1.sektion uge 27 2015

Redelighed. UVVU har overraskende frikendt Milena Penkowa for centrale anklager om fusk. Kendelsen er absurd, og med sit overdrevne juristeri er UVVU direkte skadelig for videnskaben, siger tidligere formand for forskningsrådet.

Poul Pilgaard Johnsen

Fri af rottefælden

Med frikendelsen af Milena Penkowa for fusk i 16 videnskabelige artikler har det statslige uredelighedsudvalg, UVVU, kastet lidt af en bombe i den efterhånden uendelige Penkowa-sag, der er Danmarkshistoriens største om videnskabelig svindel. 15 af artiklerne var indberettet af Københavns Universitet på anbefaling af et internationalt ekspertudvalg, der har gennemgået hele Penkowas forskningsproduktion og fundet indicier på snyd i artiklerne. Og nummer 16 – ja, den vedrørte selve den artikel fra 2000 med tusindvis af rotteforsøg, som udløste hele balladen.

Det var den, som fik universitetet til at anmelde hjerneforskeren til politiet i 2011, og den er grunden til, at hun i august står tiltalt i en straffesag ved Københavns Byret. Anklagemyndigheden kræver hende idømt fængsel for at have begået dokumentfalsk for at godtgøre, at hun faktisk havde udført de mange rotteforsøg. Men hjerneforskeren blev tirsdag frikendt for det hele, og overordnet set kan man finde begrundelsen i den pressemeddelelse, som UVVU udsendte samme dag:

»Tidsfaktoren har i væsentlig grad haft betydning for udvalgets mulighed for at etablere et sikkert grundlag for at kunne vurdere, hvorvidt der foreligger videnskabelig uredelighed.« Der er med andre ord gået så lang tid siden den påståede svindel, at eksperterne ikke længere føler sig sikre nok til at kunne afgøre, hvad der er sket.

Dykker man længere ned i de konkrete afgørelser for hver enkelt videnskabelig artikel, må man konstatere, at uredelighedsudvalget med en landsdommer i spidsen i allerhøjeste grad har efterlevet princippet om, at enhver tænkelig tvivl skal komme den anklagede til gode. Også selv om den anklagede selv har nægtet at medvirke til opklaringen. Det skrev Penkowa i en mail til UVVU i juni 2013, og i november 2014 fastslog hun endda, at hun er »uenig i sagsfremstillingen og den mangelfulde indhentning af oplysninger, som kun fremstiller den ene parts sagsopfattelse/ønsketænkning, hvilket betyder at UVVUs bestilling fortsat er baseret på et både utilstrækkeligt, inhabilt og partisk grundlag, hvorfor konklusionerne naturligvis ikke er – og aldrig bliver – valide (...) Alt sammen noget, der vil gøre enhver politistat misundelig«.

Om Penkowa efter frikendelsen stadig er af den overbevisning, står hen i det uvisse, men det mener hendes advokat i hvert fald ikke:

»Som forsvarer i sagen er jeg meget tilfreds med UVVUs afgørelse, og vi har nu sendt de to afgørelser til anklagemyndigheden og spurgt, om de giver anledning til overvejelser,« udtaler Kåre Pihlmann til Ritzau. Ifølge Københavns Universitet ændrer den nye afgørelse dog »ikke nævneværdigt« ved straffesagen. I en pressemeddelelse påpeger universitetet, at Milena Penkowa allerede er kendt skyldig af UVVU i flere andre sager om videnskabelig uredelighed. Uredelighedsafgørelserne – seks i alt – gør det også utænkeligt, at hun skulle få eliteforskerprisen, som hun for længst er frataget, tilbage. Heller ikke anklagemyndigheden ser umiddelbart nogen grund til at foretage ændringer i straffesagen:

»Afgørelsen vil indgå i sagen som et dokument og vil få den betydning, som retten mener, den vil have for sagen,« siger anklager Susanne Bitsch til TV2.

Frit opfundne?

Alligevel er det opsigtsvækkende, at uredelighedsudvalget, der er en offentlig myndighed, har frikendt Penkowa for anklagerne. Lad os se nærmere på begrundelsen:

Den første sag omfatter som nævnt 15 videnskabelige artikler, og for en stor dels vedkommende er spørgsmålet, om celleprøverne, som Penkowa eller hendes medarbejdere mikroskoperede, nu også viser de resultater, som hævdes i artiklerne – ellers kan de jo være frit opfundne. Det internationale panel, som har gennemgået Penkowas produktion, undersøgte præparaterne og fandt dem mistænkelige. UVVUs egne medlemmer, der er professorer og overlæger, gik efterfølgende selv i gang med mikroskopet. Det springende punkt var, om indfarvningen, som viser cellens enkelte bestanddele, gør det muligt at drage de konklusioner, som Penkowa har offentliggjort:

