1.sektion uge 39 2015

Anklaget. Sagen er klar – eller er den? Selv om Penkowa har forfalsket dokumenter, er det ikke sikkert, hun bliver dømt for dokumentfalsk. Det er længe siden, og nogle har skudt sig selv i foden.

Poul Pilgaard Johnsen

Dommens dag

Milena Penkowa kommer ikke ind og ruske tremmer. Så meget er sikkert og vist, uanset om hjerneforskeren kendes skyldig eller ej, for nok forlangte den offentlige anklager hende idømt fængsel i ni måneder, da straffesagen i Københavns Byret sluttede i forrige uge, men dommen skal gøres betinget. Det mente selv anklageren.

Penkowa fik ellers i en anden sag i 2010 en betinget fængselsdom for at have begået underslæb og forsøgt at skyde skylden på en studerende ved at forfalske bankdokumenter, men selv om denne straf skal lægges oven i en eventuel ny dom, er der alligevel gået så lang tid, at dommen efter retspraksis må blive betinget.

Og derergået lang tid, for det var tilbage i 2003, at hun – for at bevise eksistensen af mange hundrede rotteforsøg – afleverede en række dokumenter, som anklagemyndigheden i dag betragter som falske. Hun havde fået afvist sin doktordisputats med blandt andet den begrundelse, at disputatsbedømmerne fandt det usandsynligt, at hun kunne have lavet så mange rotteforsøg som beskrevet i en af artiklerne i disputatsen. Spørgsmålet var derefter, om hun skulle anmeldes til det statslige uredelighedsudvalg, UVVU, og derfor satte den daværende dekan på Københavns Universitet, nuværende rektor Ralf Hemmingsen sig for selv at opklare, om forsøgene var opdigtede eller reelle.

I den videnskabelige artikel havde Penkowa oplyst, at rotteforsøgene fandt sted i København, men undervejs skiftede hun forklaring og fortalte, at de var foregået hos hendes spanske samarbejdspartner, Juan Hidalgo, på universitetet i Barcelona. Ralf Hemmingsen ringede til Hidalgo og fik at vide, at han kun udførte forsøg med mus, og at han troede, forsøgene var lavet af Penkowa i København. Foreholdt dette skiftede hun atter forklaring og oplyste nu via sin advokat, at de omfattende eksperimenter var foretaget af et privat medicinalfirma i Spanien. Hvilket firma, der var tale om, turde hun dog ikke sige, da hun havde indgået en kontrakt med firmaet, som indeholdt strenge hemmelighedsklausuler. Hun var på sporet af et stof, der i forsøgene havde vist sig at have en mirakuløs effekt på flere forskellige sygdomme i hjernen, og potentialet for et nyt lægemiddel var enormt, også økonomisk. Hun risikerede derfor store sagsanlæg fra firmaet, hvis hun røbede noget, forklarede hun dengang.

Så let slap hun dog ikke, og som dekan gav Ralf Hemmingsen hende nu en tjenstlig ordre om at fremlægge papirer, der kunne dokumentere hendes forklaring. Det gjorde hun nogle uger senere i form af en kontrakt fra 1998 med firmaet RRRC Pharmaceuticals og nogle daterede faxudskrifter fra 2000 fra samme firma. Udskrifterne bar firmaets logo og var angiveligt resultater af rotteforsøg. Hun udleverede også et telefonnummer, som Hemmingsen kunne ringe til og få det bekræftet.

Så var dekanen endelig overbevist, og Penkowa slap for yderligere tiltale. Måske har han også været berørt af følgebrevet, hvori hun fortalte, at hendes mor og søster havde været udsat for en bilulykke i Belgien, og at hun havde brugt meget tid på hospitalet og begravelsen. Det var derfor, hun havde afleveret sin forklaring senere, end hun ellers ville. Og så var vejen ellers banet for en strålende karriere som hjerneforsker. Penkowa blev både professor og en af de første modtagere af den prestigefulde Eliteforskerpris.

