1.sektion uge 45 2010

Ukrontollerbart. Eliteforskeren Milena Penkowa kører rød sportsvogn, ferierer med Helge Sander og har en usædvanlig succesfuld karriere med næsten 100 publicerede videnskabelige artikler. Nu rejses der tvivl om redeligheden af hendes forskning.

Poul Pilgaard Johnsen

Hjernevinding

Hjerneforskeren Milena Penkowa, der sidste år i en alder af 36 modtog Videnskabsministeriets højt estimerede EliteForsk-pris som et forbillede for andre og yngre forskere, mistænkes for videnskabelig uredelighed og - i værste fald - for bevidst at have fusket med forskningsresultater, som hun indsendte til et internationalt videnskabeligt tidsskrift.

Internt på Københavns Universitet verserer i øjeblikket en sag om både lødigheden af Milena Penkowas forskning og om hendes vejledning af studenter, som hun har ansvaret for. I sagen er inddraget både universitetets egne jurister, Kammeradvokaten og Milena Penkowas advokat, og det er nu op til rektor Ralf Hemmingsen at afgøre om den anerkendte og i offentligheden højt profilerede professor og dr.med. skal indklages for Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Milena Penkowa selv har »absolut ingen kommentarer« til sagen, hvis papirer Weekendavisen er kommet i besiddelse af. Og forelagt avisens oplysninger udtaler hendes nærmeste chef, institutleder, professor Albert Gjedde:

»Jeg ved ikke, hvad det er for et dokument, du refererer til, men i givet fald ville det under alle omstændigheder være et internt arbejdsdokument, som jeg ikke kan kommentere.«

Kendskab til sagens akter må Albert Gjedde dog have, for det er ham selv, der har skrevet dem. I en omfattende skriftlig sagsfremstilling stilet til dekan Ulla Wewer og dateret 18. oktober fastslår institutlederen indledningsvis: »Spørgsmålene er, om de af Milena Penkowa 8. april 2010 oplyste tælletal enten er fiktive eller opnået med så grov uagtsomhed, at en offentliggørelse må siges at være uredelig, og om denne usikkerhed er udtryk for en så uansvarlig forskningsledelse, at det i sig selv må betegnes som groft uagtsomt.«

Ordet tælletal refererer til et af sagens kernepunkter, nemlig om de af Penkowa angivne og optalte resultater ved mikroskopering af lymfekræftceller er reelle og videnskabeligt plausible. Albert Gjedde konstaterer mod slutningen i sammenfatningen, at det er »usandsynligt, at tælletal med så ringe spredning kan opnås uden forudfattet udvælgelse af tælleområder eller tælletal.« Altså videnskabeligt utroværdigt. Og endelig helt til sidst:

»Samlet sandsynliggør forløbet dels en så groft uagtsom udøvelse af videnskabelig praksis, dels en så groft uagtsom udøvelse af praksis for vejledning og ledelse af yngre forskere og omgang med kolleger, at Milena Penkowas troværdighed som forsker og forskningsleder kan være varigt belastet.«

Troværdighedskamp

I virkeligheden er det ikke første gang, den fremadstormende hjerneforskers videnskabelige troværdighed drages i tvivl. Uden at det hidtil er kommet til offentlighedens kendskab blev den første doktordisputats, som Milena Penkowa indleverede, i 2002 underkendt af bedømmelsesudvalget, og i 2008 blev hun indklaget for Udvalget vedr. god videnskabelig praksis ved Københavns Universitet. Begge gange klarede Penkowa dog frisag, ja i realiteten fik hun i disputatssagen nærmest efterfølgende en slags æresoprejsning og blev senere doktor på en ny disputats.

Sagen begyndte, da det første bedømmerudvalg bestående af professorerne Per Soelberg Sørensen, Bente Finsen og Henning Laursen afviste hendes disputats. De var usikre på den videnskabelige standard. Udvalget undrede sig bl.a. over, at der som angivet af Penkowa i hendes publicerede videnskabelige arbejder skulle være udført forsøg på op imod 1.000 rotter. Eksperterne fandt det om ikke umuligt så temmelig usandsynligt med så mange forsøgsdyr under de beskrevne omstændigheder.

