Mange distancerer sig fra kristendommen. Den er martrende og imperativisk og fordrer en helt masse ting af mennesket, som det ikke lige orker. Derimod lader mange til at abonnere på den spøjse tanke, at de indiske religioner tilbyder en superglad livsfilosofi, hvor man kan sprede god karma ved at smile til naboen og få et helt nyt liv foræret, der forhåbentlig er mere spændende end det, man lever nu.

At reinkarnationstanken for mange klinger af en slags positivt livssyn, er mig lidt af en gåde. Det grundlæggende livssyn i både buddhismen og hinduismen er, at alt er lidelse. Derfor er tilværelsens eneste mål at frigøre sig fra denne jordiske jammerdal ved at få opløst sin sjæl til evig tid og blive ét med tusmørkets absolutte intethed. Men før man kan nå sin lykkedestination, intetheden, skal man på en lang sjælevandring igennem genfødslernes kredsløb, også kaldet samsara, hvor man trækkes igennem tusindvis af genfødsler og gendøde rundt i den lidelse, man som nu engang mener, tilværelsen er. At vide, at ens sjæl gang på gang skal vende tilbage til elendighed, må være definitionen på sjælelig uro. Man lever alene for at dø, og det eneste positive er, at smerten kun er midlertidig, for det gode, forløsningen, følger med døden, altså den absolutte død. Alligevel forbinder mange buddhisme med noget glædeligt. Ganske vist har religion det med at undergå kognitive tilpasningsprocesser, så det religiøse indhold bedre harmonerer med folks forestillinger. Men det er svært at se, at en religion skulle være særlig kærlig, når den hævder, at livet grundlæggende er smerte, og alligevel tvinger mennesket igennem flere tusinde af dem.