1.sektion uge 12 2011

Kammeradvokatrapport. Københavns Universitets bestyrelse overvejede tirsdag aften at gå af, men valgte at høre videnskabsministerens udmeldinger om manglende tillid som bulder, der mere tjente et politisk end et reelt formål.

Poul Pilgaard Johnsen

Bagklog på Penkowa

Det var intet mindre end breaking news i flere danske medier, da videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i tirsdags få timer efter at have modtaget Kammeradvokatens rapport om Københavns Universitets håndtering af Penkowa-sagen udsendte en pressemeddelelse med budskabet om, at hun havde mistet tilliden til universitetets bestyrelse,

»Jeg er ikke enig i bestyrelsens vurdering,« skrev ministeren og fortsatte:

»Jeg mener, der undervejs i sagens forløb er sket en række fejlskøn, som en ansvarlig bestyrelse må forholde sig til. Jeg efterlades med indtrykket af en mangelfuld opfølgning, hvilket giver mig anledning til at rette en meget alvorlig kritik mod KU's bestyrelses håndtering af sagen.«

Bestyrelsen havde aftenen forinden besluttet at stå last og brast med rektor Ralf Hemmingsen, hvis ansættelse ingen i bestyrelsen ville sætte spørgsmålstegn ved efter at have læst Kammeradvokatens rapport.

Ministeren meddelte, at hun nu ville føre »skærpet tilsyn« med universitetet, indtil forholdene er bragt i orden. Det trak store overskrifter i aviserne, men i virkeligheden er det mest interessant, hvad hun ikke ville, og hvad den megen bulder og brag måske skulle tjene til at overdøve: Hun og dermed regeringen og dens flertal vil ikke iværksætte en ny og såkaldt uvildig undersøgelse efter Kammeradvokatens. Det kræver ellers oppositionen, talrige lederskribenter i aviserne og mere end 400 forskere. Med den bombastiske melding kom ministeren alligevel til at fremtræde handlekraftig, selv om det skærpede tilsyn næppe betyder andet end, at Videnskabsministeriet kontrollerer, at de initiativer og ændringer af administrative rutiner, som universitetets bestyrelse i forvejen har besluttet sig for efter undersøgelsen, nu også bliver gennemført.

Meget tyder da også på, at universitetets bestyrelse straks forstod, at den voldsomme kritik måske mest tjente et politisk formål. Ifølge Weekendavisens oplysninger overvejede bestyrelsen tirsdag aften, om den skulle gå af, efter at den havde mistet ministerens tillid, men besluttede sig for at blive - endda ledsaget af en pressemeddelelse, hvori formanden glædede sig til et godt fremtidigt samarbejde med ministeriet om sagens følger.

I bestyrelsen giver man ikke meget for den udbredte offentlige kritik af, at universitetet med kammeradvokaten har »undersøgt sig selv«. Godt nok er kammeradvokaten universitetets advokat, men er jo også Videnskabsministeriets advokat, ligesom Kammeradvokaten er alle mulige andre offentlige instansers advokat, så hvori skulle det partiske bestå, spørger man.

Videnskabsministeren har dog udtrykkelig ikke villet afvise, at der eventuelt kan nedsættes en uvildig undersøgelseskommission på et senere tidspunkt, hvis de mange øvrige del-undersøgelser, som i øjeblikket er i gang vedrørende Penkowa, efterlader ubesvarede spørgsmål. Det sker dog næppe, for som kammeradvokaten gør opmærksom på i sin rapport, vil nedsættelse af »en ekstern uvildig komité med fornøden faglig og juridisk kompetence«, som kritikerne forlanger, medføre betydelige juridiske problemer. For det første vil en sådan komité ifølge kammeradvokaten »savne kompetencen til at udtale sig med en retsvirkning, der tåler sammenligning med UVVU, der er nedsat i medfør af lov.« Hertil kommer, at »komiteens lægevidenskabelige uvildighed utvivlsomt ville blive anfægtet« af Milena Penkowa, som ville have krav på at blive inddraget i komiteens etablering, »fordi den ville være rettet specifikt mod hende, svarende til en særdomstol.«

Ingen særlig bevisbyrde

Rapporten, som universitetets bestyrelse modtog i sidste uge, er en diger sag på ikke mindre end 700 sider plus tusindvis af siders bilag. Seks jurister har i to måneder arbejdet med undersøgelsen, som blev iværksat af bestyrelsen efter afsløringerne først i november af mistanke om videnskabelig uredelighed hos Milena Penkowa, og i februar afsløringen af, at den fremtrædende hjerneforsker i 2003 havde forfalsket dokumenter og kontrakter for at bevise, at rotteforsøgene, som indgik i hendes doktordisputats, faktisk havde fundet sted på et laboratorium i Spanien. Hjerneforskeren løj ved samme lejlighed sin mor og søster døde i en trafikulykke.

