1.sektion uge 22 2011

»Kritisabelt«. Professorerne bag en ny og alternativ Penkowa-rapport har været både over Øresund og dybt i gamle papirer for at finde den ansvarlige for skandalen. Professor-pilen peger - næppe overraskende - i retning af rektors kontor.

Poul Pilgaard Johnsen

Anden Verdenskrig

Så klar lyder konklusionen i den alternative rapport, som fem professorer i denne uge afleverede til Københavns Universitets bestyrelse som en reaktion og et modsvar på Kammeradvokatens rapport om universitetets håndtering af sagen om den bedrageridømte og uredelighedsmistænkte hjerneforsker Milena Penkowa. Dermed er tonen slået an, og kan professorernes skrift - trods 66 sider - ikke måle sig med Kammeradvokatens i omfang, så kan den det i hvert fald i engagement: Professorerne Keld Danø, Niels Høiby, Jens Rehfeld, Niels Erik Skakkebæk og ikke mindst Elisabeth Bock, der synes at have været pennefører gennem det meste af rapporten, tøver ikke med tillægsordene »kritisabelt« og »meget kritisabelt«, mens de minutiøst gennemgår ethvert tænkeligt aspekt af første akt i den måske største videnskabelige skandale i Danmarkshistorien, nemlig håndteringen tilbage i 2003 af Penkowas omdiskuterede og af bedømmelsesudvalget forkastede doktordisputats.

Nogle vil nok mene, at det er en lidt flot udmelding sådan sprogligt at gøre daværende dekan og nuværende rektor Ralf Hemmingsen til selve årsagen til skandalen frem for Penkowa, som dog var den, der havde gang i fotokopimaskinen for at fabrikere falske beviser på udførte rotteforsøg. Men hvor lidenskaberne raser, ryger der som bekendt en finke af panden, og i rapportens indledning slår forfatterne da også selv fast: »Vi prætenderer ikke, at denne redegørelse er uvildig. Det ville bl.a. kræve yderligere undersøgelser. Det er tanken, at de mange problemer, der her afdækkes, skal undersøges i en egentlig uvildig undersøgelse.«

En sådan undersøgelse har til dato flere end 490 forskere og 200 ph.d.-studerende forlangt, men svaret fra universitetets bestyrelse lyder fortsat: nej! Lad os da i stedet se på et par af professorernes vigtigste kritikpunkter. De tager udgangspunkt i universitetes vedtægt: »'Universitetet skal værne om sin forskningsfrihed og søge højeste niveau af videnskabelig standard og etik'. Spørgsmålet er derfor, om KUs ledelse har søgt højeste niveau af videnskabelig standard og etik i sin efterforskning af anklager mod Penkowa om videnskabelig uredelighed/grov uagtsomhed, og om KUs ledelse i sine dispositioner i Penkowa-sagen har levet op til sine etiske forpligtelser om at sikre KUs forskningsintegritet/ troværdighed.«

Nej, lyder deres svar, og de begrunder det bl.a. med, at dekanen beslutter sig for at fokusere på tre af de mange spørgsmål, disputatsudvalget har rejst, men »for ingen af de tre problemer lykkedes det dekanen at fremskaffe egentlige primære data i form af forsøgsprotokoller eller vævssnit. Årsagen er først og fremmest, at Penkowa ikke er villig til at udlevere materialet, og at man tilsyneladende fra dekanens side ikke insisterer herpå,« skriver de og fortsætter:

»Hvad angår de dyreeksperimentelle forsøg i delarbejde 6 (de omdiskuterede mange rotteforsøg, red) lykkes det dog dekanen at afdække, at der i artiklen er givet forkerte oplysninger om, hvor forsøgene er udført, og at Penkowa ikke kan fremlægge tilfredsstillende dokumentation for sine vurderinger af sygdomsgrad, og i dette forløb gives så mange modstridende forklaringer, at konklusionen må være, at Penkowa lyver gentagne gange herom. På grundlag heraf burde dekanen have anmodet om, at arbejdet blev trukket tilbage eller have forelagt det for Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed.«

»Manglende indsigt«

Rapporten dvæler ved Milena Penkowas skiftende forklaringer om, hvor rotteforsøgene er udført: Først i København, ifølge hendes videnskabelige artikel, så forklarer hun dekanen, at de er foregået hos hendes spanske samarbejdspartner Juan Hidalgo og til sidst, at de er foregået i regi af et privat medicinalfirma.

»Det er kritisabelt, at dekanen ikke konfronterer Hidalgo med Penkowas forklaringer, da Hidalgo konfronteret med disse oplysninger med stor sandsynlighed let kunne have fundet ud af, at det spanske firma ikke eksisterede,« skriver de og fortsætter:

»I en følgende korrespondance slår Penkowa gentagne gange på, at hun pga. kontraktuelle forpligtelser ikke kan give oplysninger vedrørende de forsøg, der er udført i/sammen med et/flere firmaer. På intet tidspunkt falder det tilsyneladende dekanen ind, at Penkowa i givet fald har

publiceret en artikel udgående fra KU med vildledende oplysninger om, hvor og af hvem der er udført et meget stort antal dyreforsøg. Det er endvidere meget usædvanligt, at firmaet angiveligt accepterer, at resultaterne publiceres, når blot firmaets identitet holdes skjult. Dette synes også at være undgået dekanens opmærksomhed, hvilket er kritisabelt. Endelig burde dekanen have været klar over, at hvis man pga. kontraktuelle forpligtelser ikke i en videnskabelig artikel kan oplyse, hvor dyreforsøg er udført og af hvem, så kan disse forsøg ganske enkelt ikke publiceres. Denne manglende indsigt hos dekanen er kritisabel.«

