1.sektion uge 24 2013

Jensen versus Dragsdahl. På fredag falder dommen i denne på alle måder historiske retssag om Den Kolde Krig. Men vil der være en vinder?

Jesper Vind

Karaktermordene i Bredgade

Efter halvanden måneds afhøringer af vidner og fremlæggelse af gamle PET-dokumenter nærmer injuriesagen i Østre Landsret mellem historiker Bent Jensen og journalist Jørgen Dragsdahl sig en slutning – dommen falder på fredag. Hvis retssagen en dag skulle filmatiseres som en komedie, kunne den passende få titlen Halløj i Landsretten.

For retssagen, der finder sted i Københavns gamle operabygning i Bredgade, har det ene øjeblik handlet om KGB-agenter, atombomber og storpolitik – for det næste øjeblik at dreje sig om en dansk forsker, der beskyldes for at være en enfoldig og politiserende fusker – for det næste igen at dreje sig om en kvindeglad journalist, der lod sig beværte med udlandsrejser, vodka og dyre frokoster af sovjetiske KGB-folk, og som var »syg af forelskelse«, som en PET-medarbejder skrev i en hemmelig overvågningsrapport.

Halløjet fortsatte, da sagens sidste vidne blev indkaldt. Det var den unge koldkrigshistoriker Morten Heiberg fra den tidligere PET-kommission, der stirrede foragteligt på professor Bent Jensen og nægtede at besvare hans advokats spørgsmål med henvisning til, at Justitsministeriet havde pålagt ham tavshedspligt. Det fik en af tilhørerne – forfatteren Ulla Dahlerup – til at sige indigneret til Jensens advokat: »Hvor er Heiberg dog fræk!«, hvilket fik advokaten til at hviske tørt: »Han er bare en idiot.«

Og halløjet kulminerede forleden dag, da advokaterne – Karoly Németh for Bent Jensen, Henrik Holm-Nielsen for Jørgen Dragsdahl – stod over for hinanden i deres afsluttende sagsfremlæggelse. Den var blevet flyttet til en større retssal på grund af stigende tilskuertilstrømning. Her udførte advokaterne hver deres velgennemtænkte karaktermord på modpartens klient, medens de seneste års danske kulturkamp udgjorde baggrundsmusikken.

Forelskelser og fodnotepolitik

Det var Németh, der først skulle procedere. Han krævede total frifindelse for Jensen ved systematisk at underminere Dragsdahls 35 anklagepunkter om grove injurier, der alle knytter sig til Jensens avisskriverier om, at Dragsdahl var KGB-agent under Den Kolde Krig. Advokaten mente med henvisning til afhøringer og PET-dokumenter, at det var bevist, at både PET og KGB opfattede Dragsdahl som påvirkningsagent.

Németh bad dommerne »erindre, at meget få danske statsborgere har haft den ’ære’ at være genstand for PETs efterforskning igennem en lang årrække, at være underkastet telefonaflytning i 3 år, at være genstand for interesse i embedsmændenes og regeringens sikkerhedsudvalg, at være en person, som den danske ambassade i Washington måtte advare Udenrigsministeriet imod, at være omtalt som agent af adskillige KGB-folk. Det er mere end påfaldende!« Németh tilføjede: »Om den mand bruger jeg udtrykkeligt ikke ordet landsmand.«

Videre mente Németh, at Dragsdahl var blevet hvervet som følge af sovjetiske sympatier, men også på grund af personlige svagheder og vanskeligheder. Stikordene var økonomi og kvinder:

»Det er en kendsgerning, at forelskelser var et af KGB meget brugt værktøj til at opnå indflydelse på relevante personer. At se bort fra, at KGB gennem Dragsdahls forelskelse i russeren Ira fik en krog i ham, vil være ganske urimeligt!«

Németh sagde, at injuriesagen kun var rejst, fordi den 64-årige journalist »har besluttet sig for at leve af tort-godtgørelser« i stedet for at udføre normalt lønarbejde. Men Németh lod retten forstå, at sagen faktisk handlede om, »hvem der svigtede i de tider, hvor Danmark var i fare – og en af dem er Dragsdahl!«

Németh citerede den norske spion Arne Treholt, som i sine erindringer erkendte, at han ikke havde opført sig særlig smart: »Når man opfører sig som spion, må man også finde sig i at blive udlagt som spion.« I Dragsdahls tilfælde kan man så »erstatte spion med agent«, sagde Németh, mens Dragsdahl i tiltagende grad rystede på hovedet.

