Spild. I kolde, stille drivhuse står tusinder af planter nu i vinterhvile. De ser lidt småvisne ud, men er absolut levende og vil blomstre igen. Her er de i sikkerhed. Det er værre, når de kommer hjem til os, de uvidende.

De stakkels planter!

På en våd dag for kort tid siden gik antropolog og plantemenneske Cathrine Winther Jørgensen forbi et byggemarked og opdagede et stativ med nødlidende planter.

»Jeg blev nødt til at gå ind i butikken og sige: 'Jeres planter står i vand, de drukner.' Jeg sagde det til to! Der skete ingenting. Jeg var fortvivlet over det, og så gik jeg.«

Da hun sammen med arkitekt Julie Swane drev en plantebutik på Amager, var begge kvinders lejligheder fyldt med hospitalsplanter, som de passede og plejede tilbage til livet. Deres kunder kom ind i butikken med billeder af planter og søgte hjælp. Pointen med forretningens navn, Din Planteven, var, at folk skulle blive venner med deres planter. Lære dem at kende.

»Når man har et forhold til en plante, smider man den ikke ud,« siger Cathrine Winther Jørgensen.

De to kvinder bliver kede af det, når de ser orkideer stå ude om vinteren. Eller julestjerner. Det er den visse død. Og dumhed. De står overalt foran supermarkeder og tankstationer og andre steder, der sælger potteplanter uden at have forstand på det.

»En plante har brugt meget energi på at blive det, den er. Den er blevet drevet frem, den er blevet transporteret. Så skal man ikke lade den koste 20 kroner og stå ude i frost. Eller glemme at vande den. Eller overvande. Eller lade den stå i regnvand og drukne. Detailhandlen må have et kæmpe spild,« siger Julie Swane.

De uvidende har sat sig på store dele af plantesalget i Danmark. De ruller deres stativer med små lyngplanter, lavendel, julestjerner, juleroser, påskeliljer, krysantemum, stikkende enebær og mini-nåletræer ud på fortovet eller parkeringspladsen som et indbydende blikfang. Deres spildprocent er ikke undersøgt. Planterne i stativerne koster – ingenting. Men det gør de. Som alt andet sætter de deres aftryk på miljø og klima.

Brug-og-smid-væk-kulturen er tåbelig, siger plantefolket enstemmigt, for planter kan leve lange liv og via stiklinger bevæge sig gennem generationer. Vi har bare glemt, hvordan man gør, og mangler basal viden om naturens gang og planters cyklus og behov.

Evigt liv

Også Bente Mortensen, hortonom og Master of Environmental Management, går forbi stativerne i en form for afmagt.

»At det er levende, er åbenbart helt ligegyldigt. Vanding? Glem det! Det er så trist. Det store spild generer mig. Vi går meget op i madspild, så en klokke burde ringe. Planterne må være næste skridt,« siger hun.

»Selv de billige burplanter kunne leve længere, hvis man passede dem i alle led. De kan sagtens være i glimrende kvalitet, når de ankommer til supermarkedet eller byggemarkedet, men det virker ikke, som om nogen har ansvaret for dem. Det ville være godt at placere ansvaret, for det er jo ikke en pose guldkarameller, vel?«

I årtier har Bente Mortensen undervist gartnere og private i at holde liv i det levende. Hun har workshops om stiklinger, rådgiver ingeniører om grønne tage, »de fatter ikke, at de er levende«, og på et tidspunkt åbnede hun en urban planteskole på Østerbro i København, fordi byens altaner og tagterrasser så livløse ud.

Hun forsøgte at introducere stauder. »Gud! De går ud om vinteren! Det er en overraskelse for mange. Når toppen dør væk, dømmes de enten døde eller bare grimme og kyles ud. Men stauder kommer år efter år, egner sig til sol, vind, skygge og kan overleve både frost og sne.«

Mortensen viser avisens udsendte, hvordan man laver en stikling. Skærer et lille saftigt stykke af fra toppen af en sommerblomst, en pelargonie på altanen.

»Du skal bare sætte den i jord. Det er så nemt. Den vil udvikle sig til en fin lille plante, der er klar til at blive plantet ud til næste sommer. Man kan få en stikling fra sin bedstemors plante og nogle led nede give den videre til sit barnebarn. Jeg har nogle rabarber fra min mands morfar, det er da magisk. Jeg håber på de unge. De ser værdien i genbrug af tøj, det er fuldstændig samme tankegang. En plante er faktisk en uendelighed, evigt genbrug.«

Et inderligt forhold 

Når landskabsarkitekten Lone van Deurs går igennem Dragør, hvor hun bor, ser hun potter med planter stå uden for husene overalt. »Og så sygner de jo hen. Og før vi ved af det, skal vi have påskeliljer. Ud med den gamle plante. Fornemmelsen af, at det er noget liv, man køber, er gået tabt. Den anden dag tænkte jeg på, om jeg skulle blive fortaler for at købe kunstige blomster, men jeg tror ikke, at nogen vil bide på. Salget af de hurtigt voksende planter vil ikke gå ned, og vi er ikke bevidste om de skader, vi laver. Af en eller anden grund har folk ikke tænkt så meget over planterne.«

I et supermarked fik hun at vide, at det ikke kunne betale sig at vande dem.

