Bøger uge 04 2017

Portræt. Flemming Rose er den sociale mønsterbryder, som hentede en lære for livet blandt dissidenter i Sovjetunionen.

Joakim Jakobsen

Outsider i brændpunktet

Engang i 1999 dukkede en ny skikkelse op på Jyllands-Postens redaktion i København. Efter en årrække som Berlingskes korrespondent i først Moskva (1990-1996) og derefter Washington (1996-1999) var Flemming Rose nu på vej til Moskva som Jyllands-Postens mand.

Vi på sportsredaktionen så gennem glasvæggene en høj, mørkhåret mand med briller og overskæg tage plads på et lånt kontor. Vi fik indtrykket af en meget sky person, et dæmpet og kontrolleret gemyt. Det overraskede mig ikke, da jeg mange år senere læste, at Rose anvender meditation i sin hverdag. Men så snart man indledte en samtale med Rose, stod man over for en livfuld, nysgerrig og diskussionslysten herre.

Alligevel var det dengang i 1999 svært at forestille sig, at netop denne mand seks-syv år senere skulle stå i centrum af det hidsigste og måske vigtigste opgør i Danmark siden Anden Verdenskrig. Og siden indtage en position i forreste geled i den globale debat om ytringsfrihed.

Og dog så naturligt, når man følger linjer og sprækker i Flemming Roses livsbane. Så naturligt, at netop han tog byrden på sig.

Flemming Rose blev født i 1958 og fik en opvækst, hvor han lærte, at man ikke kan tage noget for givet. Han var den ældste af tre brødre med unge forældre i Kastrup. Faderen skred, da storebror Flemming var fire år.

Det var i 1962-1963, og København var plaget af hvinende boligmangel. Den enlige moder rykkede rundt med sine tre drenge, så de boede seks forskellige steder på et halvt år. Til sidst røg brødrene i familiepleje og på børnehjem.

Familiens situation fik pressehistorisk betydning. Flemming Rose beretter i sin bog Tavshedens tyranni fra 2010, hvordan Ekstra Bladet skred ind. Den legendariske reporter Rachel Bæklund skrev en indigneret, dybfølt artikelserie om Rose-familien, og dermed indledte Ekstra Bladet den kampagnejournalistik, som skulle lede bladet ind i en storhedstid. Serien gik under overskriften »Sover De godt, hr. Boligminister?«, hvilket ligefrem blev anvendt i biografreklamer.

Efter et halvt års pres fik familien en toværelses i Kastrup og blev genforenet i faste rammer. Flemming Rose oplevede altså meget tidligt, at journalistik og bramfri kritik af magthavere kan forandre liv.

Med den kaotiske baggrund havde Flemming Rose som storebror en særlig rolle.

»Vores mor gav os betingelsesløs kærlighed. Men jeg tog også ansvar for mine brødre. Jeg var meget optaget af, at mine to brødre fik lige meget af alt,« fortalte Rose i 2006 til Weekendavisen.

I skolen var Flemming Rose med egne ord doven, men velfungerende. Den dybe selvudfoldelse fandt sted ovre på Gemmas Allé i Tårnby Boldklub, hvor den unge Rose var et stort angrebstalent i 1970erne. Høj, bevægelig, gode fødder. Som ynglingespiller dannede han angrebet på KBUs unionshold sammen med den senere landsholdsforward Kenneth Brylle. En fodboldkarriere var en helt realistisk mulighed. Og det er let at forestille sig Rose i den ensomme position dér fremme, hvor forwarden i høj grad er afskåret fra spillet – på samme måde som udlandskorrespondenten er afskåret fra redaktionens fællesskab – og må ruste sig med en særlig ro. Og til gengæld acceptere, at byrden hviler på ham alene i det sekund, da opbygningen når sit bristepunkt.

I Tavshedens tyranni fortæller Flemming Rose ellers om en helt normal 1970er-ungdom i afghanerpels på Tårnby Gymnasium med pigejagt og lidt hashrygning og halvhjertet revolutionsromantik. Rose påpeger også, at visse hippieidealer er blevet hængende: åbenhed og fordomsfri kritik af normer og ritualer. Men det var også teenageår præget af savn og skam over den fraværende far.

Det store skred i livsbanen kom i 1979, da Flemming Rose begyndte at studere russisk på Københavns Universitet. Igen var journalistikken en afgørende faktor, eftersom det var Samuel Rachlins levende arbejde som DR-korrespondent i Moskva, der inspirerede Rose i studievalget.

Med studierne forsvandt fodbold ud af Flemming Roses tilværelse. Han forklarede til Weekendavisen i 2006:

»Jeg holdt op med at spille fra den ene dag til den anden. Jeg kom ind i den der intellektuelle verden, hvor det at konkurrere og være flabet ikke var korrekt. Det var et kulturchok for mig. Men chokket blev bedøvet af den utrolige glæde, jeg følte ved at blive intellektuelt stimuleret.«

Dette kulturchok skulle sætte et synligt præg på Flemming Roses senere løbebane. Som social mønsterbryder var han indifferent over for eller ubekendt med en række koder, der kendetegnede de indviedes kreds.

