Bøger uge 19 2015

Kritik. Kvindelige forfattere fylder i medierne, på Forfatterskolen og på forlagene, og især to perspektiver er dominerende: et udadvendt, vredt insisterende køns- og kropsfokus og en indadvendt, navlepillende og piget selvoptagethed.

Mette Høeg

Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans

I de seneste år er kvinder og kvindelige diskurser blevet stærkt dominerende i dansk litteratur. Det skyldes blandt andet, at Forfatterskolen – dansk samtidslitteraturs mest og uforholdsmæssigt indflydelsesrige institution – har optaget langt flere kvinder end mænd: 33 kvinder over for 19 mænd siden 2008. Tendensen styrkes yderligere i litteraturens øvrige sfærer. I Politikens nylige artikelserie Forfatterstafet var seks ud af de otte deltagende kvinder; på det nystartede forlag Gladiator er 12 ud af forlagets 15 udgivelser af ny dansk litteratur værker af kvindelige forfattere; og i forårsudgaven af Danish Literary Magazine, der har til formål at oplyse udenlandske forlæggere om trends i dansk litteratur, er der en klar overvægt af artikler om kvindelige forfattere.

Og litteraturen lider under vægten af kvinder. Særligt to diskurser er kedeligt dominerende i litteraturen og i den »kritiske« modtagelse, som forholder sig venligt accepterende og reproducerende over for forfatterintentionerne og udtrykket i værkerne.

På den ene side ser man i nyere udgivelser af danske kvinder en mavesur og aggressiv fremførelse af politisk korrekte, kedsommelige og forudsigelige queer-, gender-, racisme- og feminismesynspunkter. Denne litteratur fokuserer på kvindens køn og krop og insisterer med en ophidselse, der synes fuldstændig malplaceret i en dansk kontekst, på den lesbiske, farvede, adopterede og »generelle« kvindes værdighed, rettigheder og perspektiv. Ucharmerende vrængende og pinligt performativt forsøger den at hævde kvindens kropslige oplevelser og subjektivitet og kaster om sig med famlende kritik og beskyldninger uden noget reelt eller relevant mål.

Således formidles i lesbiske og adopterede Maja Lee Langvads Hun er vred forfatterens irritation over alle mulige personlige forhold, hendes adoption ind i en dansk familie inklusive, udelukkende gennem sætninger begyndende med formuleringen »hun er vred«. Samtidig forsøger man med den ambitiøse genrebetegnelse »vidnesbyrd om transnational adoption« at legitimere og ophøje forfatterens forurettelse over sine personlige familie-, identitets- og seksualitetsproblematikker ved at indskrive værket i den litteratur, der formidler oplevelserne af ofre for og vidner til krigsforbrydelser og koncentrations- og arbejdslejrophold, der som bekendt benævnes vidnesbyrdlitteratur. Værket fremstår som en komplet overreaktion, og hovedpinen og trætheden indfinder sig allerede efter cirka tre siders læsning af den ensidige, repeterende form.

Det er typisk for denne litterære tendens, at den fremstår som det tilfældige individs selvoptagede forsøg på at hævde og performe sin egen, partikulære identitet under dække af at tale en større sag. Forfatterne blander sig gerne i samfundsdebatten uden for værket, men også her fremstår teksterne som udtryk for den forvænte teenagers forkælede insisteren på at blive set og forstået fuldt og helt af sine omgivelser – ikke bare anerkendt eller respekteret eller forstået nogenlunde, men forståetheltpræcist som vedkommende selv føler, at vedkommende er – i al sin uvedkommende kønslige og så videre partikularitet.

Positionen forekommer komisk overfladisk og selvoptaget, når den formuleres direkte ind i den indforståede og kælne omgangstone, der præger det litterære miljø omkring Forfatterskolen. Tag som eksempel den konspirationsparanoide henvendelse, som Langvad sammen med den ligeledes lesbiske veninde, forfatteren Kristina Nya Glaffey, i Informationsidste år rettede til Lars Bukdahl – »hvid, mand, heteroseksuel« – idet de følte sig krænkede af Bukdahls uskadelige og hundehvalpslegesyge betegnelse »skabs-identitetskarnevalister«:

Kære Lars.

