1.sektion uge 05 2011

Slutspil. Hjerneforskeren Milena Penkowa løj sin mor og søster døde og fabrikerede falske dokumenter for at overbevise Københavns Universitet om, at hun ikke havde opdigtet forsøg med hundredvis af rotter i Spanien. Hidtil hemmelige dokumenter fortæller historien om en af de største forskningsmæssige skandaler i nyere tid, og nu bliver hun politianmeldt af rektor.

Poul Pilgaard Johnsen

Rottefælden

I virkeligheden var det bagateller, der i 2003 fik Milena Penkowa til selv at lægge den rottefælde ud, hun nu otte år senere bliver fanget i: Da hun skulle svare Københavns Universitet på et bedømmelsesudvalgs kritik af hendes doktordisputats, brugte hun godt nok lang tid på sit forsvarsskrift, men hun afleverede dog inden for den tidsfrist, hun havde fået og havde således ikke behøvet at undskylde. Og i hendes disputats var de resultater, hun angiveligt kom frem til ved forsøg med hundredvis af rotter, i virkeligheden ikke særlig vigtige i forhold til resten af disputatsen. Hun kunne sagtens have nøjedes med de rotteforsøg, hun rent faktisk havde lavet i Danmark i stedet for at opdigte mange flere – i Spanien.

Men Milena Penkowa ville have det hele til at se bedre ud, end det var. Derfor forfalskede hun dokumenter og faxskrivelser og gav dem til universitetets dekan, Ralf Hemmingsen, som et bevis på de mange hundrede spanske rotters eksistens. Og derfor løj hun sin nærmeste familie død som undskyldning for, at hendes svar til universitetet ikke kom straks men først ved udløbet af tidsfristen.

Som hun dengang igen og igen - med held - bedyrede sin uskyld over for universitetet, har hun i de seneste uger i stort set alle landsdækkende medier afvist samtlige anklager om uredelighed, fusk og løgn, men med Weekendavisens afsløringer i dag synes spillet ude for Milena Penkowa. En personlig og professionel deroute af dimensioner for den engang så hædrede forsker og en af de største forskningsmæssige skandaler i Skandinavien i nyere tid synes at være en realitet.

Professor Penkowa er efter de indledende afsløringer i denne avis i de seneste måneder blevet en sag for Københavns Universitet, der frygter for sit renommé. I marts blev hun suspenderet på grund af en sag, der af juridiske årsager ikke må omtales, og samtidig kom det frem, at den 37-årige forsker havde brugt op imod 300.000 kroner af en forskningsbevilling fra en privat fond til uvedkommende formål, bl.a. advokatregninger. Efterfølgende er hun også blevet indklaget for Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) med mistanke om to tilfælde af forskningsmæssig fusk eller uredelighed, men tilbage har indtil i dag stået kernespørgsmålet: var hendes afviste doktordisputats fantasi eller fakta?

Dengang endte sagen med en desavouering og ydmygelse af bedømmelsesudvalget: Milena fik både oprejsning og en undskyldning fra dekanatet i 2004 - og to år senere en doktorgrad - og så sent som for to uger siden svarede daværende dekan, nuværende rektor Ralf Hemmingsen sådan her på kernespørgsmålet:

»Vedrørende forsøg i Spanien blev det sandsynliggjort, at der var udført et betydeligt antal såkaldt toxikologiske forsøg. Der var kontakt både til forskeren i Spanien og det private laboratorium i Spanien, der havde udført forsøgene.«

Hvilket privat laboratorium, der udførte forsøgene og efterfølgede bekræftede dem, ville hverken Hemmingsen eller Penkowa dog oplyse om med henvisning til henholdsvis hemmelighedsklausulen i kontrakten, og at der er tale om en personalesag. Forelagt oplysningerne, som Weekendavisen i dag kan fremlægge, lyder rektors svar nu: Milena Penkowa bliver politianmeldt og hendes videnskabelige artikel trukket tilbage.

