Amerika er ekstremernes land, berygtet for voldsomme værdikampe, ikke mindst i forhold til familieliv og børneopdragelse. Børnelitteraturen er en del af slagmarken, og det handler ikke – som her – om skærm over for papir, men om indhold og substans.
Politikere, vælgere og nyhedsmedier er nidkært optaget af, hvad børn skal læse. Kontroverserne står især om emner som køn og seksualitet, men også religion, race og klima vækker stærke følelser.
I august lagde University of California i Santa Barbara hus til en konference om børnelitteratur, hvor jeg lyttede til oplæg om børnelitteraturens rolle og fremtid, kunst og uddannelse, læserinddragelse og aktivisme.
Overalt mærkede jeg en bekymring, som handlede om børns lige rettigheder og adgang til varieret indhold. Der blev talt om Kina, Rusland og Iran, men også virkelig meget om USA, hvor litteratur og læsere lider under politisk indblanding og polarisering.
Berygtede er de såkaldte »book bans«, hvor lokalpolitikere nedlægger forbud mod bestemte bogtitler på offentlige skoler og biblioteker. Vildest går det for sig i Florida, hvor guvernør Ron DeSantis har indført en lov, der forbyder undervisere at bruge bøger, der nævner transkønnethed og homoseksualitet.
Loven, som populært kaldes Don’t Say Gay, blev vedtaget i 2022 og medførte omfattende kassationer på skoler og biblioteker. Trods omfattende protester mod forbuddet har det amerikanske PEN rapporteret om lignende lovforslag andre steder.
PÅ KONFERENCEN OPTRÅDTE den aktivistiske forfatter Maya Gonzalez, en lille midaldrende dame med fast blik og tatoverede overarme. Hun præsenterede sig med stolthed i stemmen som den mest forbudte og omdiskuterede forfatter i USA i øjeblikket.
Gonzalez bliver skiftevis hyldet af progressive demokrater i Californien, hvor hun bor, og lagt for had af konservative republikanere i bibelbæltet, og hun ligner og lyder som en, der tåler modstand og gerne tager kampen op om ytrings- og undervisningsfrihed.
Maya Gonzalez er oprindelig uddannet billedkunstner og havde stor succes på kunstscenen i San Francisco, da hun for cirka ti år siden fik øje på et hul i bogmarkedet. Som en del af et kollektivistisk regnbuemiljø savnede hun børnebøger om alternative familieformer, inklusion og diversitet. Sammen med sin partner driver hun i dag det antikapitalistiske forlag Reflection Press, der udgiver bøger med det formål at forandre verden og særligt den måde, som køn, seksualitet og familieliv omtales på.
Gonzalez’ egne billedbøger henvender sig til forskellige aldersgrupper og situationer, men fælles for dem er en imødekommende, barnlig og farvestrålende illustrationsstil. Kaster man et blik på forsiderne, finder man mange smilende børn i festlige kostumer, og man kan godt undre sig over virakken. Bøgerne signalerer umiddelbart livsglæde og afslappet new age-stemning, og ingen karakterer kommer nogensinde til skade.
Alligevel er de altså bandlyst.
Småbørnsbogen They, She, He, Me. Free to Be (2017) er en metalgrøn sag i et lille format, som selv en treårig kan læse med hænder og øjne. Bogen lægger ud som en helt almindelig pegebog, hvor hver tegning følges af ét ord. I centrum står stedordene: En flok børn benævnes som »they«, en pige er »she« og en dreng »he«.
Det er trygt og traditionelt, men gradvist bliver det mere kompliceret og forklaringskrævende. 47 forskellige børn med højst forskellige kroppe og kønsudtryk bliver præsenteret, og det lille barn lærer undervejs, at det ikke altid er til at gætte, hvem der gerne vil påhæftes hvilke betegnelser.
I tillæg til pegebogen følger den nok så kreative They, She, He easy as ABC (2019). Gennem en række konventionelle ABC-rim bliver man som læser vænnet til en fleksibel brug af stedord. Meningen er, at læseren til slut kan jonglere med han, hun og dem, alt efter hvad den omtalte person selv foretrækker. Naturligvis har de portrætterede børn også kønsneutrale navne: »S – Sky is like a star so bright/ All the pronouns are right.« (S – Sky er som en skinnende stjerne/ Alle stedord er lige gode«).