»Ved undersøgelsen fandt udvalget, at kvaliteten af de fundne mikroskopipræparater var lav, idet farvningerne var for svage og utydelige til at kunne muliggøre en vurdering af de i artiklen præsenterede resultater,« skriver UVVU. Og dernæst:

»Udvalget konsulterede en ekstern ekspert i histokemiske farvninger til belysning af, om mikroskopipræparaternes udseende kunne være påvirket af den lange opbevaringstid. Den eksterne ekspert oplyste, at korrekt udførte histokemiske farvninger ved opbevaring i mørke, som det er tilfældet, i hovedreglen ikke ville blive påvirket negativt, f.eks. ved at blive blegere og mere utydelige over tid. Dette forudsætter dog, at alle procedurer under forberedelserne til farvningerne af de vævsprøver, der skal undersøges, følges. Hvis dette ikke sker, kan det ifølge den eksterne ekspert ikke udelukkes, at farvninger, der i udgangspunktet var brugbare, kommer til at fremstå blege og utydelige.«

Det får udvalget til at konstatere:

»Henset til den lange opbevaringstid kan udvalget på det foreliggende grundlag ikke afvise, at farvningerne oprindelig har fremstået tydeligere og dermed har været anvendelige, som beskrevet i artiklen.«

UVVU statuerer med andre ord, at hvis Penkowa ikke har gjort arbejdet korrekt fra begyndelsen, kan man ikke efterfølgende bevise, at hun fuskede, og derfor må hun frikendes.

Tidligere formand for Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom, professor Niels Borregaard, ryster på hovedet over afgørelsen:

»Konsekvensen heraf er, at det står enhver frit for at konstruere forsøg ud af den blå luft, fordi UVVU i modsætning til det videnskabelige samfund ikke stiller krav om, at man skal dokumentere eksistensen af sit materiale,« siger han.

I andre artikler blandt de 15 var spørgsmålet, om Penkowa og hendes medarbejdere rent faktisk har udført de kontrolforsøg, som var angivet i artiklen, eller om de eventuelt også kunne være frit opfundne. Det mente det internationale ekspertpanel, og det danske uredelighedsudvalg konstaterer da også indledningsvis, at man ikke har kunnet finde »mikroskopipræparater, der kunne identificeres som værende resultater af de beskrevne kontrolforsøg«. Udvalget har også fået at vide af de to laboranter, der angivelig udførte de pågældende forsøg for Penkowa, at de ikke udførte de beskrevne kontrolforsøg. Faktisk forklarer de, at de direkte spurgte hjerneforskeren, om der ikke skulle udføres kontrolforsøg, men fik at vide, at det ikke var nødvendigt. Men heller ikke det er nok til, at UVVU tør statuere uredelighed:

»Udvalget bemærker, at det forhold, at laboranterne ikke udførte de pågældende forsøg, ikke i sig selv udelukker, at kontrolforsøgene blev udført.« Med andre ord: Penkowas egne laboranter kender ikke noget til forsøgene, men det kan jo ikke udelukkes, at nogle andre har lavet dem. Ergo frikendes hun også for denne anklage.

Også dette fremkalder hovedrysten hos professor Niels Borregaard:

»Det er endnu et eksempel på, at jura ikke hører hjemme i bedømmelse af videnskab og slet ikke biologi. Enhver sund fornuft siger, at resultaterne mangler, fordi de aldrig har eksisteret, hvilket støttes af de to laboranters udtalelse. Kun jurister kan mene anderledes, ikke forskere.«

Han finder afgørelsen absurd og nævner professor Bente Klarlund, der af UVVU blev dømt uredelig, fordi hun ikke havde opdaget, at Penkowa i nogle fælles artikler havde snydt med cellebilleder fra mikroskopet. Penkowa havde genbrugt gamle fotos, der var vendt på hovedet. Klarlund gik efter uredelighedsdommen hele vejen til Østre Landsret og vandt over UVVU.

»Jeg finder det meget påfaldende, at UVVU på den ene side dømte Bente Klarlund Pedersen uredelig for at have været medforfatter på en artikel, hvori der er foretaget billedmanipulation af Milena Penkowa, men at man nu frikender Milena Penkowa for billedmanipulation,« siger Borregaard.

Bomben

Lige så interessant er sagen om de mange hundrede rotteforsøg. Disputatsudvalget, der i 2003 underkendte Penkowas første forsøg på at opnå doktorgraden, vendte tommelfingeren nedad, netop fordi de fandt det usandsynligt, at hun skulle have udført så mange forsøg som angivet i en videnskabelig artikel fra 2000 i tidsskriftetGLIA. En del af denne artikel har UVVU nu også taget stilling til, og atter frikendes Penkowa. Det er lidt af en bombe.