Efterfølgende besluttede den daværende dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, nuværende rektor Ralf Hemmingsen imidlertid højst usædvanligt at indkalde to udenlandske eksperter, en svensker og en nordmand, til at bedømme bedømmernes arbejde. Resultatet blev en ­desavouering af bedømmelsesudvalget og dermed reelt en oprejsning for Penkowa.

Klagen til Praksisudvalget seks år senere blev udløst, da ­professor i cellebiologi Elisabeth Bock i en intern ­redegørelse på universitetet fastslog, at analyseresultater fra Milena ­Penkowas laboratorium i fire tilfælde ikke kunne ­reproduceres, når de blev søgt efterkontrolleret i Elisabeth Bocks laboratorium. Anledningen til efterkontrollen var dels, at Bock var blevet ­vejleder for en kandidat, der havde ­måttet opgive at publicere de videnskabelige fund, han havde gjort sammen med Penkowa i hendes laboratorium, dels en ifølge Bock generel »stigende bekymring over MPs analysers validitet«.

Efter at have rådført sig med en udenlandsk ekspert nåede Praksisudvalget dog frem til, at der ikke var grund til at kritisere Penkowas analysearbejde. Ifølge Weekendavisens oplysninger blev Elisabeth Bock derimod efterfølgende udstyret med en mundkurv af universitetets jurister, der fastslog, at det kunne være strafbart, hvis hun fortsat satte spørgsmålstegn ved Penkowas forskning. Belæringen må have sviet hos Bock, som oprindelig hørte til kredsen af trofaste støtter, der mente, at den unge, karismatiske forsker-komet nok bare blev udsat for chikane af sure, gamle, mandlige professorer.

Højt selvværd

2-0 til Milena Penkowa, der i medierne aldrig har lagt skjul på bevidstheden om eget værd. Selv har hun i flere tilfælde ­forklaret sagerne mod hende som udslag af brødnid og misundelse eller med kompleksiteten i hendes forskning. Ifølge hende er hun simpelthen dygtigere end de fleste til at lave de komplicerede celleanalyser i mikroskopet, eller også har hendes kolleger anvendt andre analysemetoder end dem, hun selv bruger, og det er derfor, at de ikke kan gentage resultaterne.

Alligevel er der tilsyneladende med årene opstået en vis usikkerhed også hos Penkowas oprindelige støtter. Således siger professor Bente Klarlund Pedersen, der har haft hende ansat i sit forskningscenter, i dag:

»Jeg støttede hende moralsk, da hun havde problemer med sin disputats. Jeg troede på hende og indledte et samarbejde med hende, men det gik ikke, som jeg forventede, og jeg valgte til sidst at bede hende gå ud af vort center.«

En anden højt anerkendt kollega, professor Bente ­Pakkenberg, siger:

»De metoder, som vi bruger til at analysere hjerneceller i laboratoriet, giver til en vis grad rum for fortolkning, og der påhviler således forskningslederen og vejlederen for de yngre forskere et stort ansvar. Derfor skal der være en høj grad af tillid mellem lederen og de yngre. I det konkrete tilfælde har jeg kendskab til tre studenter, der har forladt Penkowas laboratorium, fordi de ikke ville lægge navn til resultater, der skulle publiceres. Hvis det sker, skal alle alarmklokker ringe hos en forskningsleder, for så er noget rivravruskende galt. Så må man spørge sig selv: Hvad gør jeg galt, fordi det normalt er omvendt, så studenterne vil gå gennem ild og vand for deres forskningsleder. Så skal sagen altså på en eller anden måde undersøges nærmere.«

Hverken medlemmerne af det desavouerede bedømmelsesudvalg, Elisabeth Bock eller andre af de kritikere af Milena Penkowa, som Weekendavisen, har talt med, herunder fem tidligere studenter og medarbejdere, tør stå frem ved navn med deres kritik. De er bange for repressalier i fremtiden, hvis hun endnu en gang klarer frisag. Anonymt udtaler en kollega sig imidlertid bramfrit og overbevist:

