uge 10 2011

Portræt. Evnen til at tænde og slukke for følelser efter behov og forgodtbefindende synes at være et gennemgående træk i Milena Penkowas liv fra barndom til nu.

Af Poul Pilgaard Johnsen

Ekkokammeret

Da Milena Penkowa i mandags tilbagekaldte sin anke til landsretten og dermed accepterede den dom på tre måneders betinget fængsel, hun fik i Københavns Byret i december, fik hun samtidig rettens ord for at være præcis det, som hun er mistænkt for at være i de øvrige endnu verserende sager på Københavns Universitet: Løgner, bedrager, dokumentfalskner, fabrikant af falske beviser og økonomisk uredelig.

I den aktuelle sag blev Milena Penkowa dømt for som kasserer i Dansk Selskab for Neurovidenskab at have begået underslæb for 28.000 kroner og – måske nok så alvorligt for hendes omdømme – for forsøg på at skyde skylden på en uskyldig 24-årig studentermedhjælp, der også havde adgang til foreningens konto. Hun havde forfalsket kontoudtog, så det så ud, som om pengene var overført til ham og ikke til hende selv.

Ifølge hende selv skulle accepten af dommen dog på ingen måde betragtes som en tilståelse af, at hun er skyldig. Hun gad bare ikke mere.

»Så ensidigt som sagen har været beskrevet i pressen, så kan jeg slet ikke se, at jeg skulle gøre mig forhåbninger om at få ret i landsretten, « udtalte hun til Ekstra Bladet og tilføjede, at hun bliver beskyldt for alt muligt, som hun ikke har gjort:

»Vi kan bare lave en åben side på nettet, hvor alle kan beskylde mig for alt, så skal jeg nok sige, at jeg også har slået Olof Palme ihjel,« sagde hun og erklærede, at hun efter interviewet ville afbryde al kontakt til pressen i fremtiden og i stedet gå ud og nyde det gode vejr. Det skete med udgangsreplikken:

»Folk må tænke, hvad de vil. Du kan slet ikke forstille dig, hvor ligeglad jeg er.«

Det er måske i virkeligheden det sandeste, hun længe har sagt. For netop en usædvanlig evne til at tænde og slukke for følelser efter behov og forgodtbefindende synes at være et gennemgående træk i Milena Penkowas liv fra barndom til nu.

Baseret på samtaler med både anonyme og navngivne kolleger, klassekammerater, ungdomsvenner, familie og elskere og på interviews, som Milena Penkowa har givet gennem tiden, forsøger vi i det følgende at tegne et personligt portræt af forskerkometen, der steg så højt og faldt så dybt.

Sværtet sort

»Er du intelligent og mere end andre?« Svaret »ja« faldt prompte og understreget af et fast blik i de brune øjne af dådyr-typen under et interview med Milena Penkowa for nogle år siden:

»Min begavelse kommer til udtryk i det, jeg laver, og den måde, jeg tilrettelægger mit liv på. En del af intelligensbegrebet er også at undgå at komme i vanskeligheder. For eksempel at blive overfaldet eller omgås psykopater. Der er stor forskel på, hvordan folk indretter sig, og det kræver megen tankevirksomhed at lægge planer og få dem til at fungere, uden nogen opdager, at man har tilrettelagt det hele for dem.«

Efter afsløringerne af Penkowas manipulationer fristes man af udsagnets dobbelttydighed, men det ændrer ikke ved det faktum, at Milena fra fødslen er udrustet med en usædvanlig stor intelligens.

»Hendes enorme begavelse var forbløffende, og hun kunne strukturere sit arbejde på imponerende vis,« husker en lærer fra gymnasiet i Kalundborg, hvor hun alene pige formåede at trække sin klasses gennemsnit betragteligt op. Det var den samme intelligens, der indbragte hende kandidatgraden i medicin som 25-årig med et gennemsnit på 11,4 og gjorde det muligt for hende at overstå et PhD-studium på blot halvandet år mod de normerede tre år.

Begavelsen har hun arvet fra sin bulgarske mor, der underviste i slavisk på universitetet i Odense, og fra sin far, der var lektor i historie samme sted. Ved siden af drev familien faderens fødegård i forstaden Hjallese som en rideskole, og både Milena og hendes søster kom på landsholdet. Da hun var 13, vandt hun guld ved de nordiske mesterskaber i ponyspring.

»Konkurrenceelementet var det, der tiltrak mig ved ridning. Ikke hestene,« har hun siden fortalt. Sentimentale følelser lå heller ikke dengang til hestepigen, der fra den ene dag til den anden, efter at have deltaget i EM i ridebanespringning, solgte alt, hest og rideudstyr, før hun rejste tilbage til Danmark. Færdig med det.

