1.sektion uge 23 2013

Dobbeltspil. Milena Penkowa påstod, at hun kun var »grønt bud« mellem to professorer og videnskabsministeren, da en række injurierende spørgsmål kortsluttede Forskningsrådets arbejde. Beviserne fastslår det modsatte. Men løj hun også for sin gode ven, Helge Sander?

Poul Pilgaard Johnsen

30 spørgsmål fra professoren

Hver en sten synes efterhånden vendt i den omfattende og langvarige sag om den svindeldømte hjerneforsker Milena Penkowas meritter, men der er alligevel ét væsentligt spørgsmål, som ingen frem til i dag har kunnet få svar på: Hvem stod bag de 30 opsigtsvækkende, upassende og injurierende spørgsmål, som daværende videnskabsminister Helge Sander i 2009 sendte til det statslige Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme (FSS), og som ifølge ministerens eget udsagn kom til at medføre en lovændring af forskningsrådenes arbejde?

Allerede for to år siden skrev vi her i avisen, at spørgsmålene sandsynligvis var formuleret af Sanders gode veninde, tidligere professor Milena Penkowa, som en slags straffeaktion mod rådet, der i ni år havde afvist alle hendes ansøgninger om forskningsstøtte. Men Penkowa afviste, og Helge Sander har hidtil ikke villet sige andet end, at spørgsmålene var afleveret på hans ansvar, og at de baserede sig på flere forskellige kilder.

Men med Frederiksberg Rets dom i mandags i injuriesagen, som Milena Penkowa havde anlagt mod denne artikels forfatter, kan det nu endelig fastslås, hvem der stod bag de famøse spørgsmål, og det korte svar lyder: Det var Penkowa.

Undervejs under sagen forsøgte hjerneforskeren at skyde skylden på to navngivne professorer fra Københavns Universitet, men det afviser dommeren med henvisning til både professorernes vidneudsagn i retten og en række e-mails, som er fremlagt som beviser. Dommeren finder, at der er »faktuelt grundlag for udsagnene« om, at Helge Sanders 30 spørgsmål i virkeligheden kom fra Penkowa.

Efter vidneførslen i retten står nu kun ét uopklaret spørgsmål tilbage: Løj Milena Penkowa i virkeligheden også for sin gode ven, videnskabsministeren, så han troede, at spørgsmålene kom fra nogle andre end veninden selv?

Ærekrænkende

Vi skal tilbage til det tidlige forår 2009, da ministeren beder sine embedsmænd om at aflevere 30 spørgsmål fra en anonym ophavsmand eller -kvinde til forskningsrådet som sine egne spørgsmål. Rådet nægter efterfølgende at svare på spørgsmålene, der reelt er anklager imod rådet for kammerateri og nepotisme og for at bevilge penge til sig selv. I svarbrevet til Helge Sander betegner rådsformanden, Lars Fugger, spørgsmålene som »alvorlige og injurierende anklager«, »ærekrænkende« og »forsøg på bagvaskelse«. Spørgsmålene drejer sig blandt andet om bevillinger til navngivne personer, herunder nogle af Penkowas konkurrenter.

Spørgeren insinuerer kraftigt, at rådsmedlemmerne (RM) selv meget oftere får støtte end andre og spørger: »Skyldes 2007 & 2008’s enorme bevillinger fra FSS til RM, at RM er en eventuel ’extraordinær, sublim og helt unik elite?’ og i så fald, om medlemmerne med samme succes har opnået for eksempel ’nobelpriser’.«

»Vi var ikke i tvivl om, at det var Milena Penkowa, som havde formuleret de anonyme spørgsmål som en straf, fordi hun ikke havde fået penge,« udtalte et medlem af rådet til Weekendavisen i 2011. Men det var det ikke, påstår Penkowa selv. Undervejs i den netop overståede retssag skriver hendes advokat til retten:

»Det kan i denne sammenhæng oplyses, at de 30 spørgsmål til Helge Sander er udarbejdet af de to forskere, Mogens Holst Nissen og Søren Buus, der begge er anerkendte forskere inden for forskning i henholdsvis øjensygdomme og immunforsvar.«

Ifølge Penkowa var de to professorer utilfredse med deres bevillinger og havde derfor lavet en analyse af rådets bevillingspraksis. På den baggrund udarbejdede de ifølge hende en række spørgsmål, som hun tilbød at aflevere til Helge Sander, »som hun i anden sammenhæng skulle til møde med og havde en god relation til. Inden hun afleverede de spørgsmål, som Mogens Holst Nissen og Søren Buus havde formuleret til Helge Sander, ændrede sagsøger (Penkowa, red.) enkelte faglige fremmedord, som en person uden medicinsk fagkundskab ikke ville forstå. Sagsøger ændrede dog ikke spørgsmålenes formulering eller intention,« skriver Penkowas advokat.

Under vidneafhøringen gentog hjerneforskeren flere gange, at hun kun fungerede som en slags grønt bud mellem de to navngivne professorer og videnskabsministeren uden selv at have andel i spørgsmålenes formulering, men det modsiges af en mail fra Penkowa til Mogens Holst Nissen dateret 23. februar 2009, som blev fremlagt under retssagen:

»I morgen aften har jeg aftalt (med Helge Sander, red.) at aflevere en liste over de spørgsmål, som skal stilles internt mhp på at få netop de svar, som udgør kritikpunkterne. Jeg vil derfor gerne vende ordlyden med dig (...)«

Det var med andre ord Penkowa selv, der formulerede spørgsmålene, og under vidneafhøringen sagde Mogens Holst Nissen under ed det samme. Han benægtede ikke, at han og Søren Buus ved forskellige lejligheder havde talt med Penkowa, som havde kontor i samme bygning, om den – efter deres mening – utilfredsstillende bevillingspraksis, men han havde intet haft at gøre med udarbejdelsen af forslagene. Det samme bevidnede professor Morten Buus i retten.