Hendes ærinde er at få folk til at forstå planterne, beskære dem rigtigt og stille dem hen, når de skal have ro.

»Vi skal få et mere inderligt forhold til dem, helst blive ét med dem og udvise respekt for dem som levende væsener. Det tror jeg, at mange glemmer: at planter er liv.«

– Har du ondt af planter?

»Nej, det ville være hysterisk. Jeg skærer toppen af gulerødder med koldt blod, men ville bare ønske, at veganere og vegetarer og alle andre, der er optaget af dyr, ville flytte deres meget følsomme tankegang videre til også at omfatte planter. For det samlede kredsløbs skyld burde vi parallelisere dyr og planter. Og så lade være med at indgå i det cirkus, der er om planter: at man kan få et stort spænd af planter året rundt; at de næsten ikke koster noget; at man smider dem ud, når de ikke blomstrer. Det cirkus.«

Og nu er det vinter. En ekstra svær tid for planter, der af naturlige grunde hænger lidt. De hviler sig, som deres cyklus dikterer. Det kan blive livsfarligt for dem, for vi forlanger, at de hele tiden skal stråle.

»Mange mennesker kan ikke bære vinterperioden, den er for kedelig, så de smider deres planter ud. Det ville være skønt, hvis vi begyndte at tænke i kredsløb igen. Virkelig forstod det. Vi kan ikke styre naturen, men må leve med den, som den er. Det er sjovt, at det netop hedder Naturstyrelsen.«

Nål i en høstak

Da Julie Swane og Cathrine Winther Jørgensen i 2019 skulle åbne deres butik, gik de i første omgang i panik. De ville kun sælge danske planter, der var bæredygtigt produceret. Det viste sig at være svært og uigennemskueligt. Hvor skulle de få dem fra?

De var rundt hos alverdens gartnerier, de udførte detektivarbejde på Grønttorvet og mødte ingen interesse eller bare kendskab til nogenlunde bæredygtige planter.

»Det er ikke en ting. Forhandlerne ved ikke noget, og ingen kunder efterspørger dem,« siger Julie Swane.

Og Cathrine Winther Jørgensen:

»Det var som at finde en nål i en høstak. I supermarkedet er man ikke i tvivl om, hvor de økologiske varer ligger, men tankegangen er ikke nået til planter endnu. Jeg tror, det er, fordi vi ikke putter dem i munden.«

Hortonomen Bente Mortensen giver dem ret. Det er svært, næsten umuligt at finde ud af, hvordan planter er produceret, og det er, fordi vi ikke spiser dem. Det internationale mærke, der findes – MPS – administreres af en privat hollandsk organisation og bliver ikke brugt eller efterspurgt og garanterer ikke for en god produktion. Hendes tre råd lyder: Køb planter produceret i Danmark, også sommerblomster, så man sparer på transporten. Køb pesticidfrie planter. Og pas på dem. »Levetiden er afgørende for deres bæredygtighed,« siger hun.

Vi var naive

Som ung kom Lone van Deurs i mesterlære hos havearkitekten Morten Klint, og tegnestuen var i tæt kontakt med planteskolerne. Hun var blandt de glade, da Roundup kom til landet i 1970erne. »Det var en gave til menneskeheden! Vi var naive. Jeg kan huske, at en stod og vaskede sine gummistøvler i det og sagde, at det bare forsvandt ned i jorden. Tænk, at man kunne lave græsplæner uden ukrudt, vi var med på holdet, stillede slet ikke spørgsmål.«

I samme årti begyndte man at importere planter, og de skulle have plantepas. Indtil da havde man, så vidt hun ved, ikke importeret planter i nævneværdig grad, men selv skolet dem. Landskabsarkitekterne var fascinerede over det enorme udvalg og alt det, man pludselig kunne: købe store, nærmest færdige træer. De tænkte ikke meget over, hvor de kom fra.

Jeg ville ønske, at veganere og vegetarer og alle, der er optaget af dyr, ville flytte deres følsomme tankegang videre til også at omfatte planter.

Lone van Deurs, Landskabsarkitekt

»Vi snakkede af og til om, at der blev kørt planter fra Tyskland til Danmark og fra Danmark til Sverige, og hvor skørt det var. På tegnestuen havde vi praktikanter fra Holland og Belgien, de var teknisk meget dygtige og fortalte os, at det ikke var særlig smart at flytte en plante ret langt, for den var konstrueret til ét klima hele vejen igennem, og så ville den blive forvirret og generet i væksten. De sagde, hvad alle ved nu. Og alt er forskudt. Der er ikke længere noget, der hedder årstidens planter, og hvor vi engang havde fire forskellige paradisæbler, er der nu over 20 forskellige i kataloget fra planteskolen, og det er lige før, du ikke kan få de gamle længere. Det forvirrer os, at vores valgmuligheder er blevet så mange, og vi har måske ikke et ordentligt grundlag at vurdere dem på. Jeg synes, det er meget, meget krævende at gå på indkøb efterhånden, og sådan er det også med planterne. Alt fra hele verden kan fås altid. Det kan godt være, jeg sidder og romantiserer nu, men min mormor havde en skærehave. Hun tog, hvad der var lige nu.«

