For tre år siden stod Richard Carapaz i en gymnastiksal med et helt andet udtryk i øjnene end det, han havde forleden. I det interimistiske pressecenter efter 16. etape til Ponte di Legno i 2019 så han ud, som om han kendte til en vigtig hemmelighed. En, der rummede nøglen til at vinde Giro d’Italia. Han smilede og havde ret. Det blev hans helt store gennembrud. Meget er sket på de tre år, der er gået, og for Carapaz’ karrieres vedkommende har det meste været godt. Han vandt OL-guld i Tokyo, tog den samlede andenplads i Vuelta a Espana i 2020 og tredjepladsen i sidste års Tour. I en tidsalder med nogle af cykelhistoriens største og mest vindende talenter er det i sig selv imponerende at lave den slags resultater.
I år under de samme bjergpas i en anden gymnastiksal så han bekymret ud. Han svarede rutinemæssigt på journalisternes spørgsmål, men han var distraheret. Hovedet var et andet sted. Stadigvæk i løbet måske, selvom en af de hårdeste etaper var overstået, og med sin lyserøde førertrøje i behold. Carapaz’ bekymring de her dage er lige så forståelig, som den er tydelig. Bag podiet efter etaperne, når han varmer ned, har han tunnelsyn. Han taler med sin oppasser i korte sætninger. Hans hold, Team Ineos, har et sæt af rutiner, som er totalt indstuderede, men selv det mest velfungerende system kan lige nu ikke ændre på, at deres forspring, få dage før løbet slutter, er langtfra betryggende og decideret uden for deres kontrol.
Med tre etaper tilbage fører Richard Carapaz dette års Giro med blot tre sekunder. Kedeligt for løbet, vil nogen måske sige. Hvordan kan så mange svære etaper ikke skabe mere afstand mellem ham og australske Jai Hindley, der mere end bare ånder ham i nakken? Hindley ligner en, der venter på en afgørende mulighed for at ryste sin rival for alvor. Det er uhørt, at Giroen har udviklet sig til så tæt et opgør så sent i løbet, men at kalde det trivielt er en sær analyse, hvis man i den forbindelse undtagelsesvist rent faktisk ser på, hvad der venter inden Verona på søndag. De to stærkeste ryttere har sat hinanden i en skakposition før de sidste bjerge, men kun én af dem kan vinde. Men i modsætning til brætspillet er det umanerligt svært at forudsige de næste vindende træk. De mange tusinde kilometer har skabt en afsluttende weekend med en spændingskurve, der i den grad ligner og måske først knækker på løbets sidste, stejle opkørsel til Passo Fedaia i Dolomitterne på lørdag. Det kan for så vidt ikke være mere nervepirrende, hvis man vælger at anlægge det perspektiv.
Cykelløbet løfter altid, om det vil det eller ej, en tung arv af nostalgi. En sammensmeltning af at leve op til fortidens strålende historier og nutidens krav om nye helte, der kan eller vil det samme: skabe løbet med store præstationer og give os uforglemmelige øjeblikke. Det er længe siden, at Italien har haft en rytter, der kan det, og derfor er Marco Pantani stadigvæk et nærværende referencepunkt hernede, der på trods af sin tragiske udgang med sin tidlige død stadig huskes for nogle af løbets bedste øjeblikke. Pantani var cykelløbet, selv da han blev smidt ud af det på sort morgen to dage før mål i 1999.
Det er nærliggende at sige, at cykelløb er et spejl på livet. Helte, skurke, tragedier og triumfer. En kondenseret version af det liv, vi alle sammen lever. Men selv i den sammenligning er nuancerne interessante og gråzonerne udflydende. Det er næsten aldrig så simpelt, som det ser ud på afstand. Rytternes millimetertætte kamp, tilskuernes åndeløse venten på vinderen. Den sidste weekend i Dolomitterne, hvor løbet kulminerer, og nogle skal tabe, stort eller småt. Eller jagten på sekunder på enkeltstarten i Verona på søndag. Det kan være et temperamentsspørgsmål, om man vil acceptere den betragtning af løbet, men at kalde det kedeligt eller banalt er at insistere på det overfladiske. Det kan måske være en fordel i andre sammenhænge, men har man ikke blik for cykelløbet og dét, det liv, der sker omkring det, er det et fravalg, der handler om beskueren og ikke begivenheden.
Cykelløb er sjældent for de utålmodige, men når den her Giros historie finder sin afslutning, er det i et mylder af andre historier, åbne og lukkede, mystiske eller banale. Hvis cykelløb er et spejl på livet, vil vores betragtning af det også altid være et udtryk for, hvem vi er, når vi ser på det. Skuffede eller begejstrede, bitre eller lykkelige. Med få dage tilbage er rejsen til løbets ende ved at være forbi, men spændingen er heldigvis intakt. Sådan håber jeg også, at livet er for de fleste.
Læs tidligere udgaver af nyhedsbrevet Hjertets Bjerge her. Og følg Brian Nygaard på Instagram-kontoen Hjertets Bjerge.
