I Storbritannien har de transkønnedes rettigheder – eller mangel på samme – konstant været på dagsordenen de seneste år.
Det har derfor vakt en vis overraskelse, at en ny stor befolkningsundersøgelse viser, at der er væsentligt færre transkønnede end forventet.
Stonewall, Storbritanniens førende interesseorganisation for lgbtq+-, anslog sidste år, at tre procent af den britiske befolkning identificerer sig som transkønnede eller nonbinære.
Nu viser resultaterne af undersøgelsen så, at kun 262.000 personer har svaret bekræftende på spørgsmålet, om deres kønsidentitet adskiller sig fra deres biologiske køn. Det svarer til 0,5 procent af befolkningen. Hele 93,5 procent – 45,4 millioner – har svaret, at deres kønsidentitet stemmer overens med deres køn.
Det er første gang, at der er blevet spurgt til kønsidentitet i den store undersøgelse, der gennemføres hvert tiende år, og seks procent af de adspurgte afviste at besvare spørgsmålet.
Men da det i øvrigt var 94 procent af befolkningen over 16 år i England og Wales, som deltog, må der siges at være et solidt statistisk grundlag. Skotland havde ganske vist valgt at udskyde undersøgelsen med et år på grund af covid-19, men umiddelbart er der ikke noget, der tilsiger, at andelen af transkønnede skulle være væsentligt højere her – medmindre man tillægger det betydning, at skotske mænd går i kilt.
OG PÅ DEN baggrund kan man spørge, hvordan det går til, at netop de transkønnedes forhold fylder så meget i den britiske debat?
I Spectator undrer assisterende redaktør Toby Young sig:
»Man må ydermere stille sig det spørgsmål, hvorfor så mange toiletter er blevet gjort kønsneutrale med betydelige udgifter og ikke så lidt gene – ikke mindst for kvinder – til følge, når det er under 0,3 procent af befolkningen, der definerer sig som transkønnede?« skriver han. Og forklarer, at når han skriver 0,3 procent i stedet for 0,5, så er det, fordi han har trukket de nonbinære fra gruppen af transkønnede, eftersom det for dem, ræsonnerer han, vel må være hip som hap, om de skal bruge det ene eller det andet toilet, når de slet ikke føler sig som et bestemt køn.
Og han fortsætter: »Hvis jeg led af genert blære-syndrom (paruresis, der vanskeliggør vandladning i andres påsyn, red.) og derfor var ude at stand til at benytte urinalet på et offentligt toilet, så ville jeg føle mig en smule pikeret over, at min minoritet (som op imod 25 procent af den mandlige befolkning menes at tilhøre) i århundreder er blevet ignoreret, men nu pludselig kan se til, hvordan urinalerne bliver flået ud af offentlige toiletter på ingen tid af hensyn til en langt mindre transbefolkning.«
Toby Young er naturligvis polemisk, men derfor er det nu alligevel en overvejelse værd, hvorfor netop transkønnede med så stor succes har sat dagsordenen i den vestlige verden.
Den mest oplagte forklaring er, at kampen for transkønnedes rettigheder umiddelbart synes at understøtte den præmis, som kampen for ligestilling mellem mænd og kvinder siden tresserne indirekte har hvilet på: at biologisk køn ikke skal være udslagsgivende. Mænd må gerne græde og vise følelser, og det er sejt, hvis de bliver børnehavepædagoger og sygeplejersker, mens kvinder helst ikke skal græde og vise følelser, og det er sejt, hvis de bliver topchefer og jagerpiloter. Indførelsen af juridisk kønsskifte i en lang række vestlige lande – herunder både Danmark og Storbritannien – fremstår som den ultimative ophævelse af de normative forskelle mellem kønnene: Man kan nu selv bestemme, om man vil være en mand eller en kvinde. Kønsidentitet har erstattet biologisk køn, og ingen kan længere udtale sig med autoritet om, hvordan kvinder eller mænd fra naturens side »er«.
DET INTERESSANTE er så, at det på det seneste er gået op for kvindekampens frontkæmpere, at det er kvindekønnet, som bliver den store taber.
Lesbiske, der netop er lesbiske, fordi de er tiltrukket seksuelt af kvindekroppe, bliver chikaneret og udskammet, hvis de ikke åbner deres væresteder for transkvinder med penisser og skæg. I Storbritanniens kvindefængsler sidder nu transkvinder, dømt for sædelighedsforbrydelser, som i flere tilfælde har overfaldet deres kvindelige medfanger. Toiletter, omklædningsrum og krisecentre, der har været forbeholdt kvinder, frekventeres nu af transkvinder med mandekroppe.
Ja, ifølge den britiske feminist Helen Saxby er også sproget under voldsom forandring. I magasinet The Critic hævder hun, at det er blevet udbredt at mene, at man kun må bruge ordet »kvinder«, hvis transkvinder kan føle sig inkluderet: »Velgørende organisationer som dem, der bekæmper kræft, afholder sig i stigende grad fra at bruge ordet »kvinde« og foretrækker i stedet vendinger som »mennesker med livmoderhals.« Producenter af menstruationsartikler omtaler kvinder og piger som »blødere«, mens sundhedsvæsenet NHS taler om »gravide mennesker«.
Det vil være historiens ironi, hvis kvindekampen bliver ødelagt af, at mænd bliver til kvinder.