Németh understregede, at Jensens skriverier om Dragsdahl ikke handlede om koldkrigshetz, men var udtryk for, at Informations tidligere forsvarsjournalist var en central opinionsdanner i 1980erne. Her havde et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – af Socialdemokratiet, Radikale og SF – gennemtrumfet en Nato-kritisk »fodnotepolitik« uden om den borgerlige Schlüter-regering.

»Dragsdahl støbte kuglerne til fodnotepolitikken, påvirkede Lasse Budtz, Margrethe Auken og Gert Petersen og kompagnoner,« sagde Németh. Retssagen er derfor, pointerede han, »et kernepunkt i det moralske opgør med dem, der før Murens fald på en lidet flatterende måde var KGBs håndlangere og samarbejdede med det morderiske, sovjetiske regime. Danmark kom i konsekvens af dette samarbejde i en langt mere kritisk situation, end det er almindeligt kendt. Tilsvarende alvorlige situationer vil kunne opstå igen, og det gælder ikke mindst, såfremt samarbejde med foretagender af KGBs kaliber bliver upåtalt af historiens dom,« sagde Németh.

Undervejs protesterede Holm-Nielsen over, at Németh citerede fra hemmelige PET-papirer, men det vrede svar lød: »Man må sige, at sandheden er ilde hørt!« Dommerformanden bad Németh fortsætte, og han tordnede så videre:

»Bent Jensens afdækning er ubekvem for en del stadig levende danskere, der sad i nøgleroller dengang, men ikke levede op til deres ansvar. Hvis Bent Jensen lammes i sit arbejde med at fortælle, hvad disse danskere blev indviklet i, afskæres senere generationer fra at få at vide, hvad der foregik, og dermed fra at blive klogere – historieskrivningen bliver så at sige amputeret.«

Ørnen skuer det himmelske lys

Nu var det Holm-Nielsens tur, og han var lige så skarp og syrlig: »Høje ret! Jeg har nu den ære at skulle rejse en skamstøtte for Bent Jensen!«

Advokaten fastslog, at Jensens udfald mod Dragsdahl var præget af en hadsk tone og løse påstande, som ofte »byggede på manipulation af citater og misvisende indpakning«.

Holm-Nielsen forklarede, at Dragsdahls østlige kontakter ganske vist var omfattende, og at han bragte sig klart i situationer, hvor risikoen for hvervningsforsøg var stor. Det var derfor naturligt for PET at holde et godt øje med ham:

»Men Jensens anklageskrift rummede ikke beviser for, at Dragsdahl var sovjetisk påvirkningsagent. Om noget var han påvirkningsagent for den amerikanske opposition mod Reagens politik! Ret skal være ret, og Jensens forsøg på at gøre historiens domstol til en inkvisition med begrænsede krav til bevisførelse er uvidenskabelig.«

Holm-Nielsen betonede, at PETs overvågning af Dragsdahl frikendte ham. Det konkluderede PETs chefer, den såkaldte DIIS-udredning i 2005 og den efterfølgende PET-kommission i 2009. Holm-Nielsen fremhævede tillige, at ingen har kunnet finde eksempler på, at »synspunkter fra KGBs hovedkvarter var blevet båret ind i Dragsdahls artikler. Og det har ej professor Bent Jensen fundet eksempler på!«.

