Hen på formiddagen en dag i januar står bladtegneren og jeg med snurrende hoveder og halvnøgne kroppe på Amager Strandpark i København og læsser 60 kilo is i en balje med vand, der akkurat kan rumme en voksen person i oprejst fosterstilling.
»Det er en vigtig del af ritualet, at I selv fylder isbadet op, inden I skal i,« siger 45-årige Gitte Lindgaard, shamanistisk yogaterapeut og selverklæret bærer af »vild visdom«. Gitte Lindgaard er også Danmarks førende Wim Hof-instruktør.
Bladtegneren flår en pose isterninger op og tømmer den i baljen, så det sprøjter om lårene. Han skæver ned i hullet og mumler:
»Det føles lidt som at blive sat til at grave sin egen grav.«
Det, vi er i færd med, beskrives ellers af udøvere som en livgivende praksis. Wim Hof-metoden, opkaldt efter en 63-årig evigt afklædt og råbende hollænder med Robinson Crusoe-look, der kalder sig »Ismanden«, og som engang har forsøgt at bestige Mount Everest i shorts, vinder frem fra Amsterdam til Los Angeles.
Millioner har stiftet bekendtskab med metodens tre trin: vejrtrækning, kuldeterapi og forpligtelse. Ideen er, at man ved at følge en særlig intens åndedrætsteknik og udsætte sig selv for ekstrem kulde – i form af kolde dyp eller daglige styrtebade – kan træne kroppen op til at modstå de overvældende mængder af stress, den moderne verden byder os. Forpligtigelse er også afgørende. Man skal tro på det, før det virker.
Følger man de tre dessiner, finder man »dybderne«, lover Wim Hof i sin bestseller, som er opkaldt efter ham selv. Det er sådan, vi ifølge ham frigør »sindets ubegrænsede kraft« i en alt for komfortabel verden med opvarmede huse, skemalagte måltider og forkrøblende teknologi, der hæmmer vor indre natur og fjerner os fra den ydre.
I Danmark vinder metoden også indpas: For et år siden var der kun et par certificerede instruktører. Nu er der ni. Nye kurser afholdes landet over. 2.000 har meldt sig ind i den officielle danske Facebook-gruppe det seneste år.
»Vi har ikke solgt vores sjæl til djævlen, men til bekvemmeligheden,« siger Gitte Lindgaard, som har taget Wim Hofs instruktøruddannelse i Polen og undervist sammen med ham. Vi har, siger hun, »skabt et samfund, vi i bund og grund ikke kan leve i«:
»Det her handler om, hvordan vi tager kontrollen tilbage. Vi længes efter en urkraft, at mærke vores oprindelse og forbindelsen til naturen. Den følelse blev forstærket under coronapandemien, hvor vi sad fast i vores små opvarmede huse.«
MANGE AF danskerne, der tyr til Wim Hofs metoder, er i forvejen vinterbadere. Det er jeg også selv. Jeg har badet året rundt, siden jeg var en stor dreng, og mens solen krænger sig op over skydækket og oplyser strandparken, der løber langs Øresund med sine klare, rene linjer og ligner noget fra en VisitCopenhagen-reklame om det nordiske bylivs vinterlige lyksaligheder, tænker jeg på min badeklub. Den ligger lidt længere nede ad stranden. Jeg tømmer en pose is i baljen og vægrer mig: Hvad ville mine medbadere ikke tænke, hvis de så, hvad jeg havde gang i lige nu?
Her må man forstå, at den stærkt voksende subkultur, som vinterbaderfolket udgør i samfundet, består af to skoler med vidt forskellige og modsatrettede værdier, der kan udløse bitre og særdeles smålige konflikter nøgne danskere imellem.
Den første skole udgøres af puritanerne. Den skole tilhører jeg selv. Puritanerne er kommet for at bade. Vi vægrer os ved enhver tilføjelse til denne aktivitet, der anses som forvanskning af det oprindelige og ædle formål. Puritanerne er ikke vinterbadere, men helårsbadere; vi følger årstiderne, år efter år. Jojo, vi går da i sauna – men det gør finnerne også.
Derfor irriterer den anden skole, som domineres af fiksfakserne, puritanerne grænseløst. Fiksfakserne elsker gear. De iklæder sig dyre, specialfremstillede badekåber, badesko, strikkede badehatte, de medbringer kombucha og laver saunagus med æteriske duftolier og gigantiske vifter.
