Bøger uge 20 2015

Kommentar. Mette Høeg hugger hæle og klipper tæer som sjældent set for at få sin kvindefjendske litteraturkritiske kabale til at gå op.

Johanne Mygind

Gid det var performance

»Åh gud, lad det være en litterær performance,« tænkte jeg som det første, da jeg læste Mette Høegs indlæg om de danske kvindelige forfatteres navlepilleri i sidste uge. Måske havde hun lavet en happening og fået trykt et indlæg, som parodierede al den kvindefjendskhed, som stadig er en del af vores kulturelle landskab. En performance, der væltede sig i alle de klicheer, som altid har været kendetegnet for den nedladenhed, kvindelige kunstnere møder på deres vej. Måske var indlægget simpelthen et kludetæppe af citater fra 100 års kønskamp, som skulle bringes her en måned før fejringen af kvindernes valgret. Måske var dette indlæg en del af tidens litterære tendens, hvor leg med identitet og citation er en del af projektet.

Men Mette Høeg, forfatteren til essayet på forsiden af Weekendavisens bogsektion, eksisterer i virkeligheden og har endnu ikke smidt performancemasken. Man bliver altså nødt til at tage hendes indlæg seriøst, og så er det, at forstemtheden melder sig.

Indlægget kritiserer på en gang to vidt forskellige litterære fænomener, som Mette Høeg ikke bryder sig om: Forfatterskolens betydning for det litterære miljø og bølgen af autofiktion. Skylden for begge fænomener placerer hun entydigt hos kønnet. Det er kvindernes skyld, at Forfatterskolen bliver centrum for et indspist litterært miljø, ligesom det er kvindernes skyld, at dansk litteratur domineres af selvbiografiske skildringer. Den påstand er et effektivt greb i en verden, som stadig har det svært med, at kvinderne har fået taletid.

For at få hevet sine pointer hjem må Mette Høeg derfor slå forfatterskaber sammen, som ikke har meget andet med hinanden at gøre, end at forfatterne besidder en kusse og er født inden for det samme årti.

Maja Lee Langvads rasende angreb på det transnationale adoptionssystem bliver sat i bås med Josefine Klougarts klassisk afpersonaliserede skildringer af parforhold og barndom og Asta Olivia Nordenhofs hårdkogte lyrik. Dernæst ser Mette Høeg bort fra alle de kvindelige forfattere, som for eksempel Camilla Stockmarr, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Birgithe Kosovic, Kristina Stoltz, Dy Plambeck, Sissel-Jo Gazan, Ursula Andkjær Olsen og Lone Aburas, der beskæftiger sig med noget helt andet end deres eget liv.

Og sidst, men ikke mindst, må hun undlade at nævne hele perlerækken af danske mandlige forfattere som Kristian Ditlev Jensen, Kim Leine, Knud Romer, Pablo Llambías, Daniel Dencik, Morten Sabroe, Jørgen Leth, Hassan Preisler, Caspar Eric og Bjørn Rasmussen, som har arbejdet autofiktivt eller med køn, krop og seksualitet som hovedtema. Hun må også se bort fra, at Skandinaviens største litterære navn inden for autofiktion hedder Karl Ove Knausgård, og at dansk lyriks suverænt mest sælgende og prismodtagende repræsentant, Yahya Hassan, debuterede med en digtsamling, som handlede om ham selv i en sådan grad, at bogens titel simpelthen var hans eget navn.

Mette Høeg må med andre ord hugge hæle og klippe tæer for at hente belæg for sin overskrift om, at »Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans«, og til sidst er der kun en stor, blodig klump kvindehad tilbage. Af Mette Høeg bliver de kvindelige forfattere frakendt enhver autoritet og myndighed, når de konsekvent betegnes som »piger«. Ligesom hun reproducerer debatten om folkeskolen, når pigernes succes i uddannelsessystemet og dermed deres optagelse på Forfatterskolen pludselig udelukkende skyldes, at de er »flittige og stræbsomme«.

Kvinders samfundskritik eller formeksperimenter er navlepilleri, og Maja Lee Langvads sociale kritik bliver derfor til forfatterens »irritation over alle mulige personlige forhold«, mens Josefine Klougart beskyldes for at skrive om bløde og vage tematikker som »kærlighed, sorg og tab fra et rent subjektivt udgangspunkt«. Man kan ikke lade være med at spekulere på, hvor store dele af verdenslitteraturen der vil blive dømt ude, hvis lige netop den slags »vage« tematikker ikke længere må behandles litterært?

Mest trættende er det måske, at Mette Høeg ikke holder sig for god til at spille det allermest klassiske kvindehadskort, når hun skriver: »Det spiller sandsynligvis ind, at både de højst positionerede kvinder og mænd (...) får noget ud af at favorisere kvinderne. De kvindelige får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger.« Med andre ord: De danske kvindelige forfattere kommer kun frem, fordi de kvindelige anmeldere er feminister, og fordi de mandlige gerne vil kneppe nogle unge smukke piger med kunstneriske ambitioner.

»Åh, gid det var performance,« beder man igen og fristes til at ryste hele essayet af sig, fordi det er så lavt og usammenhængende i sin argumentation, at det ikke fortjener mere opmærksomhed. Det ville jeg også gøre, hvis ikke jeg genkendte tonen fra så mange andre indlæg, hvor det stadigvæk er helt legitimt at beskrive kvinder generaliserende og nedladende. Jeg kender den fra Jes Stein Pedersens jeremiader i Politiken over, at 8 ud af 14 kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris var kvinder, som oven i købet dristede sig til at skrive om kvinder. Jeg kender den fra Anne Sophia Hermansens evige udfald mod kvindelige skribenter, som kun skriver med livmoderen. Jeg kender den fra de mumlende spekulationer om, hvorvidt de danske kvindelige forfattere kun bliver promoveret, fordi de gør sig så godt på billeder. Nedgørelsen af kvinder, som drister sig til at være skabende og tænkende væsener på linje med mænd, er stadig godt stof. Om en måned fejrer vi 100-året for kvinders valgret, og ligesom så mange andre af Danmarks skrivende kvinder vil jeg med garanti blive ringet op og få spørgsmålet: »Er der overhovedet brug for kvindekamp i dag?« Med Mette Høegs indlæg i baghovedet vil jeg svare: »Ja!«

Kære Læser

Vi har opdateret vores site, så De fremover er sikret hurtig, nem og sikker adgang til Weekendavisen digitalt. For at få glæde af ændringerne, skal De logge ind her på siden; brug blot de login-oplysninger, De hidtil har brugt på weekendavisen.kundeunivers.dk.
 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533