Og med henvisning til Jensens enegang, opsummerede Henrik Holm-Nielsen med dyb, dyb syrlig ironi: »På frisen over hovedindgangen til Københavns Universitet er der gengivet en ørn med udspilede vinger. Omkranset af et tekstbånd. Hvorpå der står at læse: ’Ørnen skuer det himmelske lys.’ Ene af alle har professor Bent Jensen formået at skue det himmelske lys!«

Holm-Nielsen var enig i, at Dragsdahl spillede en vigtig rolle i dansk sikkerhedspolitik, men det var en positiv rolle: »Dragsdahls artikler havde et enestående kildemateriale i USA, der indebar, at der blev inddraget flere nuancer end vanligt i den danske debat. Dragsdahls sikkerhedspolitiske journalistik var på intenationalt niveau.«

Holm-Nielsen – der nu har brugt over 3000 advokattimer på denne injuriesag om Den Kolde Krig – lød, som om han var blevet en dreven historisk kildekritiker, når han punkt for punkt forsøgte at gendrive Jensens påstande. Holm-Nielsen havde ikke andet end fnys og dybe suk tilovers for Jensens historieskrivning, som blev betegnet som »en chevaleresk holdning til kildekritik« og kommenteret med varierende udtryk som: »Jensens svar blæser i vinden«, »det er så jævnt hen uredeligt«, »det rækker ingen steder« og »det er en dødeligt anskudt vildand«.

Jeg giver møde for Saladin!

Holm-Nielsen trak til sidst de seneste års borgerlige kulturkamp frem som den egentlige årsag til al halløjet: »Nærværende sag er et af ’pave Anders Fogh’ velsignet korstog,« lød det skælmsk fra Holm-Nielsen og citerede en passage, hvor den tidligere statsminister krævede et opgør med dem på venstrefløjen, »der begik et intellektuelt og moralsk forræderi af format«.

Holm-Nielsen henviste til, at der gik en lige linje fra Foghs udtalelse til oprettelsen af Center for Koldkrigsforskning i 2007 under Bent Jensens ledelse. Et center, som i historikerkredse fik øgenavnet »Langballe-centeret«, fordi Dansk Folkepartis Jesper Langballe blev dets stærkeste forkæmper i Folketinget. Men Holm-Nielsen var ikke færdig med sin svada og vendte sig mod flere borgerlige debattører, hvoraf de fleste var til stede i Østre Landsret.

»I spidsen for dette korstog har jeg noteret mig: Jerusalems stormester Bent Jensen. I flok og følge med sine tempelriddere: Peter la Cour, Jens Gregersen, Ole Hasselbalch, Jesper Langballe og Søren Krarup,« nærmest messede Holm-Nielsen med åbenbar inspiration fra Jan Guillous korstogs-triologi: »Høje ret! Jeg har i denne sag den ære at give møde for Saladin!«

Dermed var banen kridtet op til, at de tre landsretsdommere nu kan dømme i den på mange måder historiske retssag. Det store spørgsmål er, om Bent Jensen bliver frifundet denne gang? – eller om landsretten gentager byrettens straf til ham med bøder på 40.000 kroner og 200.000 kroner i tort-erstatning til Jørgen Dragsdahl?

Men uanset hvad vil den offentlige interesse hurtigt komme til at handle om Jensens udgivelse af det 1500 sider store værk, Danmark under Den Kolde Krig. Det er et værk, som har været forsinket på grund af forviklinger omkring Jensens brug af PET-dokumenter. Men forlaget Gyldendal oplyser, at værket er klar til at blive trykt med det samme, når dommen falder på fredag.

Hos Jensens støtter vil værket sikkert få status som »koldkrigsbibel«, og omvendt tales der blandt historikere om, at Jensens fjender lige så sikkert ser frem til at »slagte værket«.

For som den unge koldkrigshistoriker Thomas Wegener Friis sagde i landsretten, da han blev bedt om at beskrive Bent Jensens placering i det danske historikermiljø i dag: »Bent Jensen er den historiker, som de skræmmer deres børn med, inden de skal falde i søvn.«

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533