Fiksfakserne finder man især blandt de flere end 30.000 danskere, der har meldt sig ind i landets 160 klubber de seneste ti år og fordoblet antallet af vinterbadere på landsplan. De er, sukker puritanerne, børn af wellnessbølgen, de er nyrige på vinterbadning.
Derfor mærkede jeg også en vis skepsis, da jeg en vinterdag i fjor fik øje på en nøgen mand, som sad på hug i en okkerfarvet jysk skovsø med blikket rettet mod sit sportsur: Han tog tid på sin vinterbadning. Hvor længe kunne han holde ud? Flere minutter havde han siddet der. Det var mit første møde med Wim Hof-metoden. Der var noget ikonisk over seancen, over denne vestlige mand på godt 50, som han sad der, frivilligt nedsunket i sin egen ensomme kamp i et element, der kunne slå ham ihjel. Jeg blev nysgerrig på kulden.
»Det hele,« skriver Wim Hof i sin bog, »begynder med 40 åndedræt.«
BLADTEGNEREN TRÆKKER fredfyldt vejret på yogamåtten ved siden af mig i et foreningshus i strandparken. Gitte Lindgaard guider os blidt ind i metodens første trin: åndedrætsøvelsen. Der er lys under mine øjenlåg.
»Lad dit åndedræt blive dybt, mere fyldigt.«
Mens jeg forestiller mig, at min vejrtrækning er en bølge, som skyller fra maven og helt op i kraniet, der allerede er begyndt at snurre let, varsler Gitte Lindgaard, at øvelsen går i gang:
»Det er en workout af åndedrætsmuskulaturen. Det må godt være hårdt og intenst. Jeg kommer til at presse jer lidt.«
Fire runder af 40 åndedrag. Træk vejret ind gennem næsen, siger hun: At trække vejret gennem munden svarer til at køre en Ferrari, og sådan en skal nybegyndere ikke prøve kræfter med. Træk vejret ind, giv så slip. Ind, giv slip. Nu skifter hendes toneleje. Det bliver bestemt, nærmest kommanderende. Jeg mærker en stærk trang til at lystre, så jeg fylder hidsigt mit bryst som balloner på en heliumflaske til en overgearet børnefødselsdag. Igen og igen. 40 gange. Ind, giv slip. Efter hver af de i alt fire runder holder vi vejret, hvor længe ved jeg ikke, men jeg ved, at mit indre gør oprør.
Musklerne snører sig sammen, i nakken, overarmene, langs rygraden, en varm smerte tager til i intensitet, først er den ubønhørlig, uudholdelig ligefrem, men så svimlende rar, som en morfinrus på operationsstuen. Nu bløder det hele op. Toner fylder rummet. Hvad er der med de lyde? Er det tonerne fra det Nintendo-spil, jeg spillede som barn? Er det bladtegnerens telefon, som ringer? Det er også lige meget. Lad den ringe. Jeg er ligeglad. Faktisk er jeg helt og aldeles ligeglad. Alt er blødt, jeg flyder, jeg flyder. Ind, giv slip. Jeg er skæv som bare pokker, og vi mangler stadig en runde.
DA WIM HOF var ung, flyttede han ind i et slumstormerkollektiv i Amsterdam. Meget af tiden var han nøgen, spillede guitar og dyrkede yoga, som han skriver i sin bog. Det handlede om at være fri. Fri fra samfundet, fra den herskende moral og etik, fri fra arbejdet. Det var i de år, kulden blev hans ven. Wim Hof kunne finde på at blive udenfor hele natten i shorts, »som var jeg en eller anden vanvittig person«. En vinterdag gik han ind i en park i Amsterdam og sænkede sig ned under isen i en sø.
»Det var en genfødsel,« skriver han. Derfra koblede han åndedrættet og kulden i sin egen hverdag, men det egentlige vendepunkt indtraf en dag i 1995. Da kyssede hans psykisk syge kone, Olaya, parrets fire børn farvel og sprang i døden fra ottende sal. Det fik Wim Hof til at erklære krig mod al sygdom, og siden satte han sine teknikker i system og begyndte at udbrede dem som en kur mod alskens onder. En koldtvandsmissionær var født. I dag driver han et videnscenter i den hollandske provins sammen med sine mange børn, hvorfra der udbydes kostelige kurser – både online og i den fysiske verden, hvor man kan drage på vinterekspedition med Wim Hof til Sudeterbjergene i Polen og lære kuldens »nådesløse« visdom.