Vi ville egentlig have talt med dig inde på Forfatterskolen til Pablos 50-års fødselsdag. Det ville på en måde være underligt andet efter den debat, der har været oven på Athena Farrokhzads og Lene Myongs artikler og dine kommentarer på bl.a. Facebook og din blog. Vi er venner med Athena og Lene, og derfor påvirker debatten os på flere planer både som forfattere, som venner og kolleger til dem og med de kropslige erfaringer, vi har som koreansk adopteret, som lesbiske, som kvinder. Men efter adskillige dåseøl til festen, besluttede vi alligevel at vente med at sige det, vi har på hjerte, til nu.«

Tonen og formen i artiklen vidner ikke blot om det litterære miljøs indelukkede klima, men ekskluderer effektivt den almindelige avislæser, og kritikken afdækkes som selvoptaget og uvedkommende.

Samme form for paranoide og malplacerede kritik kom for nylig til syne i forfatteren Josefine Graakjær Nielsens bidrag til Forfatterstafetten i Politiken, der indledtes med følgende sætning: »For tiden kan jeg ikke have vaginal sex. Jeg har en foranliggende moderkage. Enplacenta prævia. Det generer mig.« I teksten forsøges en slet skjult personlig identitetspromovering fremført under dække af forsvar for kvindens seksuelle undertrykkelse i det usunde patriarkalske danske samfund gennem generaliserende påstande uden noget specificeret mål. Komisk utidigt hævdes det synspunkt, at »kvinden trænes til rollen som brugbart, ikke-klagende hul, og hendes subjektive, kropsligt forankrede selv samt levede erfaringer negligeres«.

Mens de kvindelige forfattere således påstår kvindens undertrykkelse under den hvide heteroseksuelle mands dominans, modbeviser deres tekster påstanden gennem deres tydelige dominans i kulturen og udstiller dermed deres irrelevans og selvoptagethed. I nyere dansk litteratur er tilfældet således netop det modsatte af, hvad Graakjær Nielsen påstår: Kvindernes levede erfaringer og deres subjektive selv favoriseres og tematiseres til overflod i litteraturen.

Dette fremgår tydeligt af den anden dominerende tendens hos danske kvindelige forfattere. Et væld af unge piger søger i disse år optagelse på Forfatterskolen – alle tilhører de en generation, hvori hvert enkelt individ er blevet opmuntret i, at netop dét er noget helt specielt. Der hersker hos disse yngre kvindelige forfattere en dyb optagethed af deres eget unikke indre følelsesliv og personlige historie; de føler en naturlig relevans i ikke blot hævdelsen og fremstillingen af deres egen ordinære pigeeksistens, men også i udgivelsen heraf i bogform. For tiden udgives der således en mængde værker, som mest af alt ligner forfatterens omarbejdning af poesi- eller dagbogen fra folkeskolen under opholdet på Forfatterskolen; her får de flittige og stræbsomme piger tillært sig et sprog, der gør dem i stand til at tilføje deres trivielle barndomsminder et skin af dybde og kompleksitet og deres pølsenormale forhold til ungdomskæresten et udtryk af drama og farlighed. Har man været indlagt på psykiatrisk afdeling eller medicineret, anses det som ekstra kvalificerende og adlende (som det blandt andet fremgår af rektor for Forfatterskolen Pablo Llambias’ sammenligning af eget medicinforbrug med eleven Asta Oliva Nordenhofs i den selvbiografiske Monte Lema. Nordenhof er i øvrigt sidenhen blevet ansat som fast underviser på skolen).

Dybden og kompleksiteten i pigernes fortid, liv og følelsesliv er imidlertid oftest en sproglig konstruktion – en konstruktion som kulturens fiksering på rent sproglig kunnen og den politisk korrekte favorisering af kvindelige kunstnere ikke bare ukritisk tillader, men ligefrem roser og opmuntrer. Forfatteren Lea Marie Løppenthin udtrykker denne fiksering på form – og den samtidige manglende interesse for indhold – forbilledligt i et interview i tidsskriftet Floret, idet hun hævder i sine egne selvbiografiske skrifter at adskille sig fra den billige autofiktive tendens ved sin formbevidsthed: »Mit værn mod en tabloid-stemning er formen, altid formen, at man koncentrerer sig om at skrive gode sætninger. Jeg tror, selvudleveringen tager over, når forfatteren bliver så forhippet på at fortælle sin egen historie, at han eller hun glemmer formen.«