Begravelsen

Vi skriver 30. april 2003. Denne dag modtager Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet en indstilling fra udvalget, som har bedømt Milena Penkowas doktordisputats. Udvalget vender tommelfingeren nedad og mere til: med indstillingen følger også et brev, der rejser spørgsmålet, om Penkowa bør indbringes for UVVU. En uge senere sender chefkonsulent Vibeke Milwertz på dekanens vegne indstillingen og brevet videre til udtalelse hos den underkendte doktorand. Hun har tre uger til at svare på begge dele.

Forud er gået et bemærkelsesværdigt forløb. Bedømmelsesudvalget bestående af professorerne Per Soelberg Sørensen, Bente Finsen og Henning Laursen, bliver tidligt mistænksomme eller usikre på den videnskabelige standard, og undrer sig over flere videnskabelige resultater i disputatsen. Men der er også spørgsmål af mere praktisk og faktuel karakter. Bedømmerne undrer sig nemlig over, at der som angivet af Penkowa i en tabel i en videnskabelig artikel fra 2000 i tidsskriftet GLIA skulle være udført forsøg på mere end 750 rotter. Eksperterne finder det om ikke umuligt så temmelig usandsynligt med så mange forsøgsdyr, og de anmoder derfor undervejs i bedømmelsen om at få tilsendt de relevante dyreforsøgsprotokoller.

Af de interne og hidtil hemmelige papirer, som Weekendavisen er kommet i besiddelse af, kan man se, at Penkowa afleverer forskellige lister ad flere omgange. Ingen af dem tilfredsstiller dog bedømmerne, og især et af dokumenterne vækker deres mistanke. Det er en komplet fotokopi af en såkaldt dyrebog fra Justitsministeriets Dyreforsøgsudvalg, som forskere skal udfylde i detaljer med oplysninger om dyr, som forskeren har brugt til forsøg.

»Denne af 50 folierede sider bestående, gennem­dragne og med udvalgets segl forsynede journal autoriseres herved i medfør af lov nr. 220 af 18. maj 1977 om dyreforsøg til brug for ...,« hedder det således officiøst på bogens første side med en blank, stiplet linie nedenunder til forskerens navn. I dette tilfælde Milena Penkowa. En gang om året afleveres bogen til gennemgang hos dyreforsøgstilsynet, der kontrollerer, at forskeren har tilladelse til alle de angivne dyr og forsøgene, der er foretaget med dem, hvorefter bogen officielt underskrives af dyreforsøgsudvalgets formand. I den kopi af bogen, som Penkowa sender til bedømmelsesudvalget, er der angivet langt over 1.000 anvendte dyr til forsøg, men bedømmerne hæfter sig ved, at bogen mærkeligt nok ikke er officielt underskrevet, som den ellers skal være.

Bogen bliver et af de mange kritikpunkter, som Milena Penkowa efterfølgende får mulighed for at svare på eller gendrive. Hendes svar skal afleveres til dekanen »snarest muligt og senest fredag den 30. maj 2003, kl. 12.00,« står der i brevet til hende fra Vibeke Milwertz på dekanens vegne.

Dekanen modtager hendes meget lange svarskrivelse to dage før fristens udløb, men det synes Milena Penkowa åbenbart selv er vel sent. I en medfølgende og underskrevet »kommentar til dekanatets brev«, som fakultetet har sendt videre i kopi til forskellige involverede i sagen, skriver hun:

»Jeg ville umiddelbart aflevere mit svar så hurtigt som muligt, men jeg afleverer i dag onsdag d. 28.05.2003. Jeg har ikke kunnet gøre dette endnu tidligere pga. en meget ulykkelig hændelse i min familie. Onsdag d. 14. maj forulykkede min mor og min søster i Belgien i bil, hvorefter jeg har brugt meget tid på hospitalet og især begravelsen.«

Denne oplysning glemmer Milena Penkowa tilsyneladende, da hun seks år senere, i 2009, skal have overrakt Eliteforsk-prisen af kronprinsesse Mary og i den forbindelse bliver bedt om at sende en liste til Videnskabsministeriet over personer, hun ønsker inviteret med til højtideligheden på Glyptoteket. Øverst på listen står hendes mor. Både moderen, Pirinka, og Milenas søster, Letina, lever ifølge Folkeregisteret den dag i dag i bedste velgående.

