1.sektion uge 07 2011

Analyse. Hvordan kunne det komme så vidt, at Københavns Universitet og dansk forskning i disse måneder er bragt i en hidtil uset troværdighedskrise?

Poul Pilgaard Johnsen

Penkowasagen

Sagen om den bedrageri-mistænkte hjerneforsker Milena Penkowa er i de seneste uger gået ind i en ny fase, som man alt efter temperament kan betegne som "jagten på bagmanden" eller "hvem skal have aben?". I takt med Weekendavisens afsløringer gennem de seneste måneder af begrundet mistanke om både videnskabelig og økonomisk uredelighed og halve og hele løgne, vokser naturligt behovet for at finde en skyldig eller ansvarlig - ud over hovedpersonen selv - for, at alt dette kunne finde sted og over så mange år.

I offentligheden har interessen efterhånden samlet sig om Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen, og allersenest også om tidligere videnskabsminister Helge Sander. Bagved ligger en mere eller mindre skjult insinuation om, at den flamboyante, nu 37-årige, kvindelige forskerkomet nok har fordrejet hovedet på enten den ene eller den anden eller dem begge, og at det er forklaringen på, at det kunne komme så vidt, at Københavns Universitet og dansk forskning i det hele taget i disse måneder oplever en hidtil uset troværdighedskrise.

Lad os et øjeblik træde et skridt tilbage og se på, hvad vi rent faktisk ved eller formoder at vide om sagen:

Det hele begyndte, da Weekendavisen i begyndelsen af november sidste år kunne afsløre, at en intern undersøgelse foretaget af Milena Penkowas nærmeste chef, institutleder Albert Gjedde, rejste mistanke om forskningsmæssig sjusk eller fusk i hendes laboratorium i 2010, og at Milena Penkowa tilbage i 2003 havde fået afvist sin første doktordisputats på grund af mistanke om uredelighed. Dengang blev hun dog frikendt og mere til: Bedømmerne af hendes disputats blev efterfølgende desavoueret, efter at den daværende dekan, nuværende rektor Ralf Hemmingsen, havde indhentet en second opinion om to af bedømmelseudvalgets kritikpunkter hos to udenlandske forskere og selv - eller via ansatte på universitetet - havde undersøgt bedømmelsesudvalgets mistanke om, at et stort antal rotteforsøg, som indgik i disputatsen, i virkeligheden aldrig var blevet udført.

I midten af december kunne vi fortælle, at det omdiskuterede store antal rotteforsøg i disputatsen hverken var foregået på Panum eller hos Milena Penowas spanske samarbejdspartner på universitetet i Barcelona, som først oplyst af hende selv, og 4. februar tog sagen en afgørende drejning, da Weekendavisen afslørede, at Milena Penkowa tilsyneladende i 2003 havde fabrikeret falske dokumenter for at bevise, at hun havde fået udført de mange rotteforsøg på et privat laboratorium i Spanien. Forelagt disse oplysninger valgte Københavns Universitet umiddelbart efter at anmelde Penkowa til politiet for dokumentfalsk. Ved samme lejlighed kunne Weekendavisen offentliggøre et følgebrev, som Penkowa sendte til universitetet i 2003, hvori hun skrev, at hendes søster og mor var omkommet i en trafikulykke. Både moderen og søsteren lever dog i bedste velgående.

Og endelig fandt vi i sidste uge dokumenter, som tyder på, at det var Milena Penkowa, der i virkeligheden stod bag 30 groft anklagende og injurierende spørgsmål, som daværende videnskabsminister Helge Sander i 2009 sendte som sine egne til Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme. Rådet havde afvist alle Penkowas ansøgninger om penge i ni år.

Hemmingsens skyld

I hele dette forløb samlede mistanken sig naturligt om Ralf Hemmingsen. Som dekan på Milena Penkowas fakultet, dengang da der var ballade om hendes disputats, og som rektor, da hun blev indstillet til den højt estimerede Eliteforsk-Pris, har han været med hele vejen igennem. Holdt han hånden over hende på en måde, der i dag kan begrunde, at han bør gå af eller blive fyret af Københavns Universitets bestyrelse?

