uge 10 2011

KU. Fremtrædende forskere undsiger »menneskejagten« på rektor Ralf Hemmingsen i Penkowasagen. »Man hader hinanden for fuld skrue,« siger dansk international forsker om miljøet.

Af Poul Pilgaard Johnsen

Vendekåber

Rektor Ralf Hemmingsens hårdeste kritiker, professor Elisabeth Bock, der i sidste uge offentligt kaldte Hemmingsens undersøgelse i 2003 af Milena Penkowas omdiskuterede rotteforsøg for »en pseudoundersøgelse «, hyldede i 2004 Hemmingsen for hans »effektive håndtering af sagen« og arbejdede aktivt for sanktioner imod det disputatsudvalg, som havde sat spørgsmålstegn ved rotteforsøgene og underkendt Penkowas disputats. Det afslører en mail, som Weekendavisen har fået kendskab til.

Elisabeth Bock er medinitiativtager til to underskriftsindsamlinger med krav om en uvildig undersøgelse af Ralf Hemmingsens rolle i sagen, og hun har i de seneste måneder flere gange udtalt sig stærkt kritisk. I december sidste år opfordrede hun Københavns Universitets bestyrelse til at få rektors underskrift på, at han ikke havde haft et personligt forhold til Milena Penkowa og dermed været inhabil, og i det nyeste nummer af bladet Forskerforum udtaler hun om Hemmingsen:

»I mine øjne er der begået afgørende fejl, som har betydet, at Penkowa-sagen nu har udviklet sig så dramatisk: Som dekan accepterede han Penkowas skiftende forklaringer og løgne om rotteforsøgene i 2002. Han sendte ikke sagen til uredelighedsudvalget men igangsatte en pseudoundersøgelse. «

I 2004, hvor Elisabeth Bock stadig var en af Milena Penkowas støtter, var hun noget mildere stemt over for den daværende dekans håndtering af sagen, ja nærmest begejstret. To udenlandske eksperter, Anders Björklund og Peer Andersen, som af Ralf Hemmingsen var blevet bedt om at vurdere disputatsudvalgets mistanke om videnskabelig uredelighed, havde på dette tidspunkt netop afleveret deres udtalelse. Eksperterne frikender Penkowa og retter tilmed en skarp kritik af disputatsudvalgets »evne og vilje« til at vurdere den unge hjerneforskers arbejde. Det skal fejres:

»Kære alle, først, jeg og Niels vil meget gerne komme til en middag for at fejre Andersens og Björklunds udtalelse, som vitterligen er sund og nærende læsning,« indleder Elisabeth Bock en mail, som hun den 8. marts sender til blandt andre Milena Penkowa, tidligere rektor Kjeld Møllgaard og kollegaen Bente Klarlund Pedersen, som dengang også støttede Penkowa. Elisabeth Bock fortsætter:

»Selv om Milena nu er totalt frikendt og Björklund/Andersen har givet udvalget en alvorlig reprimande, mener jeg ikke, at sagen er færdig. Det er nødvendigt, at der bliver foretaget nogle skridt, som skal søge at forhindre, at denne type overgreb finder sted i fremtiden. Jeg vil derfor foreslå, at en passende deputation beder om foretræde for dekanatet og indledningsvist komplimenterer dekananet med den effektive håndtering af sagen. Herefter bør vi anmode om, at sagens hovedkonklusioner offentliggøres evtentuelt i anonymiseret form, for eksempel i Panum Posten eller Universitetsavisen.«

Elisabeth Bock foreslår også, at vennerne skal arbejde for, at sagen får konsekvenser for bedømmelsesudvalget, der blandt andre tæller professor Bente Finsen, og for Finsens kollega på universitetet i Odense, professor Jens Zimmer Rasmussen, der i 2003 havde fortalt Hemmingsen, at Penkowas samarbejdspartner i Barcelona ifølge nogle forlydender var forundret over hendes mange rotteforsøg. Bock skriver:

»Bedømmerne bør sættes i karantæne hvad angår bedømmelsearbejdet i for eksempel fem år. Dette bør ske for at understrege, at bedømmelsesarbejde ikke er en magtbeføjelse men et privilegium. Dekanatet for Det Sundhedvidenskabelige Fakultet i Odense bør orienteres om Bente Finsens opførsel og de sanktioner, man foretager her på KU. Endvidere bør dekanatet orienteres om Jens Zimmers besynderlige rolle, der jo klart tyder på konfidentialitetsbrud fra Finsens side under sagsbehandlingen og derudover repræsenterer ren og skær bagvaskelse.«

Elisabeth Bock mener dog ikke selv, at det er udtryk for hverken hykleri eller upassende fremturen, at hun dengang hyldede Hemmingsen for hans håndtering af sagen, og i dag kritiserer ham voldsomt for at have lavet en pseudoundersøgelse:

»Jeg udtalte mig så bombastisk dengang, fordi der forelå en udtalelse, som frikendte Milena. Selv om Ralf Hemmingsen måske også blev narret dengang, så kendte han i modsætning til os andre til Milenas skiftende forklaringer om rotteforsøgene. Det ved vi i dag. Med den viden kunne han bare have sendt sagen til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed uden at igangsætte forskellige undersøgelser,« siger Elisabeth Bock og tilføjer:

»Det var altså på baggrund af uvidenhed, at jeg dengang udtalte mig om forløbet, og det viser jo bare, hvor svært det er, når man er oppe mod nogen, som faktisk lyver for en. Til gengæld fik jeg ikke meget tak fra universitetet, da jeg senere som tovholder på et af Milenas projekter satte hendes studenter til at tjekke hendes forsking og gik videre i systemet med min mistanke om uredelighed.«

Elisabeth Bock henviser her til det faktum, at hun i 2008 fik Milena Penkowa indklaget for det såkaldte praksisudvalg, som er Københavns Universitets interne uredelighedsudvalg. Her blev Penkowa frikendt, og Bock fik fra universitetet klar besked om, det kunne være strafbart, hvis hun fortsatte med at anklage Penkowa for uredelighed vedrørende de forhold, som praksisudvalget havde vurderet.

