1.sektion uge 20 2013

Rottefælden. I to døgn fik Milena Penkowa, sekunderet af sin advokat, næsten hele Danmark til at tro på, at hendes navn var blevet renset af politiet.

Poul Pilgaard Johnsen

Penkowas sidste bluff-nummer ?

Det var en af den slags opsigtsvækkende nyheder, der i løbet af nul komma fem spreder sig til alle medier: Politiets jurister vil ikke rejse straffesag mod hjerneforskeren Milena Penkowa, da de ikke mener, at hun vil blive fundet skyldig i dokumentfalsk og bedrageri. Det meddelte nyhedsbureauerne søndag formiddag og citerede Penkowas egen hjemmeside:

»Frikendt for anden gang,« skrev hun efter at have modtaget politiets redegørelse om tiltalefrafald, og tilføjede:

»Efter massiv mediemæssig interesse gennem en årrække er jeg rigtig glad for omsider at have fået mit navn renset.«

Snart efter fulgte endnu et nyhedstelegram, og denne gang var det Milena Penkowas advokat, Kaare Pihlmann, der udtalte sig:

»Min klient er meget lettet. Sagen har været meget langvarig og haft mange omkostninger privat og arbejdsmæssigt. Derfor glæder vi os over, at hendes navn nu er renset,« sagde han.

Det var i sandhed en overraskende søndagsnyhed, men underligt nok var der tilsyneladende ingen af de vagthavende journalister, som bad om lige at få lov at se den redegørelse, som Penkowa og hendes advokat henviste til. Mandag spurgte Weekendavisen så Kaare Pihlmann om lov til at se dokumentet, men svaret var nej, og han ønskede ikke at begrunde afslaget. Heller ikke politiet ville udlevere redegørelsen, men tirsdag fik vi det alligevel at se efter en anmodning om aktindsigt hos Københavns Universitet. Det viste sig at være en lige så god historie som den første:

Milena Penkowa var ikke blevet renset af politiet for mistanken om dokumentfalsk. Tværtimod finder juristerne hende beviselig skyldig i at have forfalsket en række dokumenter, som hun i 2003 afleverede til Københavns Universitet for at bevise, at hun havde udført et stort antal rotteforsøg. Dokumenterne var ifølge Penkowa udstedt af rottelaboratoriet RRRC og bar laboratoriets logo, men dokumenterne er falske, fastslår politiets advokaturchef, Per Justesen, i redegørelsen:

»Vedrørende brugen af dokumenter, der fremtræder som stammende fra RRRC, kan jeg oplyse, at det efter min opfattelse under en straffesag vil kunne bevises, at dokumenterne er falske.«

Når politiet alligevel ikke vil trække Penkowa i retten, skyldes det, at falskneriet vurderes som forældet. Ifølge straffeloven forældes dokumentfalsk nemlig efter fem år, og der gik mere end syv år, før universitetet opdagede, at dokumenterne måtte være falske. Ifølge straffeloven udvides forældelsesfristen dog til ti år, når der er tale om dokumentfalsk af særlig grov karakter.

»Jeg har imidlertid ikke fundet, at det med den fornødne sikkerhed kan bevises, at den begåede dokumentfalsk er af særlig grov karakter, hvorfor forholdet efter min opfattelse er forældet,« skriver politiadvokat Per Justesen.

Begravelsen

Forhistorien skriver sig tilbage til 2003. I slutningen af april dette år modtager Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets daværende dekan, nuværende rektor, Ralf Hemmingsen en indstilling fra udvalget, som har bedømt Milena Penkowas indleverede doktordisputats. Udvalget vender tommelfingeren nedad. En uge senere sender fakultetet indstillingen videre til udtalelse hos den underkendte doktorand.

Forud er gået et bemærkelsesværdigt forløb. Bedømmelsesudvalget bliver tidligt mistænksom og undrer sig over flere videnskabelige resultater i disputatsen, men der er også spørgsmål af mere praktisk og faktuel karakter. Bedømmerne undrer sig nemlig over, at der som angivet af Penkowa i en tabel i en videnskabelig artikel fra 2000 i tidsskriftet GLIA skulle være udført forsøg på mere end 750 rotter. Eksperterne finder det om ikke umuligt så temmelig usandsynligt med så mange forsøgsdyr.

