1.sektion uge 45 2011

Hvad har vi lært?. Penkowa-sagen går sin gang: En 80-årig professor fra Odense skal i retten, og Københavns Universitet vil lære forskerne, at de hverken må være videnskabeligt uredelige eller hævne sig på deres konkurrenter.

Poul Pilgaard Johnsen

(Af)høring

Milena Penkowa har ikke tænkt sig at strække våben. Hjerneforskeren, der allerede er dømt ved Københavns Byret for underslæb og for forsøg på at skyde skylden på en studerende, og som i øjeblikket undersøges af både politiet for at have forfalsket papirer vedrørende rotteforsøg og af en international ekspertkommission for fusk med sin forskning, fortsætter tilsyneladende kampen mod sine modstandere, og nu er turen kommet til filosofiprofessoren David Favrholdt fra Odense.

Penkowa har meldt den 80-årige professor til politiet for overtrædelse af navneforbuddet i en retssag mod hende, og han kan nu selv se frem til både retssag og sandsynligvis en dom i form af en bøde.

»Jeg kan bekræfte, at Københavns Politi har modtaget en anmeldelse fra Penkowas advokat om mulig overtrædelse af navneforbuddet. Sagen er færdigefterforsket og overgivet til juridisk behandling i min advokatur,« oplyser politiadvokat Dorit Borgaard.

David Favrholdts forbrydelse skriver sig tilbage til marts i år, da han i dagbladet Politiken fik trykt en kronik, hvori han argumenterede for en uvildig undersøgelse af Københavns Universitet. Favrholdt skrev kronikken, efter at Weekendavisen havde afsløret det, der hurtig blev døbt Penkowa-sagen. En enkelt detalje i den omfattende sag – der først og fremmest drejer sig om videnskabelig uredelighed, Penkowas løgn om sin nærmeste families død og hendes forsøg på at dokumentere nogle ikke-eksisterende dyreforsøg – kunne Weekendavisen dengang ikke omtale på grund af navneforbud: Nemlig at der allerede var en retssag i gang, som handlede om økonomisk underslæb.

Denne oplysning var dog kommet David Favrholdt for øre, og i sin kronik beskrev han først, hvordan Dansk Selskab for Neurovidenskab i 2008 havde meldt sin kasserer, Milena Penkowa, til politiet for underslæb og for at have forfalsket kontoudtog, der skulle bevise, at det var hendes studerende, som havde begået underslæbet. I et efterfølgende afsnit skrev han: »Den 17. december 2010 kendes en kvindelig professor skyldig i Københavns Byret. Anklagen lyder på underslæb og dokumentfalsk.«

Professoren mente, at han på denne måde respekterede navneforbuddet, som stadig var i kraft, fordi Penkowa havde appelleret dommen til landsretten, hvilket hun senere frafaldt. Det mente Penkowa ikke, og det gjorde Politiken i øvrigt heller ikke, idet chefredaktør Anne Mette Svane kort efter beklagede, at bladet havde begået en fejl ved at trykke Favrholdts kronik.

I dag regner Odense-professoren, der for et par uger siden blev afhørt af politiet per telefon, vist nærmest med at blive dømt:

»Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere. Til gengæld vil jeg få anledning til at skrive noget mere om Penkowa og Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden,« siger David Favrholdt.

Ydmyg sejrherre

Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen, var på sin vis også hovedpersonen, da universitetet torsdag i sidste uge holdt en offentlig høring under overskriften »Hvad har vi lært af Penkowa-sagen?«

Høringen blev reelt pålagt universitetet af den daværende videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, efter at hun havde modtaget Kammeradvokatens rapport om universitetets forvaltning af Penkowa-sagen. Rapporten påpegede flere »fejlskøn« undervejs, men frikendte universitetet og Hemmingsen for at have begået noget ulovligt.

På forhånd havde Liberal Alliance i skikkelse af folketingsmedlem professor Niels Høiby, der er kritisk over for Hemmingsen, med brask og bram erklæret, at partiet sammen med den daværende opposition ville samle flertal for en uvildig, offentlig undersøgelse, men Høiby, der netop havde afløst Malou Aamund i tinget, måtte hurtigt erkende, at de faktiske forhold i politik kan se noget anderledes ud inden for Christiansborgs mure end uden for. Nok blev Københavns Universitet oven på kammeradvokatens rapport sat under skærpet tilsyn, men en kommissionsdomstol eller noget i den dur blev der ikke noget af. Til gengæld skulle der holdes en høring.

Trods »frikendelsen« i Kammeradvokatens rapport var rektor Hemmingsens attitude dog nærmest af den ydmyge slags, da han torsdag skulle stå til regnskab i Alexandersalen på Bispetorvet. Over for den fyldte sal bekendtgjorde han allerede ved begyndelsen, at han ville »beklage de fejl, der er begået. Både egne og på universitetets vegne«.