Vi skruer tiden 12 år tilbage: Disputatsudvalget, der er blevet mistænksomme, anmoder undervejs i bedømmelsen Penkowa om at få tilsendt de relevante dyreforsøgsprotokoller, så de kan se, at rotteforsøgene faktisk er udført. Af interne papirer på Københavns Universitet, som Weekendavisen efterfølgende kommer i besiddelse af, kan man se, at Penkowa afleverer forskellige lister ad flere omgange. Ingen af dem tilfredsstiller dog bedømmerne, og især et af dokumenterne vækker deres mistanke. Det er en komplet fotokopi af en såkaldt dyrebog fra Justitsministeriets Dyreforsøgsudvalg. De hæfter sig ved, at den ikke er officielt underskrevet, som den ellers skal være.

Protokollen bliver et af de mange kritikpunkter, som Milena Penkowa efterfølgende får mulighed for at svare på eller gendrive. Hendes svar skal afleveres til den daværende dekan, nuværende rektor Ralf Hemmingsen, »snarest muligt og senest fredag den 30. maj 2003, kl. 12.00«, står der i brevet til hende.

Dekanen modtager hendes svar to dage før fristens udløb, men det synes Milena Penkowa åbenbart selv er vel sent. I en medfølgende og underskrevet »kommentar til dekanatets brev« skriver hun:

»Jeg ville umiddelbart aflevere mit svar så hurtigt som muligt, men jeg afleverer i dag onsdag d. 28.05.2003. Jeg har ikke kunnet gøre dette endnu tidligere pga. en meget ulykkelig hændelse i min familie. Onsdag d. 14. maj forulykkede min mor og min søster i Belgien i bil, hvorefter jeg har brugt meget tid på hospitalet og især begravelsen.«

Denne oplysning glemmer Milena Penkowa tilsyneladende, da hun seks år senere, i 2009, skal have overrakt Eliteforsk-prisen af kronprinsesse Mary og i den forbindelse bliver bedt om at sende en liste til Videnskabsministeriet over personer, hun ønsker inviteret med til højtideligheden på Glyptoteket. Øverst på listen står hendes mor. Både moderen og Milenas søster lever den dag i dag i bedste velgående.

Milena Penkowa slår i brevet umisforståeligt fast, at det omdiskuterede forsøg med rotterne er baseret på to forskellige grupper af dyr: En mindre gruppe, som hun selv har lavet forsøg med i København, og en større gruppe, som er forsøgsdyr i Barcelona, hvor hun samarbejder med videnskabsmanden Juan Hidalgo:

»Disse andre (og meget omfattende) EAE-forsøg foretages af undertegnede og kolleger på Barcelonas Autonome Universitet i samarbejde med et større industrielt medicinalfirma,« skriver hun og fortsætter: »Gruppe 2-dyrene og forsøgene hermed var og skete fysisk på Barcelonas Autonome Universitet.«

Efterfølgende sender Penkowa yderligere to breve til dekanen, hvori hun henholdsvis trygler og truer i en bestræbelse på at undgå at blive indklaget for UVVU.

Trods bønner og trusler er Ralf Hemmingsen dog i 2003 ikke til sinds uden videre at lægge sagen ad acta. Spørgsmålet er stadig det helt faktuelle om de mange rotteforsøg: Er de overhovedet lavet og i givet fald hvor? Det beslutter Hemmingsen sig for selv at opklare. Rekvisitioner og afregninger fra fakultetets dyrestald gennemgås, og der er tilsyneladende dokumentation for de forsøg, Milena Penkowa påstår selv at have lavet på Københavns Universitet. Hvad så med dyrene fra Gruppe 2? Hemmingsen ringer til Penkowas samarbejdspartner, Juan Hidalgo, på universitetet i Barcelona og får at vide, at forsøgene ikke er lavet af ham. Han har kun bearbejdet de forsøgsdata, som hun har sendt til ham. Hidalgo troede, at forsøgene var lavet i København.

Forelagt denne udtalelse forklarer Milena Penkowa nu, at forsøgene er lavet i et privat firmas laboratorium i Barcelona. Hun bliver bedt om at aflevere dokumentation for påstanden, og det er hun faktisk i stand til at gøre. Dekanatet modtager kopier af en underskrevet kontrakt med et privat laboratorium og af telefaxer fra dette firma. Faxsiderne bærer firmaets navn og logo og indeholder meddelelser til Milena Penkowa om udførte rotteforsøg og resultater. Efter at have set brevpapir, logo, faxer og underskrifter fra det spanske firma må Ralf Hemmingsen konstatere, at Milena Penkowas forklaring holder vand. Og så er vejen banet for en strålende karriere for superstudenten Penkowa. Den krones i 2009 med udnævnelsen af hende til eliteforsker som et forbillede for andre yngre forskere i Danmark.