Til lidt ældre børn har Gonzalez blandt andet udgivet The Gender Wheel (2017) og senest The Gender & Infinity Book for Kids (2023). I begge bøger markedsføres synet på barnet som et unikt individ, der selv vælger sin identitet og sin livsbane, herunder sit kønsmæssige tilhørsforhold, ud fra en uendelighed af muligheder.
I The Gender Wheel kan man afprøve forskellige identiteter ved at dreje på ringe i det såkaldte kønshjul og derved finde sin helt egen personlighed. Det lyder rimelig alternativt, men er samtidig en underholdende form for aktivering.
NÅR GONZALEZ' BØGER støder konservative miljøer og beslutningstagere, handler det selvfølgelig om temaerne og ideologien. Det slet skjulte og åbenlyst provokerende budskab er, at verden må åbne sig for mangfoldigheden.
Mennesker må selv bestemme, hvem og hvad de vil være, også når det gælder køn, og familier kan se meget forskellige ud. Gonzalez er dog ikke mere normstormer, end at der også er plads til borgerlige mødre og fædre, drenge og piger på de mange billeder. Man må altså gerne vælge at bekende sig til de helt traditionelle stedord.
Fra et dansk perspektiv er Gonzalez’ bøger på ingen måde grænseoverskridende. De virker i stedet lidt kedsommelige i deres tydelige formidling og i brugen af gentagelser. Men det virker helt skørt og sært udemokratisk at ville forbyde eller censurere dem.
Får man stedord og ideologi nok, har biblioteket mange andre bøger, man kan låne. Spørgsmålet er, om og hvordan bøgerne virker på målgruppen. Man kan godt få den mistanke, at den insisterende tone skræmmer nogle af de læsere væk, som Gonzalez egentlig gerne ville have fat i.
Som amerikaner deler Gonzalez en lang børnelitterær tradition for oplysning og opdragelse med sine modstandere. Mange amerikanske billedbøger er instruerende og ligner det, de også er, nemlig undervisningsbøger.
De bliver brugt i førskolen, af barnepiger og forældre til at lære børn alt fra at binde snørebånd og vise taknemmelighed til at løse simple regnestykker. Børnelitteraturen er i den henseende et instrument, hvis virkemidler er underordnet sagen, og derfor bliver det vigtigt, hvad der står, og ikke så meget hvordan det står.
Sproget er direkte, og der bliver ikke overladt noget til fri fortolkning. Fortællerstemmen agerer som en tålmodig lærer, som igen og igen fortæller, hvad man skal vide og gøre. I bedste mening, naturligvis, men også ensformigt og skråt nedad.
Barnet er modtager mere end dialogpartner, og der er ikke lagt op til den nysgerrige udforskning af køn, som forfatteren egentlig siger, hun gerne vil have.
MAYA GONZALEZ TALER ind i en amerikansk kontekst, hvor polerne er så skarpt trukket op, at de finere nuancer og dermed kunsten forsvinder. Bøger af denne type egner sig dårligt til kulturel omplantning, og de er heller ikke oversat til dansk.
I børnehaverne herhjemme arbejder man oplevelsesorienteret med litteratur, og det spiller heldigvis en mindre rolle, hvor meget børnene konkret lærer. Men det betyder ikke, at kontroversielle emner skal ud af børnelitteraturen. Bøger kan og skal sætte tanker i gang hos børn og andre læsere, ellers er de ikke værd at bruge tid på.
Flere nyere danske billedbøger berører kønsdiversitet og alternative familiekonstellationer, og de bruger humor til at formidle en tankevækkende fortælling, som alle kan spejle sig i. Nærliggende eksempler er Rebecca Bach-Lauritsen og Charlotte Pardis Mormor og mormor (2020), hvor regnbuefamilien er bagtæppe for en generationsudveksling, og Ane Bjørns Påfugl (2022), hvor kønsidentitet kobles til en genkendelig udklædningsleg.
Ville den type af fortællende og mere diskret diskuterende og holdningsskabende bøger så få lov at stå på Floridas skolebiblioteker? Næppe, men det burde de.