Once in a life time

I 2003 er der 53 tætskrevne sider at læse i, da Ralf Hemmingsen i slutningen af maj eller begyndelsen af juni sætter sig ved skrivebordet i dekan-kontoret. Ledsaget af utallige udråbstegn overalt på siderne slår Milena Penkowa umisforståeligt fast, at den omdiskuterede tabel med de hundredvis af rotter er baseret på to forskellige grupper af dyr: En mindre gruppe 1, som er dyr, hun selv har lavet forsøg med i København, og en større gruppe 2, som er forsøgsdyr i Barcelona, hvor hun samarbejder med videnskabsmanden Juan Hidalgo:

»Disse andre (og meget omfattende) EAE-forsøg foretages af undertegnede og kolleger på Barcelonas Autonome Universitet i samarbejde med et større industrielt medicinalfirma,« skriver hun og fortsætter: »Gruppe 2-dyrene og forsøgene hermed var og skete fysisk på Barcelonas Autonome Universitet, og dette hører under Juan Hidalgos dyreforsøgslicens (...) Til at udføre arbejdet med gruppe 2-dyrene er der tilknyttet 4 fagfolk (1 Phd, 1 post-doc og 2 senior scientists).«

Om den fotokopierede dyrebog forklarer hun indledningsvis, at hun fører tre slags lister: En regulær og autoriseret dyreforsøgsprotokol med hendes egne forsøgsdyr i København, en komplet og meget detaljeret database over alle dyr og forsøgsresultater i såvel København som Barcelona samt endelig en tredje bog - »dyreforsøgs-dagbog« - hvori hun mindre detaljeret har listet dyr fra både her og der.

»Denne til bedømmerne tilsendte dyreforsøgs-dagbog føres (tilfældigvis) i en af de bøger, som Dyreforsøgstilsynet har fået produceret. Dvs. den har Dyreforsøgstilsynets sædvanlige udformning, MEN dette er uden betydning lige i denne her sammenhæng. Den kunne lige så godt have været ført i en helt almindelig bog. Det er rent tilfældigt (og uheldigt), at jeg i sin tid begyndte at føre dyreforsøgs-dagbogen i en af de bøger, som Dyreforsøgstilsynet har fået produceret,« skriver hun.

Bogen er med andre ord ikke fabrikeret som et forsøg på at vildlede det krævende og mistænksomme bedømmelsesudvalg, som med fotokopien i hånden ellers kunne have troet, at der var tale om en ægte og autoriseret protokol fra Dyreforsøgstilsynet. Tværtimod fastslår Milena Penkowa, at hun er et »retskaffent og redeligt menneske«. Til gengæld er hun vred og retter gentagne og harmdirrende anklager mod bedømmerne, som hun mener bare er ude på at »skade hendes person«.

Efterfølgende sender Penkowa yderligere to breve til dekanen, hvori hun henholdsvis trygler og truer i en voldsom bestræbelse på at undgå at blive indklaget for UVVU.

