Faktisk uge 04 2018

Malene, men ikke alene – kapitel 2. Det var ikke nemt at skulle forsøge at koncentrere sig om undervisningen, når man sad i én krydsild af trælår, skulderlammere, olferter og sherifstjerner.

Jesper Wung-Sung

Malene, men ikke alene – kapitel 2

Sidekammerat, sidemakker, bordven. Kært barn har mange navne. Alle i klassen sad ved siden af nogen – undtagen Malene, der sad alene på bagerste række og altså var den eneste, som var fri for at spekulere på, hvad hun skulle kalde den person, der ikke sad ved siden af hende.

Her havde Malene siddet, siden hun begyndte på den nye skole. Og her havde Nicki og Kæmpe Nils siddet siden tidernes morgen; de var ligesom fulgt med fra den gamle skole ...

Hey! Sad Malene ikke alene?!

Jo, hvis man kom ind som ny elev eller vikar i klassen eller så det hele oppefra, som om der hverken var loft eller tag over klasselokalet, jo, så ville Malene sidde mutters alene på bagerste række. Men Malene kunne se og høre Nicki og Kæmpe Nils lige så tydeligt, som du og jeg kan se og høre hinanden.

Det var mange år siden, at Nicki og Kæmpe Nils havde levet det, vi andre kalder livet. Deres tøj var gammeldags, og de brugte udtryk og slang, som ingen børn ville bruge i dag. Med andre ord var de døde, og døde mennesker kan man ikke se, men det kunne Malene.

Nicki og Kæmpe Nils var bedste venner, og det havde de sikkert også været siden tidernes morgen. De havde en underlig måde at vise det på: De slog hinanden. Altså ikke mere underlig, end det er den selvsamme måde, som drenge i dag viser deres venskab på, for hvor nogle ting ændrer sig fra dag til dag, forbliver andre ting de samme fra hulemænd til mennesker og vil formentlig også være det for robotter. For eksempel trælår. Et trælår er et trælår er et trælår til evig tid, og de faldt igen og igen på bagerste række. Et smæld, og Nicki og Nils begyndte at råbe.

Sådan!

Hår! Hår! Hår!

Den sad!

Hår! Hår! Hår!

Fra første til sidste time. Malene sad i midten, og det var ikke nemt at skulle forsøge at koncentrere sig om undervisningen, når man sad i én krydsild af trælår, skulderlammere, olferter og sherifstjerner. Nogle gange kunne Malene se, at læreren stillede hende et spørgsmål, men hun kunne kun høre de smældende slag og Nicki og Nils’ udbrud:

Hår! Hår! Hår!

Den sad!

Hår! Hår! Hår!

Nogle gange forsøgte Malene sig med et gæt af et svar:

»Norge!« Eller: »441!«

Når klassekammeraterne lo, forstod hun, at spørgsmålet havde handlet om noget helt andet.

Andre gange holdt hun sin mund.

»Vi venter på dit svar, Malene,« sagde læreren.

»Så kan vi vente, indtil vi er døde,« sagde Freddy, og så lo de andre, og det endte med, at Anastacia eller Laura svarede på spørgsmålet.

Malene havde forsøgt at få Nicki og Kæmpe Nils til at dæmpe sig, men hun var ret sikker på, at deres lærere havde haft samme uløselige problem, dengang de var levende, og hvis hun kom til at tysse eller hviske for højt, vendte klassekammeraterne sig om og gloede på hende. Anastacia og Laura himlede med øjnene.

Det gjorde ondt. Malene ville gerne være som alle andre, men først og fremmest ville hun gerne være ligesom Anastacia, der sad på forreste række med sit lange lyse hår, flotte tøj og rigtige svar.

Men heller ikke i dag havde Malene hørt spørgsmålet for lutter slag.

»Vi venter på dit svar, Malene!« sagde læreren.

Men Malene svarede ikke, og læreren sukkede og spurgte en anden. Nicki og Kæmpe Nils blev aldrig kede af det, men det gjorde Malene. Eneste trøst var, at Anastacia ikke var i skole, så hun ikke kunne se Malene dumme sig igen-igen.

Malene lagde sig ind over bordet med hagen på hænderne og lod Nicki og Nils udkæmpe slagene over hendes hoved. Hvis bare nogen ville give hende et trælår så hårdt, at hun faldt om og aldrig vågnede igen. Hun sukkede af sig selv.

Malene kunne jo heller ikke vide, at hun ville blive leder af verdens mest berømte agentfirma og en dag komme til at trykke præsidenten i hånden – både den levende og den døde.

Hvordan kan Malene nogensinde komme i nærheden af en præsident? Følg med i næste uge.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533