1.sektion uge 06 2011

Penkowa-sagen. Helge Sander afviser ikke, at det var den svindel-mistænkte hjerneforsker, som stod bag hans 30 anklagende spørgsmål til Forskningsrådet. Nu mistænkes den tidligere minister for også i et andet tilfælde at have gået Milena Penkowas ærinde i en hævn mod fagfæller, der ikke ville give hende penge.

Poul Pilgaard Johnsen

Venindens vendetta

Nettet strammes om tidligere videnskabsminister Helge Sander i sagen om den svindel-mistænkte hjerneforsker Milena Penkowa, efter at det tirsdag kom frem, at Weekendavisen har fundet dokumenter, som viser, at Sander tilsyneladende hjalp sin erklærede personlige ven, Penkowa, med et usædvanligt straffeangreb mod det uafhængige Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme. Rådet havde i ni år afvist alle hendes ansøgninger om forskningsstøtte.

Papirerne dokumenterer, at den tidligere minister i 2009 sendte 30 spørgsmål fra en anonym ophavsmand eller -kvinde videre til forskningsrådet som sine egne spørgsmål. Rådet nægtede efterfølgende at svare på spørgsmålene - der reelt var anklager imod rådet for kammerateri og nepotisme og for at bevilge penge til sig selv - med den begrundelse, at den oprindelige og reelle kilde til spørgsmålene var anonym.

I svarbrevet til Helge Sander betegnede rådsformanden, Lars Fugger, spørgsmålene som »alvorlige og injurierende anklager«, »ærekrænkende« og »forsøg på bagvaskelse«. Spørgsmålene drejede sig blandt andet om bevillinger til fire navngivne personer: Mette Rosenkilde, som var Milena Penkowas konkurrent til et professorat, institutbestyrer Albert Gjedde, som var hendes nærmeste chef, og Lars Fugger og Mads Melbye, som var henholdsvis formand og næstformand i det meste af den periode, hvor hun havde fået afslag på støtte.

»Vi var ikke i tvivl om, at det var Milena Penkowa, som havde formuleret de anonyme spørgsmål som en straf, fordi hun ikke havde fået penge,« siger et medlem af rådet til Weekendavisen. Helge Sander har siden afsløringen hverken villet benægte eller bekræfte, at de 30 spørgsmål i virkeligheden kom fra Milena Penkowa. Han fastholder, at han var i sin gode ret til både at stille dem og til at beskytte sin kilde.

På Christiansborg er det afgørende parti, Dansk Folkeparti, ikke længere helt så sikker. Forskningsordfører Jesper Langballe, der hidtil kategorisk har afvist oppositionens krav om en undersøgelse af Sanders rolle i Penkowa-sagen, er kommet i tvivl:

»Hvis det er sandt, at Milena Penkowa har forfattet disse spørgsmål, ser det ikke så godt ud. Det er oplysninger, som ændrer noget afgørende ved hele sagen, men vi har endnu ikke besluttet, om det bør føre til en undersøgelse. Det må afhænge af, om han har gjort noget ulovligt eller forsyndet sig mod reglerne, og det ved jeg ikke endnu,« siger Jesper Langballe.

Nobelpriser?

Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme (FSS) modtager de usædvanlige 30 spørgsmål gennem Forsknings- og Innovationsstyrelsen i det tidlige forår 2009. Forud er gået ni år, hvor Milena Penkowa 11 gange har fået afslag på sine ansøgninger. Hjerneforskeren er tydeligvis mere overbevisende i medierne, end hun er blandt sine fagfæller i rådet, der begrunder afslagene med udtryk som »mangelfuld«, »ikke tilstrækkelig fokuseret« og »der er ikke redegjort tilstrækkeligt for projektets metode«.

