Depression skyldes en kemisk ubalance i hjernen. Sådan lød lægevidenskabens forklaring længe; problemet er bare, at det ikke passer. Sidste år slog et videnskabeligt studie fast, at der ikke er evidens for nogen sammenhæng mellem depression og mangel på stoffet serotonin i hjernen. En forklaring, som ellers er blevet brugt som argument for at behandle lidelsen med de såkaldte SSRI-præparater – selective serotonin reuptake inhibitors.
Selvom konklusionen ikke var nogen overraskelse for dem, der forsker i emnet – studiet byggede på en gennemgang af 361 tidligere forskningsartikler – blev den mødt med en del modstand. Mange læger advarede mod at så tvivl om medicinens effekt: bare fordi man ikke ved hvorfor, den virker, kan den stadig godt være effektiv, og selvom hovedpine næppe skyldes en »mangel på paracetamol«, så tager vi stadig panodil, når det gør ondt.
Nogle læger forsvarede ligefrem den forsimplede forklaring: Selvom den ikke var videnskabeligt underbygget, så kunne den give håb til fortvivlede patienter: Det er bare en kemisk ubalance, nu genopretter vi den med noget medicin. Med andre ord: hvorfor underminere den bedste behandling vi har?
FORDI DEN BEDSTE BEHANDLING, vi har, ikke er særlig god. SSRI-præparaterne virker i et vist omfang for nogle, men ikke for alle, og mange oplever, at medicinen også lægger en dæmper på positive følelser. Vi har brug for bedre behandlinger, og det kræver, som videnskabsmagasinet New Scientist pointerede i sidste uge, at vi forstår sygdommen bedre.
De seneste års forskning har ikke bragt os nærmere nogen elegant, letforståelig forklaring; den har tværtimod gjort billedet mere kompliceret: Det ser nu ud til, at depression ikke er én ting, men at der findes mange forskellige typer af depression, som er resultat af helt forskellige mekanismer.
Nogle studier peger på, at inflammation – altså immunforsvarets reaktion på reelle og indbildte trusler – kan være én årsag. Andre fokuserer på hjernekemikaliet BDNF, som spiller en vigtig rolle, når der skal dannes nye synapser i hjernen – en proces kendt som neuroplasticitet. Det står også tiltagende klart, at hormoner kan være afgørende, for eksempel i forbindelse med fødselsdepressioner, som ser ud til at følge et drastisk fald i hormonet allopregnanolon.
De forskellige hypoteser er allerede i gang med at føre til nye behandlinger. I 2019 godkendte man det første præparat rettet mod fødselsdepression, og forskere er i fuld gang med at teste, om antiinflammatoriske lægemidler kan have en gavnlig effekt. Hypotesen om manglende neuroplasticitet kan måske føre til mere effektiv kognitiv terapi.
Det, der ved første øjekast kan ligne nørdede mellemregninger, kan altså vise sig at være afgørende for at lindre patienternes lidelser.