Da Rose i 2004 var hentet hjem som kulturredaktør på Jyllands-Posten – med den udtrykkelige opgave at skabe en mere udfarende kulturdækning – udbrød der efter et par år ballade blandt en håndfuld medarbejdere. Enkelte klagede over politisk styring og brysk, kantet optræden fra Roses side. Andre kaldte ham »den bedste chef, jeg har haft« og roste ham for at ruske op i redaktionen. I foråret 2006 fremhævede en af kritikerne i Information, at den nye kulturredaktør på et møde havde spurgt: »Hvad er Ordrupgaard?«

Jo, det er et mindre kunstmuseum nord for København, velfungerende og interessant. Men det afgørende var åbenbart, at outsideren havde afsløret sig selv i andedammen. Så skidt være med, at Rose havde skrevet indgående om russisk kunst og kultur og oversat russiske forfattere.

Inden Flemming Rose blev journalist, førte russiskstudiet ham fra 1982 til et job som tolk og sproglærer i Dansk Flygtningehjælp.

»Jeg følte mig tilpas i denne verden, hvor man hver dag blev taget med på rejse til fjerne landes kulturer, hørte om forholdene i Iran og Irak, Rumænien og Tyrkiet, Eritrea og Libanon,« skriver han i Tavshedens tyranni.

Omkring 1980 foretog han sine første rejser til Sovjetunionen og oplevede det totalitære system. Under et studieophold 1980-81 i Moskva mødte han også sin hustru, Natasja, som fulgte med Rose til Danmark, hvor parret fik to døtre. Dette samliv udstyrede Rose med en særlig indsigt:

»Jeg levede selv i et ægteskab med en indvandrer, så jeg havde let ved at sætte mig ind i mange af de problemer, flygtninge kæmpede med, når de kom til Danmark. Et land, der ved første øjekast virkede åbent og imødekommende, men hvor man ved nærmere bekendtskab let kunne føle sig udenfor.«

Op gennem 1980erne stiftede Flemming Rose bekendtskab med stribevis af liberale systemkritikere i Sovjetunionen.

»Jeg levede i dissidenternes verden, og det blev jeg selvfølgelig formet af. Jeg identificerede mig med de mennesker. Folk, som troede på grundlæggende værdier og var parat til at betale prisen,« fortalte han i 2006 til Weekendavisen.

Disse møder var med til at ruste Rose, da han i 2006 stod fast midt i det kolossale pres under og efter Muhammed-krisen. Og som Rose udtrykte det i foråret 2016 i det amerikanske magasin The Atlantic, er forskellen på ham og Salman Rushdie og på den anden side Sovjet-tidens dissidenter, at »Rushdie og jeg nyder vor stats beskyttelse, hvorimod truslen i et totalitært samfund kommer fra staten selv«.

Fra 1990 indledte Flemming Rose sin journalistiske karriere, da han blev Berlingskes korrespondent i Moskva. Dermed kom han i 1991 til at opleve og skildre Sovjetunionens opløsning, hvilket han fortsat betegner som karrierens største øjeblik. En flittig og vidtfavnende mand, der i 14 år leverede skarpt, lødigt nyhedsarbejde og velskrevne reportager til sine redaktioner hjemme i Danmark.

Et års tid efter hjemkomsten i 2004 havnede de famøse Muhammed-tegninger så ved lidt af en tilfældighed på Roses redaktørbord. Og han skrev den berømte tekst om, at vi alle må leve med »hån, spot og latterliggørelse«.

Her trådte alle komponenterne i Roses dannelse frem: storebroderens byrde, mønsterbryderens stejle insisteren, udlandskorrespondentens observation af dissidenter under pres.

Efter en måneds stormløb og trusler virkede Flemming Rose så groggy i februar 2006, at han blev sendt på ferie. Men selv meget stærke psyker kunne have givet efter i den situation. Som Anna Libak, tidligere Moskva-kollega, udtalte til Information i februar 2006: »Tænk på, hvor fristende det må have været at henvise til den ene og den anden tegner med navns nævnelse.«

Nej, Flemming Rose tog det på sig, rugende og standhaftig. Forude ventede en tilværelse med livvagter og permanente dødstrusler.

Roen dengang forbavsede også ham selv. I 2007 forklarede Rose til Kristeligt Dagblad: »Det, der gjorde det lettere, var at fokusere på det, jeg rent faktisk havde indflydelse på. Jeg kunne forklare holdninger, hvad ræsonnementet var til at bringe tegningerne, at det var i tråd med avisens værdier, mine værdier og de værdier, vores samfund er bygget på.«

Det har Flemming Rose nu forklaret i 11 år, stadig mere nuanceret og eftertænksomt. I Danmark og rundt om på kloden.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533