Faktisk uge 03 2018

Malene, men ikke alene – kapitel 1. Malene mærkede stadig oftere den ubehagelige fornemmelse af at blive overvåget. Så forstod hun hvorfor. Legepladsen var ikke helt øde: Der sad en pige på en gynge.

Jesper Wung-Sung

Malene, men ikke alene – kapitel 1

Malene kunne godt lide øde steder. Tomme parkeringspladser, forladte fabriksgrunde, græsmarker og gamle jernbanespor. Her gik hun tur med Kurt.

»Al leg på egen risiko!« Skiltet stod ved legepladsen bag den lukkede skole. For mange år siden havde man forladt denne del af byen. Nogle sagde, at det var, fordi jorden var forurenet af de gamle fabrikker, som Malene kunne se i baggrunden. Andre sagde, at det var, fordi folk hellere ville bo tæt på centrum og fjorden. Man havde bygget en større og mere moderne skole i et nyt kvarter med en legeplads, der så ud som en rumstation med bløde orange gummimåtter, så man ikke slog sig, når man faldt ned fra de mærkelige skinnende legeredskaber, der var formet, så ingen kunne få så meget som et hår eller en lillefingernegl i klemme. Det vidste Malene, for hun gik selv på den nye skole.

Sportspladsen var dækket af muldvarpeskud, og overliggeren på det ene fodboldmål var faldet ned. Legeborgen var sort af råd og så ud, som om den kunne brase sammen når som helst. Der var slået plader for vindueshullerne og brædder for døren, fordi det var livsfarligt at opholde sig derinde. Redskabernes maling var afskallet, de var rustne og knirkede ved den mindste vind. Sandkassen indeholdt efterhånden flere hundelorte og kanyler end sandkorn.

»Hm,« sagde Malene.

Hun mærkede stadig oftere den ubehagelige fornemmelse af at blive overvåget. Så forstod hun hvorfor. Legepladsen var ikke helt øde: Der sad en pige på en gynge.

Kurt strakte hals, og den lange tunge spilede ud, ligesom når han fik øje på et særligt lækkert insekt, som hele hans lysegrønne leguankrop var klar til at fange.

»Vi er ikke alene,« sagde Malene og så op på himlen, der nu var mørk og overskyet. Hvor solen havde været for få minutter siden, var skyerne lysere, gullighvide.

Hun trak blidt i halsbåndet og gik med Kurt sjokkende efter sig.

Malene satte sig på gyngen ved siden af pigen.

»Hej. Mit navn er Malene.«

»Hejsa,« sagde pigen, som om det var hendes navn.

Malene var vant til, at folk gloede, når hun kom gående med Kurt, men ikke denne pige. Ikke Hejsa. Hun gyngede med blikket rettet mod det fjerneste hjørne af sportspladsen.

»Jeg har aldrig set dig før,« sagde Malene.

»Jeg har heller aldrig set dig før,« svarede pigen.

»En gang skal jo være den første,« svarede Malene og smilede.

Hun kunne se, at Kurt havde opdaget en myretue ved foden af gyngestativets ene rustne stolpe.

»Det gælder nok det meste,« sagde pigen.

Malene tænkte sig om.

»Ja, det kan man sige,« svarede Malene.

»Hvis man har lyst!« sagde pigen.

Pigen havde fletninger og var ret tynd. Hun var klædt i en kort gul kjole. Hendes arme og ben var dækket af røde myggestik. Hun gyngede langsomt, mens hun kløede sig på knæet med den ene hånd og på overarmen med den anden hånd. Derefter kradsede hun sig på underarmen og skinnebenet, men uden at myggestikkene begyndte at bløde.

»Kommer du her tit?« spurgte Malene.

»Hvad mener du?«

»Her ved den gamle skole? I den forladte bydel?«

Pigen svarede ikke. Hun virkede ikke sur, mere som om hun ikke forstod, hvad Malene talte om. Så smilede hun.

»Når man taber en ørering, ligger den som regel for fødderne af én,« sagde hun.

Malene kunne ikke se pigens ører for fletningerne.

»Har du tabt en ørering?« spurgte hun.

»Nej da!« udbrød pigen og holdt fletningerne op til munden og fnes. Malene kunne se, at hun ikke havde hul i ørerne, men hun havde myggestik både på øret og halsen.

»Jeg venter på min mor,« sagde pigen. »Hvad venter du på?«

»Skal man vente på nogen?« spurgte Malene.

Pigen fnes igen, som om Malene havde sagt noget meget sjovt eller frækt.

»Alle venter på nogen,« lo pigen.

I det samme ramte en regndråbe Malene på låret. Cowboystoffet blev farvet mørkt. Malene løftede blikket mod den mørke himmel. Man kunne ikke længere ane, hvor solen havde været. En dråbe landede på hendes hånd. Malene så på vandet, der løb som en å ned ad hendes håndryg.

»Savner du hende?« spurgte hun.

»Hvem?«

»Din mor.«

»Hvorfor skulle jeg savne hende,« lo pigen. »Hun kommer jo lige om lidt.«

Regnen kom. Dråberne faldt stadig tættere og hurtigere. Kurt stak tungen ud som for at smage på vandet. Malene hoppede ned fra gyngen og skottede til pigen. Hun var måske et år yngre end Malene.

»En gang imellem får alle noget helt andet end det, de forventer,« sagde Malene.

Hejsa svarede ikke, men kradsede videre i myggestikkene.

»Kom, Kurt.«

Malene og Kurt begyndte at gå. Det regnede, og det regnede. Om lidt ville kanylerne sejle rundt i sandkassen som krigsskibe, mens hundelortene lå på bunden som ubåde. Kurt sænkede hovedet. De ville blive gennemblødte, inden de nåede ud på vejen.

Malene stoppede foran »Al leg på egen risiko!« Der lød et lille pling, hver gang regnen ramte skiltet. Hun kunne mærke dråberne løbe fra pandehåret ned i øjenbrynene og videre ned langs kinderne og halsen.

Malene sukkede og vendte sig. Legeborgen og de forfaldne redskaber så nærmest kulsorte ud. Pigen sad stadig på gyngen. Ikke en dråbe havde ramt hendes kjole eller fletninger. Pigen blev ikke våd. Det gør spøgelser ikke.

I næste uge kan du læse mere om spøgelser i det næste kapitel af »Malene, men ikke alene«.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533