»Jeg håber inderligt, at der har været tid til at læse min rapport nøje og omhyggeligt, fremfor at man 'skimmer' den,« skriver hun 10. juni og bønfalder Ralf Hemmingsen: »Når en forsker sættes i forbindelse med UVVU, uanset omstændighederne og UVVU's konklusion - så har denne forsker ingen fremtid og ingen karrieremuligheder i Danmark.«

Hun forklarer om alt det, der vil gå tabt, hvis hun indklages, inklusive en »once-in-a-life-time-chance« for en stor industriel samarbejdsaftale med kæmpe potentiale for behandling af hjernesygdomme:

»Hvis jeg og mit navn skal ødelægges pga. (uretmæssige) UVVU-anklager, så kan jeg miste ALT det, som jeg har viet mit liv til de sidste 10 år, først som ulønnet studentermedhjælp, senere som ansat på Panum Instituttet. Jeg har ofret mange ting og forhold på min forskning, idet jeg altid har brændt og fortsat brænder for videnskaben og forskningen. Det er således hovedindholdet i mit liv, der kan tages fra mig, hvis dekanen adlyder bedømmelsesudvalget og dermed indkalder UVVU.«

Brevet fortsætter i samme spor og er tydeligvis skrevet af en kvinde, der langtfra er sikker på, at hun kan regne med dekanens velvilje. Hun trygler ham om at slippe for det frygtede udvalg, men selv slipper Ralf Hemmingsen ikke for otte år senere at blive offentligt mistænkt for at have haft en personlig relation til kvinden på de grædende knæ.

Aldrig!

I et brev til dekanen otte dage senere lader hun forstå, at hun ligger inde med belastende oplysninger om en af hendes disputatsbedømmere, professor Henning Laursen, hvis omgang med menneskeligt hjernevæv, hun mener kunne blive en sag for både UVVU, Etisk Råd, Den Centrale Videnskabsetiske Komité, Rigshospitalets ledelse og sundhedsministeren. Hvis hun altså gik videre med sin viden - hvilket ifølge hende dog slet ikke skal betragtes som en trussel: »Personligt kunne jeg ikke finde på at anklage en kollega over for UVVU, men jeg vil med dette eksempel blot understrege, at det ikke er svært at rejse anklager imod forskerkolleger.« Og så går der ellers jura i Penkowas brev:

»Der er tale om, at dette store industrielle medicinalfirma vil investere meget store summer i projektet for at kunne udvikle et MT-famakon. ALT det arbejde, som er lavet inden for dette regi, og ALLE informationer, som er relateret til og ejet af dette industrielle medicinalfirma, vil jeg ALDRIG kunne udtale mig om eller give informationer fra. Hverken til UVVU eller andre. Det skyldes, at jeg har underskrevet en juridisk bindende kontrakt. (...) 'Prisen' for dette er bla. at ALT heromkring skal holdes tophemmeligt. Ellers vil man blive voldsomt retsforfulgt og straffet, hvilket medicinalfirmaet er i sin gode ret til. De dyr, som i min rapport af 28.05.2003 benævnes 'gruppe 2-dyr' er omfattet af ovenstående samarbejde med medicinalfirmaet og juraen heri. Derfor kan/må jeg ALDRIG udlevere noget materiale eller oplysninger herfra.«

Otte år senere skal udsagnet blive en slags mantra for hende. Det gentages hver gang en mistænksom presse vil vide, hvor præcis de mange hundrede rotter befandt sig.

Trods bønner og trusler er Ralf Hemmingsen dog i 2003 ikke til sinds bare uden videre at lægge sagen ad acta. Han beslutter at bede to udenlandske eksperter, en svensker og en nordmand, vurdere de rent faglige og videnskabelige kritikpunkter mod disputatsen, og så begynder det at lysne for Penkowa. Eksperterne udefra blåstempler hendes resultater og metoder og stikker disputatsudvalget noget af en begmand, da de i svaret til dekanen sætter spørgsmålstegn ved, om de danske disputatsbedømmere overhovedet har haft »tilstrækkelig evne og vilje til at trænge ind i materialet og de anvendte metoder.«

Tilbage står det helt faktuelle spørgsmål om de mange rotteforsøg: Er de overhovedet lavet og i givet fald hvor? Det beslutter Hemmingsen sig for selv at opklare sammen med sine to prodekaner, Birgitte Nauntofte og Ulla Wewer. De gennemgår rekvisitioner og afregninger fra fakultetets dyrestald og må konstatere, at der er dokumentation for de forsøg, Milena Penkowa påstår selv at have lavet på Københavns Universitet. Hvad så med dyrene fra Gruppe 2? Hemmingsen ringer til Penkowas samarbejdspartner, Juan Hidalgo, på universitetet i Barcelona og får at vide, at forsøgene ikke er lavet af ham. Han har kun bearbejdet de forsøgsdata, som hun har sendt til ham, og troede, at forsøgene var lavet i København.