Svaret afhænger af øjnene, der ser. Nogle mener, at rektor - personligt ansvarlig eller ej - under alle omstændigheder må gå, for at tillliden til universitetet og dansk forskning kan genoprettes hurtigst muligt, men lad os se på, hvad der taler for og imod Ralf Hemmingsens skyld:

Mest belastende for Ralf Hemmingsen synes i virkeligheden at være et brev, som han den 8. marts 2004 sendte til Milena ved afslutningen af disputats-sagen. I brevet fastslår han: »Jeg skal for god ordens skyld bemærke, at jeg har taget din erkendelse af 11. november 2003 vedrørende den fejl, du begik ved ikke nærmere at kunne dokumentere hovedparten af de forsøgsdata (de mange rotteforsøg, red.), der er gengivet i tabel 1 i delarbejde 6, til efterretning.«

Umiddelbart lyder det, som om Hemmingsen ved den lejlighed opgiver at opklare, om rotteforsøgene faktisk har fundet sted og freder Milena. Selv har han for nylig udtalt: »Det kan godt være, at formuleringerne ikke er de lykkeligste. Men det er det rene nonsens, når nogen nu tror, at vi dermed skulle have godkendt, at Milena Penkowa ikke havde foretaget rotteforsøgene. Vi accepterede hendes beklagelse om, at hun i en tabel ikke havde angivet stedet for gennemførelsen for forsøgene. Når vi nåede frem til, at Penkowa skulle have en chance til og ikke meldes til UVVU, skyldes det vurderingen fra to af Nordens mest fremtrædende neuroforskere, der var ekstremt kritiske over for bedømmelsesudvalget.«

Med andre ord - ifølge Hemmingsen selv - en dårlig eller misvisende formulering, som nu 11 år senere rammer ham som en boomerang.

Og der er da også mange forhold i den spegede sag, som i virkeligheden synes at være i Ralf Hemmingsens favør og taler for hans »uskyld«.

Som han selv nævner, frikendte to af Skandinaviens mest anerkendte forskere Milena Penkowa i de to spørgsmål, som de var blevet bedt om at vurdere og som drejede sig om mere teknisk-videnskabelige ting: Kunne hun være nået frem til de pågældende resultater med den anvendte metode? Ja, svarer de, hun anvender faktisk metoder, som er meget moderne, og som bedømmelsesudvalget ikke synes at være helt inde i. Og de nøjes ikke med at fastslå dette. Nordmanden og svenskeren skriver tilbage til den daværende dekan, at de ikke er sikre på, at bedømmerne har haft »hverken evne elle vilje« til at sætte sig ind i Penkowas forskning.

Det stærke udsagn har næppe kunnet undgå at påvirke Hemmingsen, da han skulle afslutte sagen, og der er andre forhold, som taler til hans fordel: Først og fremmest det faktum, at han ikke blot lægger sagen ad acta og giver Penkowa besked om, at hun må skrive en ny disputats, som hun i virkeligheden også ender med at gøre. I brevet til de to udenlandske forskere, som Weekendavisen er i besiddelse af, gør Hemmingsen tydelig opmærksom på, at hans henvendelse sigter på at afklare, om bedømmelsesudvalgets antydning af uredelighed er så alvorlig, at han bliver nødt til at indbringe hende for Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).Mistanken om at Ralf Hemmingsen skulle have holdt hånden over Penkowa af personlige årsager afkræftes også, når man læser de mere end 60 sider, som hun sender til ham som svar på kritikken fra bedømmelsesudvalget. Hun både trygler og truer for ikke at at blive indklaget for UVVU, som hun ved, vil hænge ved hende altid. Ordlyden i hendes breve indikerer, at hun i hvert fald ikke selv har opfattet det sådan, at hun i stedet havde kunnet hviske ham ømt i ørerne, hvad han skulle gøre.