Men hun arvede mere end begavelsen fra sin far. Det mener i hvert fald en af de piger, der som barn gik til ridning på Milenas fars rideskole:

»De har præcis de samme træk: store armbevægelser og meget selvhævdende. Hun har nok fået den opdragelse, at hvis man ville noget, måtte man bruge de midler, der var nødvendige, evt. på bekostning af andre. Intet kneb var så tarveligt, at det ikke kunne bruges, og havde man lavet noget dumt, skød man bare skylden på nogle andre.«

Rideveninden har aldrig glemt en episode, hvor Milena angiveligt stjal et seletøj fra en af de andre piger:

»Hun havde hugget et hovedtøj og forsøgte at camouflere det ved at farve det. Det var rødt, men hun sværtede det sort. Andre gange forsvandt andre ting fra stalden og lå pludselig i hendes skab, men ofte brugte hun det bare i fuld offentlighed. Helt uden hæmninger. Vi var forargede, men hvem skulle vi sige det til, for det var jo hendes far, der ejede rideskolen.«

Penkowa Pedersen-familiens æra på rideskolen sluttede brat, da Milenas far i 1986 blev anholdt, sigtet og senere idømt to års betinget fængsel for tyveri af møbler, fjernsyn og hårde hvidevarer, som han gennem flere år systematisk havde stjålet i sommerhuse og installeret i sine egne ferieudlejningshuse. Nogle af sommerhusene var så grundigt lænsede, at ejerne ikke umiddelbart kunne ringe til politiet, fordi også telefonen var væk. Efter dommen blev forældrene skilt, og Milena slettede Pedersen fra sit efternavn og flyttede med sin mor og søster til Kalundborg.

»Afsløringen af hendes far var en stor sag på Fyn med store artikler i avisen. Mange var dybt forbavsede over, at en person med så høj status kunne plyndre sommerhuse,« siger rideveninden fra dengang. Hun fortæller:

»De havde to gode indtægter og et flot hjem med marmorvaser i indkørslen, men ridning er en uhyggelig dyr sport, som man ikke kan finansiere med almindelige indtægter. Faderen rejste til Irland for at købe ponyer, så de kunne være bladt de bedste, og jeg tror, han var villig til at gøre hvad som helst for at opfylde sine egne og pigernes ambitioner. Men egentlig var det jo ikke særlig klogt af ham bare at stille tyvekosterne ind i sine egne huse. Hvis man har hugget noget, skal man da sørge for, at det ikke kan findes så nemt. På sin vis var det en begavet måde at få møbleret husene på og så alligevel ikke. Det må åbenbart også være gået i arv, at de tror, folk omkring dem er idioter. De var så forblændet af deres egen fortræffelighed og overvurderede deres egne evner i en grad, så de ikke havde fantasi til at forestille sig, at andre kunne gennemskue dem.«

Mere end 20 år senere får Milena Penkowa samme skudsmål fra forskeren Juan Hidalgo i Barcelona, som hun har arbejdet mest sammen med:

»Hun er stjernebegavet, men måske ikke helt så højt, som hun selv tror. Læg mærke til, at Milena har publiceret mange artikler, men aldrig nogen i de allermest prestigefyldte tidsskrifter.«

Fra en tidligere nærtstående, som har kendt hende siden studieårene, falder ordene næsten identisk:

»Milena er blændende begavet, men måske ikke helt så blændende, som hun selv tror. Måske var det det, der drev hende ud i alt dette rod.«

Skillevæggen

»Jeg er en kriger. Konkurrencelysten og kompromisløs. Jeg har en opfattelse af, at jeg kan alt, og jeg kan gøre det bedre end nogen anden. Til hver en tid.«

Sådan beskrev Milena Penkowa sig selv i et interview med Berlingske Tidende forrige år. Det var måske denne indstilling, der med tiden fik det til at gå skævt mellem hende og nogle kolleger, da hun fra omkring 2000 fik stillet en del af et laboratorium på Panum til sin rådighed. Men først var det en fest. Penkowas banebrydende opdagelse af proteinet metallothioneins evne til at hæmme celledød i hjernen bragte hende berømmelse og goodwill overalt.

