Da jeg steg på toget forleden, føltes det lidt som første gang, jeg rejste til Giro d’Italia for 20 år siden. Ung og naiv, nyuddannet fra universitetet i et fag, der var meget langt fra at have noget med sport at gøre, men alligevel med følelsen af at være havnet det helt rigtige sted, selvom jeg ikke talte et ord italiensk. På gyngende grund, lige hvad jeg havde brug for.
Jeg var overrasket over at have det sådan igen. Følelsen var uberettiget, for jeg vidste egentlig bedre. Som om alt det, jeg for længst var blevet træt af, pludselig var noget, jeg havde brug for at opleve igen: lange dage i bilen, motorveje og hoteller, sen aftensmad og den begyndende, hårdt trykkende sommervarme. Ophobet træthed af hele tiden at bevæge sig og ikke være i stand til at sortere indtryk, inden nye er lige foran dit synsfelt. Jeg har længtes efter at blive trukket ind i cykelløbet igen. Rejse rundt i det land, hvor jeg har levet det meste af mit voksne liv. Det er igen et eventyr at følge Giro d’Italia. Det er mit land, mine børn er født her.
For 11 år siden tænkte jeg, at det skulle være slut, og det var det på en måde også.
Den dag, 26-årige Wouter Weylandt mistede livet på nedkørslen fra Passo del Bocco, døde en meget stor del af den magi, cykling havde været for mig i lang tid, og det krævede nogle års fravær rent følelsesmæssigt, for at jeg igen kunne forelske mig i sporten og det liv, den har givet mig, på godt og ondt. Mest godt, en drømmetilværelse i mange år, men da en ung rytter, jeg arbejdede med, døde, var alt ondt. Ondt som når ingenting giver mening, som når alt bliver mørkt, og du ikke ved, hvordan lyset nogensinde kan komme tilbage igen på samme måde som før. En farve i livet, der forsvinder. Jeg skulle ringe til hans gravide kæreste, ringe til hans far og fortælle, at hans søn var død. Deres sorg var ubærlig, umulig at rumme bare en flig af. Jeg kunne høre liv blive knust i den anden ende af røret. Ulykken var så svær at leve med i lang tid efter den dag, billederne havde brændt sig fast.
Når man arbejder med det samme i længere tid, kommer man til at opleve det: at miste kolleger, nogle af dem nære venner. Det kan man ikke forberede sig på. Intet er mere banalt, end når nogen bliver født, eller når nogen dør, men intet er mindre banalt, end når du selv oplever det tæt på. Det er livets håbløse spejl: Når det objektive spejler sig i det subjektive, og alt det, du godt ved sker og vil ske, pludselig er uforståeligt smukt eller gådefuldt grusomt. Nogle gange er der ikke nogen trøst.
Det var nærliggende for mig at give cykling skylden, og egentlig også ret praktisk at få kærligheden til mit arbejde slukket eller reduceret til noget, jeg gjorde, fordi jeg fik løn for det. I dag kørte Giro’en over Passo del Bocco igen for første gang, siden Wouter Weylandt døde. Jeg har mange gange tænkt, jeg ville køre op og se stedet, men det har været for svært. Jeg har udskudt det, men jeg har nok mest af alt holdt mig væk. På et tidspunkt bliver sorgen til minder, til stik i hjertet, når nogen nævner et bestemt navn, eller et billede pludselig dukker op i tankerne eller på skærmen. Det gør Wouter hvert år til det her cykelløb. Jeg kan stille uret efter, hvornår jeg kommer til at tænke på den dag, han døde.
I dag var jeg glad for at være til Giro’en, sammen med venner, midt i løbet og med en ustyrlig lyst til at være lige præcis her. Se og skrive om det. Møde folk, forstå nye ting og læne mig ind i den tilstand, det er at være til et etapeløb. Du rejser ind i løbet, ikke bare med det rundt. Udlængsel er ikke altid det samme som at flygte fra det, du rejser væk fra. Jeg forlader en familie nu, når jeg tager afsted. Min nysgerrighed er uformindsket, men jeg gør mig meget mere umage med at bruge den. Få noget ud af at være her, opleve det og anerkende min kærlighed til sporten uden at miste evnen til at skrive om den som journalist. Autoritativt ydmyg, kan man måske kalde det.
Jeg stod ikke på Passo del Bocco i dag, da feltet kom forbi, men jeg så rytterne ære Wouter, før løbet gik i gang. Det var nok og på en måde helt i hans ånd. »Think less, live more,« som han altid sagde. Sådan skal man tænke som 26-årig, men når ordene rammer som et råd fra en, der nu er død og forsvandt for tidligt, er det alt andet end hult og sorgløs ungdommelighed. Det bliver en forpligtelse, vi skylder ham og de andre, vi har taget afsked med. Sorg bliver til minder, men hvis livet ikke fortsætter, håner vi dem, der ikke er her. Ellers er tabet for ingenting, for det skal betyde noget at være her. Derfor gør det ondt, når vi ikke længere skal følges med dem, vi holder af.
Jeg er tilbage på arbejde, inde i løbet. I morgen skal vi videre.
Læs tidligere udgaver af nyhedsbrevet Hjertets Bjerge her. Og følg Brian Nygaard på Instagram-kontoen Hjertets Bjerge.
