Hvis tegneren Philip Ytournel ikke allerede har tegnet det, kan jeg se tegningen for mig uanset: en lille person, der hulker højlydt, tårer og snot, røde, ophovnede øjne. Han er en del af den københavnske »kreative« højere middelklasse, hvilket man på forunderlig vis med det samme kan se på grund af en detalje ved et brillestel eller måden, håret er klippet på over ørerne.
Den lille person hulker noget, der begynder som Henrik Nordbrandts vemodige digt »Aftensol« …
»På én … eneste … hvid mur
På tunge, rustne hængsler
… hulk!
… stod … stod døren åben
ind til … mørket fra den lukkede …
… IRMA!«
Ja, naturligvis, viser det sig, at tegningen skildrer en jammerserenade over supermarkedskæden Irmas lukning på grund af svigtende salg af den kreative klasses egentlige kulturprodukter – Irmas ørredsalat, kaffedåser med kunsttryk, stribede toiletruller og maosko.
Jeg deltog selv straks i hylekoret over det sympatiske supermarked Irmas endeligt, for jeg kan godt lide butikken og har også brugt en del penge i den på spanske flæskesvær, specifikke vintilbud og grøntsager, de ikke har i Rema 1000. Men da jeg læste kulturjournalist Ditte Gieses Irma-tekst, blev jeg en smule skamfuld. Så renfærdig og uironisk og privilegieblind var Gieses sorgfulde hyldest til Irma, at det forekom helt taktløst og skrækkeligt, som en lussing i ansigtet, der brød min hypnose og skabte klarhed over situationen:
Irma er en meget dyr butik, og nu lukker den, big deal! Mon ikke folk med penge vil finde nye måder at forkæle sig selv på?
IRMA-SORGEN og kritikken af Irma-sorgen bølgede tirsdag på Twitter og Facebook, og dens motor var skam. Som en slags social airhockey bliver skam for tiden skubbet fra debattør til debattør, ikke mindst på grund af den succes, som den franske forfatter Édouard Louis og hans danske modstykke Glenn Bech har fået som bedstsælgende forfattere og samfundsstemmer. I Information gennemførte Johanna Kinnock et hændervridende portrætinterview med Bech, som i høj grad handlede om Kinnocks skam over at være en del af overklassen. Og i Politiken interviewede Lotte Folke Kaarsholm Édouard Louis, som gjorde sig en række interessante betragtninger om skam. Louis erklærede selv at skamme sig, når han skrev om sit arbejderklasseopgør, mens endnu mindre privilegerede mennesker drukner i Middelhavet i forsøget på at blive en del af EUs underklasse, men hans hovedærinde var at animere middelklassen til at skamme sig endnu mere. Han sagde:
»Skam er en interessant følelse, for den er ikke en definition. Den siger ikke, at du skal forholde dig til lige præcis homofobi eller klasse eller slagterier eller maskulin dominans, men den er en etisk kraft, der trækker i dig. Og måske kunne vi bygge en etik op omkring skammen. Det ville være interessant, og det kunne gøre verden til et bedre sted, tror jeg.«
Egentlig giver Louis selv i sin definition af skam en god begrundelse for, at skammen er uproduktiv. Den er netop ikke rettet mod noget specifikt, den er en personlig følelse. Kvælende, kreativitetsdæmpende og ensom.
Her i avisen analyserede Marta Sørensen den form for venstreorienteret velhaverskam, som Johanna Kinnock gav udtryk for, og som Édouard Louis og Glenn Bech er med til at nære. Hun konkluderer, at skam er en venstrefløjsfølelse, for »borgerlige har stort set ingen offentlig skam, mens venstrefløjen ikke har andet, både på egne og andres vegne. Skam over asylpolitikken, flyturene, bøfferne, en sexistisk joke til julefrokosten, dengang de spurgte, om de måtte røre ved en sort kvindes afrohår«.
POINTEN ER, at skammen er performativ. Den følges ikke op af handling. Da den rige og, formoder jeg, skamfulde mand kommer til Jesus og spørger ham, hvad han skal gøre for at komme i himlen, siger Jesus mindeværdigt hårdt:
»Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så, og følg mig!« Ren gerningsretfærdighed lige der, ingen plads til diffus skam.
Men ligesom der findes en borgerlig skamløshed, eksisterer der en venstreorienteret. Socialdemokraten Ritt Bjerregaard, som jo døde for nylig, var mange ting, men skamtynget synes ikke at have været en af dem, selvom hendes opstigning i samfundet minder en del om Glenn Bechs og Édouard Louis'. Forskellen er, at Bjerregaard var tilhænger af den særlige socialdemokratiske mangel på skam, eller mangel på interesse for skam. En nøgtern og ret usentimental skamløshed.
Den socialdemokratiske afvisning af skam skyldes, at skam er en individuel følelse, og sosserne er ikke interesseret i individer. Arbejderklassen skulle ikke skamme sig, den skulle befries fra skam over sin uformåenhed, sin udannethed, ved hjælp af samfundsbygning. Den skulle have folkebiblioteker, aftenskoler og sportshaller at udvikle sig i. Middelklasseskam eller overklasseskam er i det perspektiv latterlig. Middelklassen og overklassen skulle heller ikke skamme sig. De skulle bare betale skat.
Det er synd for Ditte Giese, at Irma lukker, for Ditte Giese elsker Irma, og hun skal ikke skamme sig over sin sorg. Skadefryden, som nogle føler, når en kulturjournalist lider, er ikke andet end netop skadefryd, men den, der føler skadefryd, er nederdrægtig og må gerne skamme sig (over det).
Skal man absolut skamme sig, må det være over det, man gør. Aldrig over den, man er.