»Det var utrolig sjovt i de første seks år. Hun fik alt, hvad hun skulle bruge, pengene væltede ind, og hendes videnskabelige artikler blev accepteret,« fortæller en laborant, som arbejdede i laboratoriet. Men ifølge hende skete der en forandring med Milena i midten af 2000erne:

»Hun plejede at arbejde fra otte om morgenen til otte om aftenen, men efterhånden begyndte hun først at komme op ad dagen. Vi troede, at hun havde startet eget firma. Det var på samme tidspunkt, at hun blev skilt og begyndte at tale grimt til folk. Omgangstonen og hendes ordvalg forandrede sig, og hun kom i konflikt med kollegerne, som hun delte laboratoriet med. Problemerne var bl.a., at hun slæbte en masse studerende ind, som brugte udstyr, væsker, ja alting, og ind imellem var det spildt, fordi hun ikke havde styr på dem og ikke vejledte dem godt nok. Institutlederen forsøgte længe at mægle, men forgæves, og det endte med, at der blev sat en skillevæg op midt i laboratoriet. På den måde fik hun sit eget laboratorium,« fortæller laboranten, der stadig undrer sig over, hvad der egentlig gik galt dengang:

»Måske har det bare været for meget for hende. Hun har stillet for høje krav til sig selv, og så er hun på en måde knækket indvendig over det. Det er utrolig ærgerligt, for hun er klog, og som sagt, de første mange år var det sjovt.«

Juan Hidalgo i Spanien lagde også mærke til forandringen på samme tidspunkt:

»Jeg mødte hende i 1996, da hun var meget ung, og jeg var meget begejstret over hendes intelligens, professionalisme og arbejdsevne. Men efter ti års samarbejde begyndte der at opstå problemer. Hun lavede alt muligt i tv og radio, men hun havde ikke længere styr på teknikerne. Hun blev egenrådig og ville kun have alting på sin egen måde. Hun skiftede simpelthen personlighed.«

Torben Moos, der vejledte Milena Penkowa som studerende og skrev nogle artikler sammen med hende, mærkede også hendes egenrådighed. Den var årsagen til, at han ikke igen ville være hendes vejleder, da hun skulle skrive PhD:

»Hun havde en række positive og engagerende egenskaber, men desværre også en nærmest komplet mangel på evne til at gå i dialog om flere afgørende problemstilinger. Sidstnævnte fandt jeg uforeneligt med at have en vejlederfunktion for hende. Denne uforenlighed havde intet at gøre med mistanke om snyd eller økonomiske trakasserier, vi var bare alt for forskellige, men det er som om, der er gået ’en skrue løs’ i de seneste par år, og at hun har ment at have vokset sig så stor, at hun har kunnet tillade sig en række dubiøse dispositioner.«

Benzin på

Startsiden på Milena Penkowas computer viser hendes videnskabelige citat-index, således at hun hver morgen kan notere, om hun siden dagen før er blevet et nøk mere (aner)kendt. Det lagde en af hendes tidligere kærester mærke til, da han i en kortere periode kom i hendes hjem. I hans øjne er hun »en megaloman sociopat, der lever i et ’ekkokammer’.«

»Hun havde nøje udvalgt folk, der svarer med et rungende og bekræftende ekko på hendes spørgsmål: Om hun mon ikke er uovertruffent dygtig? Helt usædvanligt var hun da også selv den eneste senior scientist på sit laboratorium, alle de andre var yngre. Hendes lejlighed var plastret til med alle hendes trofæer og malerier af hende selv, og hun havde hele tiden arrangeret verden omkring sig, så ingen sagde hende imod. Alt skulle bekræfte hende, og lever man i et sådan permanent ekkokammer, er det altid verden rundt omkring dig, der er noget galt med, hvis noget går skidt, aldrig dig selv,« siger han.

Milena Penkowa, der ikke længere taler med pressen, skal alligevel selv have de sidste ord i dette portræt i form af to citater. Det ene er fra en avisartikel, hvor hun beskriver sit yndlingsdyr:

»Lemuren er et intelligent og udspekuleret dyr, der på trods af sin ringe størrelse formår at få en hel park til at dreje sig om det på bekostning af de andre dyr.«.

Det andet er udgangsordene fra et tv-portræt af hende, som blev vist på DR2 i 2006:

»Jeg vil reducere menneskers smerter og lidelser og ændre balancen mellem liv og død. Det vil jeg i en grad, så jeg hele tiden har ofret, hvad der må ofres af dit og dat. Hele mit liv går ud på det. Jeg brænder for det på samme måde, som en stiknarkoman brænder efter sit stof. Når jeg ligger på mit dødsleje, vil jeg ikke ligge og fortryde. Et er, at man ligger der, og ved, at man gjorde alt, hvad man kunne, selv om det ikke lykkedes, men hvis man ligger der, og ikke har gjort, hvad man kunne ...nej!«

Og endelig:

»Jeg vil ikke blot brænde mit lys i begge ender. Nej, jeg har tænkt mig at fyre op under det og hælde benzin over det, og med det, jeg skal nå, har jeg sgu travlt.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533