Få grænser findes der angiveligt for, hvilke ubehageligheder Wim Hof-metoden kan kurere og forebygge: angst, depression, inflammatoriske sygdomme, smerte, endda kræft.
Lægevidenskaben er ikke just overbevist. Men som bemærket i The Wall Street Journal er der en øget nysgerrighed fra det videnskabelige etablissement, simpelthen fordi manden er i stand til at udstå prøvelser med sin krop, der ville slå os andre ihjel. Wim Hof kan sidde i et isbad i næsten to timer. Wim Hof kan løbe et halvmaraton i Arktis i bare tæer. Wim Hof kan bestige Kilimanjaro kun iført shorts.
Men mest af alt kan Wim Hof inspirere. Uanset om der er hold i hans metode, har den de senere år vist sig at have en dragende appel hos søgende vesterlændinge. The Rolling Stone Magazine har udråbt ham som et »globalt kulturelt fænomen«. BBC har skænket ham et program, der får DRs Alene i Vildmarken til at ligne et wellnessophold. For et år siden offentliggjorde sangeren Frank Ocean en optagelse af en telefonsamtale mellem ham og Wim Hof. En af vor tids mest toneangivende kunstnere fandt sjælefrelse i hollænderens budskaber mod det moderne livs stressforurening af kroppens celler.
»Jeg kan huske, at jeg blev forundret over den måde, hans energi bankede gennem telefonrøret på,« som Ocean udtrykte det.
Gitte Lindgaard, som har undervist sammen med Wim Hof på ekspeditioner i Polen, fortæller, at metoden typisk tiltrækker to typer: de »super spirituelle, som føler, at åndedrættet og det kolde vand bringer dem i kontakt med deres sjæl, og at det gør dem til hele, balancerede mennesker«, og »de videnskabelige typer, herunder biohackere, der går op i videnskaben og alle de fysiske processer, der sættes i gang«. Nå ja, og så er langt størstedelen af kursisterne mænd – Wim Hof og testosteron er ikke modsætninger.
Hollænderen er, siger Lindgaard, langt mere end en »vildmand, der går rundt og råber hele tiden«:
»Wim Hof er super intelligent. Han snakker syv forskellige sprog. Han snakker sanskrit! Samtidig er han ekstremt umiddelbar på en helt fantastisk måde, som jeg er inspireret af. Han er ufiltreret.«
Hun fortsætter:
»Når du ser ham, tænker du: Hvor melder jeg mig til? Er det her en sekt? Jeg er ligeglad.«
»Har du ikke lige beskrevet en guru?« spørger jeg.
»I mit hoved er en guru meget bevidst om sin rolle. En guru ønsker altid at gøre sine følgere afhængige af ham. Det kender jeg fra yogaverdenen, hvor nogle undervisere er sådan. Men Wim Hof understreger altid, at vi allesammen kan gøre det her på egen hånd. Vi har det allesammen i os.«
VI ER NÅET til fjerde og sidste runde af vejrtrækningsøvelsen. Jeg flyder, jeg flyver. Min krop er en rumraket, som jager gennem galakser og mørkt stof og styres fra en kommandopost i den nederlandske provins af en frenetisk hollænder.
Jeg skal kaste op, men det er ikke ubehageligt, tanken om at kaste op føles helt rigtig: Jeg har virkelig lyst til at brække mig. Og så sker der noget sært i min overkrop. Min brystkasse løfter sig i små hurtige ryk, små spasmer. Jeg registrerer det knap nok, heller ikke de små klynk, som bladtegneren senere fortæller, at han hører mig udbasunere. Til sidst holder vi vejret. Det varer over to minutter. Jeg anede ikke, jeg kunne holde vejret så længe.
Da øvelsen er slut, og jeg slår øjnene op, er de våde af tårer. Jeg er ikke spor ked af det, bare lidt forvirret og lettere eksalteret. Min reaktion var ikke usædvanlig. For andre er første gang mere dramatisk, fortæller Gitte Lindgaard. Nogle trækker vejret så voldsomt (ofte for at imponere Wim Hof, hvis han er til stede), at de på mystisk vis stivner, mens armene skyder op foran brystet i skøre positurer. De er ude af stand til at bevæge sig. Så må instruktørerne over og trykke lidt på dem for at få gang i dem igen.