Det varede ved indtil februar 2011, hvor Weekendavisen kunne afsløre, at dokumenterne, som dekanen med møje og besvær havde fået ud af hende otte år tidligere, måtte være falske: RRRC – Rats Research and Resource Center – er et amerikansk firma grundlagt i 2001 og firmaets navn og karakteristiske logo, som først blev tegnet i 2003, kunne derfor umuligt have fandtes på dokumenter fra 1998 og 2000. I øvrigt levede hendes mor og søster stadig i bedste velgående.

Afsløringerne fik i 2011 Københavns Universitet til at anmelde Penkowa for dokumentfalsk, og det er den sag, der nu er optaget til dom.

Hvem er Fernandez?

Umiddelbart synes sagen klar: Hårdt presset må Milena Penkowa i 2003 have fabrikeret nogle dokumenter, der kunne bevise hendes uskyld, og belejligt nok var der netop etableret et nyt amerikanske firma, der opdrætter forsøgsrotter. Ved at skrive dette firmas navn ind i en kontrakt dateret 1998 og ved at kopiere dets logo ind på nogle papirer indeholdende forsøgsresultater sendt til hende fra Spanien – sandsynligvis er der tale om enkelte forsøg med mus udført i en helt anden sammenhæng – fik hun det til at se ud, som om rotteforsøgene var reelle.

Undervejs i sagen har anklageren da også fremlagt analyser fra politiets tekniske afdeling, der viser, at dokumentet med kontrakten fra 1998 er oprettet første gang på Penkowas egen computer i 2003. Den er underskrevet af en Garcia Fernandez, hvis identitet Penkowa ikke har kunnet redegøre for, ligesom hun heller ikke har kunnet forklare det åbenlyse misforhold mellem dokumenternes datoer og det faktum, at hverken firma eller logo eksisterede dengang.

Under en vidneafhøring på video fra Spanien har en kvindelig forsker, der på dokumenterne står angivet med navnet Carmen, forklaret, at hun aldrig har arbejdet for et firma ved navn RRRC. Til gengæld har hun faktisk udført forsøg, hvis resultater hun har faxet til Penkowa, men de har intet med den aktuelle sag at gøre. I den mere kuriøse ende undrede anklageren sig over, at kontrakten er underskrevet af en mand uden fornavn men med to efternavne, for både Garcia og Fernandez er efternavne i Spanien. Hun undrede sig også over firmaets adresse. Godt nok eksisterer der en gade med dette navn i Barcelona, men husnummeret findes ikke og har aldrig fandtes.

Så sagen er vel klar, og Penkowa bliver for anden gang dømt i retten? Så let er det dog ikke, ja faktisk er det langtfra indlysende, at retssagen får dette udfald. Det er der flere grunde til.

Vigtigst er spørgsmålet om, hvorvidt sagen er forældet. Almindeligt dokumentfalsk forældes efter fem år, og kun hvis retten finder, at der er tale om dokumentfalsk af særlig grov karakter, kan Penkowa dømmes. Så er forældelsesfristen nemlig ti år. I retten har anklageren argumenteret for den grove bestemmelse med den begrundelse, at videnskabelig uredelighed er alvorlig, fordi hele forskningens idé og samfundsnytte bygger på, at man kan regne med de resultater, som forskerne publicerer, og som andre forskere bygger videre på. Med de falske dokumenter skjulte Penkowa sin grove uredelighed og undgik dermed også en uredelighedsdom fra UVVU, der ellers ville have forhindret hende i at få de store stillinger og forskningspriser, som hun rent faktisk fik efterfølgende, mener anklageren.

Godt argument, der imidlertid svækkes af det faktum, at anklagemyndigheden selv i første omgang mente det modsatte. Som Penkowas forsvarer, advokat Kåre Pihlmann, gjorde meget ud af, blev sagen i første omgang for et par år siden opgivet med den begrundelse, at nok mente anklagemyndigheden at kunne bevise dokumentfalsk, men også, at det ville falde ind under den almindelige bestemmelse med fem års forældelse. Der var derfor ikke udsigt til at kunne få Penkowa dømt. Først efter en klage fra Københavns Universitet over beslutningen om at opgive den i offentligheden stærkt omtalte sag skiftede statsadvokaten mening og rejste alligevel tiltale.