Og endelig er der spørgsmålet om rotteforsøgene, som efter krav fra Penkowas advokat ikke skal overlades til de to udenlandske eksperter, men undersøges af dekanen selv. Ret beset ville det måske også være underligt, hvis de to højt estimerede forskere skulle iværksætte regulært efterforskningsarbejde. Det gør Ralf Hemmingsen selv bistået af de daværende prodekaner og jurister på fakultetet, og han når altså frem til at Milena Penkowas forklaring om, at forsøgene i virkeligheden er udført i et privat spansk laboratorium, er sand eller sandsynliggjort.

Hemmingsen bliver overbevist, da Milena Penkowas advokat kan fremlægge kopier af kontrakter og faxskrivelser fra det spanske firma, hvoraf det fremgår, at der er udført rotteforsøg, og da han samtidig får oplyst et navn og et telefonnummer, som han kan ringe til og få bekræftet forsøgene. Han ringer til Spanien, får forsøgene bekræftet, og på den baggrund - sammen med eksperternes markante udtalelse - betragter han uredelighedsmistanken som afkræftet. Det samme gør i øvrigt de to daværende prodekaner, Ulla Wewer og Birgitte Nauntofte.

Det er svært at gardere sig mod løgn og regulære falsknerier, og det er nok svaret på spørgsmålet om, hvordan det kunne lade sig gøre. Hele vort samfund og vor mellemmenneskelige kontakt hviler på en forestilling om, at vi som udgangspunkt kan tro på, hvad den anden siger. Det er præcist derfor, at dokumentfalsk i dansk ret straffes endog meget hårdt. Det er selve grundlaget for sameksistensen.

Når udsagn tilmed synes bekræftet af daterede dokumenter og en person i den anden ende af røret - hvem det så end er, Milena Penkowa dengang har fået Hemmingsen til at ringe til - skal der måske en næsten umenneskelig skepsis til for ikke at være i god tro.

Det er let at være bagklog. Når lyset bliver tændt, ser alting anderledes ud, og måske blev lyset faktisk først tændt hos Hemmingsen, da Weekendavisen for et par uger siden mødte op på Frue Plads og præsenterede rektor for beviserne for Penkowas dokumentfalsknerier.

Tilståelsessag

Med Helge Sander synes sagen derimod langt mere klar, ja i virkeligheden er der vel nærmest tale om en ren tilståelsessag. Både han og Milena Penkowa har offentligt fortalt om, at de er personlige venner, og den tidligere videnskabsminister har - trods opfordringer fra landets førende forskere - ikke villet afvise, at de omdiskuterede 30 anonyme spørgsmål i virkeligheden var formuleret af Penkowa. Karakteren af spørgsmålene har da også fra begyndelsen klart indikeret, at spørgsmålene måtte komme fra hende, og det blev ikke mindre klart, da Forsknings- og Innovationsstyrelsen i denne uge valgte at lægge alle akter i sagen ud på styrelsens hjemmeside. Heri indgår ikke blot spørgsmålene, men også det efterfølgende svar - eller kommentarskrivelse fra den anonyme bagmand eller- kvinde. Ikke mindst i denne skrivelse ligner ortografien, skrive- og stavemåden inklusive måden at forkorte sætninger på grangivelig den måde, som Milena Penkowa formulerer sig på i talrige breve gennem tiden, og som Weekendavisen ligger inde med.

Når Helge Sander efterfølgende bombastisk fastslår, at spørgsmålene absolut var relevante, idet de førte til, at loven om forskningsstøtte på hans initiativ blev ændret, ja så hersker der næppe tvivl om, at Sanders personlige kontakt til Penkowa rent faktisk har influeret på den måde, ministerembedet blev forvaltet på. Det er faktisk langt mere klart, end når det gælder Hemmingsens forvaltning af sit embede.

Videnskaben - og dermed udviklingen - bygger i sin natur på sanddruhed. Forskernes søgen efter sandheden er selve fundamentet for udøvelsen af videnskab, og bliver sandheden misbrugt, falder videnskaben fra hinanden. Derfor er blot en enkelt yngre forskers eventuelle snyd og bedrag ikke kun en sag for hende selv og dem, hun måtte have bedraget, men for hele samfundet. Falske dokumenter, løgne og bedragerier kan det være umuligt at gardere sig imod. Den rigtige prøve står og falder med samfundets reaktioner herpå.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533