»Hun har klaret frisag, fordi man aldrig har undersøgt de prøver, der har været strid om eller gentaget hendes forsøg. Undersøgelsesudvalgene har bare bedt hende om en forklaring på, hvorfor hun finder andre resultater end sine studenter og kolleger, og så har man foretaget en vurdering af forklaringen. Hvorfor har man aldrig taget hendes prøver og givet dem til nogle reelle eksperter, der kunne lægge dem under mikroskopet igen og afprøve hendes resultater? Det svarer til, at nogen går til politiet og siger, at deres klaver er blevet stjålet, hvorefter tyven bliver spurgt og svarer ’det er ikke stjålet’ og derefter afgøres sagen på de to udsagn, uden at nogen har kigget efter, om klaveret er væk.«

Farvet

Denne gang spiller klaveret anderledes. For første gang er de samme vævsprøver, som Milena Penkowa har haft under mikroskopet, blevet analyseret på ny af to andre eksperter, og det er baggrunden for sagen, der nu verserer på Københavns Universitet.

Den begyndte, da to af Penkowas studerende henvendte sig til institutleder Albert Gjedde, fordi de var usikre på, hvordan de skulle forholde sig til en planlagt videnskabelig publikation af nogle analyser af væv fra lymfekræftpatienter. De havde undersøgt, om der i kræftcellerne var en særlig høj forekomst af nogle bestemte proteiner. I givet fald kunne en sådan opdagelse bruges til at udvikle lægemidler mod kræft, som specielt binder sig til celler med en høj forekomst af disse proteiner. Metoden består i at farve vævsprøverne med forskellige farver som binder sig til forskellige proteiner og derefter iagttage og tælle i mikroskopet hvilke celler, der var stærkt farvede, mindre farvede osv.

De var nået frem til, at der ikke var nogen særlig forskel på farvefordelingen - og dermed på mængden af de interessante proteiner - mellem normale celler og kræftceller, men da Milena Penkowa fremsendte et udkast til den videnskabelige artikel, som de også skulle have deres navn på, optrådte pludselig en signifikant højere forekomst af disse proteiner i kræftcellerne. Ifølge hendes egne oplysninger havde hun efterfølgende selv analyseret vævsprøverne og var nået frem til dette resultat, som afveg totalt fra studenternes.

Forelagt dette sørgede Albert Gjedde for at indsamle vævsprøverne, som befandt sig på bordet omkring mikroskopet tilhørende Milena Penkowa, der ikke længere havde adgang til sit laboratorium, da hun af anden årsag var blevet suspenderet fra sit professorat. Han sendte dem derefter til omtælling hos eksperter, en lektor ansat på samme institut som Penkowa og en professor ved Aarhus Universitet. Begge konkluderede, at de i alt 53 prøver i virkeligheden var af en så ringe kvalitet, at det reelt ikke lod sig gøre at analysere dem og foretage relevante optællinger i dem. Efter at have gennemgået seks tælle-metoder med faldende grad af akkuratesse, konkluderer professor Jens Randel Nygaard fra Århus ligefrem, at der ikke under nogen omstændigheder med selv de dårligste af de seks metoder kan opnås nogen kvantitativ eller kvalitativ information fra de farvede celleprøver.

Der er også et andet forhold som Gjedde og eksperter ifølge papirerne ikke kan få til at stemme: Der er næsten ingen spredning. Milena Penkowa har registreret en biologisk set helt usandsynlig ensartet - og høj - forekomst af de særlige proteiner i samtlige 53 prøver. Mellem 53 individuelle patienter vil der altid findes en naturlig biologisk variation i cellerne, men i Penkowas optik og mikroskop er der stort set ingen spredning.