Forelagt dette forklarer Milena Penkowa, at forsøgene er lavet i et privat firmas laboratorium i Barcelona. Hun bliver bedt om at aflevere dokumentation for påstanden, og det er hun faktisk i stand til at gøre. Dekanatet modtager kopier af både en underskrevet kontrakt med et privat laboratorium og af telefaxer fra dette firma. Faxsiderne bærer firmaets navn og logo og indeholder meddelelser til Milena Penkowa om udførte rotteforsøg og resultater. Nogle af faxsiderne er underskrevet i hånden af medarbejdere i det private, spanske laboratorium. Milena Penkowa oplyser tilmed et navn og et nummer, der kan ringes til i Barcelona, hvis dekanatet mener, det også skulle være nødvendigt. Det mener de, men så er de til gengæld også overbeviste. Efter at have set brevpapir, logo, faxer og underskrifter fra det spanske firma og talt med en af firmaets repræsentanter må Ralf Hemmningsen og hans to kolleger konstatere, at Milena Penowas forklaring holder vand.

Per aspera ad astra - gennem trængslerne til stjernerne: Vejen er banet for en strålende karriere for superstudenten Penkowa. Den krones i 2009 med udnævnelsen af hende til eliteforsker som et forbillede for andre yngre forskere i Danmark.

Fælden klapper

Vi skriver januar 2011. Weekendavisen har i de foregående måneder afsløret, at der internt på Københavns Universitet er rejst fornyet tvivl om Milena Penkowas videnskabelige lødighed, og nu beder vi Københavns Universitet om aktindsigt i den kontrakt med det spanske firma, som Milena Penkowa afleverede til universitetet i 2003. Kontrakten kan dog ikke udleveres pga. hemmelighedsklausulerne, men universitetet vurderer, at det er tilladt at udlevere navnet på firmaet samt kontraktens dato. For en uge siden modtager vi oplysningen: Firmaet hedder RRRC Pharmaceuticals, og kontrakten er fra 1998.

Det kræver ikke mere end en opringning til RMC - den spanske pendant til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen - for at komme i tvivl om firmaets eksistens. Fra RMCs kontorer i Madrid oplyser Diana Rodriquez, at der intet firma findes med dette navn.

Milena Penkowas samarbejdspartner på universitetet i Barcelona kender heller ikke firmaet.

»Jeg har aldrig hørt om RRRC Pharmaceuticals. I hvert fald kan det ikke have været et større firma, og som jeg tidligere har oplyst, troede jeg, at rotteforsøgene var udført i København,« siger Juan Hidalgo.

Men der findes faktisk et firma ved navn RRRC - Rat Resource & Research Center. Det opdrætter og sælger rotter til videnskabelige forsøg og ligger i Missouri i USA. Spanien har RRRC dog adrig haft noget at gøre med, oplyser direktøren, John Critser.

»Vi findes kun i USA og har aldrig haft nogen som helst forbindelse til Spanien. Jeg har heller aldrig hørt om navnet Milena Penkowa,« siger han. Direktøren oplyser, at RRRC først blev etableret i 2001 men hvordan kan firmaets navn så optræde på de papirer og faxudskrifter dateret allerede i 1998 og 2000, som Milena Penkowa afleverede til universitetet i 2003?