Fælden klapper

Vi skriver januar 2011.Weekendavisen har i de foregående måneder afsløret, at der internt på Københavns Universitet er rejst tvivl om Milena Penkowas videnskabelige lødighed, og nu beder vi Københavns Universitet om aktindsigt i den kontrakt med det spanske firma, som hun afleverede til universitetet i 2003. Firmaet hedder RRRC Pharmaceuticals, og kontrakten er fra 1998. Milena Penkowas samarbejdspartner på universitetet i Barcelona kender ikke firmaet, men der findes faktisk et firma ved navn RRRC – Rat Resource & Research Center. Det opdrætter og sælger rotter til videnskabelige forsøg og ligger i Missouri i USA.

»Men vi findes kun i USA. Jeg har heller aldrig hørt om navnet Milena Penkowa,« oplyser direktøren, John Critser. Han kan fortælle, at RRRC først blev etableret i 2001, mens logoet, som han har tegnet selv, første gang blev anvendt i 2002 eller 2003. Men hvordan kan firmaets navn og logo så optræde på de papirer og faxudskrifter dateret i 1998 og 2000, som Milena Penkowa afleverede til universitetet i 2003? Forelagt Weekendavisens oplysninger beslutter Ralf Hemmingsen at politianmelde Milena Penkowa for dokumentfalsk, og så ruller sagen.

»Det ser ud, som om vi er blevet bedraget, og at dokumenterne, som vi fik kopier af i 2003, er konstrueret til formålet,« meddeler rektor i en pressemeddelelse i februar 2011.

Det er derfor, Milena Penkowa i dag står tiltalt i en straffesag ved Københavns Byret. Det er i øvrigt anden gang. I december 2010 modtog hun en dom på tre måneders betinget fængsel for at have begået underslæb i Neurovidenskabeligt Selskab, hvor hun var kasserer, og for at have forsøgt at skyde skylden på en af sine studerende ved at forfalske kontoudtog.

Den nye straffesag, som netop omhandler den omstridte artikel i GLIA om de mange rotteforsøg, har paradoksalt nok ingen rolle spillet i uredelighedsudvalgets bedømmelse. Det oplyser kontorchef Charlotte Elverdam fra Uddannelses- og Forskningsministeriet:

»UVVU har været bekendt med, at der verserer en straffesag mod den indklagede, men har ikke haft kendskab til de dokumenter m.v., som måtte indgå i straffesagen. Den har under alle omstændigheder ikke haft betydning for udvalgets behandling, idet UVVU og politiet behandler forskellige aspekter,« siger hun.

Argumentet er formelt set korrekt, men næppe reelt – og nu bliver det for alvor teknisk: I artiklen indgår nemlig to opgørelser.

Den ene, som omfatter mere end 2.000 dyr, viser, hvor mange rotter der overlevede – efter kunstigt at være blevet påført en slags dissemineret sclerose – når de blev behandlet med stoffet metallothionein. Den angivelig mirakuløse effekt af dette stof var Penkowas kongstanke.

Den anden opgørelse viser den generelle dødelighed for rotter, der er blevet påført sygdommen. For at få denne opgørelse til at stemme må der være brugt mindst 312 dyr, hvilket er mange, men dog betragtelig færre end i den første opgørelse.

Udvalget, som skulle bedømme hendes disputats, kunne ikke finde dokumentation for hverken det eller det andet resultat og underkendte således det hele. I denne uges afgørelse har UVVU imidlertid kun taget stilling til »den lille« opgørelse i artiklen og når efter en længere gennemgang frem til resultatet:

»Udvalget finder således ikke at kunne udelukke, at forsøgsdyrene er udleveret af dyrestalden, eller at forsøgene helt eller delvis er udført uden for Danmarks grænser,« står der i UVVU-afgørelsen fra i tirsdags. Ergo frikendes Penkowa også for dette.

Udvalget har valgt ikke at forholde sig til den mest omdiskuterede opgørelse – den med mere end 2.000 dyr, hvis eksistens ifølge anklagemyndigheden kun er »dokumenteret« ved forfalskning af dokumenter – og det er grunden til, at også denne afgørelse er absurd, mener professor Niels Borregaard. Han undrer sig over, at UVVU »ikke har inddraget alt oplagt og relevant materiale i bedømmelsen« og således undersøgt alle dele af den videnskabelige artikel:

»Hele forløbet gør det efter min mening klart, at UVVU ikke bare er overflødigt, men direkte skadeligt.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533