For det andet må sagen af helt principielle grunde afvises, mener Kaare Pihlmann, der henviser til princippetne bis in idem, der er grundlæggende i dansk retspleje. Det betyder, at der ikke flere gange skal kunne rejses sag mod den samme person for den samme brøde. Princippet fremgår også af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvori det heder:

»Under én og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje.«

Sagen er, at den videnskabelige artikel med de mange rotteforsøg, som er baggrunden for straffesagen i byretten, allerede har været taget under behandling i UVVU. Penkowas tidligere samarbejdspartner, professor Elisabeth Bock, indklagede nemlig Penkowa for et af forsøgene i den pågældende artikel, og den klage endte i sommer opsigtsvækkende med, at Penkowa blev frikendt med den begrundelse, at UVVU ikke med sikkerhed kunne afvise, at Penkowa havde udført de pågældende forsøg i sit eget laboratorium i København.

Uredelighedsudvalget har efterfølgende understreget, at afgørelsen omhandlede en anden del af artiklen, end den politiet efterforskede, og at man ikke havde haft adgang til det samme bevismateriale – læs: de mistænkelige dokumenter – men Penkowas forsvarer mener, at det er ét fedt: Det drejer sig i bund og grund om den samme artikel, og Kåre Pihlmann har argumenteret for, at sagsbehandlingen i UVVU må sidestilles med en straffesag, blandt andet fordi det at få stemplet »uredelig« må opfattes som en hårdere straf end for eksempel en bøde.

Omvendt har anklageren anført, at UVVU ikke er en straffedomstol ligesom byretten, og at sagen ikke vedrører de samme bagvedliggende forsøg. På Københavns Universitet river man sig ifølge Weekendavisens oplysninger til gengæld i håret og spørger sig selv: Hvorfor valgte UVVU overhovedet at behandle artiklen, når politiet allerede havde rejst en sag? Man kunne jo bare have afvist den med netop den begrundelse. Og har Elisabeth Bock, der i dag er en af Penkowas argeste fjender, i virkeligheden ikke skudt sig selv og universitetet i foden ved at have rejst en UVVU-sag, der måske nu kan forhindre Penkowa i at blive »rigtigt« dømt i byretten?

I røret

Men måske burde Københavns Universitet, eller i hvert fald rektor Ralf Hemmingsen, også kigge ned på sin egen fod. Måske er der også hul i den. For at få Penkowa dømt skal det nemlig ikke blot bevises, at RRRC-dokumenterne er falske, men også at Penkowa slet ikke har udført de pågældende forsøg. Det er ikke helt det samme – principielt og selv om hun ikke kan dokumentere det, kan hun jo have fået lavet forsøgene af nogle helt andre og alligevel af en eller anden grund fået det til at se ud, som om det var hos det ikke-eksisterende RRRC – og i den forbindelse er Ralf Hemmingsen paradoksalt nok forsvarets stærkeste kort. I et notat i 2011 til universitetets bestyrelse, da sagen var begyndt at rulle, skrev rektor nemlig, at han erindrede at have ringet op til et nummer i Spanien, som bekræftede, at de havde udført et stort antal forsøg for Penkowa.

Desværre havde han ikke dengang lavet et telefonnotat, som reglerne ellers foreskriver, og han kunne heller ikke huske, hvem han havde talt med, endsige hvordan han havde fundet telefonnummeret.

I hvert fald kan det ikke være det nummer, som Penkowa havde oplyst, for det mangler to cifre for at kunne fungere i Spanien. Alligevel fastslog Hemmingsen, at han havde talt med nogen, og under vidneforklaringen i retten holdt han sig strikt til det, han skrev i notatet i 2011. Andet kunne han ikke huske.

Hvem det var, som Københavns rektor – udmattet af en trættekær advokat, en manisk argumenterende og ambitiøs hjerneforsker og hendes »døde« familie – havde i røret dengang, står hen i det uvisse. Til gengæld er det sikkert og vist, at dommens dag først er på onsdag kl. 9.30. For som dommeren afsluttende bemærkede:

»Domsmændene har sagt, at de synes, det er en stor mundfuld, så de vil gerne have god tid.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533