Vi forelægger oplysningen fra USA sammen med det amerikanske firmas logo for Københavns Universitets vicedirektør Jasper Steen Winkel. Han oplyser, at logoet er identisk med logoet på nogle af de faxer fra 2000, som Milena Penkowa afleverede i 2003. Vicedirektøren giver os samtidig den oplysning, at der på disse faxer optræder fornavnene Carmen og Eva som afsendere.

Tilbage i USA fortæller John Critser, at firmaet selv har designet logoet, og at det første gang blev anvendt i 2002 eller 2003.

»Det ser ud, som om nogen har nappet vores logo,« siger han.

Et par opringninger til Spanien onsdag i denne uge leder os samtidig på sporet af de to kvinder: Eva Martínez-Cáceres og Carmen Espejo. De har begge arbejdet med forskning på det store hospital Vall d'Hebron i Barcelona og i en redegørelse, som Carmen Espejo sender til Weekendavisen torsdag fastslår hun, at der har været et vist samarbejde med Milena Penkowa, og at de har sendt hende 100 prøver fra forsøg med mus, men »aldrig med rotter«, skriver hun. I redegørelsen angiver den spanske forsker også en udtømmende liste med præcise oplysninger om, hvilke videnskabelige artikler, spanierne og Penkowa sammen har bidraget til. Artiklen fra GLIA i 2000 med de hundredvis af rotteforsøg er ikke blandt dem. Carmen Espejo tilføjer, at der aldrig har været nogen økonomisk eller finansiel relation mellem hendes laboratorium og Milena Penkowa. De to kvinder var ansat på hospitalet Vall d'Hebron og aldrig i et privat firma ved navn RRRC.

Hvordan kom deres navne, underskrifter og telefonnumre så til at optræde på brevpapir fra 1999 fra dette firma, som i øvrigt først blev etableret i 2001 og kun i USA?

Forelagt flere af Weekendavisens oplysninger beslutter Københavns Universitet at få en spansk advokat til at undersøge sagen nærmere og i går, torsdag, udtaler Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen:

»Det ser ud, som om vi er blevet bedraget, og at dokumenterne, som vi fik kopier af i 2003, er konstruerede til formålet. Vi har derfor besluttet at politianmelde Milena Penkowa for dokumentfalsk.«

Universitetet beder samtidig om at få trukket artiklen fra 2000 i GLIA tilbage og vil sammen med Forskningsrådene gennemgå hele hendes videnskabelige produktion. Det kommer til at vare år.

Tilbage står spørgsmålet om, hvem det var, Milena Penkowa i 2003 oplyste navn og telefonnummer på, og som Ralf Hemmingsen eller en af de to prodekaner fik i røret, da de ringede og fik bekræftet samarbejdet med Milena om rotte­forsøgene.

Det ville vi gerne have spurgt Milena Penkowa om, men hun har trods flere henvendelser på telefon og mail ikke ladet høre fra sig. Måske aner hun, at fælden er ved at klappe. Til gengæld kan hun glæde sig over, at hendes mors kærlighed til hende synes usvækket. I 2009, da en jury med deltagelse af bl.a. tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen for første gang skulle uddele Jyllands-Postens og TrygFondens pris til Årets Helt i Danmark lød en af indstillingerne på Milena Penkowa, og det var Pirinika Lyager - tidligere Pirinka Penkowa - der havde indstillet hende med begrundelsen:

»Hun har ydet det største offer et menneske kan ofre, nemlig sin egen kærlighed, fordi det var prisen for at hjælpe og redde livet for andre mennesker, som er i en udsat, sårbar, og hjælpeløs sygdomssituation. Hun fik valget mellem 1: at bevare eget, trygge liv med den mand hun (stadig) elsker over alt andet på Jorden eller 2: at bevare sit utrættelige virke og arbejde for at opfinde og udvikle en medicin, som kan hjælpe og redde (...) Hun er helten, der fuld af overskud og hjælpetrang har ofret sig for os andre og for alle de syge. Hun har sat medmenneskers behov over egne. Hun er mit og mange unges forbillede og ingen har større samvittighed, vid og samfunds­sind.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533