Rapporten frikender Ralf Hemmingsen for enhver mistanke om forsøg på at dække over hjerneforskerens videnskabelige uredelighed og manglende rotteforsøg. Ifølge Kammeradvokaten har Hemmingsen hverken gjort sig skyldig i ulovlig forvaltning eller på anden måde ageret kritisabelt, da han i 2003 som dekan valgte at lade dele af Milena Penkowas afviste doktordisputats vurdere af en norsk og en svensk ekspert, mens han selv tog sig af at undersøge rotteforsøgene, som disputatsudvalget havde sået tvivl om eksistensen af.

Ralf Hemmingsens kritikere har rejst spørgsmålet, om denne fremgangsmnåde i virkeligheden dækkede over et forsøg på at beskytte eller dække over Milena Penkowa, men det afvises pure. Tværtimod fremgår det af rapporten, at Hemmingsen faktisk forsøgte at undgå at komme til selv at undersøge rotte-forløbet. Han ville helst have skubbet også den del af sagen over til de udenlandske eksperter, som i forvejen skulle give en second opinion på to udvalgte spørgsmål om det faglige indhold.

De to udenlandske bedømmere kom dog tænkeligt og naturligt alligevel til indirekte at påvirke opklaringen af rotteforsøgene, mener kammeradvokaten. De frifandt nemlig totalt Penkowa for den faglige kritik, som disputatsudvalget havde rejst mod hende, og understregede tilmed, at hendes videnskabelige analysemetoder måske var på så højt et niveau, at disputatsbedømmerne ikke kendte til dem. Dermed var ifølge Kammeradvokaten »universitetets forhåndsformodning ved vurderingen af MP 'normaliseret'. Der var derfor ikke grund til at kræve, at MP skulle løfte en særlig bevisbyrde for, at de påberåbte kontrakter var ægte,« skriver han.

Med andre ord: Efter de to udenlandske bedømmeres melding var det forståeligt, at Hemmingsen ikke længere var specielt mistænksom over for Milena Penkowa, og da hun kom med kopier af kontrakter, som skulle bevise, at hun havde aftale med et spansk firma om rotteforsøgene, ja, så kunne han nok tillade sig at gå ud fra, at de var ægte uden at foretage sig yderligere.

Men faktisk foretog Hemmingsen sig ifølge eget udsagn yderligere. Han ringede nemlig til en tidligere ansat i det private firma i Spanien på et nummer, som han fik af Milena. Under denne samtale fik han bekræftet, at der havde været et samarbejde om rotteforsøg. Firmaet var ifølge Penkowas oplysninger på det tidspunkt blevet opkøbt af et større firma. Hvem Hemmingsen talte med ved den lejlighed, erindrer han dog ikke, og der foreligger heller intet notat om telefonsamtalen. Ifølge reglerne om offentlige myndigheders notatpligt skal der laves sådanne notater, og Kammeradvokaten betegner derfor mangelen på samme som kritisabel. Han finder endvidere, at det er »en påfaldende mangel«, at der ikke findes et notat, når Hemmingsens telefonsamtale i samme periode med Penkowas anden samarbejdspartner i Spanien, Juan Hidalgo fra universitetet i Barcelona, er omhyggeligt dokumenteret i et notat.

Selv om Kammeradvokaten med denne formulering i virkeligheden skulle sætte et diskret spørgsmålstegn ved, om samtalen overhovedet har fundet sted, ændrer det dog ikke ved, at den daværende dekans øvrige initiativer i sagen dengang i 2003 frikender ham for mistanken om et stort cover up gående ud på at beskytte Milena Penkowa, fremme hendes karriere eller skjule hendes videnskabelige uredelighed. Således kunne Hemmingsen jo blot have lagt sagen ad acta i stedet for at involvere udenlandske bedømmere med den for Penkowa indbyggede risiko, at de ville anbefale hende indklaget for uredelighedsudvalget. Det fremgår også, at lederen af dyrestalden på Københavns Universitet dengang bliver kontaktet af Hemmingsen, der vil vide, hvor mange rotter Milena Penkowa har bestilt.

Uskyldig indtil...

Mens hverken Ralf Hemmingsen eller andre i universitetets ledelse således har gjort sig skyldig i usaglig forvaltning - hvilket ville have været fyringsgrund - så har der til gengæld været et par tidspunkter, hvor der ifølge Kammeradvokaten har været skønnet forkert, dog ikke så graverende, at nogen bør fyres.

»Rektor har beklaget, at man har udøvet et fejlskøn. Det er min bedømmelse, at det ikke er noget, man plejer at afskedige en leder for,« udtalte Kammeradvokaten, som også bærer navnet Karsten Hagel-Sørensen, onsdag.

