1.sektion uge 46 2016

Kommentar. Milena Penkowa er godt i gang med at omskrive sandheden og historien. Ny bog hjælper hende på vej.

Poul Pilgaard Johnsen

Mail med fingeraftryk

I det postfaktuelle samfund bliver løgn til hele eller halve sandheder. De agerende kerer sig ikke synderligt om fakta, men næres af konspirationsteorier, og på den måde er bogen Hjerneflimmer – Historien om Milena Penkowa, der udkom i tirsdags, et glimrende eksempel på, hvordan det postfaktuelle fungerer i praksis. Det fremgår sådan set sort på hvidt af bogens afsluttende linier, hvor forfatteren uden skygge af kritisk sans stiller Milena Penkowa spørgsmålet: »Tror du nogensinde, du kommer af med ryet som hende, der snød med sin forskning?« Og den detroniserede hjerneforsker svarer uimodsagt:

»Ja, det er jeg sikker på. Men det kommer til at tage lang tid. Jeg tror, ryet vil vende til, at det var hende, der blev forsøgt kanøflet af gamle mænd. Nu er de ved at uddø, og så vil et andet syn komme frem. Da jeg for nogle måneder siden medvirkede i et P3-liveshow afholdt foran publikum, fik jeg følgende slutkommentar fra værterne på scenen: ’Uanset hvor mange domme, de giver dig, vil du altid være vores yndlingshjerneforsker.’ Så bliver man da glad!«

Ingen tvivl om, at Penkowa virker glad, men det er Københavns Universitet, der fik alvorlige skrammer i lakken og måtte bruge millioner af kroner på at udrede sagen, næppe. Studentermedhjælperen, som i første omgang blev mistænkt, efter at Milena Penkowa havde forsøgt at skyde skylden på ham for sit eget underslæb, er nok heller ikke glad. Det er topforskeren Bente Klarlund Pedersen, som var tæt på at blive revet med i Penkowas fald, fordi hun – uvidende om kollegaens videnskabelige uredelighed – havde samarbejdet med hende, nok heller ikke. Glade er næppe bedømmerne af Penkowas første disputats, som helt korrekt påpegede, at disputatsen måtte være videnskabeligt uredelig, men som tak fik en reprimande af Københavns Universitets nuværende rektor, Ralf Hemmingsen, der lod sig overbevise af Penkowas forfalskede dokumenter og advokatassisterede løgnagtige forklaringer. Glad er næppe Scleroseforeningen, der på et falskt grundlag gav hende penge til forskning i håbet om, at hun havde fundet en kur mod den alvorlige sygdom.

Sådan kan man blive ved, og i virkeligheden er Milena Penkowa selv nok heller ikke glad for sit gigantiske fald fra tinderne – trods mange forsikringer om det modsatte – men det får vi intet at vide om i bogen, for hjerneforskeren er som altid en hårdnakket benægter.

Bogen er skrevet af kommunikationsrådgiveren Yvonne Schantz, der er tidligere personlig assistent for Københavns overborgmester, og i det politiske har hun åbenbart lært sig disciplinen at fremstille en dårlig sag på en måde, så den ikke fremtræder så dårlig endda. Bogen, der både handler om privatpersonen Penkowa og om den sag, hun nu herostratisk lægger navn til, er noget nær et skoleeksempel på, hvordan det kan lade sig gøre at fremstille sandheden, så den alligevel ikke kommer frem.

Forfatteren kan nemlig ikke bebrejdes ikke pligtskyldigt at referere alle de retsafgørelser, der samstemmende har fastslået Penkowas overvældende skyld i alt det, hun har været anklaget for, men det er måden, hun gør det på, som får en til at undres over, hvad forfatterens og forlaget Turbines formål med bogen egentlig er: Først refereres over mange sider Penkowas egne følelser, udflugter og forklaringer, så man næsten er parat til at tro på dem, og til sidst nævnes så i en enkelt sætning, at hun faktisk blev dømt af retten for det pågældende forhold. Det er man lige ved at overse, når man læser.

Ikke desto mindre står det der altså, hvorved bogen ikke kan siges kun at være et rendyrket forsvarsskrift for hjerneforskeren – den er snarere helt meningsløs: En langstrakt mistænkeliggørelse af alle de mennesker, som har medvirket til Penkowas fald, samtidig med, at forfatteren egentlig bekræfter de slemme ting, som de pågældende mennesker har fremført.

Andre steder dølges Milena Penkowas gerninger med et ordvalg, der får forbrydelsen til næsten ikke at ligne en sådan. For eksempel når Yvonne Schantz beskriver, hvordan det føltes for Penkowa at komme til afhøringer hos politiet i sagen om underslæb. Det føltes hårdt og belastende, og ja det tror vi på, men er det redeligt at beskrive hendes udsagn til politiet som blot, at hun under pres kom ud i »søforklaringer«? Det lyder jo næsten sødt – som noget børn gør – men faktum er, at Penkowa løj. Og ikke blot det: Hun lagde også skylden for sin egen forbrydelse på en ung og uskyldig studerende, som hun havde ansvaret for. Søforklaringer lyder noget mindre kynisk end det.

Indimellem antager forfatterens defensorat for Penkowa næsten komiske former. Som for eksempel, da hun konfronterer hende med det faktum, at hun løj sin mor og søster døde i en bilulykke i Belgien:

»Milena kigger ud ad vinduet og tager en slurk af kaffen og siger: ’Jeg har ingen som helst erindring om den mail. Den er skrevet af andre for at skade mig og er vedlagt sagen langt senere. Ralf Hemmingsen har udtalt, at han ikke mindes at have set den, og politiet har lavet en daktyloskopisk analyse af mailen. Det vil sige, at de har undersøgt, hvilke fingeraftryk der er på brevet, og de fandt ikke mine,« svarer Penkowa uimodsagt. Fingeraftryk på en mail? Den var alligevel ny!

Læseren får heller intet at vide om, at Københavns Universitet efter Weekendavisens afsløring rent faktisk fandt brevet i de originale arkiver, og således lever bogen atter op til et af de postfaktuelle kriterier, nemlig kun at fortælle den halve sandhed.

Vigtigst i det postfaktuelle samfund er, at man kun lytter til sine egne, og det lever Yvonne Schantz’ bog i den grad også op til. Som den, der som journalist har afsløret og beskæftiget sig mest indgående med sagen, kunne jeg ellers – hvis jeg var blevet spurgt – have afkræftet forfatterens overordnede konspirationsteori, nemlig at det hele var iscenesat af Penkowas tidligere chef og angivelige hovedfjende, professor Albert Gjedde. Undervejs i bogen skiftes Penkowa og forfatteren til at fastslå, at Gjedde er den virkelige bagmand bag de mange afsløringer, men jeg må melde hus forbi: Der er snesevis af kilder bag optrevlingen af Penkowa-sagen med alle dens forfalskede dokumenter og løgnehistorier. Det allerførste tip kom for mere end seks år siden, da der i min mailboks pludselig lå et tip fra en pensioneret journalist, der qua sine personlige kontakter i den videnskabelige verden havde hørt rygter om økonomisk og videnskabelig svindel. Knap et år senere fandt jeg hos en kvinde, der engang havde haft med sagen at gøre, brevet om moderens og søsterens død – og så fremdeles.

Penkowasagen er gravet ud med ske, og den slags tager noget længere tid end blot at være Gjeddes marionetdukke.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533