1.sektion uge 40 2015

Dommen. Penkowas sag er historisk i Danmark. I internationalt perspektiv ligner hendes reaktionsmønstre langt hen ad vejen andre videnskabelige bedrageres, men på ét punkt skiller hun sig ud: Hun gav aldrig op.

Poul Pilgaard Johnsen

Den bitre ende

Milena Penkowa fik den hårdest mulige straf, da Københavns Byret onsdag i denne uge idømte hende ni måneders betinget fængsel for dokumentfalsk af særlig grov karakter. Selv om hjerneforskeren på sin egen facebook-profil betegnede det som en sejr, »at jeg ikke skal straffes med fængsel« – hvilket mere end 100 af hendes venner og følgere kvitterede for med talrige kommentarer af typen »stort tillykke« og »godt gået« – er realiteten, at hun aldrig var i fare for at komme ind og ruske tremmer. Hendes forbrydelse fandt sted i 2003, og det er så længe siden, at dommen efter retspraksisskullegøres betinget, hvilket da også var anklagerens krav.

På samtlige punkter fulgte retten anklagerens påstande – inklusive den om straffens udmåling til ni måneder – og samtidig afviste dommeren og domsmændene i den bemærkelsesværdigt klare dom alle indvendinger fra Penkowas forsvarer, Kåre Pihlmann.

Han hævdede indledningsvis, at sagen af helt principielle grunde måtte afvises med henvisning til princippetne bis in idem, der er grundlæggende i dansk retspleje. Det betyder, at der ikke flere gange skal kunne rejses sag mod den samme person for den samme brøde. Sagen er, at den videnskabelige artikel i tidsskriftet GLIA med de mange rotteforsøg, som var baggrunden for straffesagen i byretten, allerede havde været under behandling i det statslige uredelighedsudvalg, UVVU, og her blev Penkowa frikendt med den begrundelse, at uredelighedsudvalget ikke med sikkerhed kunne afvise, at Penkowa havde udført de pågældende forsøg.

Men byretten fejer indvendingen af banen: For det første tog UVVU kun stilling til ét resultat i artiklen, og det resultat vedrører ikke den del af artiklen, som straffesagen angår. For det andet finder retten helt overordnet, at sagsbehandling i UVVU »ikke kan sidestilles med den straffeprocessuelle behandling, som sagen underlægges ved Københavns Byret.« Retten lægger blandt andet vægt på, at videnskabelig uredelighed ikke er identisk med dokumentfalsk, og at UVVU’s sanktionsmuligheder ikke er sammenfaldende med sanktionerne i straffeloven.

Og så går dommerne ellers i gang med at vurdere de dokumenter, som Milena Penkowa i 2003 afleverede til Københavns Universitet. De var udstyret med navn, logo og forsøgsresultater og skulle overbevise daværende dekan, nuværende rektor Ralf Hemmingsen om, at hun faktisk havde lavet de hundredvis af rotteforsøg, som hun i virkeligheden ikke havde lavet. Dem var han sat til at undersøge, efter at hendes disputatsbedømmere havde rejst tvivl om dem. Papirerne hidrørte angivelig fra et spansk firma ved navn RRRC, men for alle fem dokumenters vedkommende »finder retten det godtgjort, at dokumentet er falsk.«

Forsvareren gjorde under sagen meget ud af, at Ralf Hemmingsen efterfølgende mente at kunne huske, at han i 2003 havde ringet op til et firma i Spanien, som bekræftede, at de havde udført et stort antal forsøg for Penkowa – hvilket var med til at overbevise ham – men det gør ikke større indtryk på dommerne:

»Den omstændighed, at vidnet Ralf Hemmingsen har forklaret, at han i 2011 havde lavet et notat om, at han havde talt med den forskningsansvarlige hos RRRC, uden at vidnet i øvrigt har været i stand til at forklare omstændighederne ved denne samtale, finder retten ikke kan føre til et andet resultat.«

Spørgsmålet for dommerne var herefter, om falskneri for at skjule videnskabelig uredelighed må betragtes som værende af særlig grov karakter. Almindelig dokumentfalsk har nemlig en forældelsesfrist på fem år, og i givet fald ville Penkowa gå fri for straf. Den grove bestemmelse har derimod en forældelse på ti år, og atter er retten klar i mælet:

»Efter bevisførelsen lægges det til grund, at tiltalte systematisk har afgivet falske oplysninger til forskerverdenen, og at hun, da hun var ved at blive afdækket, producerede flere falske dokumenter for at undgå at blive indklaget for UVVU og for at få mulighed for at indgive sin disputats på ny, hvilket lykkedes således, at hun senere fik godtaget sin disputats, blev professor og fortsatte sin forskervirksomhed. Endvidere lægger retten til grund, at fejl i det betydningsfulde tidsskrift GLIA kan have uoverskuelige og vidtrækkende konsekvenser. På denne baggrund finder retten, at overtrædelsen er af særlig grov karakter.«

Thi kendes for ret: Milena Penkowa, der i sin storhedstid blev hædret af det officielle Danmark med den prestigefyldte Eliteforskerpris, er en kriminel, og hun ryger i fængsel, hvis hun inden for to års prøvetid begår ny kriminalitet. Og selv i frihed undgår hun ikke at skulle betale sagens omkostninger, herunder 150.500 kroner til sin forsvarer. Plus moms.

Sort tusch

Med dommen i Københavns Byret indskriver Milena Penkowa sig i dansk videnskabs historie – om end nok på en anden måde, end hun havde drømt om, da hun indledte sin karriere.

»Udøverne af grov uredelighed opnår ofte betydelig berømmelse og indflydelse, for det er netop denne profilering, som er motivet for udøveren,« mener professor Albert Gjedde, der i mange år har beskæftiget sig med videnskabelig uredelighed:

»Videnskaben er kun et værktøj i den personlige bekræftelses tjeneste. Berømmelsen og indflydelsen bruges over for yngre kolleger som et middel til magtudøvelse med udvikling af symbiotiske forhold til udvalgte medarbejdere, mens andre kritiske medarbejdere udstødes under foregivelse af stor sindsbevægelse. De emotionelle udbrud sker ved den mindste antydning af tvivl om de indhentede forskningsresultaters rigtighed, og tvivlen manes i jorden med trusler om repressalier.«

Som tidligere institutbestyrer og nærmeste chef for Penkowa har Albert Gjedde selv spillet en rolle i den langvarige og omfattende sag, da det var ham, der i november 2010 over for universitetets ledelse rejste tvivl om hendes forskning i laboratoriet. Mistanken gik på, at hun havde forvansket sine studerendes resultater, før de blev brugt i en af hendes videnskabelige artikler. To ph.d.-studerende var gået til Gjedde med deres frustrationer, og da sagen kom til UVVU, blev Penkowa i august 2012 for første gang kendt officielt uredelig.

I de temmelig få tilfælde af spektakulær uredelighed, som forskerverdenen og offentligheden har fået kendskab til gennem fagtidsskrifter og massemedier findes et mønster, som Albert Gjedde også genkender i tilfældet Penkowa:

»I første fase er den anklagede forskers reaktioner typisk den fuldstændige benægtelse og forargelse, ledsaget af lange skrivelser med anklager om konspiration blandt misundelige og svigefulde kolleger, som blot higer efter at ruinere den anklagede, fordi den pågældende er blevet for kendt i offentligheden og er stået for langt frem i forhold til de middelmådige forskere, som ellers findes på institutionen. Alle kneb anvendes i disse forsøg på at sværte kritikerne, og på intet tidspunkt anes den mindste anger eller dårlige samvittighed.«

Men så hører mønsterets lighed med Penkowas til gengæld også op, konstaterer Gjedde:

»Når anklagerne får karakter af påstande om kriminelle handlinger, kan der ofte ske besindelse, hvorefter den anklagede lægger alt frem og indrømmer sin svindel for at få en mildere straf. De fleste lægger sig villigt ned til sidst, men det gælder ikke Penkowa. Hun er blevet ved til den bitre ende med at opfinde nye og fantasifulde forklaringer. Egentlig tror jeg, det havde været til hendes fordel, hvis hun var gået til bekendelse.«

Penkowa-sagen er med sine mange udløbere og retslige afslutning Danmarkshistoriens største sag om videnskabelig uredelighed.