Fejlskønnet er først og fremmest, at man valgte at godkende indstillingen af Milena Penkowa til Eliteforskerprisen på et tidspunkt, hvor rektor vidste, at hun af Dansk Selskab for Neurovidenskab, hvor hun var kasserer, var blevet politianmeldt for underslæb. Der var ikke rejst tiltale endnu, og derfor mente universitetets ledelse ikke, at det var berettiget at fjerne Penkowwa fra listen over indstillede til prisen. Det er Kammeradvokatens jurister uenige i. Godt nok findes en »uskyldsformodning« i dansk ret, således, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og derfor ville man heller ikke have kunnet gøre indgreb i Milena Penkowas rettigheder, selv om hun var politianmeldt. Men »situationen er anderledes, når der er tale om at kandidere til en unik hædersbevisning,« skriver juristerne. Det er ikke nogen menneskeret at blive eliteforsker, og derfor kunne Hemmingsen og de andre i universitetets ledelsesstreng godt have dømt hende ude af opløbet.

Interessant nok fremgår det også af rapporten, at formanden for Det Frie Forskningsråd, Jens Chr. Djuurhus, havde en samtale med Hemmingsen om politianmeldelsen. Det uafhængige råd - som ved eliteforsker-indstillingen stod over rektor og var sidste station, inden indstillingerne gik til endelig godkendelse hos ministeren - var med andre ord helt klar over og dermed medansvarlig for indstillingen af hende til trods for viden om politianmeldelsen.

Kammeradvokaten bebrejder også universitetet at have skønnet fejl ved ikke at foretage sig noget, da en student henvendte sig til den juridiske afdeling og fortalte, at Penkowa i sagen om underslæb havde benyttet sig af hans lønkontonummer til dokumentfalsk. Formålet var at skyde skylden på ham, da det kom til at se ud, som om foreningens penge var overført til hans konto og ikke til Penkowas egen. Universitetet valgte også i denne forbindelse at afvente retssagens gang ud fra dansk rets uskyldsformodning, men det var forkert, mener Kammeradvokaten. Til gengæld kan Hemmingsen ikke personligt kritises for dette, idet det fremgår af rapporten, at han ikke på det tidspunkt blev orienteret af den juridiske afdeling om henvendelsen fra studenten, mens juristerne på deres side ikke vidste noget om, at Penkowa på samme tidspunkt var indstillet til eliteforskerprisen.

Let at være bagklog

Det er den slags koordination og rutiner, som videnskabsministeren vil sikre sig indført i fremtiden. Det er i virkeligheden det reelle indhold af den bombastiske udmelding om et »skærpet tilsyn«, der ellers som forvaltningsmæssigt begreb vist kun er anvendt om statens kontrol med fundamentalistiske muslimske friskoler.

Når det gælder landets »store skole« med 7.000 ansatte og 35.000 studerende, blev Kammeradvokatens rapport således modtaget med præcis de reaktioner, som tjente hver enkelts sag bedst: Ministeren kunne rase, mens rektor og bestyrelse med lige så god ret kunne ranke ryggen, og i de medier, hvor man på forhånd havde dømt universitetets ledelse skyldig, blev rapporten forventeligt og rutinemæssigt straks dømt ude.

Således blev det slået stort op i pressen, at Kammeradvokaten ikke som led i undersøgelsen har interviewet disputatsbedømmerne, som i 2003 vendte tommelfingeren nedad. Det overses tilsyneladende, at rapporten ikke er nogen retssag, men en undersøgelse af universitetets forvaltning baseret på skriftlige kilder. Der er derfor heller ikke afhørt eller gennemført interview hverken med Milena Penkowa selv, udenlandske bedømmere eller andre involverede, men kun ansatte på universitetet med det formål at uddybe de skriftlige forvaltningsakter. I rapporten er der da også en meget fyldig gengivelse af disputatsudvalgets - skriftlige - kritik fra 2003, så ingen, der læser rapporten, kan være i tvivl om disputatsudvalgets kraftige og - viser det sig nu - velbegrundede skepsis over for Milena Penkowa.

Udvalget så ret, men selv om man på den baggrund i dag kan se, at rektor og administrationen på en række punkter kunne have handlet bedre, er der ikke rigtig basis for at fremture, mener vist Kammeradvokaten:

»Vedrørende de fleste forhold gælder, at man først rigtigt her i bakspejlet kan se, at de burde have været håndteret anderledes, men hvor KU ud fra det vidensniveau, der var på det aktuelle tidspunkt, ikke kan kritiseres for håndteringen. Den efterfølgende erkendelse er med en af KU's tidligere studerende Søren Kierkegaards ord udtryk for, at livet forstås baglæns - men må leves forlæns.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533