Spørgsmålene drejer sig især om rådets bevillinger inden for hjerneforskning og om bevillinger til rådets egne medlemmer og deres »netværk«, og allerede i spørgsmål nummer to slås den kritiske tone an: »Hvorfor har FSS aflyst gennemskuelighed, åbenhed og transparens ifm uddelingen?« Spørgeren insinuerer kraftigt, at rådsmedlemmerne (RM) selv meget oftere får støtte end andre og spørger: »Skyldes 2007 & 2008's enorme bevillinger fra FSS til RM, at RM er en eventuel 'extraordinær, sublim og helt unik elite?' og i så fald, om medlemmerne med samme succes har opnået for eksempel 'nobelpriser'.«

Rådet nægter som nævnt at svare på spørgsmålene og inviterer i stedet Helge Sander til et møde med rådet, men det vil ministeren ikke. I stedet besvarer Forsknings- og Innovationsstyrelsen selv de 30 spørgsmål, og hovedbudskabet er, at der som altid er fuld åbenhed om alle bevillinger, og at ansøgninger fra rådsmedlemmerne selv altid bliver sendt til bedømmelse hos udenlandske forskere. Men dermed er sagen langt fra slut, for nu får den anonyme bagmand eller -kvinde en chance til gennem ministeren:

»Efterfølgende får jeg overbragt et anonymt notat fra ministeriet, som forholder sig kritisk til vores besvarelse af spørgsmålene. Da kritikken nu også angår os, og da vi jo ikke kan undersøge os selv, foreslår vi i stedet ministeren en uvildig undersøgelse,« fortæller styrelsens direktør Inge Mærkedahl.

Undersøgelsen bliver lagt i hænderne på tidligere departementschef i Undervisningsministeriet Inge Thygesen, som sammenligner uddelingerne for de to foregående år i FSS med et af de andre frie forskningsråd. Hun når frem til, at der faktisk var en forskel mellem de to råd, og at en relativ stor andel af pengene i FSS gik til en relativ snæver kreds. Hun får dog også forklaret af eksperter, at der er forskel på organiseringen inden for de to forskningsområder, og at det inden for sundhedsområdet er langt mere almindeligt, at der arbejdes i store teams. Det er en af årsagerne til, at en relativ stor andel går til teams, som rådsmedlemmer har en forbindelse til. En anden og mere generel grund til, at rådsmedlemmer oftere end andre får imødekommet deres ansøgninger er, at det alt andet lige er - og bør være - nogle af de dygtigste og fremmeste forskere, som er udpeget til rådet. Inge Thygesen bliver ikke bedt om en konklusion, men ifølge Weekendavisens oplysninger konkluderer hun faktisk til sidst, at data ikke er overbevisende og at der ikke rigtig er noget at komme efter.

Alligevel bliver Helge Sander ved med at forlange en ændring af systemet, og det bliver i et vist omfang resultatet. I forvejen er der en stor evaluering i gang af forskningsområdet, og i ellevte time kommer kritikken af FSS og Thygesens indledende resultater med som en del af baggrunden for en ændring af loven om forskningsstøtte.

I virkeligheden viser det sig senere, at der faktisk ikke var noget at komme efter i FSS. Efterfølgende iværksætter bestyrelsen for alle frie forskningsråd med bistand fra styrelsen og økonomer nemlig en endnu større undersøgelse af tildelingspraksis i alle råd gennem de foregående fem år. Undersøgelsen frikender FSS for mistanken. Den sammenligner bevillingerne til rådsmedlemmer før, under og efter at de har været medlemmer af rådet, og der er ingen forskel. Hvad enten de har været medlemmer af rådet eller ej, har de hele tiden fået bevillinger af nogenlunde samme størrelsesorden.

»Denne meget grundige undersøgelse kender Helge Sander selvfølgelig til, og han taler derfor mod bedre vidende, når han i disse dage udtaler, at der var noget om kritikken dengang,« siger Lars Fugger, der indtil nytår var formand for FSS.

Selv fortryder den tidligere videnskabsminister ikke at have påtaget sig ansvaret for at videregive de usædvanlige spørgsmål og gøre dem til sine egne. Tværtimod.

