1.sektion uge 21 2011

Regnskabets time. Ingen i systemet opdagede, at Milena Penkowa havde udnævnt sig selv til leder af en ikke-eksisterende afdeling. Hvad fortæller det?

Poul Pilgaard Johnsen

Bukserne ned

Omgivet af sexede dansere og iført pikant undertøj er Milena Penkowa i skikkelse af skuespilleren Ditte Hansen blevet et af hovednumrene i årets Cirkusrevy, der netop har haft premiere. I mindre saftige omgivelser er regnskabet efter den uredelighedsmistænkte og bedrageridømte hjerneforsker samtidig ved at blive gjort op, og nu er de første resultater af boopgørelsen kommet:

Rigsrevisionen offentliggjorde tirsdag i denne uge gennemgangen af Penkowas forskningskonti på Københavns Universitet og af den private fondsstøtte, som hun har fået i rigt mål, og i sidste uge besluttede Videnskabsministeriet at fratage hende den prestigefyldte EliteForsk-pris, som hun modtog i 2009. Ministeriets afgørelse er ledsaget af en fyldig redegørelse for hele forløbet forud for pristildelingen, og det er skæbnens ironi, at både den og rigsrevisorernes rapport ved et nærmere eftersyn i virkeligheden også trækker bukserne et godt stykke ned på både universitetet og på hjerneforskerens private hovedsponsor. Ja, måske er det ligefrem hele det moderne universitære og videnskabelige system, der med Penkowa-sagen pludselig synes blottet.

Rigsrevisionen har gennemgået både en stor bevilling på 5,6 millioner kr. fra IMK Fonden og 11 andre forskningsprojekter, som Milena Penkowa har haft ansvaret for siden 2005. Overordnet frikender revisorerne professoren for direkte misbrug af penge, ud over de godt 200.000 kr. til private advokatregninger, som hun indvilgede i at betale tilbage, da hun tidligere i år blev tvunget til at tage sin afsked.

Mest interessant i rapporten er måske afdækningen af stor-donatoren IMK Fondens rolle. Efter Weekendavisens afsløringer i år af Milena Penkowas videnskabelige og økonomiske uredelighed, hendes løgn om døde familiemedlemmer og forfalskede dokumenter, som skulle bevise eksistensen af en række omdiskuterede rotteforsøg, for fonden ud med brask og bram og krævede omkring tre millioner kr. tilbagebetalt, fordi en stor del af donationen ikke var blevet brugt i overensstemmelse med bevillingen. Sagen endte med, at Københavns Universitet indvilgede i at tilbagebetale 2,1 millioner kr. til fonden, fordi universitetets regnskabsmedarbejder ikke havde kontrolleret, hvilke bilag der blev dækket. Ifølge Penkowas budget, som IMK Fonden havde nikket ja til, skulle bevillingen kun bruges til at finansiere forskningsmaterialer. Penkowa brugte dog også pengene til eksempelvis løn, konferencer og personalepleje.

»Men Penkowas forbrug i forbindelse med forskningsprojektet adskiller sig ikke fra andre forskeres forbrug,« fastslår rigsrevisor Henrik Otbo, og samtidig fremgår det af revisorrapporten, at den private fond flere år i træk faktisk modtog udskrifter af kontoen, som vedrørte deres bevilling. Heraf fremgik det, hvad pengene blev brugt til, uden at fonden protesterede. Tværtimod fortsatte IMK med at udbetale den årlige del af den store bevilling. Beskylder IMK Fonden Københavns Universitet for regnskabsmæssig slendrian, må der således siges at have været mindst lige så meget slendrian hos fonden selv. Alligevel betegner rigsrevisor Henrik Otbo det som »en hensigtsmæssig beslutning«, at universitetet indgik forlig og tilbagebetalte de 2,1 millioner kr., som var brugt i strid med bevillingen, til fonden.

»Ond tro«

Mindre venlig over for Københavns Universitet og rektor Ralf Hemmingsen er Videnskabsministeriet, der ikke kan beskyldes for at have taget let på spørgsmålet, om Penkowa skulle have frataget sin eliteforskerpris og i givet fald hvordan. I en meget lang redegørelse, der sågar inddrager overvejelser i den juridiske litteratur så langt tilbage som i 1950erne om gave- og pristildelingers retlige status, når ministeriets chefkonsulent på området frem til, at Penkowa skal fratages hædersprisen, fordi hun var i ond tro, da hun modtog den. Hun vidste nemlig på daværende tidspunkt, at hun var anklaget for ikke blot bedrageri over for det videnskabelige selskab, hvor hun var kasserer, men også for at have forsøgt at skyde skylden på en studentermedhjælper ved at forfalske kontoudtog og indgive falsk anmeldelse mod vedkommende. Forhold, som hun senere er dømt for ved Københavns Byret. Hun måtte derfor vide, at hun ikke kunne være den rollemodel for yngre forskere, som er prisens begrundelse. Selve den honorære titel fratages hende derfor, men pengene, som fulgte med, skal hun ikke høre mere for. Dels fordi de 900.000 kr., som var øremærket forskning, faktisk er brugt til forskning, dels fordi universitetet har indvilget i at betale de 200.000 kr., som Penkowa samtidig fik som en personlig hædersgave.