I mellemtiden fortsatte Penkowa - uvidende om de af Gjedde iværksatte omtællinger - med at skrive på den videnskabelige artikel, selv om de to studenter havde meddelt hende, at de ikke længere ønskede at stå som hovedforfattere. Den 24. august indleverede hun den til Journal of Clinical Oncology. Medforfattere på artiklen var også nogle læger på Herlev Hospital, som havde medvirket til at præparere vævsprøverne, men efter at være blevet orienteret, dog ikke af Penkowa, om de to tidligere hovedforfatteres trækken sig fra artiklen, valgte de også at trække sig. På grund af dette er den videnskabelige artikel - som publiceret ville have givet kræftforskere i hele verden grund til at tro, at der måske kan udvikles behandlingsmetoder med de særlige proteiner som nøgle - nu blevet afvist af Journal of Clinical Oncology.

Lunefuld

Milena Penkowa, der ikke ønsker at medvirke i denne artikel, har ifølge de interne dokumenter i både mails og på et møde bistået af advokater forsvaret sig mod mistanken mod hende med velkendte argumenter: at eksperterne ikke har tilstrækkelig ekspertise, at de ikke forstår hendes tællemetode, at der var mange flere forskellige snit af vævsprøverne end dem, der blev indsamlet rundt omkring hendes mikroskop, og at mennesker, der vil hende det ondt, må have fjernet nogle af snittene.

Det har tilsyneladende ikke overbevist Albert Gjedde, der også noterer sig, at logbøger og oversigter over udført arbejde i Penkowas laboratorium mangler i en sådan grad, at det ikke er muligt for udenforstående at foretage en objektiv vurdering af, hvilke undersøgelser der ligger til grund for de videnskabelige konklusioner. Det er ellers et minimumskrav inden for videnskaben. Og videre: »Generelt er hjælpen til og vejledningen af studerende og yngre forskere mangelfuld, tilfældig og lunefuld.«

Alt i alt konkluderer han i sin indberetning til universitetets ledelse: »De gengivne eller omtalte dokumenter rejser mistanke om forhold, som kan falde ind under begreberne grov videnskabelig uagtsomhed eller videnskabelig uredelighed.«

Når høringsfristen for Milena Penkowa udløber i denne weekend, er det herefter op til rektor Ralf Hemmingsen, om hun skal indklages for det statslige Udvalget vedr. Videnskabelig Uredelighed. Det var i øvrigt også ham, der som tidligere dekan i 2002 tog det usædvanlige skridt at nedsætte et udenlandsk udvalg til bedømmelse af hendes disputatsbedømmere og ham, der senere formelt indstillede hende som en af kandidaterne til Videnskabsministeriets prestigefyldte EliteForsk-pris.

Uanset udfaldet af rektors overvejelser har Milena Penkowa dog også selv mulighed for at indbringe sagen for uredelighedsudvalget med påstand om at blive renset for den mistanke, der nu er rejst mod hende.

Kendes hun alligevel i sidste ende uredelig, vil alle hendes tidligere publicerede videnskabelige artikler - næsten 100 - til gengæld komme under mistanke. Sker det, må nogle sidde tilbage med en sær smag i munden. Ikke mindst tidligere videnskabsminister Helge Sander, der ved kronprinsesse Marys overrækkelse på Glyptoteket af eliteforskerprisen med tilhørende 1,1 million kroner udtalte:

»Jeg tror, det er afgørende, at vi har nogle forbilleder i forskningsverdenen, som de unge kan spejle sig i.«

Det var også ham, der - højst overraskende for nogle af de deltagende eksperter - havde inviteret Milena Penkowa med til en konference om oprettelse af et højtprofileret dansk center for stamcelleforskning, der blev holdt torsdag den 17. september 2009 på Christiansborg. Stamceller er ellers ikke et af Penkowas specialer.

Til gengæld har hun og den nu tidligere videnskabsminister åbenbart et godt forhold til hinanden. I en mail, som er aftrykt i bilagene til den verserende sag, oplyser hun i hvert fald selv i juli, at hun er på »feriebesøg hos Sander-familien i Herning«.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533