Josefine Klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til uskadelig svælgen i bløde, vage temaer som kærlighed, sorg og tab fra et rent subjektivt udgangspunkt og har tilsyneladende åbnet slusen yderligere for en veritabel syndflod af banalt-forfængelig litteratur i formbevidst indpakning. Klougarts værker formår gennem et formmæssigt opsigtsvækkende udtryk og en sprogligt simuleret farlighed at aflede opmærksomheden fra det uskadelige indhold af damebladstematikker og banale minder om barndom, forældre og ekskærester. Det seneste af Klougarts værker,Om mørke, kan endda erhverves i en »eksklusiv håndindbundet udgave«, encoffee table book,der med forfatterens egne ord »fortjener at ligge fremme, blive set på, blive berørt« som en del af hendes forsøg på at »slå et slag« for bogen som æstetisk objekt. Dyrkelsen af de selvforelskede og forceret mystiske forfatterportrætter, som Klougart også excellerer i, er et yderligere klokkeklart symptom på denne designmæssige kompensation for manglende interessant indhold.

I PRESSEN bekræftes konformiteten og forudsigeligheden i samtidens kvindelige forfatteres litteratur. For nylig karakteriser artikler i Jyllands-Posten og Politiken således værkerne af de kvindelige forfattere fra de seneste år som på den ene side tematisk ensrettede, idet de alle beskæftiger sig med »liv, køn, krop og seksualitet«, og på den anden side som »stilistisk gennemarbejdede« og altså formmæssigt genkendelige værker. Karakteristikken forbliver velment og venlig deskriptiv og rummer ingen kritik af den konformitet, banalitet og forudsigelighed, der præger værkerne. Bestræbelsen på politisk korrekt at støtte det kvindelige perspektiv forhindrer egentlig kritisk stillingtagen til de kedelige aspekter af denne litteratur. Et interview i Politiken med litteraten Stefan Kjerkegaard nærmer sig (utilsigtet) et mere kritisk perspektiv, idet kvindernes høje anerkendelse hos anmelderne trods deres brede læserappel og stærke popularitet hosFemina-segmentet antydningsvis forklares med netop det formmæssige udtryk (form- og designmæssig bevidsthed og udtryk er i Skandinavien alle dage blevet opfattet som garanti for interessant indhold). Men en eksplicitering af denne sammenhæng undgås naturligvis – formodentlig af frygt for feministerne og de unge furier, som Bukdahl har kaldt de fremadstormende kvindelige forfattere.

Det virker absurd, at Lilian Munk Rösing i Politiken som kommentar til disse karakteristikker opponerer mod, at en journalist anvender betegnelsen »kvindelige forfattere« med det argument, at vedkommende dermed konstruerer en irrelevant gruppering. Litteraturen selv oser af kvindelighed og konventionelle feminine tematikker, og at ignorere den markante tendens ville være en manipulation. Når man ikke grupperer forfattere efter deres hårfarve, sådan som Rösing påstår er en logisk konsekvens af journalistens kvindegruppering, er det, fordi man sjældent kan se på litteraturen, hvilken farve hår dens forfatter har.

Når kvinderne får lov til at markere sig med banale og selvoptagede diskurser, har det altså flere årsager. Dels nyder de godt af den politiske korrekthed og mangel på kritisk stillingtagen, som i høj grad præger kulturjournalistikken i dens behandling af litteratur, og som muliggør, at der kan scores hurtige point i favoriseringen af kvindelige forfattere og diskurser. Dels står kvinderne formodentlig stærkere end mændene i dag i en litterær kultur, hvor publicering, succes og avancement primært afhænger af forfatterens sociale kompetencer og evnen til at begå sig i relevante sociale sammenhænge, og hvor sproglig kunnen og formmæssigt udtryk tillært gennem flid og stræbsomhed anerkendes fuldt som egentligt og gyldigt talent. Dertil spiller det sandsynligvis ind, at både de højest positionerede kvinder og mænd, der besidder beslutningskraften på de litterære institutioner, får noget ud af at favorisere kvinderne: De kvindelige får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger.

Uanset bidrager overvægten af kvinder til den konformitet og indholdsløshed, der kendetegner ny dansk litteratur. Dominansen af diskurser om krop, køn og kvindelighed og den politisk korrekte føjning heraf samt favoriseringen af det personlige udtryk og fikseringen på sprog og stemme tillader en reproduktion af et konformt og overfladisk litterært udtryk – fuldt af sproglige finesser og formmæssig omhyggelighed, men uden noget egentlig på hjerte andet end den partikulære, personlige og dybest set fuldstændig uvedkommende historie.

Mette Høeg er tilknyttet UC Berkeley som Fulbright Scholar.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533