Dengang havde folk de samme planter: alpeviol, azalea, brændende kærlighed. Der var køligt ude ved vinduerne, de havde måske et bryggers til de overvintrende og var bedre til at passe deres potteplanter, fordi de var luksus. Der skete heller ikke hurtige skift i plantemoden som nu. For kort tid siden ville folk have kaktus og sukkulenter, så ville de bo i en tæt jungle, og nu har de fået smag for store træer i deres stuer.

Ligesom Bente Mortensen, Julie Swane og Cathrine Winther Jørgensen råder Lone van Deurs folk til at gå på planteskole efter planter, ikke supermarkedet, byggemarkedet eller tankstationen. Det er dyrere i første omgang, men ikke i anden.

Puds dyrene på dem

»Vi sprøjter mere end nogensinde,« siger gartneren Bent Jensen drillende. Han er produktionschef på en af landets største planteskoler og dyrker hvert år 1,2 millioner hårdføre planter i potter på friland og i drivhuse. Han kan tillade sig den provokerende bemærkning, fordi han sprøjter planterne med nyttedyr som mariehøne, guldøje – også kaldet bladlusløve – med spindegalmyg, svirrefluer og rovtæger. De æder bladlus og andre uønskede gæster.

Ørentviste er også gode, der findes flere hundrede slags nyttedyr. De ankommer til Gunnar Christensens Planteskole ved Ringsted i små klare rør eller i større pakninger, enten som pupper eller »med arme og ben«, og så sendes de i marken. Man skruer låget af og strør dem ud eller går med en nyttedyrsblæser på ryggen. Den ligner en almindelig giftspreder. Planteskolen bruger også nyttesvampe, tangekstrakt og fermenterede urter og brændenælder.

Umiddelbart lyder det som hippieinspireret heksebryg, men i virkeligheden er pesticider og kunstgødning vel det nye og relativt uprøvede, mens det andet er klassisk og konservativt?

»Der er ikke noget hokuspokus i økologi. Det er en god gammeldags dyrkningsmetode,« svarer Bent Jensen. »I en kemisk behandlet plante har du taget alt fra den – både skadedyr, nyttedyr og til dels mikroorganismer i jorden. På vores marker kommer svirrefluerne af sig selv, fordi vi ikke sprøjter. Der er en naturlig balance i planterne. De er ikke kemisk rene og dermed ikke helt perfekte længere, men naturlige og robuste. Det skal vi vænne kunderne til.«

Gunnar Christensens Planteskole sælger til havecentre og planteskoler, ikke til private og ikke til supermarkeder, byggemarkeder og tankstationer.

Den biologiske plantebeskyttelse er til dels Svend Aukens skyld. Som miljøminister fra 1993 til 2001 lagde han tunge afgifter på kemien.

»Dengang ville vi have den mand væk, det blev alt for dyrt og svært at dyrke planter uden kemi, mente vi, men år for år brugte vi mindre og mindre for at ende ved ingenting. Branchen står over for helt at miste kemien, der tages hele tiden produkter fra, så vi er mange, der har brug for alternativer. Men ingen har helt kopieret os på friland.«

Med kemisprøjten en eller to gange i sæsonen får man næsten ram på alle skadedyrene, med biologisk bekæmpelse er effekten klart mindre.

»Derfor skal vi ud hver 14. dag, og derfor sprøjter vi som aldrig før. Det er dyrere, men vores folk kan arbejde med planterne hele tiden. Der er ingen ventetid som efter kemisk sprøjtning og ingen problemer med arbejdssikkerhed.«

Det gamle benspænd er blevet en fordel for Gunnar Christensens Planteskole.

»Vi forsøger at belaste så lidt som muligt, og det tiltrækker elever. Vores potter er lavet af genbrugsplast, vi bruger tagvand og opsamlet vand til vanding, vores varmeste drivhus i dag er én grad, og vi eksperimenterer med, hvor lidt spagnum vi kan klare os med. Før handlede det om at gøre noget godt for planterne. Nu handler det om ikke at ødelægge noget andet. Hvad er det næste? Vi skal hele tiden være klar, det stopper ikke her. Alle elever nævner det, når de søger læreplads hos os, og vi har altid flere ansøgere end pladser. Branchens mangel på arbejdskraft kender vi ikke. De unge betragter gartneruddannelsen som en vej til grøn omstilling. Nogle kommer med andre uddannelser bag sig. Vi har to kokke, en journalist og snart en arkæolog.«

Vi går igennem kolde drivhuse med tusinder af planter i vinterhvile. De ser lidt småvisne ud, men er absolut levende. Her er de i sikkerhed. Det er værre, når de kommer hjem til os, de uvidende.