»Svarene på de 30 spørgsmål viste sig at være særdeles relevante, idet de kom til at præge det eksterne udvalgs evaluering af forskningsrådssystemet og efterfølgende også på Folketingets ændring af loven. Konsekvensen af det, der i dag kaldes hævntogt, var altså ændring af lovgivningen,« siger han. Men det er netop problemet, mener Lars Fugger:

»Et af de triste aspekter ved de anonyme anklager var, at de rent faktisk førte til en ændring af lovgivningen, selv om den efterfølgende meget detaljerede undersøgelse af FSS' bevillingspraksis rent faktisk viste, at de anonyme anklager vitterligt var grundløse.«

Ændringerne går bl.a ud på færre medlemmer af forskningsrådene og - vigtigere - at langt flere ansøgninger om støtte nu skal sendes til langvarige og bekostelige bedømmelser hos forskere i udlandet. Det koster penge, som tages fra den kasse, der ellers skulle gå til forskning, og det tager tid og kræver mere administration. Efter lovændringen er sagsbehandlingstiden i rådet således steget fra tre til ni måneder. Den udvikling beklages ikke kun i Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme men også af forskere inden for andre områder.

»Ændringen medførte en frygtelig masse yderligere bureaukrati og omkostninger for et ellers velfungerende rådssystem,« siger Erik Albæk, der er professor i journalistik og statskundskab ved Syddansk Universitet og tidligere formand for Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Han tilføjer:

»Hvis det virkelig er rigtigt, at oplevelsen af at blive forbigået i forskningsrådssystemet hos en af ministerens private venner, som nu viser sig at være en svindler og bedrager, har været en afgørende faktor for ændringen af hele rådssystemet, ja så er det sgu problematisk.«

Vendetta?

Helge Sanders halve tilståelse i denne uge af, at spørgsmålene rent faktisk var formuleret af Milena Penkowa, giver næring til en mistanke om, at det måske ikke er den eneste gang, den tidligere minister har givet sin veninde en hjælpende hånd i en vendetta mod fagfæller, der ikke ville give hende penge. Weekendavisen kan i dag afsløre endnu et usædvanligt forløb med Helge Sander i en hovedrolle, som har fremkaldt hovedrysten i FSS.

Det drejer sig om professor Niels Borregaard, der som formand for Novo Nordisk Fondens læge- og naurvidenskabelige komite siden 2000, er en af de helt tunge drenge i dansk medicinsk forskning. Fonden er en meget stor bidragyder inden for forskningsstøtten, men heller ikke hos Novo har Milena Penkowa fået sine ansøgninger imødekommet i mange år. Borregaard er to gange blevet indstillet af FSS til en ledig plads i henholdsvis FSS og Det Strategiske Forskningsråd, og normalt følger ministeren uden videre disse ekspertindstillinger. Men ikke i tilfældet Borregaard. Begge gange underkendte Sander indstillingen, og Borregaard blev først medlem af forskningsrådet, da Sander blev afløst af en ny videnskabsminister. Så blev Borregaard til gengæld straks udpeget, og på det allerførste møde derefter i FSS blev han endda valgt som rådets nye formand.

»Det minder ærlig talt også om et hævntogt mod nogen, som ikke ville bevilge penge til hende. Hvad skulle grunden ellers være til ikke at følge den normale procedure?« siger et medlem af rådet til Weekendavisen. Den tidligere formand, Lars Fugger, nøjes i dag med at undre sig:

»Ministeren ønskede åbenbart ikke at udnævne Niels Borregaard, selv om han var indstillet som en af landets største kapaciteter. Det medførte, at vi på et tidspunkt ikke havde den fornødne ekspertise til at vurdere ansøgninger inden for blod- og infektionssygdomme. Til gengæld havde ministerens alternative udpegninger ført til, at vi havde tre specialister i mave- og tarmsygomme,« siger han.

Det har ikke været muligt at få Helge Sanders kommentar til sagen.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533