Professorerne gør overordnet opmærksom på, at en person, der anklages for videnskabelig uredelighed, tænkeligt undlader at give oplysninger, fordrejer disse eller giver direkte forkerte oplysninger:

»Det helt afgørende i efterforskning af mistanker om videnskabelig uredelighed er, at det er nødvendigt med en tilbundsgående undersøgelse af alle forhold omkring den anklagedes tilvejebringelse af primære (rå-)data og den anklagedes behandling af disse. Det drejer sig om gennemgang af forsøgsprotokoller, forsøgsnotater, billedmateriale, prøveopbevaring og interviews af de personer, der har været involveret i frembringelse af den anklagedes forsøgsresultater (laboranter, studerende, samarbejdspartnere). Det fremgår heraf, at det er en særdeles omfattende opgave, der skal udføres efter andre principper end normalt akademisk bedømmelsesarbejde. Derudover skal det understreges, at en undersøgelse for uredelighed ikke kan foretages af personer med kun administrativ baggrund, idet dette kræver fagkyndighed.«

Alternativ-rapporten forbigår dog i denne sammenhæng, at Ralf Hemmingsens to prodekaner dengang faktisk var en slags eksperter: Birgitte Nauntoft er ekspert i kliniske forsøg og Ulla Wewer i neurovidenskab. Indiskutabel er derimod professorernes påpegning af, at det ikke i Kammeradvokatens rapport fremgår, at dekanatet i 2003 faktisk kontaktede universitetets dyrestald for at få oplysninger om, hvor mange dyr der var brugt af Penkowa i den relevante periode. Professorerne - og i øvrigt Weekendavisen - har fået oplyst af den tidligere leder af dyrestalden, at han dengang pr. email meddelte dekanen, at der var brugt et meget lavt antal dyr, på maksimalt to cifre og klart mindre end 100.

Intet nyt?

Et centralt punkt i rapporten omhandler den svenske og den norske forsker, som af Hemmingsen blev bedt om at bedømme to af disputatsudvalgets ankepunkter mod Penkowas disputats. Et par af professorerne har taget turen over Øresund og interviewet den ene af eksperterne, Anders Björklund i Lund, og konstaterer, at eksperterne ikke opfattede deres opgave som en efterforskning af anklager for uredelighed, hvilket Elisabeth Bock og Co. finder kritisabelt. Dette afvises dog kategorisk af Københavns Universitets bestyrelsesformand, Nils Strandberg Pedersen, der modtog rapporten tirsdag aften:

»I Hemmingsens brev til de udenlandske eksperter bliver der klart gjort opmærksom på, at der var tale om en uredelighedsmistanke. Det fremgår i øvrigt også af deres svar, at de har forholdt sig til uredelighedsspørgsmålet, for de skriver, at de ikke finder grund til mistanke om uredelighed,« siger bestyrelsesformanden og tilføjer:

»Rapporten indeholder mange kritikpunkter, men på en del af punkterne har man tilsyneladende glemt nogle helt faktuelle kendsgerninger. Jeg mener ikke, at der kommer nye oplysninger frem, som ændrer på de konklusioner, som vi allerede har draget i bestyrelsen.«

I Kammeradvokatens rapport lægges der vægt på, at disputatsbedømmerne, som mistænkte Penkowa for uredelighed, ikke selv skred til anmeldelse af hende til UVVU, og - også - af den grund mener statens advokat ikke, at Hemmingsen kan kritiseres for, at han heller ikke bare uden videre anmeldte hende til uredelighedsudvalget. Men det har sin årsag, mener forfatterne til den alternative rapport:

»Havde han (Kammeradvokaten, red.) kontaktet de tre bedømmere, ville de have kunnet informere ham om, at de ønskede at anmelde sagen til UVVU, men i realiteten ikke havde mulighed herfor. I universitetets regler 'Om erhvervelse af doktorgraden ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet' står der således: 'Ingen andre medlemmer må deltage i udvalgets arbejde. Medlemmer af udvalget, medlemmer af Fakultetsrådet - og alle andre, der involveres i sagen - har tavshedspligt'. Rigshospitalets juridiske kontor kunne bekræfte, at dette måtte forstås således, at bedømmelsesudvalget kun kunne få sagen forelagt for UVVU ved at få universitetet til at gøre det. Hvis de selv gjorde det, kunne det opfattes som

kritisabelt.«

Det argument bider ikke på Nils Strandberg Pedersen:

»Det juridiske responsum fra Rigshospitalet kender vi intet til, og det ville måske være mere naturligt, at man spurgte universitetets jurister, når der er tale om en disputats ved Københavns Universitet. For os er der igen tvivl om, at et bedømmelsesudvalg, der støder på uredelighed, har både ret og pligt til at gå videre med det. Faktum er, at hverken disputatsudvalget eller andre dengang sagde, at hun skulle indbringes for UVVU.«

Men har professorerne bag den alternative og meget detaljerede rapport da overhovedet ingen relevante pointer set fra formandsstolen?

»Jo, rapporten er da interessant, fordi den går i dybden med de videnskabelige artikler og påpeger, at der muligvis er endnu mere svindel. Men heldigvis har vi jo allerede nedsat en international kommission til at tage sig af det,« svarer han.

- Intet andet?

»Jamen, sådan en sag kunne da have været håndteret på en anden måde. Det kan de have ret i. Man kunne have nedsat et ekspertudvalg, men det var altså nu engang et valg, som Ralf traf. Med den viden, vi har i dag, kunne Penkowa godt være blevet afsløret allerede dengang, og sådan kan man jo sagtens stille forskellige scenarier op. Det kan man i alle situationer. Jeg tror, at selv Anden Verdenskrig kunne være undgået på den måde.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533