De bekræftede begge, at de havde set udkastet til de 30 spørgsmål, men det var hende, som »har valgt at formulere spørgsmålene på den måde,« som Mogens Holst Nissen sagde. Han sagde også, at han og Buus havde anbefalet Penkowa at fjerne de konkrete navne fra spørgsmålene, men hun »fastholdt spørgsmålene, blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt der var en Nobelprismodtager i Forskningsrådet. Vi ville aldrig drømme om at formulere os på en så polemisk måde.«

Go’ weekend

Tilbage i 2009 nægter Forskningsrådet som nævnt at svare på spørgsmålene. Blandt medlemmerne tales der nu også om, at Helge Sander med sit mantra Fra forskning til faktura i virkeligheden er ude på at stække de frie forskningsråd og deres »brødløse« grundforskning til fordel for den målrettede, strategiske forskning. Både han og Penkowa kan således have hver deres grund til at lave rav i den.

I stedet besvarer Forsknings- og Innovationsstyrelsen under ministeriet spørgsmålene, og hovedbudskabet er, at der ikke er noget at komme efter. Men dermed er sagen langtfra slut, for nu får Penkowa en chance til gennem Helge Sander. Af et dokument fremlagt under retssagen i år fremgår det nemlig, at ministeren straks giver en kopi af svarene videre til Penkowa. Kopien er påklistret en gul post-it-seddel med håndskrift: »Kære Milena, go’ weekend. Helge.«

Efterfølgende får styrelsens direktør, Inge Mærkedahl, overbragt et nyt, anonymt notat fra ministeriet, som går voldsomt i rette med besvarelsen af spørgsmålene. Kritikken går nu også på styrelsen selv, og da en myndighed ikke kan undersøge sig selv, foreslår hun ministeren en uvildig undersøgelse. Den bliver lagt i hænderne på tidligere departementschef i Undervisningsministeriet Inge Thygesen, som sammenligner uddelingerne for de to foregående år i FSS med et af de andre frie forskningsråd. Hun når frem til, at der faktisk er en forskel mellem de to råd, og at en relativ stor andel af pengene i FSS går til en relativ snæver kreds. Hun får dog også forklaret af eksperter, at der er forskel på organiseringen inden for de to forskningsområder, og at det inden for sundhedsområdet er langt mere almindeligt, at der arbejdes i store teams. Det er en af årsagerne til, at en relativ stor andel går til teams, som rådsmedlemmer har en forbindelse til.

I forvejen er der en stor politisk evaluering i gang af forskningsområdet, og i ellevte time kommer kritikken af FSS og Thygesens indledende resultater med som en del af baggrunden for en ændring af loven om forskningsstøtte. Den betyder, at langt flere ansøgninger om støtte i dag skal sendes til langvarige og bekostelige bedømmelser hos forskere i udlandet. Efter lovændringen steg sagsbehandlingstiden i rådet således fra tre til ni måneder.

I virkeligheden viser det sig senere, at der faktisk ikke var noget at komme efter i FSS. Efterfølgende iværksætter bestyrelsen for alle frie forskningsråd med bistand fra styrelsen og økonomer nemlig en endnu større undersøgelse af tildelingspraksis i alle råd gennem de foregående fem år. Undersøgelsen frikender FSS for mistanken. Den sammenligner bevillingerne til rådsmedlemmer, før, under og efter at de har været medlemmer af rådet, og der er ingen forskel. Hvad enten de har været medlemmer af rådet eller ej, har de hele tiden fået bevillinger af nogenlunde samme størrelsesorden.

På opfordring

Tilbage står spørgsmålet, om Helge Sander i virkeligheden var klar over, at det var Milena Penkowa selv, der ikke blot fysisk afleverede, men også formulerede spørgsmålene, eller om hun spillede dobbeltspil. I retten udtalte Sander, at han var »skuffet« over, at Mogens Holst Nissen og Søren Buus nu siger, at de intet har med de 30 spørgsmål at gøre, men at han »har forståelse for det. Gennem Milena havde jeg lovet dem, at deres navne ikke kom frem.«

Helt så sikker som i retten i sidste måned var han dog tilsyneladende ikke for nogle måneder siden. Af vidneforklaringer og dokumenter fremgår det, at Helge Sander i år ringede til Mogens Holst Nissen og spurgte, om det ikke var ham og Søren Buus, der havde udarbejdet spørgsmålene. Det troede han nemlig. Mogens Holst Nissen gentager sit svar skriftligt i en mail til Sander 4. marts i år:

»Vedrørende de 30 spørgsmål har Milena udformet disse, og som anført over for dig ultimo januar d.å., er jeg ikke enig i formuleringen af disse. Milena er ansvarlig for spørgsmålenes indhold og format. Over for os har Milena angivet, at spørgsmålene er stillet på direkte opfordring af dig.«

 
 
 
 
Ophavsret Privatlivspolitik Generelle handelsbetingelser
Weekendavisen Pilestræde 34 DK-1147 København K. CVR: 25337654 Telefon: 33752533