Det skyldes, at også Københavns Universitet ifølge Videnskabsministeriet var i »ond tro«. Studenten skrev nemlig i december 2008 til universitetet om den falske anmeldelse, og det var inden, Penkowa fik overrakt prisen. Godt nok fremgår det af Kammeradvokatens rapport, som ministeriet støtter sig til, at universitetets juridiske afdeling, som modtog henvendelsen, valgte at vente med at informere rektor om sagen til senere, og at juristerne ikke vidste noget om, at der samtidig var en indstilling på vej hen over rektors bord af hjerneforskeren til eliteforskerprisen, men detn forklaring er ministeriet groft sagt ligeglad med:

»Hertil skal ministeriet anføre, at organiseringen af de interne kommunikationsveje på Københavns Universitet er ministeriet uvedkommende. Dette er universitetets eget ansvar.«

Universitetet har derfor ikke levet op til kravet om at give ministeriet alle relevante oplysninger, før ministeren valgte at udnævne Penkowa til eliteforsker, og så må den onde tro svie til universitetet selv.

Men det bliver værre endnu. Rektors indstilling af Penkowa til prisen blev nemlig også godkendt af Det Frie Forskningsråd, før det landede på ministerens bord, og Hemmingsen har senere forsvaret sig med, at rådet faktisk var orienteret om politianmeldelsen og alligevel godkendte Penkowa. Om det skriver Videnskabsministeriet:

»Det er anført i kammeradvokatens redegørelse, at rektor Ralf Hemmingsen og Det Frie Forskningsråds bestyrelsesformand Jens Chr. Djurhuus havde en telefonsamtale den 23. oktober 2008, hvor rektor skulle have bekræftet politianmeldelsen over for bestyrelsesformanden, og der derfor måtte have været fuld klarhed i rådet om politianmeldelsen. Hertil har Det Frie Forskningsråds bestyrelsesformand Jens Chr. Djurhuus i et brev af 23. marts 2011 til formanden for Københavns Universitets bestyrelse givet udtryk for, at han ikke kan genkende rektors referat af den nævnte telefonsamtale. Ministeriet kan konstatere, at den af rektor anførte opfattelse af sagen ikke ses at være tilgået bestyrelsen, jf. referatet af bestyrelsens møde den 12. november 2008.«

Ministeriet antyder med andre ord, at de ikke er sikre på, at rektor taler sandt, og under alle omstændigheder er det altså Københavns Universitet, som må til lommerne på grund af »den onde tro«. Om ikke andet afslører redegørelsen, hvilket dårligt forhold der aktuelt eksisterer mellem Videnskabsministeriet og landets største universitet.

Men måske afslører gennemgangen i virkeligheden også et problem på et langt højere niveau: Hvordan kan det være, at ingen undervejs opdager to notorisk forkerte oplysninger i Penkowa-indstillingen til EliteForsk-prisen, som hun i øvrigt selv formulerede og ved en behændig manøvre fik til at se ud som hidrørende fra sin daværende institutbestyrer og ikke fra hende selv? Tværtimod går oplysningerne uimodsagt videre hele vejen op gennem systemet. I indstillingen omtales Penkowa konsekvent som »leder af Afdeling for Neuroprotektion« og som bidrager »til 15 innovative opfindelser«. Ingen af delene er sandt. Der har aldrig eksisteret en sådan afdeling på Københavns Universitet, og de blot to patenter, som Penkowa har bidraget til, er indtil videre ikke blevet til brugbare lægemidler. En ting er, at man måske ikke kan forlange, at rektor Ralf Hemmingsen kender navnene på alle afdelinger på det kæmpestore universitet, men i det mindste dekanen for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ulla Wewer, for ikke at tale om Penkowas nærmeste foresatte, den daværende institutbestyrer, burde vel vide, at en sådan afdeling slet ikke eksisterede. Og hvem kontrollerede, at oplysningerne om de mange opfindelser var korrekte? Svaret er: Ingen.

Kritikere vil sige, at Penkowa således er blevet et ikon for en udvikling i den akademiske verden, som sætter synlighed, flair for marketing og evne til at skaffe sig bevillinger internt og eksternt over grundigt og solidt videnskabeligt arbejde, godt hjulpet på vej af politikernes bestræbelser på at profilere forskningen i Danmark - hvilket netop EliteForsk-prisen er et af de ypperligste udtryk for. Om nogen faktisk læser papirerne, før de sender dem videre, er i den sammenhæng mindre vigtigt. I så fald har tidligere videnskabsminister - og Milenas Penkowas gode ven - Helge Sander i hvert fald skabt en helt ny betydning af ministerens yndlingsslogan: Fra forskning til faktura.

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533