Dekanen modtager Penkowas meget lange svarskrivelse to dage før fristens udløb, og det synes Milena Penkowa åbenbart selv er vel sent. I en medfølgende og underskrevet »kommentar til dekanatets brev«, som Weekendavisen finder syv år senere, skriver hun:

»Jeg ville umiddelbart aflevere mit svar så hurtigt som muligt, men jeg afleverer i dag onsdag d. 28.05.2003. Jeg har ikke kunnet gøre dette endnu tidligere pga. en meget ulykkelig hændelse i min familie. Onsdag d. 14. maj forulykkede min mor og min søster i Belgien i bil, hvorefter jeg har brugt meget tid på hospitalet og især begravelsen.«

Denne oplysning glemmer Milena Penkowa tilsyneladende, da hun seks år senere, i 2009, skal have overrakt Eliteforskprisen af kronprinsesse Mary og i den forbindelse bliver bedt om at sende en liste til Videnskabsministeriet over personer, hun ønsker inviteret med til højtideligheden. Øverst på listen står hendes mor. Både hun og søsteren lever i bedste velgående.

Der er 53 tætskrevne sider at læse i, da Ralf Hemmingsen sætter sig til skrivebordet i 2003. Ledsaget af utallige udråbstegn overalt på siderne slår Milena Penkowa umisforståeligt fast, at rotteforsøgene er foretaget på et universitet i Barcelona, hvor hun samarbejder med videnskabsmanden Juan Hidalgo. Det er i modstrid med oplysningen i den videnskabelige artikel i GLIA, hvoraf det fremgår, at forsøgene er udført i København, og Ralf Hemmingsen beslutter sig nu for selv at opklare spørgsmålet om de mange rotteforsøg. Han ringer til Penkowas samarbejdspartner, Juan Hidalgo, og får at vide, at forsøgene ikke er lavet af ham. Han troede, at forsøgene var lavet i København.

Forelagt dette oplyser Milena Penkowa nu, at forsøgene er lavet i et privat firmas laboratorium i Barcelona. Firmaet er interesseret i at udvikle et nyt lægemiddel baseret på forsøgene, og hun er kontraktlig forpligtet til at holde disse hemmelige. Hun bliver bedt om at aflevere dokumentation for påstanden, og det er hun faktisk i stand til at gøre. Dekanatet modtager kopier af både en underskrevet kontrakt med et privat laboratorium og af telefaxer fra dette firma. Faxsiderne bærer firmaets navn og logo og indeholder meddelelser til Milena Penkowa om udførte rotteforsøg. Milena Penkowa oplyser tilmed et navn og et nummer, der kan ringes til i Barcelona, hvis dekanen mener, det også skulle være nødvendigt. Det mener han, men så er han til gengæld også overbevist. Efter at have set brevpapir, logo, faxer og underskrifter fra det spanske firma og talt i telefon med en af firmaets repræsentanter må Ralf Hemmingsen konstatere, at Milena Penowas forklaring holder vand. Vejen er banet for en strålende karriere for superstudenten Penkowa.

Fælden klapper

Vi skriver januar 2011. Weekendavisen har i de foregående måneder afsløret, at der internt på Københavns Universitet er rejst fornyet tvivl om Milena Penkowas videnskabelige lødighed, og nu beder vi universitetet om aktindsigt i den kontrakt med det spanske firma, som Milena Penkowa afleverede til universitetet i 2003. Kontrakten kan dog ikke udleveres på grund af hemmelighedsklausulerne, men universitetet vurderer, at det er tilladt at udlevere navnet på firmaet samt kontraktens dato. Firmaet hedder RRRC Pharmaceuticals, og kontrakten er fra 1998.

I Madrid oplyser den spanske pendant til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen dog, at der aldrig har eksisteret et firma med dette navn i Spanien. Milena Penkowas samarbejdspartner på universitetet i Barcelona kender heller ikke firmaet.

Men der findes faktisk en organisation ved navn RRRC – Rat Resource & Research Center – der opdrætter og sælger rotter til videnskabelige forsøg. Det ligger i Missouri.

»Men vi findes kun i USA og har aldrig haft nogen som helst forbindelse til Spanien. Jeg har heller aldrig hørt om navnet Milena Penkowa,« oplyser direktøren, John Critser, da vi ringer til ham. Han fortæller, at RRRC først blev etableret i 2001, men hvordan kan firmaets navn så optræde på de papirer og faxudskrifter, dateret allerede i 1998 og 2000, som Milena Penkowa fleverede til universitetet i 2003 for at bevise sin uskyld?

Vi forelægger oplysningen fra USA for Københavns Universitet og får lov til at se logoet på dokumenterne. Det er identisk med logoet for RRRC. Tilbage i USA fortæller John Critser, at de selv har designet bomærket, og at det første gang blev anvendt i 2002 eller 2003.