I virkeligheden kunne man også vælge at se rektors attitude som en sejrherres ydmyghed. Sejrherrer gør som bekendt klogt i ikke at fremture eller hovere efter sejren, og alt andet lige må Hemmingsens forbliven på posten betragtes som en sejr i betragtning af den voldsomme kritik, han har mødt, ikke mindst fra universitetets egne ansatte. I universitetets bestyrelse har han til gengæld haft fuld opbakning hele vejen igennem, og med det udgangspunkt havde universitetet tilrettelagt høringen, så den først og fremmest kom til at handle om alt det, som universitetet nu vil lave om på.

»Denne sag har været så langvarig og omfattende, at den reelt har været en slags trykprøvning af det samlede system. Denne trykprøvning viste enkelte steder med udsivning,« lød rektors formulering før præsentationen af de initiativer, som universitetet vil tage for at lukke de konstaterede huller.

Blandt dem er indførelsen af en studenter-ombudsmandsinstitution, som studerende i knibe kan henvende sig til, og som uafhængig af ledelsen kan fremsætte kritik eller i øvrigt hjælpe den studerende ud af kniben. Forskere skal heller ikke længere kunne indstille sig selv til priser og hædersbevisninger – men nok kunne bringe sig selv i forslag – og den ændring kan i hvert fald ikke ses som andet end en reaktion på Milena Penkowas modtagelse af Eliteforsker-prisen, som hun fik efter at have indstillet sig selv, selv om flere instanser undervejs faktisk godkendte indstillingen.

30 procent snyder

Men mest slående af de initiativer fra universitetet, som blev fremlagt under høringen, var skabelsen af »en helt ny kultur« på universitetet, når det gælder måden at bedrive videnskab på. Det er der behov for, lød erkendelsen, og et udvalg skal nu i gang med at finde ud af, hvordan man i praksis kan skabe en kultur, som kan »sikre, at mistanker om brud på god videnskabelig praksis bringes frem«, som det hedder i en betænkning, der blev præsenteret på mødet, og hvori det også slås fast:

»Endvidere indebærer den rette kultur, at det anses for helt uacceptabelt at straffe eller hævne sig på personer, der i god tro viderebringer en berettiget mistanke om uredelighed eller videnskabelig praksis. Endelig indebærer den rette kultur, at man ikke viderebringer uberettiget mistanke for at skade andre.«

Det skal »alle universitetsansatte have ind med modermælken«, lød det fra talerstolen, og det skal blandt andet ske ved, at det i fremtiden bliver obligatorisk for alle ph.d.-studerende at gennemgå et kursus i god videnskabelig praksis.

Det er der god brug for, mente professor Jens Rehfeld, der under den efterfølgende fri diskussion gjorde opmærksom på, at i en anonym spørgeskema-undersøgelse til 6.000 forskere i USA erklærede 1,5 procent af de adspurgte, at de undervejs i deres karriere havde lavet regulær fusk med deres forskning, mens hele 30 procent på anden måde havde bidraget til dårlig videnskabelig praksis i mindre grad. Det kunne for eksempel være, at de i deres publikationer lod, som om de selv havde skrevet noget, som i virkeligheden var citeret fra andre forskere, eller at alle formelle regler omkring udførelsen af videnskabelige forsøg ikke var fuldt overholdt.

»Der er ingen grund til at tro, at det foregår anderledes i Danmark,« sagde Rehfeld.

Professor Albert Gjedde, der afholder kurser i videnskabelig uredelighed, efterlyste generelt »mere fagligt engagement. Folk har tænkt: 'Hvis bare jeg opgiver samarbejdet med vedkommende, går det nok.'«

Han fik opbakning fra lektor Klemens Kappel:

»Som det er i dag, har kolleger, der ved, at der finder uredelighed sted, intet incitament til at bringe det frem. Undtagen hvis incitamentet er hævn.«

Whistleblower

Et andet forslag, som universitetet præsenterede under høringen, går ud på at oprette en whistleblower-ordning i form af en person på universitetet, som man anonymt kan henvende sig til med mistanke om videnskabelig uredelighed.

Hvordan en sådan anonym angiver-instans skal harmonere med den bebudede kulturændring, så man ikke forsøger at skade andre med uberettigede mistanker, bliver noget af en opgave at finde ud af for det nye udvalg. Ikke mindst i betragtning af at netop Penkowa-sagen på det seneste har udløst kaskader af anmeldelser af alle mulige forskere til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, og hvoraf nogle af anmeldelserne, som beskrevet her i avisen, oplagt synes at være båret mere af hævn og konkurrence end af velment bekymring for videnskabens standard.

Tilbage står dog, at bombardementet af ændringer og nye initiativer, som Københavns Universitets ledelse valgte at benytte Penkowa-høringen til at præsentere, i nogen grad formåede at pacificere de mest bidske af Hemmingsens kritikere.

Og så alligevel. For som professor emeritus Jens Zimmer Rasmussen sagde:

»Med de mange, gode forslag, der er kommet frem i dag, er det jo i virkeligheden en tilståelsessag om, hvor galt det i virkeligheden før stod til.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533