers gennemgår korrektioner til ugens shows, som seere har været så venlige at anføre. 

I praksis bliver de helt rimelige og korrekte korrektioner håbløst undergravet af vitser og gnæggen og grimasser og tavsheder og totalt indforståede stik til showets øvrige, på skærmen usynlige medarbejdere. Og jo mere hermetisk indforstået, desto sjovere – mærkeligt nok. 

Episode nummer 100 for to uger siden var i stedet, inspireret af Taylor Swifts genindspilninger af sine gamle plader, »Episode 1 – Seth’s Version«, hvor Meyers simpelthen og ret præcist ord til andet gentog korrektionerne – blandt andet udtalen af »Babar«, elefanternes konge – fra den første episode. Det er så anstrengt konceptuelt, at det ikke burde være så kosteligt, som det rent faktisk er.

»Corrections«, YouTube.

Streaming

Kagerealisme

Jim Lyngvilds forfærdelige, AI-genererede kirkekunst i Kristian Ditlev Jensens folkekirke er i det mindste bevidst om at være kitsch – forhåbentlig! – men det er blålyset Thomas Kluges hule renæssanceepigonerier, som lige nu i et bogværk i samarbejde med den nationaltsindede debattør Kasper Støvring markedsføres som et gudhjælpemig »folkeligt« alternativ til alskens dæmonisk, svindlerisk modernisme, ikke. Men gid de i det mindste var kage! Så var de da gode for noget – andet end den dårlige, kunstneriske smag. Som de helt anderledes proft vellignende, superrealistiske kager i Netflix-programmet Is It Cake?, hvor en flok superrealistiske kagebagere, hvilket i USA åbenbart er en ting, kappes om at skabe kager, der ligner virkelige objekter nok til, at kendisdommerne forveksler kagen med realiteten. 

Højdepunktet er imidlertid introen, hvor den maniske vært lader bagerne selv gætte, hvad der er kage, i en scenisk opstilling af ting og sager, mens han render rundt med en stor kniv, han stikker i tingene og sagerne; ikke havenissen, men bordet under den! 

Programmet praktiserer en forunderligt godmodig, men egentlig ret absolut – og fandens modernistisk – mistillid til selve virkelighedens natur. DRs Den store bagedyst er rent kalkmaleri i sammenligning.

Is It Cake?, Netflix.

Udstilling

Filtflip

Billedkunstneren Eva Steen Christensen og scenografen Nikolaj Danielsens sanseudstilling – en udstillingsgenre, der, når den er vellykket, er uendeligt meget skønnere, end den lyder, og det betyder vel bare, at det er en museumsudstilling, der for en gangs skyld er til at røre ved og håndgribeligt gå i clinch med – på Sorø Kunstmuseum kaldet Fabrica afslører sig med det samme for den seksårige dreng og næsten fireårige pige som dybt fornøjelig med nemlig en hel garderobe fuld af spektakulært fantasifuldt, meget lidt praktisk tøj. 

Genbrugte tekstiler er akkurat udstillingens tema og i bogstaveligste forstand stof. Da man entrerer udstillingens centrale overflødighedshorn af en »manege«, bliver fabuleringen med materialer prægtigt surrealistisk med dejligt umuligt, unyttigt sammensyede tingester, som Yves Tanguy fanget i en strikkebog, skræddersyet Miró, dyne-Dali. 

Men det var også her, drengen dykkede ind i en stiv filthabit, som fik både ham selv og resten af familien til at geråde ud i et læsterligt grineflip, fordi han lignede sådan en miniudgave af David Byrne i sin store habit i koncertfilmen Stop Making Sense (1984) og var nødt til at bevæge sig stift rokkende fremad som en rastløs skildpadde, et syn for iturevne, på kryds og tværs sammenlappede guder.

Fabrica, Sorø Kunstmuseum, til 11. august.

Musik

Dræbermåne

Om Echo & the Bunnymens enigmatisk hjemsøgende sang »The Killing Moon« fra pladen Ocean Rain (1984) har forsanger, Ian McCulloch, udtalt, at omkvædets dramatiske linjer – »Fate/ Up against your will/ Through the thick and thin/ He will wait until/ You give yourself to him« – for første og eneste gang kom til ham i en drøm, og han har derfor altid halvt krediteret Gud for teksten.

 En af de få, der kan måle sig med McCulloch i disciplinen »patetisk skønsang«, Brett Anderson fra Suede, har netop genindspillet »The Killing Moon« i en renfærdigt loyal, smuk udgave sammen med Paraorchestra ledet af dirigenten Charles Hazlewood, der består af musikere både med og uden handicap, som single fra orkestrets kommende plade, The Death Songbook, en suite af sange om tab og tristesse, kurateret af Anderson. 

»Jeg har altid fundet glade sange deprimerende,« siger Anderson til musikbladet NME. »Det har været de mere dunkle temaer, der har lydt glædelige for mig.« Melankoliens paradoksale sødme! Ukendt under samme dræbermåne!

»The Killing Moon«, Paraorchestra med Brett Anderson.