Hævn og mudderkastning

Elisabeth Bock fortryder altså ikke sin nuværende skarpe kritik af rektor. Til gengæld ser det ud, som om at andre af underskriverne af det åbne brev til universitetets bestyrelse med krav om en uvildig undersøgelse af rektors handlinger har fortrudt deres underskrift. Sammenligner man listen med underskrifter, der blev afleveret før jul, med den nye liste, som blev offentliggjort i denne måned, har i hvert fald to meget fremtrædende forskere skiftet mening undervejs og sagt nej til at skrive under igen. Den ene er formanden for Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme, professor Niels Borregaard. Han siger:

»Med det kendskab, jeg siden har fået til sagen, mener jeg faktisk, at Hemmingsens håndtering af sagen dengang var helt korrekt og udtryk for en vilje til at lade tvivlen komme alle parter til gode. Han risikerede jo at kvæle en ung og meget lovende forsker på et forkert grundlag, og det ville være utilgiveligt. Han har været bange for at begå et justitsmord, og jeg syntes, det var et fint initiativ at lade anklagerne undersøge på en lidt utraditionel måde.«

Ifølge Borregaard har meget af den stærke kritik i medierne ikke længere med Penkowasagen at gøre men med rektor: »Man har lidt på fornemmelsen, at nogle gerne vil have oprejsning, fordi de før er blevet skarpt kritiseret. Jeg tror, at nogle bruger sagen til at få hævn.«

Heller ikke professor Bente Klarlund har skrevet under i anden omgang.

»Den tidligere underskriftsindsamling, som jeg deltog i, er i pressen blevet anvendt som et korstog mod Ralf Hemmingsen, som ligner menneskejagt. Det ønsker jeg ikke at bidrage til,« siger hun og fortsætter:

»Jeg finder det uhyre vigtigt, at Penkowasagen bliver grundigt belyst og har tillid til, at Forskningsrådet vil varetage den faglige del. Hvad sagens øvrige aspekter angår, har jeg ikke lyst til at bidrage til den mudderkastning, der kører i dele af pressen. Jeg finder ikke med den nuværende viden om sagen, at der er grundlag for den alvorlige kritik mod Hemmingsen, hvor nogle ligefrem ønsker hans afgang.«

Spejdermærker

En tredje fremtrædende forsker har hverken skrevet under på det ene eller det andet åbne brev.

»Det er ærgerligt, at nogle ved deres fremturen får Penkowasagen til at fylde mere, end den behøvede eller er berettiget til, for det er unødvendigt skadeligt for dansk forskning,« siger forskeren, der på grund af sin meget centrale placering i både det danske og internationale forskningsmiljø ikke ønsker at udtale sig med navn:

»Hemmingsen skal ikke dømmes, fordi han er blevet fuppet, for så er det slut med den danske model. Vi lever af at have tillid til hinanden, og det er ærgerligt, hvis vi skal til at lave om på et system, som ellers fungerer glimrende, bare fordi der kommer en Stein Bagger-type som Milena Penkowa forbi. Dansk sundhedsvidenskabelig forskning er nummer to på verdensranglisten, når man måler på antallet af videnskabelige publikationer og citater per indbygger per år, og det er udtryk for, at vi grundlæggende har et godt system, som oven i købet er relativt billigt.«

Forskeren mener i lighed med flere andre, som Weekendavisen har talt med, at der i Penkowasagen – ud over Penkowa selv – ikke findes skurke og helte, fordi alle, der udtaler sig i virkeligheden har deres egne, ofte helt uigennemskuelige dagsordener. Og for nogle er det payback time:

»Man hader hinanden for fuld skrue. Det er et meget ambitiøst miljø, og eftersom vi ikke får en særlig høj løn, går vi rigtig meget op i at få nogle akademiske spejdermærker på ærmerne, altså hædersbevisninger, mange publikationer og citater og den slags. Det skal man bruge plads, infrastruktur, medarbejdere og penge for at få, og når man arbejder 80 timer om ugen for at opnå det, vil selv den mindste sten på vejen vække harme. Hvis nogen har vraget en til en stilling eller forhindret en i at få den forskningsbevilling, man synes, man har fortjent, bliver man sindssygt vred og husker til sin dødsdag, at den og den chef eller kollega var skyld i, at jeg aldrig fik det apparat, jeg skulle bruge.«

På Panum har det ikke bidraget til velvilligheden over for Ralf Hemmingsen, at det var ham, der i 2007 gennemtrumfede en upopulær sammenlægning af utallige afdelinger til ét stort institut. Sammenlægningen blev på alle afdelinger anset for at være en dårlig og unødvendig idé, men rektor var hverken til at hugge eller stikke i. Ifølge den centralt placerede topforsker er der således mange mulige forklaringer på den angivelige blodtørst:

»Nogle er sure, fordi de rent faktisk synes, at rektor har håndteret Penkowasagen forkert, måske med negative konsekvenser for deres egen forskning eller forskningens anseelse generelt, andre er utilfredse med sammenlægningen, og atter andre er drevet af en masse nid og nag som handler om, at Hemmingsen ikke har villet give dem et professorat, en ph.d.-studerende, noget nyt udstyr eller noget helt fjerde, som kun de selv husker. Man glemmer ikke, for man går så meget op i de spejdermærker, og det er på sin vis også godt, for ellers ville man ikke bruge hele sit vågne liv på at forske.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533