Jeg tørrer øjnene. Det var Wim Hof-metodens første trin. Vi er klar til det næste: isbadet.
MENNESKER HAR brugt koldt vand til terapeutiske formål i årtusinder, som bemærket i European Journal of Applied Physiology sidste år. I Edward Smith-papyrussen, verdens ældste medicinske dokument, taler de gamle egyptere om det kolde vands kvaliteter. Små 400 år før vores tid påstod den græske læge Hippókrates, at »vandet kan kurere alting«, og i Romerriget behandlede man feber med kolde dyp.
Men Wim Hof lover os mere end egypterne, grækerne og romerne. Han lover os kulde som en portal til sjælen:
Kulden er din ven. Snart vil du mærke den på nye måder, snart vil den ikke få dig til at fryse, den vil få dig til at mærke stjernerne og træerne og floderne og universet og skabe forbindelse til »vores mest sårbare sjæle«, som Wim Hof skriver – den vil varme dig. Ja, sgu: Snart vil du, mens din krop omsluttes af skvulpende koldt vand, høre dig selv messe i dit indre, at kulden er din varme ven.
Det er Wim Hofs løfte:
»Kulden er ubarmhjertig, men retskaffen,« skriver han. »Den vil vise dig vejen.«
DA BLADTEGNEREN sænker sig ned i baljen, antager hans ansigt en grotesk, aflang grimasse, der kan sammenlignes med Edvard Munchs berømte motiv i Skriget. Men efter nogle anstrengte indåndinger falder hans ansigt på plads. Bladtegneren har aldrig vinterbadet før. Alligevel sidder han i baljen i to minutter, inden han rejser sig ubesværet. Mens han indtager den såkaldte »hestestilling«, som Wim Hof har lånt fra asiatisk kampsportstradition, og begynder at skyggebokse i slowmotion for at få holde blodcirkulationen i gang, fylder jeg lungerne og træder op i baljen.
»Sæt dig ned på udåndingen,« siger Gitte Lindgaard.
Det første halve minut er sindssygt, kroppen vrider sig, vil bare væk, men efter 30 sekunder bløder jeg op. Det er saligt. Solen spiller i isterningerne. Jeg læner mig tilbage, lukker øjnene, jeg hører gæssene, der er på vej til Sverige et sted over mig, jeg hører en mand traske ad grusstien bag os, men gæssene og manden og bladtegnerens hestestilling mister betydning.
Det eneste, der betyder noget, er kulden, og det besynderlige og fascinerende er, at jeg ikke fryser. Da jeg bliver bedt om at komme op efter fire minutter, spørger jeg, om jeg må blive siddende lidt endnu. Det må jeg ikke, det kan være farligt.
Jeg går hjem og falder i en dyb søvn. Jeg vågner med en kvalme, der varer de næste to døgn. Hvorfor nærede jeg et ønske om at blive i den balje? Var det, fordi jeg følte mig mere levende, end jeg længe har gjort? Eller fordi min krop gik i dvale, gjorde sig klar til at dø?
Jeg har sat mig for at fortsætte med Wim Hof-metoden de næste dage, men så læser jeg en passage i bogen Yoga af den franske forfatter Emmanuel Carrère, som får mig til at stoppe op. Carrère fortæller om sin ferie i Sri Lanka i 2004, hvor tsunamien ramte og dræbte tusinder.
Resorthotellet, han boede på, blev omdannet til et lazaret – et tilflugtssted for sårede og traumatiserede, hvor alle hjalp til og trøstede hinanden. Undtagen en gruppe schweiziske turister, som var rejst til Sri Lanka for at praktisere yoga og ayurvedisk healing. De holdt sig for sig selv, messede deres mantraer og fortsatte uforstyrret »med at passe deres kroppe og sjæle, som om intet var sket, som om intet foregik omkring dem«.
Hvis den vestlige verden er ramt af en bølge af stress, ængstelighed og sygdom, som Wim Hof siger, er den rigtige løsning så at bruge energien på at styrke sine egne forsvarsværker, mens resten af samfundet skylles væk? Hvad er forskellen da på mig i isbadet og de schweiziske turister?