»Det ser ud, som om nogen har nappet vores logo,« siger han. Forelagt denne oplysning beslutter Københavns Universitet nu at få en spansk advokat til at undersøge sagen nærmere, og et par dage senere meddeler Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen:

»Det ser ud, som om vi er blevet bedraget, og at dokumenterne, som vi fik kopier af i 2003, er konstruerede til formålet. Vi har derfor besluttet at politianmelde Milena Penkowa for dokumentfalsk.«

»Computeren gik i stykker«

I denne uge, godt to år senere, ser det ud til, at Penkowa slipper for at skulle forklare en dommer, hvordan det hele hænger sammen, om end universitetet stadig overvejer at klage til Statsadvokaten over tiltalefrafaldet. Hun har heller ikke ønsket at afgive forklaring til politiet, fremgår det af redegørelsen:

»Det er derfor uvist, hvad hendes forklaring til dette meget centrale spørgsmål vil være,« skriver advokaturchef Per Justesen, men han har en formodning: »... hun vil gøre gældende, at forsøgene, der er gengivet i den omtvistede tabel 1 i artiklen fra 2000, rent faktisk fandt sted. Det vil derfor kunne forventes, at en stor del af bevisførelsen i givet fald vil komme til at dreje sig herom. Det betyder, at forsvaret meget muligt vil stille krav om, at al vævsmateriale, der er fundet, skal undersøges nærmere til vurdering af, om det er en del af de nævnte forsøg. Dette vil være meget kompliceret, og det vil efter min opfattelse ikke være muligt for anklagemyndigheden at bevise, at resultaterne ikke relaterer sig til de omtvistede forsøg.«

Spørgsmålet om dette bevis har afgørende betydning: Hvis det kan bevises, at Penkowa lavede de falske dokumenter for at skjule, at forsøgene aldrig var udført, kan der måske være tale om »dokumentfalsk af særlig grov karakter«, og så er sagen ikke forældet. Men:

»For så vidt angår årsagen til, at Milena Penkowa benyttede forfalskede dokumenter, kan det forventes, at hun vil forklare, at hun havde et samarbejde med RRRC i Spanien, men at al hendes korrespondance med firmaet bortkom i forbindelse med, at hendes computer gik i stykker. Dermed er forfalskningen blot eftergørelse efter hukommelsen af bortkomne originale dokumenter.«

Hokus pokus: Så er det bare »almindelig« dokumentfalsk, og så er sagen forældet. Og rektor Ralf Hemmingsens forklaringer undervejs gennem årene har vist ikke ligefrem gjort det nemmere for politiet at løfte den krævede bevisbyrde:

»En sådan forklaring støttes umiddelbart af Ralf Hemmingsen selv. Selv om han ifølge et telefonnotat i sagen fik oplyst af Juan Hidalgo, at der kun blev udført forsøg på mus og ikke på rotter i Spanien, har han i forbindelse med Kammeradvokatens undersøgelse (...) i en redegørelse baseret på hukommelsen anført, at Juan Hidalgo fortalte ham, at Milena Penkowa også havde samarbejdet med et firma i Spanien om nogle toksikologiske forsøg med mange rotter. Det fremgår endvidere af redegørelsen, at en forskningsansvarlig i RRRC over for Ralf Hemmingsen telefonisk bekræftede samarbejdet med Milena Penkowa om eksperimenter med et stort antal rotter i Spanien.«

Hvem det var, Ralf Hemmingsen angivelig fik i røret, da han ringede på et nummer, som han havde fået opgivet af Penkowa, forbliver nok et mysterium til evig tid. Til gengæld må det undre enhver, der bruger internettet, at politiadvokaten i sin redegørelse kan fastslå:

»Det er ikke muligt at få nærmere oplysninger om RRRC’s mulige rolle, da den daværende indehaver er afgået ved døden.«

For det første var John Critser, der døde pludseligt et halvt år efter Weekendavisens henvendelse til ham, ikke ejer af RRRC. Institutionen er oprettet af universitetet i Missouri med penge fra National Institutes of Health (NIH), der svarer til de statslige forskningsråd i Danmark.

Og for det andet kan man på nettet stadig finde den officielle nyheds-pressemeddelelse, som NIH udsendte på selve dagen for centerets åbning. Den er dateret mandag den 28. januar 2002 – fire år efter at RRRC’s navn og logo på mærkværdig vis første gang skulle have optrådt på Milena Penkowas dokumenter.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533