»Den er også stor, fordi den har varet så længe, og fordi der undervejs har været så mange signaler, som ikke er blevet opdaget. Der har været mange anledninger til at gøre noget, men de er blevet overset eller tilsidesat,« mener Albert Gjedde. I internationalt perspektiv er sagen også usædvanlig, ikke mindst fordi Penkowa benyttede sig af dokumentfalsk:

»Mig bekendt findes der ikke andre eksempler på, at nogen har fabrikeret den slags dokumenter for at skjule sin uredelighed. Det nærmeste, jeg kan komme på noget i den genre havde intet med papirer at gøre, men med en sort tuschpen,« siger han og fortæller historien om William Summerlin, der forskede på det højt estimerede Sloan-Kettering Institute i New York. I 1973 bekendtgjorde han, at han havde fundet en ny måde at transplantere hud på ved at nedfryse væv i 14 dage, hvorefter det ikke som ellers forventet blev afstødt, når det blev transplanteret over på en mus med en anden vævstype. Summerlin havde taget et kvadratisk stykke hud fra sorte mus og overført det til hvide mus, hvor det angivelig satte sig fast, så musene fik firkanter af nye sorte hår blandt de hvide. Men i dagene omkring det tidspunkt, da han skulle dokumentere sine opsigtsvækkende resultater, opdagede han, at der var begyndt at vokse almindelige hvide hår ud på de transplanterede mus. Den nye sorthårede hud var med andre ord alligevel ved at blive afstødt.

»Det fortælles, at han så sent som i elevatoren på vej op til det videnskabelige udvalg tog en sort tusch og farvede de hvide hår sorte. Han havde ligget søvnløs hele natten og drukket champagne. Men det blev altså opdaget,« beretter Gjedde.

Gør man graden af en forskers videnskabelige uredelighed op i forhold til, hvor mange videnskabelige artikler der er blevet trukket tilbage efter afsløringen, hører Milena Penkowa ikke til i den internationale top 30, som findes på hjemmesidenRetraction Watch.Inklusive GLIA-artiklen, som efter byretsdommen er blevet indberettet (på ny) til UVVU af Københavns Universitet og snart kan forventes tilbagetrukket, når man op på seks artikler.

Sagen – og Penkowas placering på listen – havde set noget anderledes ud, hvis ikke UVVU i juni i år opsigtsvækkende havde frikendt hende for 15 artikler, som af et internationalt ekspertpanel var fundet mistænkelige og sandsynligvis uredelige. UVVU mente dog, at man ikke »med tilstrækkelig sikkerhed« kunne bevise det. Det skete med henvisning til, at mikroskopi-præparaterne, som artiklerne var baseret på, var blevet så gamle – og at de af Penkowa fra begyndelsen var præpareret så dårligt – at muligheden for at vurdere dem »i væsentlig grad« var forringet. Så selv om uredelighedsudvalget fandt flere »påfaldende« forhold i forbindelse med artiklerne, gik hun fri ved den lejlighed. I modsat fald var i alt 21 artikler blevet trukket tilbage, og det rækker til en delt 16. plads på listen over verdenshistoriens mest uredelige videnskabsmænd og -kvinder.

Forelsket laborant

Det første eksempel på grov uredelighed i Danmark var sagen om Erik Godfred Christiansen, som i 1950erne regelmæssigt forfalskede blodprøveresultater, som han brugte til at få sig en doktorgrad. Han mente at have fundet en metode til at måle behandlingseffekten, når man gav hormoner til kvinder, der havde svært ved at blive gravide. En simpel måling af ph-indholdet i deres blod viste effekten af hormonerne, hævdede han og fik sig en god lægestilling efter at have disputeret. Et års tid senere studsede en laboratorieleder på Statens Serum Institut dog over, at ph-værdierne var angivet med en nøjagtighed på tredje decimal, og han vidste, at det slet ikke kunne lade sig gøre at måle ph mere præcist end med to decimaler. Universitetet undersøgte sagen og opdagede, at de tal, der fandtes i patienternes journaler, var blevet ændret, da de skulle gengives i hans disputats, så de understøttede teorien.

Erik Christiansen nægtede at kende noget til talmanipulationen og forklarede, at han havde fået dem overdraget fra sin laborant. Det fremgik af sagen, at hun havde været forelsket i ham og havde lagt mærke til, hvilke tal der gjorde ham i dårligt humør, og hvilke der gjorde ham glad, og så havde hun rettet i dem, så han altid var glad.

Universitetet købte dog ikke forklaringen, og Christiansen fik frataget sin doktorgrad. Med i faldet røg Københavns Universitets daværende rektor Erik Warburg alene af den grund, at den uredelige doktorand var gift med hans datter. Så alvorligt blev videnskabelig uredelighed betragtet, at blot en familierelation var nok til at fælde rektor. Set i det lys skal Ralf Hemmingsen efter forløbet med Penkowa måske være glad for stadig at besidde posten.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533