Faktisk uge 15 2017

Lysets hjerte – kapitel 1. »Wow for et stort hus!« sagde Emilie, og for en gangs skyld havde hans lillesøster ret. Huset var enormt. Tre etager højt med spir og tårnkamre og klatreroser. Som et mindre slot midt i skoven. Slot? tænkte Jack. Prøv ruin.

Kenneth Bøgh Andersen

Lysets hjerte – kapitel 1

Læs kapitlet nedenfor eller åbn som pdf dokument her.


»Så er vi her!«

Alene tonen i mors stemme fik Jack til at knytte hænderne.

»Juhu!« udbrød Emilie, hvilket fik ham til at knytte dem endnu mere.

Han kiggede på klokken. Det havde taget dem tre timer at køre hertil, men han var faldet i søvn på vejen, så det føltes som mere. En evighed. Han havde drømt et eller andet, men kunne ikke huske hvad.

Bilen drejede op ad en lille skovvej, hvor træerne stod så tæt, at de lukkede himlen ude, og det bratte fald i temperaturen fik hårene på Jacks arme til at rejse sig. Så vendte varmen tilbage, da skoven åbnede op i en stor lysning, og der lå det.

Huset.

Sommerhuset, kunne man vel i en vis forstand kalde det.

Hvor de skulle tilbringe de næste to uger. Også dét ville føles som en evighed.

To uger i Guds fri natur, havde mor sagt, da hun havde fortalt dem om stedet. Hvilket selvfølgelig viste sig at være lig med ingen netforbindelse. Hvordan hun havde fundet det, vidste Jack ikke, men han vidste, at det havde været billigt. Efter skilsmissen var det småt med pengene. Han vidste også, at far lige nu var i USA med sin nye kæreste og hendes dreng, og han vidste, at det hele ville blive endnu værre efter ferien. Mor havde ikke fortalt dem det endnu, men Jack havde overhørt en samtale, han ikke skulle have hørt, og de havde ikke længere råd til at blive boende. Efter ferien stod den på flytning og skoleskift, og ja, hun burde have fortalt børnene det for længe siden, men hun kunne simpelthen ikke få sig selv til det. Da mor havde lagt røret på, var hun begyndt at græde. Hun græd en hel del for tiden. Det vidste Jack også.

»Wow for et stort hus!« sagde Emilie, og for en gangs skyld havde hans lillesøster ret.

Huset var enormt. Tre etager højt med spir og tårnkamre og klatreroser. Som et mindre slot midt i skoven.

Slot? tænkte Jack. Prøv ruin.

Flere steder var pudset skallet af, vinduesskodderne hang skævt i hængslerne, og det så ikke ud, som om man skulle vove sig ud på de altaner, hvis man havde sit liv kært.

Foran huset var et gammelt springvand formet som et sært væsen. Eller det ville have været et springvand, hvis der havde været noget vand. Nu – indtørrede alger, mos og visne blade.

Villa Tempus stod der skrevet med svungne bogstaver over hoveddøren, der var flankeret af to brede og lettere krakelerede søjler.

Emilie sprang ud af bilen og begyndte straks at løbe efter en sommerfugl, der flaksede fra blomst til blomst.

»Det er tilladt at komme ud,« sagde mor og bankede på ruden. »Her er nok frisk luft til os begge.«

Næppe, tænkte Jack og tjekkede sin mobil, idet han steg ud af bilen. Nej, intet signal. Som i intet overhovedet. Hverken til net eller telefon. Christ, det her ville være som at dø langsomt.

To uger i Guds fri natur, kaldte mor det.

To uger i Djævlens røvhul, kaldte Jack det.

Og så lovede de ovenikøbet dårligt vejr.

Hur – fucking – ra.

»Hvad siger du?«

»Ikke noget,« mumlede han. Havde ikke været klar over, at han havde talt højt.

»Sig mig, hvor blev Emilie nu af?« Mor kiggede rundt. »Var hun her ikke lige?«

Jo, men Jacks lillesøster havde en utrolig irriterende evne til at forsvinde på et splitsekund.

»Gider du ikke finde hende og sige, at hun er nødt til at vente med at gå på opdagelse?«

Han var ved at spørge, om han måske lignede en babysitter, men bed det i sig. Jack gik rundt om huset og om i baghaven, som var overraskende velplejet. Han havde forventet en vildtvoksende urskov, men græsset var nyslået, og nogle af buskene var klippet i form af forskellige dyr. Der, hvor haven sluttede, og skoven tog over, var en rund pavillon, og Jack fik øje på en skikkelse inde mellem træerne. Et kort sekund troede han, at det var Emilie, men skikkelsen var for stor. Han tog et skridt nærmere og sparkede til noget, der lå i græsset. Det var en bog. Gad vide, hvordan den var havnet der? Jack kiggede op igen og indså, at han havde set forkert. Der var ingen skikkelse, han var blevet snydt af grene, kviste og skygger.

Han samlede bogen op. Den så ikke ud til at have ligget i græsset længe. Omslaget var helt sort, der stod hverken titel eller forfatternavn. En notesbog måske, for også siderne var blanke, bortset fra den første, hvor der stod et 1-tal og nedenunder – med store bogstaver som en slags overskrift: Langt ud’ i skoven lå et lille skur ...

Underligt.

»Emilie?«

Intet svar.

»Emilie?« Højere denne gang, selv om han ikke brød sig om det. Han vidste ikke hvorfor, men ... Her var helt stille, og det føltes, som om han forstyrrede noget, der ikke ville forstyrres.

Føltes, som om han blev iagttaget.

Igen rettede han blikket mod skoven, men der var intet at se, og han vendte sig mod huset, og først nu opdagede han dem.

Ansigterne. Sære ansigter på sære væsener, der sad rundt omkring på murværket og betragtede ham med forstenede blikke.

Gargoyler.

Selvfølgelig var der gargoyler, hvad andet havde han forventet? Nu manglede der vist bare et spøgelse eller to.

Langt ud’ i skoven lå et kæmpe skur, tænkte han med et suk. Og der skal vi holde ferie.

Han kiggede rundt i haven igen. Hvor pokker var hun?

»Emilie?«

Denne gang lød der svar, men hendes stemme ... Der var noget helt galt med hendes stemme.

Hvad er der mon sket med Emilie? Følg med i næste uge.

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533